
Danmarks årlige bidrag til EU i de kommende syv år kan ifølge Finansministeriet komme til at ende på 24,6 milliarder danske kroner. Det er 6,7 milliarder, eller små 30 procent, mere end, hvad Danmark har betalt til langtidsbudgettet siden 2014.
I Corona-sammenhæng er det øgede bidrag nærmest en bagatel. De første 13 hjælpepakker i slutningen af marts omfattede 287 milliarder kroner. Sidenhen er listen over støtteordninger, garantier, løfter og kompensationsordninger blevet endnu længere.
Alligevel er det lykkedes Statsminister Mette Frederiksen at placere sig selv og landet i et kontroversielt selskab med Sverige, Østrig, Holland. De udgør den sparsommelige firebande, kendt som ”the Frugal Four”, der på det seneste er blevet kraftigt kritiseret for at være usolidarisk eller ligefrem smålig. Finland har diskret placeret sig som den tavse femte makker i det selskab, der ikke vil betale mere for at genoprette den europæiske økonomi.
Modsat den sparsommelige danske regering ser EU-ledelsen ud til at have glemt alt det, som hidtil har været ophøjet til den højeste politisk-økonomiske visdom; at budgetter skal være i balance, at regningen for udgifter i dag ikke må parkeres i børneværelset til kommende generationer, og at EU på ingen måde skal være en overførsels-union.
Sådan er det ikke længere, kan man fristes til at tro. Den britiske økonom John Meynard Keynes læresætninger om, at kriser ikke skal mødes med nedskæringer og sparsomlighed, men med offentlige investeringer og ekspansion, ser ud til at være genopstået i såvel Bruxelles som i Berlin.
Ny tid med ny politik
Knapt var EU-Kommissionens forslag til en genopretningspakke på 5.625 milliarder kroner (750 milliarder euro) for det samlede EU kendt, før kansler Merkel præsenterede yderligere en stimuluspakke på 975 milliarder kroner (130 milliarder euro) for at få gang i den tyske økonomi, der kom oveni den næsten ti gange større første støttepakke til tyske virksomheder.
Det måske mest bemærkelsesværdige ved den seneste tyske støttepakke er, at den ikke indeholder en forventet skrotnings-præmie for gamle biler, hvilket ville have været til gavn for den tyske bilindustri, men en tidsbegrænset sænkning af momsen og en række støtteordninger til blandt andet til batteriproduktion og opladningstationer til elbiler.
De mange udlovede, og til dels udbetalte, støttemilliarder er den synlige del af tingenes nye orden. Det kunne se ud som om, det seneste årtis nedskæringspolitik med deregulering og privatiseringer er blevet afløst af noget helt nyt; en europæisk, grøn, solidarisk, statslig, eller sågar overstatslig investeringspolitik, der kun bliver bremset af nogle regnearksfikserede og nationalt indskrænkede småstater som den danske.
Der er dog nogle mellemregninger, som komplicerer det billede, og som ikke kun handler om detaljer. Det handler om fordeling, om betingelser for støtteordninger og ikke mindst om, hvem der træffer beslutningerne.
Fra starten af Corona-nedlukningerne var det medlemslandenes regeringer og ikke EU-Kommissionen, som tog initiativet. Der blev, og der bliver fortsat, givet statslige støttemilliarder til luftfartsselskaber, produktionsvirksomheder og serviceindustrier, som om EU-traktatens konkurrenceregler og forbud mod statsstøtte ikke længere eksisterer.
Føderalt med forbehold
Kravene om, at medlemslandenes skal efterkomme euro-samarbejdets regler om budget- og gældsdisciplin, er sat på standby. Det er uklart hvor længe. Det er lige så uklart, hvor betingelsesfrie de foreslåede rene støtteordninger vil være på længere sigt.
På den anden side er de på papiret meget store beløb, som bliver stillet i udsigt, ikke helt så enorme, som avisoverskrifterne kan give indtryk af. Af Kommissionens forslag på 750 milliarder euro til genopretningspakken er 250 milliarder til lån og 500 milliarder til ren støtte fordelt på fire år.
Ifølge tænketanken Eurointelligence, som udgiver et nyhedsbrev med samme navn, svarer støttedelen til 0,6 procent af EU-landenes samlede BNP i 2019. Det skal sammenlignes med, at der forventes en nedgang i BNP på alt fra to til syv procent af BNP. Der er med andre ord et pænt stykke vej til et føderalt EU-budget, som virkelig kan rykke noget.
Ovenikøbet er de ”sparsommelige fire” ikke de eneste lande, som har holdninger til, hvordan de nye midler skal fordeles. Coronakrisen har ramt hårdest i lande som Italien, Spanien og Frankrig, som derfor har forventninger om en håndsrækning fra EU-kassen. De tidligere Østlande er foreløbigt sluppet lettere fra Covid-19, men udgør stadig EU’s fattige baggård. De ser nu med skepsis på, hvordan Kommissionen foreslår lavere støtte til fattige regioner end i de tidligere budgetforslag fra før epidemien.
Polen, Ungarn og til dels Tjekkiet og Rumænien har i forvejen et anstrængt forhold til retsstatsprincipperne og til Kommissionens og Parlamentets reaktioner på den manglende efterlevelse af de principper. Den konflikt bliver ikke mindre af udsigterne til mindskede indtægter fra EU-budgettet, uanset om indtægterne kobles til overholdelses af demokratiske spilleregler eller ej.
I et forsøg på at undvige det rene hundeslagsmål har Kommissionen lanceret nye mulige måder at finansiere budgettet på. Herunder forslaget om en CO2-told på varer fra lande, som ikke har forpligtet sig på at opfylde Parisaftalens klimamål (læs: Kina og USA), en EU-skat på plastikaffald og en mulig afgift på globale virksomheders omsætning.
At lade de andre betale
En ikke helt ubetydelig hage i den sammenhæng er, at EU som organisation ikke har lov til at opkræve den slags direkte skatter ifølge traktaten. Den hage ville man muligvis kunne snige sig udenom ved nogle juridiske omfortolkninger, men det er næppe muligt, uden at alle lande bliver enige.
Selv om alle 27 landes regeringer, imod al forventning, skulle blive enige om delvist at finansiere næste langtidsbudget med afgifter fra andre end deres egne skatteborgere, så vil den tyske forfatningsdomstol så sikkert som amen i kirken være af en helt anden mening.
Forfatningsdomstolen i Karlsruhe afviste i foråret den europæiske centralbank ECB’s tidligere opkøb af statsobligationer. Centralbanken overskred sine beføjelser ved at give sig selv kompetence til en ny kompetence, mente de tyske dommere.
Intet tyder på, at ECB’s yderligere opkøbsbeslutninger siden hen, oveni Kommissionens forslag om fælles gældsætning til en genopretningsfond, plus en hidtil traktatstridig beskatningsret har gjort de tyske dommere venligere stemt.
Tysk forfatningsjura er selvfølgelig i sidste ende et indenrigspolitisk, tysk problem. Det behøver andre lande ikke at tage stilling til, hvis der er opbakning til en mere selvbestemmende overstatslig union hele vejen rundt. Men det er der ikke.
De store spørgsmål er derfor, om coronakrisen har banet vejen for en ny måde at tænke økonomisk genopretning på, og om den måde også vil føre til en anden form for politisk samarbejde med fælles gældsætning og nye fælles finansieringskilder.
I den sammenhæng er budgetslagsmålet – herunder den danske modstand mod at betale 6,7 milliarder kroner mere om året – en knast i forhandlingerne, men trods alt en af de mindre.