Når Ebbe Kløvedal Reichs Demokratistafet hvert år videregives på Grundlovsdag i et samarbejde mellem DEO og Vartov, er det ikke så meget for at hædre modtagerens tidligere bedrifter som for at opildne til fremtidig indsats. Stafetholderen forpligter sig nemlig til at udføre et projekt, der sætter fokus på demokrati og folkestyre.
Sidste års vinder var lektor i bioetik på Københavns Universitet, Mickey Gjerris, og frugten af hans arbejde foreligger nu med bogen ”DET ER OGSÅ DIT ANSVAR når EU ikke redder planeten”. Bogen repræsenterer et opgør med den udbredte fremstilling af miljøpolitikken som ’ofringens politik’, hvori den langsigtede beskyttelse af jordens ressourcer ifølge forfatteren er for svagt et incitament mod den kortsigtede lyst. I stedet tilbyder Mickey Gjerris en økocentrisk og etisk funderet livsindstilling, ”hvor det ikke kun er frygten for os selv, der motiverer os, men også kærligheden til det andet, som samtidig er os selv.”
I anledning af udgivelsen bringer vi et interview med forfatteren om en række af bogens centrale spørgsmål: Hvordan er vi som enkeltindivider ansvarlige for en global krise? Hvilke muligheder har vi for skabe motivationen til de nødvendige forandringer, og hvad er forholdet mellem den enkelte borgers etiske ansvar og EU’s politiske?
Hvad er bogens overordnede ambition?
”At få folk til at forstå, at de har et individuelt ansvar, når det gælder klima- og biodiversitetskrisen. Et stort problem lige nu er, at alle har travlt med at tørre ansvaret af på hinanden. Virksomhederne holder den enkelte forbruger ansvarlig, og individet sender igen bolden videre til de store institutioner og erhvervslivet. På den måde kan vi fortsætte som hidtil. Sandheden er, at det er et fælles ansvar at redde planeten, og det betyder samtidig, at det er den enkeltes.”
”En af grundene til, at vi som individer ikke vil tage det på os er, at vi ikke kan overskue de forandringer i vores liv, det kræver. Vi oplever det som et uoverskueligt offer, der skal bringes. Mit ærinde med denne bog er at erkende, at vi som individer er forpligtet af en etisk ansvarlighed. Ikke for at redde hele planeten, men for at gøre det så godt, som vi kan. Men samtidig forsøger jeg at vise gennem etikken, at ansvaret ikke behøver at være en utålelig byrde, men faktisk kan føre til en mere meningsfuld og berigende tilværelse.”
Du skriver indledningsvist, at den samfundspolitiske diskussion udelukkende behandler naturkriserne som teknisk-administrative problemer. Hvad er det denne tilgang overser?
”Først og fremmest alvoren. De seneste 50 års klimapolitik baserer sig på ideen, at vi som art og samfund har noget rigtig godt kørende med nogle utilsigtede bivirkninger, der må justeres. Den tilgang har med al tydelighed ikke bragt de nødvendige forandringer. Tværtimod har vi set den negative udvikling accelerere. Der er ikke tale om små bivirkninger, der kan justeres, men grundlaget for hele samfundet, der skal gennemgå en omkalfatring.”
I den forbindelse sondrer du henholdsvis mellem det antropocentriske og økocentriske natursyn, og sætter din lid til sidstnævnte. Hvordan danner dette fundament for bogens etiske standpunkt?
”Kort fortalt er antropocentrisme en anskuelse, der sætter mennesket i det absolutte centrum og betragter resten af universet som en ressource, vi kan drage gavn af. Økocentrismen derimod er erfaringen af, at man er indlejret så dybt i dette univers, at det ikke giver mening at skelne mellem ’mig’ fra ’det andet’. Det handler om at forstå naturens fællesskab som en etisk fordring til at tage vare på det. Ikke blot som en ressource, men som noget der har en betydning i sig selv – fordi det i virkeligheden er en del af os og omvendt.”
Hvordan er denne forskel i naturopfattelser afgørende for klimakampen?
”Der er en afgørende forskel i motivationen. I antropocentrisk optik vil argumentet for at redde klimaet og biodiversiteten dreje sig om at fremtidssikre ressourcer. Den langsigtede beskyttelse kæmper dermed mod kortsigtet lyst, og sådan som vores kultur og samfund er indrettet, vil den tabe. Forstår vi i stedet naturen som havende en betydning i sig selv, noget vi indgår i i en form for kærlighedsforhold, opløses konflikten mellem lyst og pligt. På den måde anser jeg økocentrismens incitament for handling som værende langt mere solidt.”
Bogen kredser om den enkeltes ansvar. Men gør det dybest set nogen forskel? Det er vel dette, mange spørger sig selv om, når de affaldssorterer, tager kortere bade eller skærer ned på kødet.
