I skyggen af et svindende demokrati har Serbien længe været et land, hvor mange – især de unge – følte sig fanget i en tilstand af magtesløshed. Uigennemsigtighed og et stadig mere autoritært styre syntes i årevis at kvæle ethvert håb om forandring. Men den 1. november 2024 ændrede alt sig. En tragisk ulykke i Novi Sad, hvor en nyrenoveret stations halvtag kollapsede og tog 15 liv, blev til mere end blot en katastrofe; tragedien blev et vendepunkt.
Fra en generation, der troede, at deres stemmer var ubetydelige, er de serbiske studerende nu trådt frem som frontløbere i en bevægelse, der ryster landets politiske fundament. Fast besluttet på at kræve retfærdighed og forandring har de taget gaderne i besiddelse og vist, at selv den mest apatiske generation kan finde sin styrke.
Demonstranternes fire ufravigelige krav
De studerende er gået på gaderne med fire hovedkrav:
- Offentliggørelse af alle dokumenter vedrørende renoveringen af Novi Sad jernbanestation.
- Retsforfølgelse af alle involverede i angreb på studerende og professorer under deres protester.
- Standsning af retsforfølgelsen af arresterede studerende.
- En 20-procents stigning i budgettet til videregående uddannelse.
Disse meget stærke krav står i direkte kontrast til den politiske apati og magtesløshed, som de studerende tidligere har følt, hvilket jeg selv dokumenterede i mit speciale om serbiske studerendes syn på demokratiet i 2022. Dengang var det uigennemsigtighed, manglende politisk ansvarlighed og udbredt korruption, der blev fremhævet som stikord for utilfredsheden med det politiske system.
Mens temaerne er de samme i dag, er det bemærkelsesværdigt, at den samme generation af studerende, der tidligere følte, at de ikke havde magt til at ændre det politiske system, nu har formået at etablere en omfattende studenterorganisation. Og endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at de har formået at bygge den op rent demokratisk.
Demokratisk organisation innovative protestformer
Beslutninger i studenterorganisationen træffes gennem direkte demokrati, hvor plenarforsamlinger – ofte i universiteternes auditorier – spiller en central rolle. Her er der nedsat forskellige udvalg, der har ansvaret for logistik, PR, sikkerhed og forsyninger.
Universiteterne i Beograd og Novi Sad fungerer som samlingspunkter for større møder, og kommunikationen foregår via moderne apps som WhatsApp, Viber og Telegram. Under de store demonstrationer med op til 120.000 deltagere har studenterne styret demonstranternes færden med walkie-talkier og været i stand til at guide protestanterne forskellige steder hen i byen, holde 15 minutters stilhed og lukke samtlige indfaldsveje til Beograd i op til 24 timer.
Bæverne og de innovative protestformer
Efter flere fysiske angreb på demonstranter har sikkerhedsholdet også dannet en særlig enhed kendt som ”Bæverne”. “Bæverne” bærer motorcykeludstyr og hjelme for at beskytte dem, hvis de bliver ramt af en bil. Hvert fakultet har sit eget sikkerhedsteam, som overvåger, hvem der kommer ind og ud af fakultetsbygningen, og de ingeniørstuderende har endda udviklet en app til at holde styr på deltagere og stoppe ubudne gæster.
Protesterne har taget mange former: Studerende har “camperet” på vejene, afholdt daglige stille-protester til minde om ofrene ved uheldet og har lukket adskillige fakulteter for at vise deres modstand.
En historie med protester
Historisk set har studenterorganisationer i Serbien ofte stået i spidsen for protestbevægelser, hvilket sås tydeligt i 1990’erne mod præsident Slobodan Milošević. I dag er det en ny præsident, Aleksandar Vučić, der står over for en stærk modstand fra studenterne, men denne gang – ulig i 90’erne – holder studenterne sig konsekvent til deres fire krav og undgår tilknytninger til politiske partier.
Selvom demonstrationerne opstod i skyggen af tragedien i Novi Sad, er protesterne ikke en isoleret begivenhed. De seneste års protester har vist, at serberne har formået at mobilisere sig effektivt. Fra protesterne imod mineselskabet Rio Tinto i 2022 – med op mod 27.000 demonstranter – til reaktionerne på masseskyderierne i Maj 2023, hvor demonstrationerne medførte etableringen af oppositionsbevægelsen ”Serbien mod vold” og betød, at Præsident Aleksandar Vučić måtte udskrive valg i december 2023.
