Svarene på spørgsmålet om håndteringen af flygtninge og migranter til EU har siden 2015 været stadig mere kreative. Først betalte EU Tyrkiet milliarder for at forhindre flygtninge i at krydse Middelhavet til Grækenland, senere støttede EU den libyske kystvagt økonomisk, og indtil for nylig omdirigerede EU flygtninge fra Libyen til Niger – verdens allerfattigste og mindst udviklede land.
Flere muligheder har været på bordet i Bruxelles. Skal EU have en tvungen fordeling af flygtninge? Skal EU hjælpe mere i nærområderne og mindre i Europa? Skal EU indgå samarbejdsaftaler med lande udenfor EU? Fælles for tiltagene siden 2015 er, at de alle har involveret et armslængdeprincip til EU’s ydre grænser.
Fra Libyen til Rwanda
Det nyeste skud på stammen er Rwanda. I november 2019 annoncerede EU en støttepakke til 10,3 millioner euro, som skal muliggøre omdirigeringen af 1.500 flygtninge fra lejre i Libyen til Rwanda. EU’s daværende højtstående repræsentant for udenrigsanliggende og sikkerhedspolitik, ofte kaldet EU’s udenrigschef, Federica Mogherini kaldte dengang aftalen for et ”stærkt bevis på afrikansk solidaritet”. Den daværende kommissær for internationalt samarbejde og udvikling, Neven Mimica, mente, på EU’s vegne, at den type aftaler burde blive ”opfordret til, gentaget og støttet”.
Spørgsmålet er dog, om omdirigering til Rwanda af de mere end én million flygtninge og migranter, som i øjeblikket opholder sig i Libyen, er løsningen på EU’s flygtninge- og migrationsudfordringer. Rwanda har en befolkning på blot 12 millioner og det er mindre end 30 år siden, landet var igennem en etnisk borgerkrig. Derudover er der store problemer i nabolandene Burundi og Den Demokratiske Republik Congo, hvilket også påvirker Rwanda.
Libyens tilbageholdelseslejre
At lade migranterne blive i Libyen synes heller ikke at være en god løsning. FN’s tidligere højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra’ad Al Hussein, har beskrevet betingelserne i Libyen for flygtninge og migranter som ”en skandale for hele menneskehedens samvittighed”. Organisationen Læger Uden Grænser har sideløbende berettet om forhold i Libyens tilbageholdelseslejre, hvor migranter og flygtninge dør af sygdom og sult. Amnesty har rapporteret om tortur, vold, udnyttelse, tvangsarbejde og tilfælde af henrettelse efter flugtforsøg. For et år siden blev en af tilbageholdelseslejrene bombet hvilket efterlod 40 døde og mange sårede. Lejren benyttes fortsat til at huse flygtninge og migranter.
Federica Mogherini har efterfølgende sagt det meget simpelt: ”Libyens nuværende system med tilbageholdelse af migranter må stoppes”. Men udviklingen går den anden vej. Fra 2017-19 har EU støttet den libyske kystvagt og derigennem Libyens system med tilbageholdelse af migranter med mere end 90 millioner euro. Derudover har EU’s ’Trust Fund for Africa’ for mindre end én måned siden modtaget køretøjer til en værdi af 57,2 millioner euro til at kontrollere og patruljere Libyens grænser. EU’s Kommissær for Naboskabspolitik og Udvidelse, Olivér Várhelyi, udtalte i den anledning: ”EU fortsætter sit tætte samarbejde med… at styrke grænseforvaltningen,” og tilføjede: ”Det er fortsat en prioritet for EU”.
I april 2020 meddelte UNHCR, at de ikke længere omdirigerer flygtninge og migranter i Libyen til Rwanda eller Niger. EU har dog, i mangel på alternativer, ikke indstillet Rwanda-praksissen.
Libyen sidste stop før Europa
Samtidig kommer der hele tiden flere migranter til Libyen. Siden Balkanruten fra Grækenland til Centraleuropa er lukket, er Middelhavsruten fra Libyen til Italien den eneste tilbageværende mulighed for flygtninge og migranter for at ankomme på europæisk jord. I første halvår af 2020 er mere end 6.200 migranter allerede blevet returneret af kystvagten til Libyen.
EU’s tilgang til flygtninge- og migrationsudfordringer synes både kortsigtet og dyr.
Den nuværende praksis indfrier ikke EU’s mål om sikkerhed og stabilitet, men øger i stedet incitamentet og omsætningen for illegale smuglervirksomheder og udmatter desuden andre landes integrationssystemer.
Nigers gæstfrihed har nået smertegrænsen – Rwandas vil gøre det samme i nær fremtid.
