Af Maria Rosenberg Rasmussen, journalist
”De danske medier dækker ikke EU-stoffet godt nok”, lyder det fra tid til anden. Og i 2011, slog en rapport to streger under den formodning, da en undersøgelse viste, at der var sket et fald på 40 procent af antallet af EU-artikler fra 2001-2011.
Mark Ørsten, medieforsker ved Roskilde Universitet, har fulgt udviklingen i en årrække. Selvom han ser nye tendenser med LuxLeaks-afsløringerne, hvor en række internationale medier gik sammen om at sætte sagen på den journalistiske og politiske dagsorden, er han stadig pessimistisk på EU-journalistikkens vegne.
Og det er yderst problematisk, påpeger han, for mediernes manglende fokus på EU-vinklerne begrænser borgernes viden om, og indsigt i, det politiske system.
”Alle har altid været enige om, at EU-stof ikke sælger”, siger han og fortsætter:
”Og så er politikerne over én kam blevet gladere for at kritisere EU og sige, det er EU’s skyld. Så mange af vores EU-historier ender med en national kritik af et eller andet nede i Bruxelles. For det meste bliver det ikke fremlagt, at Danmark ofte selv har været med til at vedtage de her love, eller hvad lovene egentlig handler om. Så det bliver en konflikt mellem EU og Danmark, og fortællingen bliver, at det er Danmark, det går ud over”.
Ifølge Ørsten, er en del af problematikken, at langt de fleste chefredaktører har trådt deres politiske barnesko i det nationale politiske miljø på Christiansborg, som de stadig vurderer utrolig højt. Han siger:
”Vi har et massivt nationalt fokus, som bl.a. skyldes, at rigtig mange journalistiske ressourcer er sat af til at følge dagsordenen på Christiansborg og langt færre ressourcer til at være i Bruxelles”.
Chefredaktørerne giver en forkert analyse af dagens samfund
Claus Kragh er enig i den vurdering. Han dækker EU for Ugebrevet Mandag Morgen og har en lang international karriere bag sig, hvor han har skrevet fra Bruxelles og Paris og dækket Europas udvikling de sidste 20 år.
”I dag er Christiansborg totalt overdækket. Christiansborg trækker al opmærksomheden fra både det kommunale demokrati, hvor mediebilledet er ved at dø. Og den har trukket opmærksomhed væk fra EU-dækningen de sidste mange år”, siger han.
Kragh mener ligefrem, at chefredaktørerne er med til at give danskerne den forkerte politiske analyse af tingenes tilstand. Danmark kan ikke lukke sig om sig selv – den tid er ovre, understreger han:
”De danske chefredaktører skal lade være med at diskutere Christiansborgpolitik i Presselogen på TV2 NEWS hele tiden, og så igen. Jeg synes, de spilder deres tid på det, og de spilder danskernes tid”, siger han og bruger Cristiano Ronaldos fodboldunivers som forklaringsmodel:
”Superligaen er bare ikke det samme niveau som Champions League, hvor Margrete Vestager som EU-kommissær har magt til at udstede milliardbøder til internationale virksomheder, der prøver at undvige skattebetaling”.
Men der var engang, forklarer Claus Kragh, hvor den nye politiske virkelighed fangede redaktionernes opmærksomhed og økonomiske prioritering:
”90’erne var præget af stor EU-begejstring, fordi man så Sovjetunionens sammenbrud med murens fald, og alle tænkte; nu er vi på den anden side af den kolde krig, og nu skal vi have Østeuropa ind i familien. Berlingske lejede et helt hus i Bruxelles lige overfor Kommissionen og havde tre journalister – i dag har de én”.
Ikke et utilgængeligt stofområde
Medieforsker Mark Ørsten køber ikke præmissen om, at de politiske historier fra Bruxelles om alt fra forsvarspolitik til transportregulering er så meget mere komplicerede end historierne fra Christiansborg.
Det er netop det, journalisterne kan i kraft af deres formidlingsevner. Det er mere en kultur og en tradition, branchen skal gøre op med.
