Det bliver ikke et valg, som kommer til at kapre avisforsiderne, når belaruserne den 25. februar skal stemme til parlamentsvalget. Det bliver et valg i siddende præsident, Aleksandr Lukasjenkos, favør eftersom oppositionen kommer til at være fraværende grundet boykot og frygt. Mest af alt er det et valg til et organ, som ikke har nogen direkte magt, men snarere indgår i en strategi om at styrke regimets jerngreb yderligere.
Med valget markeres Lukasjenkos totale magtcentralisering. Ifølge det uafhængige belarusiske medie, Zerkalo, er den belarusiske partifauna siden sidste valg i 2021 skrumpet fra 15 til fire takket være en ny lov, der har gjort det sværere at stille op som parti. Eksempelvis kræves det nu, at partier har 5000 medlemmer i stedet for 1000, hvilket med kort varsel har gjort det vanskeligt for partierne at leve op til. Mandaterne vil derfor blive optaget af fire partier, som er Lukasjenko-loyale.
Netop disse mandater samt stemmer fra andre regionale råd kommer til at have en betydning for, hvem der bliver en del af Den belarusiske Folkekongres – et organ hvis magt og betydning kommer til at blive styrket markant efter valget. Ikke senere end 60 dage efter valget skal den første Folkekongres afholdes, og det bliver et Lukasjenko-ekkokammer.
Fra magtforum til magtcentrum
Folkekongressen er blevet afholdt seks gange siden, at Lukasjenko i 1996 etablerede organet som en del af en strategi om at omgå anklager om korruption og forfatningsbrud. Efter en forfatningsændring i 2022 går man nu skridtet videre fra at være blot et forum (eller et propagandaapparat ifølge kritikere) for Lukasjenko, hvor han kunne dele sine idéer med loyalisterne for at styrke sin politiske støtte som magtens centrum.
Med forfatningsændringen er Folkekongressen blevet skrevet ind i forfatningen gældende fra april, hvormed Folkekongressens beføjelser og magt forøges. Det vil sige, at kongressen nu uafhængigt af det på papiret folkevalgte parlament og præsidenten kan erklære undtagelsestilstand, omstøde præsidentvalg og stille folk for rigsretten.
Det på trods af, at præsidentkontoret har udtalt, at Folkekongressens øgede magt ikke har til hensigt at erstatte andre organer eller intervenere i deres aktiviteter.
Øget magt og loyalitet som adgangsbillet
Ifølge den regimekritiske journalist, Artyom Shraibman, kan Den belarusiske Folkekongres sammenlignes med Kinas Folkekongres eller Centralkomiteen i det gamle Sovjetunionen, eftersom Folkekongressen ”vil have autoritet over alle grene af regeringen inklusiv den udøvende magt”.
Folkekongressen kommer til at bestå af omkring 1200 delegerede fra blandt andet regeringen, lokale byråd og parlamentets to kamre. Interessenter fra civilsamfundet og erhvervslivet er også inviterede.
Adgangsbilletten til Folkekongressen må formodes at være en ubetinget støtte til Lukasjenko. En loyalitet, som er blevet testet en del gange for at overhovedet nå så langt i sin politiske karriere.
Møderne vil blive styret af et 15-mand stort præsidium. Præsidiet vil ifølge forfatningsændringen blive ledet af den første præsident i Belarus – og han hedder som bekendt Lukasjenko. Skulle Lukasjenko en dag tabe et valg eller mere sandsynligt trække sig, har forfatningsændringen sørget for, at han ikke mister sin plads i Folkekongressen. Selv som pensionist vil Lukasjenko være det mest magtfulde menneske i Belarus.
Deltagelsesdemokratiets død
Om styrkelsen af Folkekongressen siger Lukasjenko til det statslige nyhedsbureau BelITA:
”Hvorfor ikke lytte til menneskerne ved dette forum? Det er bedre ikke at gøre det på gaderne, men til forummet.”
Udtalelsen er en subtil henvisning til de store folkeprotester, som opstod i kølvandet på præsidentvalget i 2020. Er man utilfreds, må man nu gøre sin stemme gældende til Folkekongressen. Set fra et deltagelsesdemokratisk perspektiv er det dybt problematisk. Med ubetinget loyalitet som adgangsbillet vil store stemmer fra 2020-protesterne, der nu er i fængsel eller i eksil, ikke være repræsenteret.
For Lukasjenkos kan Folkekongressen fungere som et dække, der på papiret virker mindre autoritært og på den måde kan legitimere hans beslutninger. Det vil officielt blive kongressen og ikke Lukasjenko selv, der omstøder et valg, skønt det i virkeligheden kommer ud på ét.
Ustabile tider kræver stærk ledelse
Spørger man Eduard Severin, chef for en lokal afdeling af tænketanken BISR, som Lukasjenko oprettede i 2019 med henblik på at styrke politiske analyser i Belarus, er tiden kendetegnet af ustabilitet:
”Vi lever i en periode med transformation af ikke kun det politiske system, men også relationer i den sociale sfære, økonomiske relationer og værdisystemet, som traditionelt eksisterede,” siger han og understreger, at Belarus blev formet ”efter en lang og vanskelig historisk vej”. Og her findes præmissen for forfatningsændringen ifølge Severin.
På samme måde begrunder Lukasjenko styrkelsen af Folkekongressen: ”Det handler ikke om mig. I dag handler det om børnene. Vi skal efterlade dem et normalt land,” sagde Lukasjenko til BelITA i 2022.
Umulige vilkår for oppositionen
Ser man bort fra Folkekongressens åbenlyse defekter, har man ovenikøbet gjort det umuligt for Lukasjenkos største konkurrent, Svetlana Tsihanouskaya, at stille op til det næste præsidentvalg. Vil man stille op som præsident, kræves det nu, at man har boet i landet 20 år i træk, og at man ikke har haft opholdstilladelse i andre lande.
Ifølge den amerikanske NGO Freedom House, som uafhængigt måler demokrati, er der de sidste år kun kommet flere politiske fangere og fængslede journalister i Belarus. Ytrings- og pressefriheden er ikkeeksisterende i landet, der figurerer blandt de mindst demokratiske nationer på verdensplan hos Freedom House. Og når der endelig er parlamentsvalg til februar, bliver det uden deltagelse af valgobservatører fra OSCE.
Det er ifølge OSCE anden gang i træk med manglende invitation til et belarussisk valg. De var heller ikke inviteret ved det forrige parlamentsvalg i 2021. For ifølge Lukasjenko har regimet intet at skjule. For som han ifølge BelITA sagde under en snak med den belarusiske valgkomité i sommeren 2023:
”Når tiden er inde, og når vi vurderer, at det er nødvendigt, vil vi invitere observatører”.