”Basalt set handler det om, at vi er en del af den struktur, der har skabt naturkriserne. Når man står i en situation, man selv har bidraget til, mener jeg simpelthen, at man er etisk forpligtet til at tage ansvar. Ingen af os kan redde verden, men vi kan måske redde en lille bid – og en betragtelig, hvis vi går sammen. Vi er alle bare sandkorn på en kæmpe strand, men det betyder ikke, at man skal resignere. Når man nu engang har fået tilværelsen foræret, kan man besvare den på to måder: Ved at tilfredsstille sig selv eller blive det bedste menneske, man kan. Mit eget udgangspunkt, stærkt inspireret af teologen K.E Løgstrup, er, at tilværelsen er etisk kvalificeret, før vi kommer til den. Det vil sige, at vi har en etisk pligt til at gøre vores bedste, og at det er heri et meningsfuldt liv får sin næring. Denne erfarings beskaffenhed rummer dybe og interessante emner indenfor teologien og filosofien, som det ikke er denne bogs ærinde at behandle. I stedet forsøger jeg at kigge fremad ved at inddrage etikken i klimaspørgsmålene som en måde at undersøge vores muligheder for et nyt natursyn og dermed en ny tilgang til den grønne omstilling, der kan danne grobund for de nødvendige forandringer. Det mener jeg er bedre givet ud i en situation med buldrende klimaforandringer og en biodiversitetskrise, der bliver sammenlignet med den sjette masseudryddelse.”
Der er en polemisk dobbelthed i bogens titel ”DU HAR OGSÅ ET ANSVAR når EU ikke redder planeten”. Er den iboende kritik hovedsagelig rettet mod individet eller EU?
”Titlen til bogen er vokset ud af hele diskussionen i kølvandet på Terese Scavenius’ flyrejser (Alternativets klimaordfører, der blev kritiseret for sine mange flyveture, red.) Hendes egen påstand var, at hun intet ansvar havde ud fra argumentet om, at klimakampen kun kan vindes gennem store strukturelle løsninger. Det er en bekvem holdning for mange mennesker, der ikke ønsker at ændre på deres eget liv. Det holder bare ikke vand. Vi har mange års erfaring med, at de store systemer ikke træffer de nødvendige beslutninger, men desperat forsøger at opretholde status quo. Så kan man ikke længere læne sig tilbage som individ og tænke, at de voksne har styr på det, for det har de tydeligvis ikke. På den anden side fører erhvervslivet og de store institutionerbevidst en politik, hvor de forsøger at give ansvaret til den individuelle forbruger. Bogens titel retter kritik mod begge positioner. Vi har brug for et opgør med den binære tænkning af skyld og ansvar. Det er ikke enten eller, men både og.”
Hvordan ser du forholdet mellem den enkelte borgers etiske ansvar og EU’s politiske?
”I den ideelle verden ville de store institutioner træffe de beslutninger, der skal til, og samtidig understøtte de enkelte borgeres muligheder for at træffe de rigtige valg. Imidlertid gør de ingen af delene. Det betyder, at borgerne i stedet må lave om på institutionerne. Det gør de ved at tage deres ansvar på sig. Dels ved at stemme, men også ved at implementere de ændringer i hverdagen, som ville følge af de beslutninger, vi venter på, at lovgiverne træffer for os.Skal vi løse problemet, kalder det på et komplekst samspil mellem den enkelte og kollektivet. Vi ved fra historien, at de afgørende forandringer ikke skabes fra oven, men skal presses igennem nedefra. Derfor har man som borger et ansvar for at bidrage til den forandring. Gør vi det i tilstrækkeligt omfang, vil det på sigt slå igennem i toppen.”
Spørgsmålet er, hvordan den økocentriske etik, der i bogen tilbydes som en mulig løsning, kan transformeres til konkret politisk handlekraft?
”Det gøres ved at indtænke naturen i al den politik, vi foretager os. Ikke blot for at have ressourcer i morgen, men for at redde det fællesskab, vi selv er afhængige af. Det er ikke et spørgsmål om at dreje på et par knapper på en ellers velfungerende maskine, men om simpelthen at bygge en anden maskine. Det er svært og tager tid, men videnskaben fortæller os næsten entydigt, hvad der sker, hvis ikke vi gør det. Lige nu er der større sandsynlighed for, at vi udsletter vores eget livsgrundlag som civilisation, end at vi ændrer på de menneskeskabte strukturer, der leder til katastrofen. Det er den absurde virkelighed. Jeg tror imidlertid, at vi kan finde motivationen og lysten til at bygge den ny maskine, hvis vi starter fra et økocentrisk udgangspunkt frem for et antropocentrisk og tænker etikken ind i naturkriserne. Hvordan maskinen skal bygges og se ud, er ikke mit felt. Jeg undersøger, hvordan vi kan finde et incitament til at komme i gang med at bygge den.
