• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til footer
Deo Logo 2022

DEO

Demokrati i Europa Oplysningsforbundet

  • Debat
  • Rejser
  • EU-nyt
  • Bøger
  • Undervisning
  • Ung
  • Om DEO
  • Kontakt os
EU-nyt

EU-støtte giver skattelettelser til Novo og banker

NYHED. Medicinalfirmaet Novo Nordisk får 23.573.559 danske kroner og 62 øre i skattelettelser fra EU for at lave grønne investeringer. Danske Bank får lettet skatten med 22.588.280 kroner og 8 øre af samme grund.

Af Staffan Dahllöf
Genopretningsplanen NextGenerationEU (Kilde: EU-kommissionen)
Genopretningsplanen NextGenerationEU (Kilde: EU-kommissionen)

30. november 2023 by Marcus

EU-støtten til Novo Nordisk og Danske Bank er ikke penge, som de to virksomheder har bedt om at få eller har snydt sig til. De kommer som følge af, hvordan EU’s genopretningspakke og danske skatteregler er skruet sammen.

”Novo Nordisk har ikke selv søgt om EU-støtte. Finansministeriet har anvendt EU-midlerne til at finansiere den grønne skattereform. Vi har ikke været involveret og har oplysningen fra Skattestyrelsen,” udtaler kommunikationsafdelingen i Novo Nordisk.

Genopretningspakken (officielt kaldet Genopretnings- og Resiliensfaciliteten) er den største enkelte post i den store investeringspakke på i alt godt 6.000 milliarder danske kroner (809,6 milliarder euro), der samlet set kaldes NextGenerationEU. Den blev oprettet i 2020, hvor formålet var at kickstarte EU-landenes økonomier efter de nedlukninger og forsyningsproblemer, som Covid-19 havde medført.

Pengene bliver fordelt som bidrag, eller som fordelagtige lån, til de enkelte medlemslande efter størrelse, og hvor hårdt de blev ramt af Covid-19. Danmark klarede sig forholdsvist smertefrit gennem pandemien og søgte aldrig om lån, men blev alligevel tildelt i alt 11,6 milliarder danske kroner i ren støtte frem til 2026.

Først i efteråret 2023 blev det, efter krav fra Europa-Parlamentet, muligt at se, hvem de 100 største modtagere af EU-støtten er i medlemslandene. De oplysninger har EU-kommissionen, som udbetaler støtten, ellers ikke villet udlevere. På den danske 100-liste optræder Novo Nordisk på en femteplads, tæt fulgt af Danske Bank. Novo Nordisk er en af verdens 20 rigeste virksomheder med en børsværdi, der er større end Danmarks samlede BNP.

Investeringsvinduer

Til pakken blev der knyttet betingelser om, at mindst 37,5 procent af pengene skulle gå til den grønne omstilling og mindst 20 procent til digital omstilling. Hvert medlemsland skulle oprette en genopretningsplan, og det er her skattelettelserne til Novo Nordisk, Danske Bank og andre virksomheder kommer ind i billedet.

På den danske liste over de foreløbigt 100 største støttemodtagere optræder 32 projekter med støtte til det, der kaldes for investeringsvinduer. Det er skattelettelser til virksomheder, som laver grønne investeringer i driftsmidler – maskiner, inventar og køretøjer – der ikke bruger fossile brændstoffer. De får hermed lov at trække ekstra meget fra i afskrivninger inden de betaler skat ­­­– i alt er der tale om 16 procent i ”merafskrivningsværdi”.

Nu viser den danske 100-liste, at skattelettelser med EU-midler til grøn omstilling også kommer banker og finansvirksomheder til gode selv om de sjældent er forbindes med klimatiltag. Af de 32 støttemodtagere, som får skattelettelser, er 9 fra finanssektoren.

Skattelettelserne blev aftalt i en grøn skattereform i december 2020 mellem den daværende S-regering, Venstre, Radikale Venstre, SF og Konservative. Det blev i aftalen besluttet, at den grønne skattereform delvist skulle finansieres med ”hjemtag af midler fra EU’s genopretningsfacilitet,” som på det tidspunkt ikke var endeligt besluttet endnu. EU-kommissionen sagde efterfølgende god for, at Danmark kunne bruge EU-midlerne på denne måde.

