Den såkaldte retsstatsmekanisme var højt på ønskelisten til forhandlingerne om EU’s genopretningsfond. Mekanismen går i grove træk ud på, at der skal være sammenhæng mellem udbetaling af EU-midler og et lands overholdelse af retsstatsprincipperne. Overholder man ikke retsstatsprincipperne, stoppes udbetalingerne af EU-midler.
Efter lange forhandlinger blev retsstatsmekanismen skrevet ind i topmødeerklæringen, men uden at der blev strammet på nogle af de hårde juridiske skruer; der står blot, at det forventes, at de lande, som modtager midler, overholder retsstatsprincipperne.
Grundlæggende står vi altså tilbage med samme procedure, som før: Hvis der er tvivl om, hvorvidt der er brud på retsstatsprincipperne i et land, skal der være et kvalificeret flertal, der sammen banker i bordet. Og hvis man skal samle et kvalificeret flertal, undersøge en sag samt bevise, at noget er galt, så bliver det – fortsat – svært at rejse sager mod lande som Ungarn og Polen.
Betyder det, at Ungarns og Polens statsledere fik en sejr med hjem i rygsækken? Det mener de selv. Begge lande bryder ifølge Kommissionen netop de principper, så derfor har det hele tiden været en topprioritet for dem, at de ikke skulle rammes på pengepungen af en ny, stram lovgivning. Sådan som de læser topmødeteksten, gik deres højeste ønske i opfyldelse.
Flere medlemslande har prioriteret en retsstatsmekanisme, så hvorfor gik de med til den vage kompromis-tekst? For det første var det ikke topprioriteten for disse lande – det var det kun for Polen og Ungarn, men med omvendt fortegn; deres prioritet var, at mekanismen ikke blev vedtaget, og Ungarn var endda parat til at bruge sin vetoret på hele topmødeteksten, for at det blev sådan. For det andet er det ikke kun Polen og Ungarn, som har problemer med at overholde retsstatsprincipperne, og dermed kan risikere at blive straffet økonomisk, hvilket yderligere har forringet chancen for en klar tekst på det område.
Rasmus Nørlem Sørensen kommenterede forhandlingerne om retsstatsmekanismen i TV-avisen Morgen den 22. juli 2020 [01:12:55] og DR P1 Morgen den 22. juli 2020 [01:42:39]. (https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2020-07-22)
Hvis Unionen skal overleve, skal det være som fælles projekt
De europæiske medlemslande har tydeligvis, og ikke overraskende, forskellige interesser. Spørgsmålet er: Kan EU rumme de forskellige holdninger i fremtiden? Og vil vi have det samme EU om bare syv år? Næppe. Så hvis EU-samarbejdet skal kunne fortsætte, er vi nødt til at forandre Unionen. Fælles løsninger skal findes på de problemer, vi ser i Europa på alt lige fra klima og sundhed til migration og økonomi. Ellers vil det ødelægge det EU-samarbejde, vi har i dag.
Men det er svært at strikke et kompromis sammen, når alle skal være enige. Kan landene overhovedet se fidusen i at være medlem af EU, hvis de ikke kan få deres ønsker opfyldt? Hvad skal Sydeuropa egentlig bruge EU til, hvis landene i området ikke ser solidaritet i forhold til flygtningekrisen, covid-19 og den økonomiske krise? Vil Polen og Ungarn fortsat prioritere at være medlem af EU, hvis de rammes af hårde retsstats-sanktioner?
Hvis EU fortsat skal bestå, bliver medlemslandene nødt til at lægge egne interesser på hylden for en stund og finde det samarbejde frem, som i sin tid lå til grund for det europæiske projekt.
Rasmus Nørlem Sørensen kommenterede EU’s fremtid i lyset af det netop overståede topmøde om budget og genopretningspakke i P1 Orientering den 19. juli 2020 [40:29]. (https://www.dr.dk/radio/p1/orientering/orientering-europa-2020-07-19)
