DEO’s EU-Nyt har sammen med en lang række europæiske medier sat fokus på de 723,8 milliarder euro (cirka 5400 milliarder danske kroner), som EU-landene får stillet til rådighed af EU-kommissionen frem til 2026. Cirka halvdelen af beløbet tæller som ren støtte, mens den anden halvdel tæller som mulige lån. Danmark får godt 11 milliarder kroner i bidrag, men har ikke bedt om nogle lån. Italien får adgang til næsten 200 gange mere – 192 milliarder euro som både bidrag og lån.
De rekordstore udbetalinger blev besluttet i december 2020 med det formål at sætte skub i den europæiske økonomi efter Corona-pandemien. Pengene fordeles efter landenes størrelse, økonomiske nøgletal, og hvor hårdt de er blevet ramt af nedlukningerne. Støtten går under navnet NextGenerationEU, og udbetalingerne til medlemslandene er kendt som EU’s facilitet for genopretning og modstandsdygtighed (Recovery and Resilience Facility). Mindst 37 procent af støtten skal gå til grøn omstilling og mindst 20 procent til digital omstilling.
Så langt så godt.
Det bliver noget mere kompliceret, når det kommer til de politiske beslutninger om, hvor store beløb de enkelte medlemslande skal tildeles, og ikke mindst hvilke projekter, myndigheder, og virksomheder som rent faktisk får glæde af pengene.
Journalisterne i samarbejdet #RecoveryFiles kunne i november 2021 vise, at de fleste nationale parlamenter og Europa-Parlamentet blev stillet på sidelinjen, når landene oprettede deres genopretningsplaner. I Danmark var Folketingets Europaudvalg inde over den danske plan, om end udvalget ikke tog del i den formelle godkendelse. Den stod regeringen selv for.
Den som venter
I februar 2022 dokumenterede journalistgruppen, at mulighederne for aktindsigt i den politiske proces bag planen var stærkt begrænset. Det på trods af, at kommissionsformand Ursula von der Leyen havde lovet ”gennemsigtighed” og udtalt, at EU-borgerne har ret til ”fuldt ejerskab” af det store projekt. Et halvt år senere har flertallet af gruppens medlemmer endnu ikke fået deres henvendelser om aktindsigt besvaret fra Kommissionen.
DEO’s medarbejder hørte i den forbindelse til de få heldige. Det tog 77 dage at få afvist vores anmodning om aktindsigt i den svenske plan og 84 arbejdsdage at få et lige så afvisende svar, hvad gælder den danske plan. Ifølge EU-institutionernes åbenhedsregler skal begæringen om aktindsigt besvares indenfor 15 arbejdsdage med mulig forlængelse i yderligere 15 dage. Gruppens slovenske medarbejder Matej Witter har i skrivende stund ventet i 180 arbejdsdage.
EU’s ombudsmand, Emily O’Reilly, er bekymret: ”Min umiddelbare iagttagelse er, at det stadig er vanskeligt at gennemskue de forhandlinger, som fandt sted mellem Kommissionen og hovedstæderne om, hvor pengene skal bruges”, udtaler hun.
På baggrund af en klage fra journalistgruppens medlemmer har O’Reilly nu indledt en undersøgelse af, hvorfor reglerne om aktindsigt ikke bliver overholdt.
Ekspert i indsynsregler ved universitetet i Utrecht, Maarten Hillebrandt, har et bud på, hvorfor Kommissionen bevist trækker aktindsigter i langdrag: ”De tager jer ikke seriøst. De slipper afsted med det, fordi der ikke er nogle sanktioner. Det hjælper heller ikke med publicering, det har journalister prøvet mange gange før. Pinligheden er tilsyneladende ikke nok. Det er virkelig irriterende.”
Diskussioner uden forstyrrelser
Päivi Leino-Sandberg, der er professor i EU-ret ved universitet i Helsinki, har kigget på det Kommissionens afvisning af aktindsigten i den hollandske genopretningsplan. I svaret motiverer Kommissionen sit afslag med, at aktindsigt risikerer at afskrække embedsmænd i Kommissionen og den hollandske administration fra frie og åbne diskussioner uden forstyrrelser.