Hvorvidt EU’s genopretningspakke bliver brugt til en grøn omstilling, som ellers ikke ville have fundet sted, er vanskeligt at gøre op. Finansministeriet, som har forhandlet den danske Genopretningsplan med Kommissionen, laver ikke nogen opfølgning på, hvordan pengene bliver brugt.

Hvordan bliver de brugt?

Set fra Finansministeriet er skattelettelserne på i alt 3,28 milliarder danske kroner i perioden fra 2020-2025 ren automatik, som følger af den grønne skattereform, virksomhedernes omsætning og investeringer. Det forklarer de meget skæve tal, som er udregnet helt ned til ørebeløb.

Pengene fra genopretningspakken bliver givet på betingelse af, at landene gør rede for bestemte mål og milepæle. Men hvordan støtten rent faktisk bliver brugt, følger hverken de danske myndigheder eller EU op på. Det ville være at sammenligne æbler og pærer, forklarer Finansministeriet.

Den manglende opfølgning blev kritiseret i en særberetning fra EU’s Revisionsret i Luxembourg i efteråret.

”Genopretningsfonden sikrer medlemslandene flere penge end nogensinde før, men borgerne har brug for at vide, om målene bliver opnået, og hvordan pengene bliver brugt,” udtalte det ansvarlige medlem af Revisionsretten, Ivana Maletić.

”Vi befinder os i en paradoksal situation med EU’s største fond, som hævdes at være præstations- og resultatbaseret: Vi kan godt måle fremskridtene, men ikke selve præstationen,” tilføjede hun.

I et svar til Revisionsretten accepterer Kommissionen dele af kritikken, men nægter, at det kan lade sig gøre at rapportere resultater af støtten, sådan som retten efterlyser. Det er ikke muligt sådan som EU-loven, en forordning bag genopretningspakken, er konstrueret, mener Kommissionen.

Folketingets Europaudvalg har ikke diskuteret eller blevet informeret om listen over de 100 største danske støttemodtagere. Revisionsrettens særberetning om den manglende kontrol kan komme til at blive forelagt udvalget på et kommende møde.

De forbudte lån

Af de i alt 6.000 milliarder kroner, som EU deler ud af, er det kun en lille del, som kommer fra EU’s eget budget. Hovedparten er penge, der bliver tilvejebragt ved, at Kommissionen udsteder og sælger obligationer på finansmarkedet til kapitalforvaltere og fonde.

Den slags lånefinansiering er egentligt ikke tilladt i traktaten, men EU-ledelsen fandt en smutvej ved en undtagelse i EU-traktaten, som siger, at ”alvorlige forsyningsvanskeligheder” og ”usædvanlige begivenheder” kan gøre det muligt at omgå forbuddet mod lånefinansiering.

Hvordan de lånte milliarder skal betales tilbage er der ingen beslutninger om, kun at gælden skal vare afviklet senest i 2058.

I sidste ende står de enkelte medlemslande, og dermed landenes skatteydere, som garanter for lånene, hvis der ikke opnås enighed om at skabe nye andre fælles afgifter eller andre indtægtskilder til at dække for lånene. EU-landene vil også kunne ophæve gældsætningsforbuddet i traktaten, og udskyde genopretningsgælden ved at optage nye lån. Dette vil dog kræve enighed mellem alle medlemslande, hvilket der er lav sandsynlighed for i øjeblikket.

De får pengene

Listen over de foreløbigt 100 største danske støttemodtagere toppes af Naturstyrelsen med 115,5 millioner kroner til et projekt om tørv, Aarhus Universitet får 76 millioner til kliniske studier af Covid-19 vacciner, Amgros (indkøbscenter til sygehusapoteker) får 52 millioner kroner til at etablere et lager af kritisk medicin, Stiesdal Sky Cleaner får 48,9 millioner for klimateknik til landbruget. Derefter følger skattelettelserne til Novo Nordisk på 23,6 millioner og på 22,6 millioner til Danske Bank.

