Både Orbán og Kaczynski har set meget større muskler under kommunismen. De ser det som en kamp, og de overgiver sig aldrig, skriver Vibe Termansen, analytiker i DEO og Polensekspert, i Altingets tema om EU’s største udfordringer i 2021.
Før jul, til det store EU-topmøde, blev der landet en retsstatsmekanisme trods megen forudgående drama fra Polen og Ungarn. Der var nogle, der solgte det som en sejr for demokratiet og retsstaten i EU.
Måske har de ret. På længere sigt.
Men havde man håbet, at EU nu kan stoppe udbetalingen af midler til lande, der bryder med EU’s værdier, må man skuffes. Havde man håbet, at EU i det mindste kan stoppe udbetalingen af midler, hvis det er klart, at et land bryder den måske vigtigste værdi, retsstaten, må man også skuffes.
Er hovedmålet derimod, at udbetalingen af midler kun kan stoppes, hvis der kan påvises en direkte forbindelse mellem brud på retsstatsprincipperne og snyd med EU-midler, kan man glæde sig over aftalen. Det gør den polske regering så.
Har man bredere kanaler mellem EU’s kasser og egne lommer, men kan man få mekanismen udskudt til efter næste parlamentsvalg i foråret 2022, kan man også glæde sig. Så det gør den ungarske regering.
Demokrati som kampsport
EU’s værdier står i EU-traktatens artikel 2, der fylder et par linjer og findes på alle Unionens sprog. Den handler om demokrati, ligestilling, retsstaten og menneskerettigheder, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal.
Problemet ligger ikke i ordet ”demokrati”. Det er vi enige om er positivt, fra Budapest til Bruxelles, fra Warszawa til Valonien. Problemet er, at vi mener noget væsensforskelligt, når vi udtaler ordet.
De senere år er det lykkedes Viktor Orbán i Ungarn og Jaroslaw Kaczynski i Polen at indføre en alternativ forståelse af, hvad ”demokrati” betyder. At (gen-)åbne en betydningskamp om begrebet og at insistere på, at der findes flere forskellige slags ”demokrati”, og at det er den illiberale variant, fremtiden tilhører.
Her opfatter regeringerne demokrati som en kampsport, hvor der er en vinder og en taber. Den, der vinder valget, vinder staten, og har ret til at definere fortid, nutid og fremtid, at smide ngo’er, universiteter og asylansøgere ud, at knægte den fri presse, udnævne dommere politisk og kalde LGBT for en ond ideologi. Brokker taberen sig, er det ikke fordi, vinderen bryder demokratiets grundregler, men fordi han er en dårlig taber.
De hævder, at det er bestemt af deres kultur og historie, at de vestlige lande ikke forstår det, fordi de ikke gider at forstå det, at EU udøver et politisk korrektheds-diktatur samt at de værdier, de forbinder med de vestlige lande, er farlige og vil ødelægge deres kultur.
Ungarn og Polen giver ikke op
Vi ved endnu ikke, hvor retsstatsmekanismen ender; hvordan den vil blive forvaltet i praksis.
Men vi ved, at de polske og ungarske regeringer ikke opgiver deres kamp. Det gør de aldrig. De mener faktisk, hvad de siger. Og de har brug for at vise deres vælgere, at det er dem, der er vinderen, og EU/oppositionen, der er taberen.
Siden jul har den ungarske regering for eksempel beordret, at et forlag trykker advarsler udenpå en eventyrbog, der skal lære børn at vise tolerance, om, at dens indhold beskriver ”adfærd, der er uforenelig med traditionelle kønsroller”. Og de har ignoreret en dom fra EU-Domstolen om, at det var ulovligt, da Ungarn sendte migranter tilbage over grænsen til Serbien – og fortsat praksissen.
I Polen har regeringen trykt – den i sig selv forfatningsstridige – Forfatningsdomstols afgørelse om de facto forbud mod abort, trods enorm modstand og splittelse i det polske samfund.
Og så har regeringen lanceret sig selv som demokratiets forkæmper og ytringsfrihedens beskytter med et lovforslag om at uddele enorme bøder til sociale medier, der udelukker folk eller fjerner indhold, medmindre et (politisk udnævnt) ytringsfrihedsråd finder, indholdet er ulovligt ifølge polsk lov.
Det er hadtale mod LGBT-personer for eksempel ikke. Så det kan man bare fortsætte med.
Samtidig er retssagen mod tre kvinder, tiltalt for at have vist en plakat med den hellige jomfru Maria iført påmalet regnbue-glorie, gået i gang. I Polen – demokratiets forkæmper, ytringsfrihedens beskytter – er det nemlig forbudt at fornærme religiøse symboler, monumenter, præsidenten samt den polske stat og nation. Kvinderne risikerer to års fængsel.
Så nej, retsstatsmekanismen betyder ikke, vi nu er blevet enige om, hvad ”demokrati” betyder. Betydningskampen fortsætter. Orbán og Kaczynski giver sig ikke. Gør EU?
