Der er et pres på Den Europæiske Centralbank for at hæve renten. Krigen i Mellemøsten har sendt brændstofpriserne i vejret og skabt usikkerhed om de internationale forsyningskæder. Som et ekko af tiden efter coronakrisen og Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine, er inflationen begyndt at stige. Det er ECB’s stikord til at overveje, om renten skal et nøk opad for at tøjle prisstigningerne, inden de bliver for voldsomme.
I en simplere verden ville beslutningen have været let. Stigende inflation er et problem, de fleste kan blive enige om, skal afbødes. Øverst i centralbankens værktøjskasse ligger renten, som kan sættes i vejret for at tage toppen af efterspørgslen og dermed prisstigningerne. Men verden er ikke simpel. ECB har bare en rentepolitik, men den skal passe til de 21 temmelig forskellige lande i euroområdet. Samtidig har krigen i Mellemøsten gjort de økonomiske udsigter noget mere usikre for europæiske virksomheder, og hvis renterne stiger, risikerer det at presse erhvervslivet dobbelt.
Når styrelsesrådet i ECB d. 11. juni præsenterer sin rentebeslutning og sit syn på økonomien i euroområdet, er der en vis sandsynlighed for, at deres toneangivende rente vil blive sat en smule op. Inflationen i euroområdet er senest steget til over 3% i april fra under 2% så sent som i februar, og det er særligt energipriserne, der trækker op. Selvom centralbanken ikke fastlægger sin rente efter inflationen i en enkelt måned, der kan være påvirket af mere eller mindre midlertidige forhold, så er niveauet højere end bankens målsætning om 2% inflation om året, og retningen er på vej længere væk derfra.
Den Europæiske Centralbanks to vigtigste hensyn
Den Europæiske Centralbank er sat i verden for at sikre, at euroen beholder sin købekraft. Så langt kan de fleste være enige, for hvem har lyst til at se værdien af pengene på deres bankkonto blive udhulet? Der er bare stor forskel på, hvad købekraft betyder, alt efter hvem man er. En børnefamilie køber nogle helt andre ting end en industrivirksomhed, og en bulgarers forbrug er ikke det samme som en belgiers.
At ændre renten i den ene eller anden retning er ikke en teknokratisk nødvendighed, og den påvirker lande og privatpersoners økonomiske omstændigheder på langt flere måder end at sørge for, at inflationen er tæt på målsætningen. Hvis man har en opsparing, vil man nyde godt af højere renter, mens personer og lande med høj gæld vil se deres rentebetalinger stige og rådighedsbeløb skrumpe ind. Højere renter kan også være med til at skubbe arbejdsløsheden op, og for den enkelte vil ulempen ved at miste sit arbejde få fordelen ved lidt lavere inflation til at blegne.
Den slags hensyn er ECB bare ikke sat i verden for at gøre noget ved. Centralbanken balancerer to hensyn, nemlig at renten på den ene side skal være høj nok til at holde prisstigningerne i ave, men på den anden side må den ikke være så høj, at det kvæler efterspørgslen fra virksomheder og husholdninger. Så risikerer økonomien at slå i bakgear med flere konkurser og høj arbejdsløshed til følge. Banken fokuserer i praksis på den gennemsnitlige udvikling i priserne i euroområdet som helhed. Det er et nødvendigt greb, givet at ECB ikke kan fastsætte individuelle renter for de enkelte eurolande, men det kan komme med risici, hvis der er for store forskelle mellem landene.
Store forskelle mellem medlemslandene
Hvis forskellene er for store mellem lande, risikerer ECB’s rente at være for høj til nogen lande, der vil stå med en udfordret økonomisk aktivitet, mens den vil være for lav til andre lande, der ikke vil få bugt med inflationen.
Hvis vi ser ud over eurolandene, er der mærkbare forskelle hvad angår vækst og inflation. Blandt højdespringerne finder vi østeuropæiske lande som Bulgarien, Kroatien og Litauen med inflation på 5-6%. Disse lande er også blandt højdespringerne i IMF’s seneste prognose for 2026 fra april, både hvad angår økonomisk vækst – der er udsigt til over 2,5% vækst i BNP i disse lande mod 1,1% i euroområdet som helhed – og inflation.
