En konkurrence med politisk dagsorden
Kan glitter, ballader og folkemusik dække over krig og undertrykkelse? Det er i hvert fald sådan, Rusland forsøgte at præsentere sig med Intervision 2025, en genoplivet sangkonkurrence, der fremover skal stå som et alternativ til Eurovision. Officielt beskrives Intervision som ”en ny æra, hvor Rusland forbinder generationer og bringer nationer sammen”. Bag de farverige shows ligger dog en klar dagsorden: at udfordre Vestens fortælling om demokrati og mangfoldighed og at positionere Moskva som samlingspunkt for de lande, der ønsker et opgør med den regel- og værdibaserede verdensorden.
Putin selv satte scenen i åbningsshowet. På en storskærm talte han om ”venskab” og ”gensidig respekt” og understregede, at hvert land har ret til at ”bevare sin identitet”. Ordene er velkendte elementer i Kremls kulturpolitiske fortælling: Rusland som bastion mod Vestens påståede kulturimperialisme og som beskytter af traditionelle værdier. Men når vinderen af konkurrencen udpeges af et dommerpanel, der følger Kremls linje, er det svært at se Intervision som andet end et topstyret propaganda-show.
For EU rejser Intervision ikke i sig selv den store trussel. Men konkurrencen sætter fingeren på en ubehagelig udfordring: Hvordan forsvarer man sit eget værdifællesskab, når Rusland finder genklang hos lande, der ønsker en verdensorden domineret af BRICS snarere end af vestlige institutioner? Og hvad betyder det, når EU-kandidatlande som Serbien og måske endda enkelte medlemslande fortsat balancerer mellem Bruxelles og Moskva?
Fra Sopot til Sochi: Intervisions sovjetiske rødder
Intervision er ikke et nyt påfund. Allerede i 1960’erne og 70’erne blev konkurrencen afholdt som Østblokkens svar på Eurovision. Dengang var værtsbyerne Prag, Bratislava og Sopot i Polen, og idéen var klar: at skabe et kulturfællesskab, der kunne konkurrere med Vesteuropas populære tv-show. Musik var dengang ikke blot underholdning, men et redskab i den kolde krigs kamp om hjerter og sind.
Hvor Eurovision hurtigt blev en paneuropæisk succes med millioner af seere, forblev Intervision et regionalt projekt. Manglende tekniske muligheder, politisk censur og en generelt lavere grad af folkelig inddragelse betød, at konkurrencen aldrig fik samme gennemslagskraft. Selv store gæsteoptrædener fra vestlige navne kunne ikke ændre det grundlæggende problem: at Intervision var forbundet med et system, hvor staten definerede rammerne for kultur og frihed. Da Østblokken brød sammen i slutningen af 1980’erne, forsvandt konkurrencen også stille og roligt.
Når Putin i dag genopliver Intervision, er det derfor mere end nostalgi. Det er en bevidst historisk reference, der skal signalere kontinuitet og pege på Rusland som kulturpolitisk centrum i et alternativ til EU. Intervision skal genoplive billedet af et fællesskab, hvor Moskva står som værn mod Vestens kulturimperialisme – en direkte udfordring til EU’s forsøg på at skabe en fælles europæisk offentlighed.
EU’s soft power udfordres
EU har i årtier arbejdet med kultur som en del af sin bløde magt. Programmer som Erasmus+, Creative Europe og støtte til film og oversættelser skal styrke den europæiske sammenhængskraft og fremme demokrati, frihed og mangfoldighed. Ved siden af disse initiativer findes store kulturelle begivenheder, der – uden at være EU-projekter – alligevel er blevet symboler på europæisk identitet. Det mest markante er Eurovision: et årligt tv-show under European Broadcasting Union, hvor lande markerer deres tilhørsforhold til det bredere europæiske fællesskab. Netop fordi konkurrencen forbindes med værdier som mangfoldighed, minoritetsrettigheder og åbenhed, bliver den ofte læst som et kulturelt udtryk for de værdier, EU også søger at stå vagt om.
Det er ikke tilfældigt at lande i EU’s nærområde har lagt stor vægt på netop Eurovision. Specielt Ukraines tredje sejr i 2022 – få måneder efter Ruslands invasion – blev bredt tolket som en stærk politisk markering af landets europæiske orientering og som et udtryk for massiv solidaritet blandt europæiske borgere. Konkurrencen blev et symbol på den folkelige støtte til Ukraine, parallelt med de økonomiske sanktioner og militære hjælpepakker, som EU iværksatte. Andre lande i nabolaget har ligeledes brugt Eurovision til at understrege deres tilknytning til Europa. Georgien og Aserbajdsjan har set deltagelsen som en del af deres vestlige branding, mens Balkan-landene i 00’erne oplevede konkurrencen som en kulturel genoprejsning efter krig og konflikt. Eurovision fungerer dermed som mere end blot et tv-show, det bliver et kulturelt pejlemærke for europæisk tilhørsforhold, som overlapper med de værdier EU selv søger at beskytte.
Rusland har længe forstået denne dynamik. Da landet i 2022 blev udelukket fra Eurovision som følge af invasionen af Ukraine, mistede Kreml en vigtig kanal til at kommunikere direkte til europæiske befolkninger. Genoplivningen af Intervision skal derfor ses som et forsøg på at skabe en alternativ arena, hvor Rusland selv sætter rammerne, vælger deltagerne og kan forme den fortælling, der når ud til seerne. Og det handler ikke kun om musik: på samme måde som landets udelukkelse fra OL og VM har Intervision til formål at vise, at Moskva stadig kan opbygge egne platforme, når de etablerede, er lukket.
