Efter krigens udbrud i Ukraine har Europas opfattelse af sikkerhed ændret sig markant. Hvor trusler tidligere kunne virke fjerne, står de nu helt tæt på. Det tvinger EU og medlemslandene til at gentænke, hvordan ressourcer, strategier og samarbejde prioriteres. Spørgsmålet er, om EU stadig kan betragte sig selv som det fredsprojekt, det oprindeligt blev skabt til at være, eller om militær oprustning i stigende grad er ved at omdanne Unionens identitet.
I denne nye virkelighed har især Polen markeret sig som Europas militære lokomotiv. Landets investeringer viser, hvordan nationale prioriteringer smelter sammen med EU’s forsvarsambitioner, ikke mindst gennem initiativer som SAFE-programmet, der skal styrke den europæiske forsvarsindustri. Når EU’s medlemslande – anført af Polen – gør militær styrke til et symbol på europæisk handlekraft, opstår spørgsmålet: Hvor går grænsen mellem at beskytte freden og at forlade fredsprojektet?
Fortidens erfaringer, fremtidens forsvar
Polen illustrerer tydeligt, hvordan medlemslandene reagerer på den nye sikkerhedspolitiske virkelighed. Landet, der deler grænse med både Rusland, Ukraine og Belarus, har i årtier betragtet Rusland som den største sikkerhedstrussel. Som svar på den aktuelle situation investeres der nu massivt i militær opbygning; et signal om, at national sikkerhed og beredskab står øverst på dagsordenen.
I august 2025 godkendte regeringen et budgetudkast for 2026, der hæver forsvarsudgifterne til 4,8 % af BNP – det højeste niveau i NATO. Tallene bør dog tolkes med forsigtighed: sidste år endte udgifterne nemlig lavere end planlagt. Retorikken om “rekordhøj oprustning” er derfor ikke kun et spørgsmål om tal, men også et politisk signal, både til den polske befolkning og til resten af Europa.
At sikkerhed spiller en så central rolle i polsk politik, hænger tæt sammen med landets historie. Geografisk klemt mellem stormagter har Polen gennem århundreder været centrum for konflikter og stormagtsrivalisering. Fra delingerne i slutningen af 1700-tallet til besættelsen under Anden Verdenskrig og spændingerne under Den Kolde Krig har Polen igen og igen oplevet, hvordan udenlandsk dominans kan true landets selvstændighed. Denne historiske erfaring har skabt en politisk kultur, hvor national handlekraft og militært beredskab ses som forudsætninger for sikkerhed. I det lys bliver de store forsvarsinvesteringer ikke blot et svar på aktuelle trusler, men et udtryk for et historisk ønske om at kunne stå på egne ben.
Da Rusland invaderede Ukraine i 2022, blev fortidens erfaringer pludselig aktuelle igen. For mange polakker var invasionen et bevis på, at deres bekymringer ikke blot hørte historien til. Regeringen reagerede hurtigt med store investeringer, både gennem aftaler med udenlandske leverandører som Sydkorea og via øget produktion på polsk jord. I dag fremstår Polen som et af EU’s mest handlekraftige lande på forsvarsområdet.
Men hvordan passer denne kurs ind i den fælles europæiske linje? Styrker Polens oprustning det fælles forsvarspolitiske grundlag, eller risikerer EU, at nationale strategier løber foran det fælles projekt?
Fra problem til frontlinje: Polen og EU’s nye sikkerhedsorden
Hvor Polen tidligere blev opfattet som et perifert medlem af EU; økonomisk i vækst, men politisk set en udfordring, står landet i dag centralt i Europas sikkerhedsarkitektur. Krigen i Ukraine har rykket EU’s sikkerhedspolitiske fokus mod øst, og Polen er blevet både frontlinjestat, logistisk knudepunkt og fortaler for en mere robust europæisk forsvarspolitik.
Denne udvikling har samtidig forskudt magtbalancen internt i EU. Hvor Frankrig og Tyskland traditionelt har sat kursen for unionens forsvarspolitik, formår Polen i stigende grad at præge forsvarsdagsordenen. Med en konsekvent linje over for Rusland og massive investeringer i forsvar har landet opnået en autoritet, som flere vesteuropæiske lande i dag kæmper for at genvinde. Men er denne position midlertidig – et produkt af krigstidens undtagelsestilstand – eller udtryk for et varigt magtskifte i EU?
Selvom Polen længe har betragtet NATO som fundamentet for Europas sikkerhed, viser landets stigende engagement i EU’s egne initiativer, som fælles våbenindkøb og militær koordinering, en ny pragmatisk dimension. Er der ved at opstå en mere fleksibel forståelse af Europas forsvar, hvor det transatlantiske samarbejde og ønsket om europæisk strategisk autonomi ikke længere står i modsætning, men supplerer hinanden?
Udviklingen er dog ikke uden spændinger. Polens politiske forhold til EU har i de seneste år været præget af mange kontroverser om retsstat, medier og domstolenes uafhængighed, hvilket i perioder også har haft en indflydelse på landets ry i Bruxelles. Spørgsmålet er dog, hvordan unionen håndterer, at et land med markante demokratiske udfordringer samtidig er blevet en uundværlig aktør i den fælles sikkerhedspolitik? Kan EU fastholde sit værdifællesskab, når sikkerhedspolitiske hensyn vejer tungere end institutionelle idealer?
