Foto: Protester i Belarus i august 2020: “Fair valg. Tribunal. Frihed til de politiske fanger.” (Kilde: CC 3.0 Homoatrox)
I dag, d. 9. august, er det tre år siden det stærkt omdiskuterede præsidentvalg i Belarus, hvor Aleksandr Lukasjenko, kendt som Europas sidste diktator, genindsatte sig selv på posten. Valget udløste de største demonstrationer i landets historie, mens regimets brutale modsvar påkaldte sig verdens opmærksomhed. Men hvor står frihedskampen i dag, og hvordan påvirkes den af Ukrainekrigen og en stigende trussel fra Rusland?
Da Lukasjenkos regime anholdt den systemkritiske youtuber og borgerrettighedsforkæmper, Sergei Tsikhanouskij, få dage efter hans udmelding om at stille op som oppositionskandidat til valget i 2020, trådte hans hustru, Sviatlana Tsikhanouskaja, i hans sted. Det var højest uventet, men havde sin naturlige raison d’être.
Lukasjenko, der indtil da havde haft held med at undertrykke enhver opposition gennem sine 26 år som enevældig hersker, kunne ikke længere blot låse modstanden inde. Utilfredsheden med regimet, der de seneste år var vokset som følge af en forværret økonomi og mangelfuld håndtering af corona-pandemien, syntes langsomt, men sikkert at slå rod i stadig større dele af befolkningen. Fængslingen af Sergei Tsikhanouskij cementerede kendsgerningerne: Nu var det nok.
Sviatlana Tsikhanouskaja blev en samlende figur for oppositionen og opnåede stor folkelig opbakning med krav om retfærdige valg og demokratisk forandring. Skuffelsen – og overraskelsen – var derfor markant, da Lukasjenko i hemmelighed genindviede sig selv som præsident til sin sjette regeringsperiode. Efter sigende med over 80 procent af stemmerne, hvilket ifølge valgloven umuliggjorde en anden valgrunde. Det var den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Lukasjenko ’vandt’ valget, men slap samtidig revolutionens ånd fri af flasken.
Vold mod borgerne
I de følgende uger blev Minsks gader indtaget af rekordstore demonstrationer. Hundredtusinder af mennesker mobiliserede sig i fredelige protester for demokrati og borgerrettigheder og opfordrede Lukasjenko til at gå af. Regimets reaktion var nådesløs. Protesterne blev mødt af chokgranater og gummikugler. Tusinder af demonstranter blev arresteret. Der meldtes om dødsfald, politivold og torturlignende metoder.
Myndighederne gjorde alt for at fængsle eller landsforvise de mest fremtrædende prodemokratiske aktivister, heriblandt Nobelprisvinderen og menneskerettighedsforkæmperen, Ales Bialiatskij. Mange, herunder Tsikhanouskaja selv, flygtede ud af landet for at undgå fængsel eller det, der var værre.
Fra eksil i Vilnius, Litauen, har oppositionen siden arbejdet for et frit og demokratisk Belarus, hvor alle er beskyttet af loven, og Sviatlana Tsikhanouskaja har ageret talerør for den belarusiske civilnation i hele Europa. Men det er ingen let mission, den eksilerede opposition er på, forklarer Alexander Dabravolskij, politisk rådgiver for Tsikhanouskaja.
Ifølge ham er undertrykkelse af borgerne fortsat en af de største udfordringer for frihedskampen. Man kan blive arresteret blot for at like noget på SoMe eller for at sige noget til en ven. Hver dag bliver 10-20 borgere anholdt for den slags små ’forseelser’, fortæller han.
”Selvom vi befinder os i eksil, betyder det ikke, at vi er i sikkerhed, eller at vores familier og bekendte er det. Eksempelvis arresterede de en søn til Anatolij Lebedko, der er Sviatlanas repræsentant i det parlamentariske samarbejde. Sønnen er ikke politiker. Han havde intet gjort. Nu sidder han i fængsel, fordi han er Anatolijs barn,” siger Dabravolskij.
Kampen for frihed fortsætter
Blokeringen af information er et andet stort problem for den demokratiske bevægelse i og omkring Belarus. Ligeså er informationsangrebene mod Sviatlana Tsikhanouskaja og hendes stab, oppositionens koordinationsråd og alle de fonde og organisationer, der på den ene eller anden måde modsætter sig Lukasjenkos dagsorden.
Selvom det er vanskeligt at mobilisere en vedvarende modstand mod styret, foregår frihedskampen hver dag i form af forskellige aktioner, forklarer Dabravolskij.
”Jeg er medlem af nogle regionale chatgrupper. Dette er en chat fra en lille by i Belarus. Det er den by, jeg kommer fra,” siger han, finder sin mobiltelefon, taster lidt på displayet og rækker den frem, så man kan se:
”Det er information – men det er også handling. Der er to til fire protestaktioner i denne lille by hver uge. Lige nu, som vi sidder her, er de helt sikkert i gang med at planlægge noget,” siger han og fortsætter:
”Myndighederne i Belarus forsøger at ødelægge enhver form for civilsamfund. NGO’er blev lukket, og deres ledere måtte flygte ud af landet. Men de fleste af dem, sammen med de uafhængige medier, har genetableret deres aktiviteter i udlandet med deltagelse fra deres medlemmer tilbage i Belarus. Så myndighedernes kamp lykkedes ikke. Folket fortsætter deres aktiviteter selv under de næsten umulige omstændigheder. Vi bevæger os fremad. Fordi vi skal, og fordi vi tror på, at det er det rigtige at gøre.”