Det måske mest bemærkelsesværdige ved Intervision 2025 er dog ikke sceneshowet i sig selv, men hvem der stiller op. At store lande som Egypten, Indien og Sydafrika deltager, viser, at Rusland ikke står isoleret. Tværtimod understreger det, at mange stater i det globale syd ikke deler Vestens entydige fordømmelse af invasionen af Ukraine. For EU rejser det et grundlæggende spørgsmål: kan man overhovedet tale om at genopbygge en regelbaseret verdensorden, når toneangivende lande vælger at engagere sig i et alternativt fællesskab, som Rusland sætter rammen for?
Kandidatlande og sprækker i EU
Det mest opsigtsvækkende i Intervision 2025 er Serbiens deltagelse. Landet er officielt kandidat til EU-medlemskab, men har samtidig nære forbindelser til Rusland. Musikeren Slobodan Trkulja repræsenterede Serbien på scenen, og præsident Aleksandar Vučić har udlagt deltagelsen som et udtryk for åbenhed og dialog.
Netop dialogen med Rusland er dog yderst kontroversiel. EU forventer, at kandidatlande gradvist tilpasser sig unionens udenrigspolitik. Serbiens beslutning sender derfor et tvetydigt signal: På papiret ønsker landet at bevæge sig mod Bruxelles, men i praksis markerer det fortsat bånd til Moskva. Internt i Serbien har oppositionen kritiseret beslutningen som endnu et bevis på, at regeringen balancerer mellem de to lejre i stedet for at vælge side.
Også inden for EU skaber Intervision diskussion. Ungarn under Viktor Orbán har gennem længere tid markeret sig med en Rusland-venlig linje i unionen og har blokeret flere fælles beslutninger om sanktioner. Ungarske medier har luftet idéen om, at landet kunne deltage i Intervision og selv hvis det aldrig bliver til noget, fungerer rygtet i sig selv som et signal om, at Rusland stadig kan finde sprækker i EU’s enhed.
Legitim kultur eller propaganda?
Et af de mest iøjnefaldende forskelle mellem Eurovision og Intervision er, hvordan vinderne kåres. Eurovision bygger på publikumsafstemning og juryer, hvor folkelig deltagelse står centralt. Intervision 2025 valgte derimod at lade et dommerpanel udpege vinderen. Kritikere har peget på, at konkurrencen dermed mister enhver legitimitet som folkeligt projekt.
Det er ikke tilfældigt. Modellen afspejler i høj grad den politiske kultur, konkurrencen udspringer af: et system, hvor befolkningens stemme kun spiller en begrænset rolle, mens beslutninger træffes af en lille elite. På overfladen fremhæves værdier som respekt for nationale identiteter og dialog mellem lande, men i praksis er der tale om en topstyret iscenesættelse, hvor resultaterne kan kontrolleres.
For Rusland er dette en fordel. Det gør konkurrencen til et sikkert forum for politisk storytelling uden uforudsigelige elementer. For EU er det derimod et tydeligt billede på, hvordan Rusland bruger kultur som propaganda: ikke til at skabe frie møder mellem borgere, men til at eksportere et narrativ, der styrker regimets egen position.
Hvor står EU?
Spørgsmålet er, hvordan EU bør reagere. Intervision kan på den ene side betragtes som et nichefænomen, der næppe når samme folkelige gennemslagskraft som Eurovision. Indtil videre har det især samlet lande, der i forvejen står tæt på Rusland, og seertallene ligger langt under de hundredvis af millioner, som Eurovision tiltrækker.
Men kan man tillade sig at afvise det som ubetydeligt? At et kandidatland som Serbien stiller op, giver et signal, som kan tolkes som en fordel for Rusland. Og når EU-lande som Ungarn eller Slovakiet nævnes i forbindelse med Intervision, rejser det spørgsmålet: Hvor samlet står EU egentlig, når kultur bliver en del af geopolitikken?
EU har reageret markant på Ruslands invasion af Ukraine med sanktioner og våbenstøtte. Men på kulturområdet er strategien mindre klar. Bør EU styrke egne programmer, markere sig tydeligere på kulturfronten eller støtte alternative arrangementer i nabolande? Eller er risikoen, at man dermed ophøjer Intervision til en større faktor, end det reelt er? Samtidig rejser sig et andet spørgsmål: hvordan engagerer EU de øvrige 19 deltagende lande, der ofte befinder sig i gråzoner mellem Vesten og Rusland? Her kan EU’s soft power i form af musik, film og sport blive afgørende.
Mere end glitter
Intervision 2025 afspejler en bredere tendens: at kultur bliver en brik i stormagtspolitikken. Når Rusland investerer i at opbygge egne arenaer, siger det mindre om musikkonkurrencer og mere om en verden, hvor symboler og fortællinger er en del af magtspillet mellem EU, Rusland og deres partnere.
For EU ligger udfordringen i at fastholde kultur som en styrke. Eurovision er ikke et EU-projekt, men konkurrencens folkelige appel bygger på værdier, der også står centralt i EU’s selvforståelse. Spørgsmålet er, om EU bør se kultur som et politisk redskab i sig selv eller om man risikerer at politisere et område, der netop vinder styrke ved at være åbent og folkeligt?
Dermed rejser Intervision spørgsmålet: Skal EU overhovedet tage kulturkampen direkte op, eller bør man fokusere på andre fronter? Og hvad siger det om Europas fremtid, at værdier ikke kun udfordres i Bruxelles’ forhandlingslokaler eller på slagmarken i Ukraine, men også i kulturelle udtryk og underholdningsformater?
