De europæiske vælgere afgjorde i juni den politiske sammensætning i Europa-Parlamentet. I virkeligheden var det dramatiske valg kun begyndelsen. Imens de europæiske partier indledte organiseringen i politiske grupper, startede den store kabale om EU’s topposter.
Skulle Ursula von der Leyen få endnu en periode i spidsen for Kommissionen efter at have styret EU igennem nogle af de mest udfordrende år i unionens historie? Og hvem skulle overtage rollen som formand for Det Europæiske Råd efter belgieren Charles Michel?
Kabalens afgørende kriterier
Processen om fordelingen af topposterne begynder i Det Europæiske Råd, hvor de 27 stats- og regeringschefer skal nå til enighed om, hvem der skal bestride henholdsvis stillingen som formand for det Europæiske Råd, Kommissionen og EU’s udenrigschef. Formanden for Europa-Parlamentet spiller også en central rolle, men udpeges af Parlamentet.
Ifølge traktaten skal valget af Kommissionsformand afspejle valgresultatet, og eftersom EPP blev den største gruppe, tolkes det sådan at en konservativ helst skal stå i spidsen for Kommissionen. Men herefter er kabalebetegnelsen yderst rammende. En række hensyn skal nemlig gå op i en højere enhed, når de tre poster skal udnævnes: kriterierne om politisk repræsentation, geografi og kønsbalance.
Efter en række forhandlinger og studehandler præsenterede Rådet Ursula von der Leyen (konservativ, kvinde, nordeuropæer) som Kommissionsformand, Antonio Costa (socialdemokrat, mand, sydeuropæer) som ny formand for Det Europæiske Råd og Kaja Kallas (liberal, kvinde, østeuropæer) som ny udenrigschef.
Genvalg til EU’s tyske sværvægter
Gengangeren i feltet er tyske Ursula von der Leyen, der har fået opbakning til endnu en periode i spidsen for Kommissionen, EU’s måske mest magtfulde post. Kommissionen har den såkaldte initiativret, fremsætter lovforslag og tegner linjerne for den politiske retning. Von der Leyen har været en stærk, synlig og magtfuld profil, der har markeret sig internationalt som unionens ledende skikkelse i forbindelse med ikke mindst coronakrisen, energikrisen og krigen i Ukraine.
”Der er fortsat et flertal i midten for et stærkt Europa, og det er afgørende for stabiliteten. Med andre ord holder midten,” sagde von der Leyen efter valget og indikerede, at hun håbede at kunne bruge det samme flertal som sidst fra socialdemokraterne og de liberale forud for godkendelsen i Parlamentet.
Men von der Leyen er langt fra lige populær alle steder. Heller ikke i egne rækker, hvor stadig flere har udtrykt skepsis overfor tempoet i den førte klima- og miljøpolitik. Godkendelsesafstemningen i Parlamentet er endvidere hemmelig, og flertallet kan være usikkert, da man ikke nødvendigvis overholder partidisciplinen. Det er derfor sandsynligt, at von der Leyen må række ud til den styrkede højrefløj for at bevare magten. Det kan påvirke Kommissionens politiske linje, f.eks. på spørgsmål som klima og migration.
Fra formands-flop til frelser
Posten i spidsen for Det Europæiske Råd er en mere ceremoniel og lidt mindre magtfuld rolle. Formanden leder topmøderne og skal være en kompromismager, der kan samle de 27 medlemslandes vidt forskellige ledere. Det forudsætter en veludviklet evne til at operere i korridorerne. Der er bred enighed om, at den siddende formand, Charles Michel, har været en stor skuffelse. Frem for at agere fødselshjælper for solide aftaler, har han fulgt sine egne ambitioner, og derfor har man ganske åbent ledt efter en anden profil.
Her er valget faldet på den tidligere portugisiske premierminister, Antonio Costa, der er er kendt som en dygtig og vellidt mægler og for sit gode forhold til Ursula von der Leyen. Under det portugisiske formandskab i 2021 talte de to i telefon hver eneste søndag. Det er nye toner i forhold til den nuværende relation mellem von der Leyen og Charles Michel, hvis forhold er berygtet for at være notorisk dårligt.
Antonio Costa har siden 1980’erne tjent som minister i skiftende regeringer og været borgmester i Lissabon. Her blev han kendt som de fattige og udstødtes borgmester, hvilket gav ham tilnavnet “Lissabons Gandhi”. Han kommer fra en socialistisk-kommunistisk familie med rødder i den portugisiske koloni Goa, hvilket har påvirket hans syn på migration. En række europæiske ledere, heriblandt Mette Frederiksen, har udtrykt bekymring for, hvorvidt hans politik på området er for tolerant.
En stor korruptionssag tvang sidste efterår Antonio Costa til at træde tilbage som premierminister. Der var ingen anklager mod ham personligt, men figurer tæt på ham blev fundet med pengekuverter. Imidlertid lader han til at være renset.
Familietragedie kan blive hæmsko
Mest interessant at følge i den nye toptrio bliver måske udenrigschefen, Estlands statsminister Kaja Kallas. Rollen indebærer ikke kun ledelsen af EU’s fælles udenrigstjeneste og retningen for EU’s udenrigspolitik, men også en næstformandspost i Kommissionen. Det betyder, at udenrigschefen har en central rolle i koordineringen af EU’s udviklings- og handelspolitik, og sikrer sammenhæng i EU’s internationale anliggender.
Udenrigspolitikken er i høj grad medlemsstaternes anliggende, og derfor kræver posten om noget fingerspidsfornemmelser. Udenrigschefen skal være en dygtig diplomat, og her er det uvist, om Kaja Kallas rammer plet. Hun har særlig gjort sig bemærket ved at gå meget hårdt til Rusland både før og efter invasionen af Ukraine. For hende er det personligt: Hendes mor og mormor blev deporteret til en fangelejr i Sibirien, da moren var seks år gammel, og kom først tilbage til Estland ti år senere. Såret stikker dybt, og Kallas refererer ofte til historien.
Chefdiplomat med arrestordre
Spørgsmålet om Kaja Kallas’ diplomatiske evner har fyldt op til udnævnelsen. Som EU’s udenrigschef skal hun kunne tale med russerne, men lige nu er hun persona non grata i Rusland, hvor der er udstedt en arrestordre på hende. Det sætter fremtidige forhandlingssituationer i et specielt lys. I den nye rolle skal hun samtidig ikke kun kigge mod øst, men også mod Afrika, Latinamerika og Mellemøsten. Hun skal med andre ord være chefdiplomat for det hele, og det er endnu uprøvet territorie for hende.
Kaja Kallas står overfor en vanskelig opgave. Posten som EU’s udenrigschef er blevet stadig vigtigere og samtidig mere kompleks efter Ukraine-krisen, unionens interne uenigheder i forbindelse med krigen i Gaza, men også med de mulige udsigter til Trumps genkomst. Samtidig vogter EU-landene nidkært over retten til at føre egen udenrigspolitik, og Kallas skal derfor navigere i et landskab af nationale interesser. Det gør posten mindre eftertragtet end andre topposter i EU, men ikke desto mindre af vital betydning i den storpolitiske kabale.
Artiklen er første gang bragt i DEO Undervisnings magasin “EU i undervisningen: Hvad vil det nye EU?”. Download hele magasinet her.