Folkets utilfredshed – udtrykt gennem protest – har de seneste par år både påvist, at de faktisk kan rykke på den politiske dagsorden, hvis de står sammen, men også at selv når bølgerne går rigtig højt, flyder Aleksandar Vučić ovenpå som en korkprop. Kan det blive ved?
Ingen hjælp udefra
Kollapset i Novi Sad har fungeret som en katalysator for den nylige bølge af protester; mange studerende er nu engageret i aktivismen, og sammen har de opbygget en af de mest effektive protestbevægelser i dagens Europa, som både har formået at fuldkommen lukke universiteterne, stoppe al trafik i Beograd hver dag i 15 minutter samt fået Serbiens premierminister Miloš Vučević til at gå af. Alt sammen organiseret og orkestreret autonomt, uden hjælp fra større institutionelle aktører, herunder EU.
Serbien har været EU-kandidatland siden 2012 og har årligt modtaget flere hundrede millioner euro til udviklingstiltag, der skal bringe landet tættere på EU-medlemskabet. Alligevel har EU forholdt sig neutralt til demonstrationerne i Serbien. I skarp kontrast hertil har EU – i samme tidsperiode – ydet stærk støtte til oppositionen i Georgien, da der var store protester mod at udsætte EU-forhandlingerne til 2028. Hvor Georgien støttes for at begrænse russisk indflydelse, vægtes stabiliteten i Serbien. Denne divergens i tilgange rejser spørgsmål om EU’s engagement i demokratiske principper i begge lande og kan risikere at undergrave EU’s troværdighed som forkæmper for disse værdier på lang sigt.
Samtidig står de serbiske studerende over for yderligere udfordringer, da politisk støtte fra internationalt hold er blevet svagere med Donald Trumps politik, som har medført en indefrysning af USAID’s økonomiske støtte til civilsamfundsinitiativer i regionen. Denne mangel på økonomisk støtte har direkte påvirket organisationer, der kæmper mod diskrimination, korruption og for menneskerettighederne i Serbien.
Lokal støtte
Internt i Serbien modtager studenterorganisationen dog en række støttende tiltag. Blandt andet fra deltagere i den serbiske version af “MasterChef”, som har været med til demonstrationer, lavet mad og støttet de studerendes sag på sociale medier. Denne form for støtte fra kendte personligheder har bidraget til at øge opmærksomheden på bevægelsen og viser også, hvor bredt og dybtgående denne protestkultur har givet ekko i det serbiske samfund. Af samme grund var det også benzin på bålet, da den populære dommer Branko fra MasterChef i denne uge blev fyret af tv-kanalen TV Prva på grund af sin støtte til bevægelsen.
Fremtidens stemmer
Selvom de studerende står overfor betydelig modstand fra regeringen, er det tydeligt, at de har fat i en nerve i det serbiske samfund. Deres mobilisering kan ikke kun ses som et svar på en enkelt hændelse, men også som et bredere udtryk for utilfredshed med et politisk klima i landet præget af manglende ansvarlighed og udbredt korruption i årevis. Der er en voksende forståelse for, at kollektive handlinger kan føre til ændringer, og de historiske paralleller til tidligere bevægelser giver en følelse af, at fælles aktion kan resultere i en konkret politisk forandring.
I takt med at protesterne fortsætter, er der stor spænding omkring, hvordan situationen vil udvikle sig: Vil de serbiske studerende formå at presse på for deres krav og opnå de ønskede reformer? Vil de internationale aktører begynde at tage deres situation alvorligt og yde den nødvendige støtte, som tidligere har været givet til andre protestbevægelser?
En ting er sikker: De studerende har taget skridtet fra klasseværelserne til gaderne og skriver deres egen historie i en tid, hvor Serbiens fremtid står på spil.
I et Europa, hvor unge stemmer og aktivisme vinder frem, står de serbiske studerende som et symbol på håb og modstand mod uretfærdighed. Deres vedholdenhed og engagement i kampen for ansvarlighed og gennemsigtighed er ikke blot relevant for Serbien, men for hele regionen, hvor unge mennesker søger deres plads i en demokratisk fremtid. Deres historie er netop begyndt, og hvordan den ender, afhænger ikke kun af dem, men af hele det serbiske samfunds vilje til at støtte deres stræben efter retfærdighed og reformer.
Foto: Gavrilo Andrić