Her er de største grønne skattelettelser til den danske finanssektor:

Danske Bank22.588.208,08
Jyske Finans15.779.808,00
Nykredit Leasing8.158.121,63
Mercedes-Benz Finans5.789.004,76
Saxo Bank2.555.412,05
Nykredit Realkredit1.467.055,04
Krone Kapital1.457.754,89
Nordea Finans1.303.317,84

Kilde: https://eu-genopretningsplan.dk/100-stoerste-modtagere-af-midler-fra-danmarks-eu-genopretningsplan/

Skrevet i: Fremhæv til Forside

Hold dig opdateret på EU og europæisk politik med DEO's nyhedsbrev

Ved at tilmelde dig vores månedlige nyhedsbrev kan du holde dig opdateret på vores kommende arrangementer, debatter, rejser, udgivelser - og meget, meget mere.

Footer

Kom tættere på DEO

  • Kontakt os
  • Medarbejdere
  • Rejseledere
  • Kom med i DEO
    • Bliv medlem
    • Bliv frivillig
    • Ung
Få nyheder fra DEO - tilmeld dig nyhedsbrevet

Hold dig opdateret på EU og europæisk politik med DEO's nyhedsbrev

Ved at tilmelde dig vores månedlige nyhedsbrev kan du holde dig opdateret på vores kommende arrangementer, debatter, rejser, udgivelser - og meget, meget mere.

Om DEO

  • Om DEO
  • About DEO
  • Presse
  • Organisationen
  • Ledige stillinger
  • Datapolitik
  • Handelsbetingelser
Deo Logo

Demokrati i Europa Oplysningsforbundet

Studiestræde 24,
1455 København K,
Tlf. 70 26 36 66
Mail: info@deo.dk

  • Facebook
  • Instagram
  • LinkedIn
  • Twitter
  • YouTube

DEO · Copyright © 2025 · Log ind

Scroll Up
Vi anvender cookies til at indsamle information om brugen af vores hjemmeside samt til nødvendige tekniske funktioner. De services vi anvender kan bruge cookiedata til målrettet markedsføring på egne og andres platforme. DEO anvender ikke markedsføring. Du kan til- og fravælge cookies her og altid se og ændre dine indstillinger samt se hvordan vi behandler dine data i vores datapolitik.
Samtykke til alle Samtykke til valgte

Indstillinger
Administrer samtykke

Privatlivsoversigt

Denne webside bruger cookies til at forbedre din oplevelse, mens du navigerer gennem hjemmesiden. Ud af disse cookies gemmes de cookies, der er kategoriseret som nødvendige, i din browser, da de er vigtige for, at websitet kan fungere grundlæggende. Vi bruger også tredjepartscookies, der hjælper os med at analysere og forstå, hvordan du bruger dette websted. Disse cookies gemmes kun i din browser med dit samtykke. Du har også mulighed for at fravælge disse cookies. Men fravalg af nogle af disse cookies kan have en indvirkning på din browseroplevelse.

Nødvendig
Altid aktiveret
Nødvendige cookies er absolut nødvendige for, at webstedet fungerer korrekt. Denne kategori inkluderer kun cookies, der sikrer grundlæggende funktioner og sikkerhedsfunktioner på hjemmesiden. Disse cookies gemmer ingen personlige oplysninger.
Præferencer
Cookies i denne kategori bruges udelukkende af de tredje parts services vi bruger på hjemmesiden og husker nogle af dine præferencer.
Markedsføring
DEO anvender ikke disse, men nogle af de tjenester vi bruger ( fx Google ) kan anvende målrettet markedsføring på egne og andres platforme
Statistik
Indsamler og rapporterer oplysninger om brug af hjemmesiden til internt brug Samt hvordan besøgende bruger et websted, hvilke sider på et websted der besøges oftest, eller hvis de får fejlmeddelelser på websider. Disse cookies overvåger kun webstedets ydeevne, mens brugeren interagerer med det.
Powered by CookieYes Logo