Invasionen af Ukraine har sat et fornyet fokus på, hvad det betyder at være naboland til Rusland. En betydning, som man i postsovjetiske lande i årevis har forsøgt at skabe opmærksomhed omkring, men som vestlige har ignoreret i håbet om, at Ruslands imperialistiske visioner var ovre, og at russerne i stedet ville spille med på Vestens præmisser.
I Georgien har man dog ikke glemt Ruslands imperialistiske visioner, og frygten for de russiske kræfter lever stadig. Historisk har Georgien været underlagt russisk styre flere gange, og var en del af Sovjetunionen indtil dets fald i 1991. Men klarest står de politiske spændinger omkring udbryderregionerne Abkhasien i 1992 og senest Sydossetien i 2008, hvor oprørsgrupper blev støttet af Rusland, hvorefter Georgien mistede kontrollen over områderne. Det er områder, der af Rusland og et par andre stater anerkendes som selvstændige, lige så vel som af dem, der bor der. Det betyder, at Rusland i dag indirekte kontrollerer omkring 20 pct. af Georgiens territorie.
Frygt for ny krig
Når den seneste konflikt er mindre end 20 år gammel, betyder det også, at frygten for Rusland lever i bedste velgående. En frygt, som på grund af Georgiens geografi, ikke er ubegrundet. Georgien ligger i det sydkaukasiske område med Rusland mod nord, Aserbajdsjan og Armenien til vest og Tyrkiet mod syd. Den lange landegrænse mod Rusland betyder, at landet er sårbart overfor Ruslands aggressioner.
Samtidig er Georgien en del af Europa, og derfor har især befolkningen haft et stort ønske om at komme med i EU. Det har efterladt Georgien i en geopolitisk klemme. Regeringen, ledet af partiet Georgian Dream, har forsøgt at komme tættere på EU ved at følge nogle af EU’s krav i håbet om at opnå kandidatstatus. På samme tid har regeringen arbejdet for at holde samarbejdet med Rusland godt for at undgå yderligere aggressioner og bibeholde samhandlen, som også er nødvendig for Georgiens økonomi. Dette valg skal også ses i lyset af, at Georgien ikke er medlem af NATO.
På grænsen lever man med kidnapninger
For den enkelte borger er frygten en væsentlig faktor i hverdagen. På grænsen til Sydossetien bor familier i en lille enklave kaldet Khurvaleti, som består af små, hvide gasbetonhuse, der blev opført efter krigen i 2008. De flygtede fra deres hjem i Sydossetien og har siden forsøgt at bygge et nyt liv på et område, der bedst kan betegnes som en tom slette.
Men selvom de har formået at indrette sig, får sendt deres børn i skole og passer på hinanden, lever de i frygt for russiske eller ossetiske soldater ved grænsen. Flere personer er blevet kidnappet, fordi de kom for tæt på. Samtidig rykker russerne med jævne mellemrum grænsen længere ind i Georgien. Som beboer i området må man derfor hele tiden være opmærksom.
Set fra Ruslands side kan flytningen af grænserne ind i Georgien retfærdiggøres, fordi Rusland benytter sig af præ-sovjetiske kort, som viser, at områder i Georgien i virkeligheden er russisk territorie. Lige nu gør den georgiske regering heller ikke det store nummer ud af kidnapningerne ved grænsen, fordi Rusland i de fleste tilfælde frigiver personerne igen efter noget tid.
Oprør mod ’russisk lov’
At befolkningen er bange for en gentagelse af 2008 er forståelig. Derfor ses der blandt befolkningen stor opbakning til, at Georgien bliver en del af EU. En opbakning, som er på over 80 pct., og i den georgiske hovedstad Tbilisi ses også det europæiske samarbejdes flag på nærmest alle gadehjørner.
Den opbakning blev igen tydelig, da parlamentet i foråret stemte en såkaldt “russisk lov” igennem trods en måneds protester i landet. Loven kræver, at organisationer, der modtager mere end 20 procent af deres finansiering fra udlandet, skal registreres som “fremmede agenter”. Kritikere af loven frygter, at formålet er at svække landets uafhængige medier – deraf navnet “den russiske lov”. En lignende lov blev nemlig indført i Rusland i 2012 og har siden været brugt til at lukke kritiske medier og NGO’er.
Lovforslaget har været en katalysator for massive moddemonstrationer i Georgien. Ikke mindst i hovedstaden Tbilisi, hvor civile – flere af dem iført EU-flag og gasmasker – har vist deres enorme utilfredshed.
Fra fred til samarbejde med Rusland
Den georgiske regering har siddet på magten i over 10 år. Georgian Dream kom til magten ved at tale for en mere fredelig tilgang til Rusland. Over årene ser denne fredelige tilgang dog ud til at have udviklet sig til et tæt samarbejde. Det blev tydeligt, da Georgian Dream inviterede et medlem af den russiske Duma til at tale i parlamentet i 2019. Et initiativ, der blev mødt af protester fra oppositionen.
Regeringen har gennem årene forsøgt at holde sig “in between” EU og Rusland og uden at bekende for meget kulør. Før Ruslands invasion af Ukraine var man derfor god til at tale EU efter munden, sørge for at overholde minimumskravene, og at efterkomme direkte krav i håbet om at kunne opnå kandidatstatus. En status, som Georgien endeligt opnåede i december 2023.
Efter invasionen blev man dog nødt til at tage stilling for også at vise EU, at Georgien ikke var en stat, som ville hjælpe Rusland med at omgå sanktionerne fra EU, idet grænsen mellem Georgien og Rusland er forblevet åben trods sanktionerne. Selvom den åbne grænse allerede har lagt vej til mange russere, som af forskellige årsager er flygtet fra Rusland efter invasionen af Ukraine, skal man særligt bide mærke i den tunge trafik imellem landene, hvor importen fra Rusland til Georgien i 2022 steg med 79 pct. og eksporten med 6,8 pct. Samhandlen viser, at der alligevel er aftaler, som både Rusland og Georgien forsøger at drage fordel af.
Analysen er blevet til efter DEO’s besøg i Georgien, som en del af en research-rejse.