”Der er en holdning om, at man ikke kan lave en spændende EU-historie. Journalisterne formulerer, at EU-stoffet rent fortælleteknisk er umuligt at formidle, eller tager sig dårligt ud på TV eller i avisen. Men det er ikke rigtigt”, siger han og fortsætter:
”Finansloven i Danmark er også kompliceret og kan være meget svær at forstå, og der gør journalisterne sig typisk stor ulejlighed med at forklare: De regner tal ud, illustrerer med cases og laver store faktabokse. De bruger en masse værktøjer fra den journalistiske værktøjskasse til at udbrede komplekse problemer og gøre dem forståelige og spiselige. Men når det handler om EU, så giver man op på forhånd”.
Mere magt til Europa-Parlamentet og mindre dækning
Det paradoksale er, at selv om Europa-Parlamentets magt gradvist er blevet øget, især med Lissabon-Traktaten i 2009, er der ikke blevet skruet op for nyhedsmediernes fokus på EU. Tværtimod.
Flere aviser trækker deres journalister hjem til Danmark, og i dag er der, ifølge udenrigsministeriets opgørelse, kun 13 faste danske mediefolk i EU’s hovedstad. På Christiansborg er der 180.
Journalist Claus Kragh peger på, at den ringe dækning af parlamentarikernes arbejde, skyldes de udsultede medier.
”Ja, Europa-Parlamentet har fået mere magt, og det er meget vigtigt i forhold til mere tekniske sager, men de er jo også så tekniske, at det nærmest ikke er noget, der har adkomst i almindelige medier, fordi de danske mainstreammedier er blevet så udsugede og fattige på indhold”.
Det skyldes, ifølge Mark Ørsten blandt andet, at der er gået vane og rutine i den danske journaliststand.
Journalisterne er vant til, at man laver politisk journalistik på Christiansborg, og de tager ikke nødvendigvis stilling til, hvad der foregår i EU, eller hvordan EU-politik spiller sammen med dansk politik på Christiansborg.
Glimt af noget nyt
Mark Ørsten fremhæver dog nye arbejdsmetoder, som kan være med til at skabe en europæisk offentlighed, og hvor én og samme historie rydder forsiderne på alle de vigtige aviser i Europa.
Her sætter journalister fra flere lande fokus på en sag, som både EU-politikere og de nationale politikere ikke kan ignorere. Multinationale virksomheders brug af skattely er bare et eksempel, som har formet den politiske dagsorden i Europa-Kommissionen og i Europa-Parlamentet.
”Der er kommet en ny form for EU-journalistik, som er mere magtfuld i en demokratisk forstand. Det er en form for netværksjournalistik, hvor journalister fra en række EU-lande arbejder sammen på baggrund af data om enfælles sag. Vi har senest set LuxLeaks og Panamapapirerne”, forklarer han og fortsætter:
”En gruppe af journalister organiserer sig i et netværk, får adgang til en masse data og producerer en lang række artikler om et emne, som er essentielt for dem alle. Panamapapirerne for eksempel, hvor danske journalister skriver i forhold til Danmark og danskere, der har penge i skattely. Det samme sker i de andre lande, og så publicerer journalisterne artiklerne samtidig og får dermed skabt en europæisk mediedagsorden, der giver genklang”.
Mere Europa og mindre USA
Claus Kragh ser samme tendens og tilføjer den øgede dækning af nationale valg rundt omkring i Europa, som han mener er altafgørende for at forstå EU’s politik og retning. Der skal mindre fokus på USA og langt mere på EU’s medlemsstater, lyder hans analyse:
”Det har været interessant at se i år, hvor meget DR har sat ind på at dække de nationale valg i Holland, Frankrig og Tyskland. Det er rigtig vigtigt, at man har europadækningen, og ikke kun EU-dækning, for EU er nogle politiske institutioner, og der er brug for en forståelse blandt borgerne af, hvad det er for et fællesskab, vi er del af. Det kræver, at de ved, hvad der foregår ude i landene”.
Mark Ørsten og Claus Kragh deltager i DEO’s boglancering & konference: ”Hvordan demokratiserer vi EU?”, hvor de debatterer mediernes rolle med Rikke Albrechtsen, EU-korrespondent for Altinget.
