På overfladen har relationen mellem USA og EU været præget af venlig retorik. I 1990’erne erklærede Bill Clinton, at “Amerika må forblive Europas gode partner”. Og i 2014 forudsagde EU-Kommissionens formand José Manuel Barroso, at en frihandelsaftale mellem EU og USA ville “ændre spillets regler”. Bag disse ord gemmer sig dog en virkelighed præget af mange og til tider bitre konflikter.
Med en årlig transatlantisk samhandel på omkring 12.000 mia. kr. – svarende til mere end 32 mia. kr. om dagen – er der meget på spil. Millioner af arbejdspladser afhænger af eksport og import mellem blokkene. Derfor får selv tilsyneladende tekniske handelstiltag hurtigt store konsekvenser. Den nuværende situation under Trumps ledelse er dramatisk, men ikke uden fortilfælde.
Konflikter i frihandlens navn
Den første store moderne handelsstrid opstod i 1990’erne, da EU gav tidligere kolonier i Caribien og Afrika særlige handelsfordele på bananer. USA, som havde stærke kommercielle interesser i Latinamerika, klagede over denne ordning til WTO – og vandt. Men EU fastholdt sin linje, og USA indførte som modsvar 100 % straftold på en række europæiske varer, herunder piccorino-ost og uld fra Skotland.
Konflikten – kendt som banankrigen – varede flere år og endte først i 2001 med et kompromis. Den illustrerede, hvordan selv nicheprodukter kunne blive brikker i et større magtspil og var en forsmag på de handelsstridigheder, der skulle følge.
I 2002 gik George W. Bush til angreb – denne gang med ståltold. For at beskytte amerikanske arbejdspladser i rustbæltet blev der indført toldsatser på op til 25 % på importeret stål og aluminium. EU truede med gengældelse, målrettet varer fra republikanske delstater, og konflikten blev hurtigt dyr for begge parter. Efter blot ni måneder måtte Bush trække tolden tilbage – ikke mindst fordi den gjorde mere skade end gavn for amerikansk industri.
Selv Barack Obama – af mange betragtet som diplomatisk og samarbejdsorienteret – tog del i handelsopgørene. Under hans administration indledte USA en WTO-sag mod EU for ulovlig statsstøtte til Airbus. EU svarede med anklager mod Boeing. WTO endte med at tillade begge parter at pålægge hinanden told for omkring 50 mia. kr. hver. Her blev konflikten dog håndteret gennem internationale spilleregler, i modsætning til Trumps mere ensidige angreb.
TTIP, tech og to vidt forskellige verdenssyn
I 2016 forsøgte EU og USA at løse mange af de underliggende konflikter med én stor handelsaftale: TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership). Aftalen skulle fjerne told, harmonisere standarder og sikre fælles spilleregler for alt fra data til fødevaresikkerhed. Men ideologiske forskelle stak dybt.
EU ønskede høje standarder for produktsikkerhed, miljø og forbrugerrettigheder, mens USA fokuserede på markedsadgang og lavere regulering. I særligt Tyskland og Frankrig frygtede mange vælgere jobtab og tab af kulturel autonomi. Titusinder gik på gaden i protest. Med Trumps valgsejr blev TTIP skrinlagt – og har ikke været genoplivet siden, selvom EU siden har luftet tanker om lignende initiativer.
I stedet rykkede konflikten over i den digitale sfære. Under Margrethe Vestager gik EU aktivt til kamp mod de amerikanske tech-giganter. Google blev dømt for misbrug af Android-styresystemet, Apple blev pålagt at tilbagebetale milliarder i ulovlig skattefordel, og både Amazon og Facebook blev undersøgt for konkurrenceforvridning og datamisbrug.
I Silicon Valley blev Vestager betragtet som symbolet på et EU, der ønskede at straffe amerikansk innovation. I Bruxelles blev hun hyldet for at stå vagt om forbrugernes rettigheder. Konflikten kulminerede i 2023 med Digital Markets Act, som satte grænser for digitale platformes dominans. I USA så man det som protektionisme i forklædning – en fortsættelse af toldkrigene med andre midler.
Trumps tilbagekomst og EU’s beredskab
Da Joe Biden blev præsident i 2020, forsøgte han at genetablere samarbejdet. Men selv under ham opstod gnidninger. Især Inflation Reduction Act fra 2022, som indeholdt store subsidier og skatterabatter til grønne amerikanske virksomheder, blev mødt med vrede i EU. Macron kaldte den “meget aggressiv”. Alligevel blev der i 2023 etableret en “transatlantisk dialog om grønne subsidier”, og der blev åbnet op for, at europæiske virksomheder i visse tilfælde kunne få adgang til støtteordningerne.
Bag kulisserne havde EU imidlertid forberedt sig på Trumps mulige tilbagevenden. En særlig task force i EU-Kommissionen blev nedsat for at udforme en strategi – både defensiv og offensiv. Erfaringerne fra Trumps første embedsperiode – hvor told på stål og aluminium blev mødt med gengældelsestold på motorcykler og bourbon – sad stadig i systemet. Task forcen arbejdede med scenarier for hurtige modtræk, nye handelsalliancer og industripolitisk oprustning.
Den 2. april 2025 blev planerne relevante. Trump annoncerede en ny generel told på 20 % på alle europæiske varer. “De snyder os,” lød det fra præsidenten. Argumentet: EU havde altid haft urimelige handelsfordele – og nu skulle regningen betales. At USA har et stort overskud på tjenesteydelser blev ignoreret. For Trump handler handel ikke om balance i bøgerne, men om styrke og dominans.
EU svarede med planer om gengældelsestold for op til 26 mia. euro, målrettet varer fra republikanske stater – bourbon, majs og landbrugsmaskiner. Men da Trump efterfølgende annoncerede en 90-dages udsættelse af tolden, blev EU’s modtræk sat på pause.
Bag lukkede døre forhandles der nu intenst i Washington. Det store spørgsmål er, om dette ender med højere toldsatser end før, en slags frihandelsaftale eller endnu en optrapning i en lang og bitter toldkrig.