Krigen i Ukraine har i hvert fald flyttet grænserne for, hvad der politisk er muligt. For en tid har fælles sikkerhedsinteresser overtrumfet de interne uenigheder, og Polen er ikke længere blot et “problemland”, men en strategisk nødvendighed. Det viser, hvordan kriser kan forskyde magt og prioriteter i EU; fra abstrakte værdidebatter til håndfaste spørgsmål om forsvar og kapacitetsopbygning. Parallelt hermed har den nye polske regering skærpet både retorik og handlingskraft, hvilket yderligere har styrket landets rolle i EU’s sikkerhedspolitik. Et hypotetisk spørgsmål er dog: Hvad vil der ske, hvis PiS igen kom til magten i Polen – ville EU så fortsat operere med samme kalkule? Et argument er, at beslutningen ikke alene afhænger af den nuværende regering, men også af landets geografiske placering, militære kapacitet og historiske erfaringer. Selv hvis det politiske landskab ændrede sig, ville de strukturelle og strategiske behov sandsynligvis fastholde Polens betydning for EU’s sikkerhedspolitik.
Når freden kræver våben
Polens oprustning er en del af en bredere europæisk tendens. Overalt i EU bevæger medlemslandene sig mod et tættere samarbejde om forsvar. Krigen i Ukraine har gjort det klart, at Europas sikkerhed ikke længere kan tages for givet. Mange lande hæver deres militære budgetter, og der tegner sig et nyt europæisk kapitel: et kontinent, der ikke blot taler om fred, men forbereder sig på at forsvare den.
Et centralt led i denne udvikling er SAFE (Security Action for Europe) – EU’s nye forsvarsstrategi, vedtaget i maj 2025. SAFE stiller op til 150 milliarder euro i lån til rådighed for medlemslande, der vil investere i forsvarsprojekter gennem fælles indkøb. Målet er at styrke Europas egen forsvarsindustri og mindske afhængigheden af eksterne leverandører. Men kan EU, et projekt født af ønsket om fred, bevare sin troværdighed, mens det låner til våben og militær kapacitet?
Polen står til at blive den største modtager af SAFE med næsten 44 milliarder euro – et tegn på landets voksende rolle som militært kraftcenter, men også på, at EU bevæger sig ind på et felt, der traditionelt har været forbeholdt medlemsstaterne: selve finansieringen af forsvar. Er SAFE blot et praktisk redskab, eller markerer det begyndelsen på et egentligt forsvarsfællesskab? For hvad ville det i givet fald indebære; fælles indkøb og finansiering, eller også en form for operationel koordinering og strategisk planlægning? SAFE kan dermed ses som et skridt mod et EU, der i stigende grad tænker og handler som en samlet sikkerhedspolitisk aktør.
SAFE symboliserer derfor et strategisk og måske også ideologisk skifte: fra et EU, der skulle forebygge krig gennem samarbejde, til et EU, der søger at beskytte freden gennem styrke. Spørgsmålet er, om denne kursændring gør Europa mere sikkert eller blot udfordrer den idé, som Unionen i sin tid blev bygget på.
Oprustning som mål i sig selv?
De stigende forsvarsinvesteringer rejser også spørgsmålet; kan oprustning begynde at leve sit eget liv? Kan den i sig selv tiltrække ressourcer og politisk opmærksomhed, uafhængigt af konkrete trusler?
På den ene side gør oprustningen det muligt for EU og medlemslande som Polen, der mærker Rusland ånde dem i nakken, at stå stærkere over for uforudsete trusler. På den anden side bliver våben ikke længere blot et spørgsmål om sikkerhed, men også om industri og politisk prestige. Eksempelvis kan Polens omfattende oprustning og Tysklands Zeitenwende ses som udtryk for, at forsvarspolitik i stigende grad handler om politisk prestige samt signalværdi og ikke kun om sikkerhed i form af praktisk militær beskyttelse. Det kan skabe et politisk og økonomisk kredsløb, hvor det kan blive vanskeligt at skelne mellem det nødvendige og det selvforstærkende.
Spørgsmålet bliver altså ikke kun, hvor meget EU bør ruste op, men hvad oprustningen gør ved EU. Hvad sker der med et fredsprojekt, når det begynder at finansiere våben?
Fra fredsprojekt til forsvarsprojekt?
Meget tyder på, at EU står i en brydningstid. For nogle er den militære oprustning uundgåelig – verden ser markant anderledes ud end for bare få årtier siden. USA’s sikkerhedsgaranti virker mindre pålidelig, Rusland udgør en direkte trussel, og Kina ændrer den globale magtbalance. I den kontekst kan det virke naivt at fastholde et EU, der ikke tager ansvar for sin egen sikkerhed. For andre er udviklingen derimod et tab af identitet. EU blev bygget på forestillingen om, at økonomisk samarbejde ville gøre krig utænkelig. Nu risikerer unionen at erstatte denne vision med en mere kynisk erkendelse: at fred kræver våben.
Man kan dog også se udviklingen som et udtryk for modenhed eller for en verden, der ikke længere er i overensstemmelse med EU’s raison d’être. Et EU, der kan forsvare sig selv, står måske stærkere til at forsvare sine værdier. Men hvis unionen mister sin rolle som fredsaktør, mister den måske også sin særlige legitimitet.
Måske er det netop i Polen, denne transformation bliver tydeligst. Hvor nogle ser militariseringen som et brud med EU’s idealer, ser Polen den som en forlængelse af dem; som et forsvar for Europas frihed og suverænitet i praksis.
Én ting står klart: EU står midt i et identitetsspørgsmål. Skal fremtiden bygges på militær styrke eller på samarbejde og værdier? Måske er denne nye kurs ikke nødvendigvis et svigt af EU’s idealer, men et forsøg på at beskytte dem i en ny tid.
Hvordan ser et EU ud, der både vil beskytte og forene? Kan man overhovedet bevare visionen om fred i en verden, hvor sikkerhed kræver våben? Og vigtigst af alt; hvilken pris er Europa villig til at betale for tryghed?