Diktatoren i knibe
Selvom det indtil videre er lykkedes Lukasjenko at bevare magten, kom han ingenlunde styrket ud af valget i 2020. Med de historisk omfattende massedemonstrationer vaklede taburetten for første gang under diktatoren. Og den har ikke fundet sine ben endnu. Siden oktober 2020 har EU vedtaget seks sanktionspakker mod Belarus på grund af undertrykkelse og krænkelse af menneskerettigheder. Landet er desuden ramt af de samme sanktioner som Rusland relateret til krigen i Ukraine. Samtidig med at være afskyet af EU, er Lukasjenko mere klemt af Putins Rusland end nogensinde før.
Putin så opmærksomt til i 2020, da folkeopstanden udviklede sig i Belarus, og Lukasjenko hurtigt virkede til at miste sit greb om situationen. For Putin, hvilket Lukasjenko ikke var sen til at minde om, kunne demonstrationerne i Belarus inspirere lignende oprør i Rusland. Samtidig risikerede Belarus i tilfælde af Lukasjenkos afgang at ende i hænderne på en provestlig opposition. Det kunne mindske russisk indflydelse i landet og derved svække Putins geopolitiske position.
Et lækket dokument fra den russiske præsidentadministration viser, at Rusland efter august 2020 begyndte at lægge konkrete planer for at infiltrere Belarus militært, økonomisk og politisk. Med andre ord: En annektering. En plan, der lader til at gå af sig selv, ganske udramatisk for russerne, modsat tilfældet Ukraine.
Lukasjenko overlevede efter valget i 2020 takket være russisk hjælp i form af politistyrker til at slå modstanden ned og økonomisk hjælp til at modstå de omfattende sanktioner fra EU.
Prisen har været, at Lukasjenko er blevet så afhængig af sin mægtige nabo og står i så stor gæld til Putin, at han ”er tæt på nærmest at have overdraget Hviderusland (Belarus) til Rusland,” som seniorforsker i russiske og postsovjetiske forhold ved DIIS, Flemming Splidsboel, har udtalt det.
Russiske tropper har længe haft deres frie gang gennem belarussisk territorium, og tilbage i foråret indgik Lukasjenko og Putin en aftale om opbevaring af taktiske atomvåben i Belarus. Putin har med andre ord fået en vasalstat, der er økonomisk, politisk og militært afhængig af ham. Kontrollen med landet har givet Rusland ekstra territorium et centralt geopolitisk sted i Europa, en bufferzone mod Vesten og åbnet en ekstra front mod Ukraine.
Frihedskampen er forandret
En anden af Sviatlana Tsikhanouskajas rådgivere, Franak Viacorka, har udtalt til The Atlantic, at vi med Belarus oplever ”den bløde udgave” af det, der kan ske med Ukraine:
”Den eneste forskel er, at i Ukraine modsætter staten sig besættelsen. I Belarus har den omfavnet den,” siger han.
Ifølge Alexander Dabravolskij har det russiske perspektiv ændret vilkårene markant for den demokratiske bevægelse i og omkring Belarus.
”Vores fokus har hele tiden været at organisere frie og retfærdige valg i Belarus, så landet kunne overvinde sin politiske krise. Nu ser vi ikke kun en politisk legitimitetskrise, men en suverænitetskrise,” forklarer han.
Det repræsenterer et grundlæggende skift i oppositionens opfattelse af den belarusiske frihedskamp. Den indenrigspolitiske konflikt er blevet et udenrigs- og geopolitisk anliggende. Det betyder i praksis, at Lukasjenko ikke længere er den største trussel for et demokratisk Belarus – det er i stedet Putins Rusland.
”Den største udfordring, vi står overfor nu, er, hvorvidt Rusland vil annektere Belarus, og vi dermed mister vores suverænitet. Derfor skal vores primære aktiviteter dedikeres til at støtte vores uafhængighed,” siger Dabravolskij.
Blikket på Ukraine
Da Lukasjenko i foråret glimtede ved sit fravær, blev hasteindlagt på hospitalet, og ved de stadig sjældnere lejligheder, han viste sig offentligt, virkede svækket, vakte det hurtigt spekulationer: En syg Lukasjenko, muligvis en døende Lukasjenko, kunne forårsage et magtvakuum, hvormed en demokratisk transition endelig kunne blive mulig.
Med den tilspidsede geopolitiske situation lurer en potentiel storkonflikt mellem Vesten og Rusland her. Det virker usandsynligt, at Putin vil tillade en demokratisk transition, der nødvendigvis vil bringe Belarus nærmere Europa. Højest sandsynligt har russerne en erstatning klar, og vil bruge magtskiftet til en yderligere indlemning af Belarus.
Derfor har den eksilerede belarusiske opposition med Sviatlana Tsikhanouskaja i spidsen opmærksomheden rettet mod Ukraine. De ved, at ukrainernes kamp hænger uløseligt sammen med deres egen.
”Vi forstår nu, at vores vigtigste opgave er at hjælpe Ukraine til sejr,” siger Alexander Dabravolskij og slutter:
”Vi forstår, at Ukraine ikke kun kæmper for sig selv, men også for vores frihed og uafhængighed, for Europa og for Vesten.”