Omvendt har flere af de store vesteuropæiske lande fortsat en inflation på under 3%. Det gælder lande som Nederlandene, Frankrig, Italien og Tyskland, hvor IMF regner med pauvre vækstudsigter på 0,5-1,2% i år. I de lande vil det være en bekymring, om højere renter vil lægge en unødigt stor dæmper på økonomien.
Det er ikke nogen ubetydelig forskel, men ikke nødvendigvis dybt bekymrende. For det første kan et enkelt lands inflationsrate være påvirket af en masse enkeltstående faktorer, der ikke har noget med købekraften at gøre. Herhjemme faldt inflationen for eksempel fra 1,9% i december til 0,6% i januar som følge af, at elafgiften blev sænket. For det andet kan mindre velstående lande godt have højere inflation, uden det er et problem, hvis det for eksempel afspejler, at de østeuropæiske landes prisniveau er ved at indhente de vesteuropæiske landes, og hvis lønningerne følger tilsvarende med.
Set i helikopterperspektivet fra kontorerne i ECB’s højhus i Frankfurt, bør det dog være et opmærksomhedspunkt, hvis de europæiske økonomier kører yderligere i forskellig retning. Man kan nok godt leve med lidt for høj inflation i nogle medlemslande en periode, men hvis et eller flere af de toneangivende lande begynder at slå i økonomisk bakgear, så risikerer det at få konsekvenser ud over bare det land. Det kan i sig selv true den finansielle stabilitet og euroens købekraft og dermed centralbankens målsætning. Tilsvarende, hvis høje prisstigninger i visse eurolande bliver selvforstærkende og udhuler købekraften i de lande.
Specifikke nationale omstændigheder kan afbøde eventuelle rentestigninger
En mulig redningskrans kan komme fra det, vi økonomer kalder rentens gennemslag. Det er ikke sådan, at privatpersoner i EU går ind i centralbankens hovedkontor i Frankfurt og får et lån til den rente, ECB nu engang har fastsat. Den politiske styringsrente, som man bliver enige om, påvirker europæisk økonomi og husholdningernes budgetter meget mere indirekte.
En kanal er gennem bankernes renter til boligejere. Her gør det en stor forskel, om man har et fastforrentet lån med lang tidshorisont eller et boliglån med variabel rente, hvor sidstnævnte i sagens natur hurtigere bliver påvirket af renteændringer.
I lande som Tyskland og Frankrig er der en markant overvægt af fastforrentede lån med meget lange tidshorisonter. Da ECB satte sin rente op i 2022-2023 betød det, at tyskernes og franskmændenes rentebetalinger på boliglån kun steg ganske langsomt. Boligejerne i disse lande var med andre ord skærmet mod de højere renter fra ECB. Omvendt så vi, at boligrenterne i særligt de baltiske lande, men også lande som Bulgarien og Slovenien steg ganske markant. ECB’s rente havde med andre ord stort gennemslag på boligrenterne i disse lande, ikke bare på nye boliglån, men også for eksisterende boliglån.
Nu er renten på boliglån naturligvis bare en kanal blandt mange for rentens gennemslag, men det illustrerer hvor kompleks en opgave ECB har med sin ellers simple rentepolitik. I eksemplet med boligrenterne kan centralbanken bemærke, at flere af de lande, der for øjeblikket har højest inflation, også er blandt de lande, hvor gennemslaget på boligrenter er højest; og omvendt for de lande, der kæmper lidt mindre med høje prisstigninger.
Den Europæiske Centralbank har øje for helheden
Hvis vi tager turen fra øverste etage i Frankfurt og ned på jorden i for eksempel Vilnius eller Sofia, kan det være en ringe trøst, at rentens gennemslag kan være fordelagtig for ECB’s rentepolitiske udfordring. Befolkningen, der i dag oplever stigende priser og en udhuling af købekraften, vil med en rentestigning opleve, at højere boligrenter spiser yderligere af deres rådighedsbeløb.
Så kan ECB stå nok så fast på princippet om, at specifikke udfordringer i de enkelte lande er noget, de pågældende regeringer må tage sig af. Hvis man bor i et land med høj inflation og stort gennemslag, må man bare håbe, at regeringen har tilstrækkeligt finanspolitisk råderum til at holde hånden under de hårdest ramte familier længere nede ad vejen. Den Europæiske Centralbank vil betragte det som færdigt arbejde.
Om renten bliver hævet, løfter ECB sløret for d. 11. juni.