”Den sætning gør mig virkelig vred. For hvad er forstyrrelser? Det er jo, når du og jeg og det hollandske parlament stiller spørgsmål om, hvad den hollandske regering vil foreslå Kommissionen at lovgive om”, siger Päivo Leino-Sandberg.
Spørgsmålet er, om de skjulte forhandlinger og tilbageholdte dokumenter kun er et anliggende for undersøgende journalister og jurister. Det er ikke tilfældet, hvis man spørger Päivo Leino-Sandberg:
”Debatten om hvad som får støtte, og hvilke reformer regeringen har lovet Bruxelles i gengæld, burde finde sted i de nationale parlamenter og ikke i hemmelige diskussioner mellem repræsentanter for den udøvende magt. Jeg finder det skræmmende. Og jeg er forbavset over, at de forskellige parlamenter lader regeringerne slippe afsted med det,” siger hun.
Journalistgruppen har fundet frem til eksempler, der viser, hvad de underbelyste diskussioner har handlet om. Ved hjælp af nationale aktindsigter kunne gruppen vise, at Tyskland og Frankrig har fået godkendt EU-støtte til den knapt så miljøvenlige hybridbilsproduktion – biler som kører på både el og benzin eller diesel. Og at Italien fik støtte til brintproduktion ved hjælp af russisk importeret naturgas næsten samtidigt med, at Rusland indledte sin invasion af Ukraine.
De nationale aktindsigter viste også, at den tyske regering under Angela Merkel fik nej til støtte af ny produktion af dieseldrevne lastbiler. Det viser dokumenter, som Merkels efterfølger Olaf Scholz har givet avisen Die Welt adgang til.
Hvis man i forvejen ved
Formålet med journalistgruppens arbejde er at få afdækket, hvor de milliardstore genopretningspakker ryger hen. Der er ingen betingelser for modtagerlandene, når det kommer til at offentliggøre, hvilken støtte de får – modsat for eksempel betingelserne for at modtage EU’s landbrugsstøtte. Medlemslandene kan selv beslutte, hvorvidt de ønsker at redegøre for udbetalingerne, og den danske regering har besluttet ikke at oprette noget centralt åbent register.
I Sverige, der siden 1766 har haft en historisk tradition for åben forvaltning, er det muligt at søge aktindsigt i udbetalingerne, så længe den interesserede bare ved, hvem der administrerer støtten og henvender sig direkte til den udbetalende myndighed, universitetet eller andre relevante forvaltninger. Der findes ingen samlet svensk redegørelse.
Men alle som modtager støtte eller lån fra genopretningsfaciliteten er forpligtet til at markere sine projekter, investeringer og planer med teksten ”finansieret af den Europæiske Union – NextGenerationEU.” Journalistgruppen, herunder DEO’s medarbejder, modtager derfor gerne tips om støttemodtagere, som kan være interessante at kigge nærmere på.
–
De forskellige tal
Der figurerer flere forskellige tal om EU’s genopretningsfond. Det oprindelige beløb var 750 milliarder euro i 2018-priser. Kommissionen bruger i dag beløbet 806,9 milliarder euro i 2022-priser. I dette beløb indgår 338 milliarder i ren støtte, 385,8 milliarder i lånemuligheder til lav rente plus 83,1 milliarder euro til forstærkning af det almindelige langtidsbudget. Denne samlede satsning er omtalt som NextGenerationEU.
Om #RecoveryFiles
I arbejdet med #RecoveryFiles deltager medarbejdere fra DEO i Danmark, RISE i Rumænien, Bird i Bulgarien, Die Welt i Tyskland, Denik i Tjekkiet, Ostro i Slovenien, Atlatszo i Ungarn, IRPI i Italien, Le Monde i Frankrig, Onet i Polen og bruxellesmediet Euractiv.com – med samordning, databehandling og løbende rapportering i regi af hollandske Follow the Money.eu. Projektet kan løbende følges på https://www.ftm.eu/recoveryfiles
