Med krigen i Ukraine har EU rykket hurtigt mod etableringen af en forsvarsunion. Men ifølge dig startede EU’s militariseringsprojekt for alvor i 2016 i kølvandet på Brexit. Hvad er baggrunden for denne udvikling, og hvad er EU’s argumenter for, at det er den rigtige vej at gå?
”Spørger du EU-strategerne, Den Høje Repræsentant og Kommissionen har verden forandret sig. Man frygter at andre stormagters militære kapacitet kan forringe EU’s udviklingsmuligheder. EU har traditionelt baseret sig på såkaldt blød magt. Det vil sige forhandlinger, diplomati, økonomisk kapacitet, osv. Men med navnlig Kinas udvikling finder man det strengt nødvendigt at træde i karakter på andre måder. EU kan kun videreudvikle sig og bevare sin geopolitiske position, såfremt man har et register af hård magt at spille på, er holdningen.”
”For mig er det dog vigtigt også at se det i kontekst af EU’s interne udvikling. Siden 90’erne med dannelsen af det europæiske forsvarsagentur er den forsvarspolitiske integration i Unionen gået slag i slag på et utal af områder. I mange år har EU udgjort en markant økonomisk blok og ageret samlet på den globale scene. Det er næsten kun naturligt at en sådan størrelse på sigt vil få en militær komponent i det øjeblik, der kan skabes politisk opbakning. Men der har altid været politiske hindringer. Især briterne satte sig på tværs hele tiden, så det er intet tilfælde, at det hele begyndte at rykke sig i 2016. Det var der, man begyndte at tale om fælles udvikling af våben, og der man satte en række andre projekter i gang, som samlet kan kaldes militariseringen af EU. Med krigen i Ukraine har EU fået en yderligere mulighed for at indhente den nødvendige opbakning til militariseringsprojektet.”
Hvordan hænger EU’s plan om strategisk autonomi sammen med NATO-samarbejdet, der vel aldrig har været dybere?
”Jeg mener ikke, at EU’s plan om strategisk autonomi og den militarisering, der er indbygget i strategien, kan komme bag på nogen. Når man har en stor økonomisk blok som EU, hvis interesser skal forsvares, er det nærliggende også at tænke i militære baner. Især i en situation, hvor man i stadig højere grad begynder at definere specifikke europæiske interesseområder, der er andet og mere end de interesser, man deler med USA. Så NATO som ramme er ikke længere tilstrækkelig. EU har aldrig været dybere integreret i NATO end i dag, men parallelt kører diskussioner under mottoet ”strategisk autonomi” om særlige europæiske interesser, vi har behov for at forsvare – også med militære midler – hvor vi ikke kan regne med, at USA og NATO agerer som vores repræsentanter og forlængerede arm.”
Udviklingen møder overvejende støtte, skønt nogle kritikere mener, at EU går imod eget grundlag om fred og handel, såvel som traktatens begrænsninger over forsvarsområdet strækkes til det yderste. Ser du nogle problemer her?
”Traktaten har indlagt metervis af elastik. Forstærket samarbejde har været en del af traktaten siden Maastricht. EU bruger den elastik, der er til rådighed, men der er intet juridisk at komme efter, som jeg ser det. Men der kan ligge traktatændringer på mellemlangt sigt. Et sted, hvor man endnu ikke har taget de store skridt, er spørgsmålet om, hvilke militære aktioner EU skal deltage i eller sætte i værk. I dag skal man stemme ved enstemmighed, men det er en bremse på mange aktørers ambitioner. Franskmændene og andre har allerede været ude at sige, at afstemningerne på et tidspunkt skal ændres til kvalificeret flertal, og det vil være en markant ændring.”
Processen omkring hele EU’s militariseringsproces har udspillet sig på behørig afstand af den offentlige, demokratiske samtale. Det kan synes forbløffende i forhold til radikaliteten i projektet og EU-toppens markante retorik?
”Absolut. Der har været meget lidt diskussion om det. Især her i Danmark, hvor udviklingen har virket fjern for os qua forsvarsforbeholdet. Men efter sidste års afstemning er det pludselig ikke så fjernt alligevel. EU har sådan set været åbne omkring deres retning og ambitioner. Der har været rigeligt med brandtaler gennem de senere år, og tunge, vigtige dokumenter er blevet vedtaget. Hvilke aktører, der arbejder i kulisserne, og våbenlobbyens rolle er ikke noget, man skilter med, men de store linjer i udviklingen har været tydelige hele vejen.”
Krigen i Ukraine har bragt sikkerheds- og forsvarspolitik på alles læber og siges at have udstillet hullerne i den europæiske politik på området. Er det en sand fortælling, der understøtter militariseringen, eller har krigen snarere givet EU-toppen det mandat, de manglede for at gennemtrumfe den længe ønskede militarisering?
”Det er klart, at Ukraine bliver brugt til at sælge varen. Mest tydeligt har det været i Danmark, hvor diskussionen op til afstemningen om forsvarsforbeholdet nærmest udelukkende handlede om Ukraine. I min optik har Ukraine dog meget lidt at gøre med militariseringen af EU. Det er for mig ikke krystalklart, at Ruslands invasion har ført til styrkelse af det projekt. Det, der først og fremmest er sket med Ukrainekrigen, er, at samtlige europæiske lande er rykket tættere sammen under NATO, der med USA som toneangivende magt langt hen ad vejen koordinerer indsatsen omkring støtten til Ukraine. NATO har altså fået en endnu stærkere position i Europa. Det er mest åbenlyst med Finlands medlemskab og Sverige, der har søgt om medlemskab.”
”Ukrainekrigen har ført til oprustning, ingen tvivl. Men det er ikke klart, at det europæiske militariseringsprojekt er blevet styrket af det. Det er vigtigt at skelne mellem den form for militarisering, som læner sig op ad EU’s selvstændige strategier og militarisering mere generelt. Det glemmer vi i forbindelse med krigen i Ukraine, og det er i og for sig i EU’s interesse. Alle er følelsesmæssigt investeret krigen, og der er dermed generel opbakning til de sikkerheds- og forsvarspolitiske dagsordner, der knyttes til krigen, men reelt set har meget lidt med den at gøre. EU’s militariseringsprojekt handler om at opbygge en slagkraft, der kan bruges i de situationer, hvor amerikanerne ikke står last og brast med os. Det er et projekt under udvikling, men man kan se hovedtrækkene allerede – f.eks. ved det store engagement i Afrika, hvor EU er til stede fra nord til syd i forskellige former for konflikter.”
I det lys kan retorikken om forsvar og sikkerhed lyde lidt misvisende. Er der snarere tale om en offensiv og ekspansiv strategi?
”Det er min hovedpointe. Det er en ny måde at forsvare EU’s egne interesser, især de økonomiske. Situationen i Mozambique er ret sigende, hvor vi er dybt involverede i en voldsomt problematisk militær konflikt på grund af interesser og investeringer i gas. Josep Borell, EU’s Høje Repræsentant, sagde for nylig, at EU igen havde støttet den mozambiquiske hær med våben af hensyn til vores egen sikkerhed i Europa. Men helt ærligt, hvor mange af os oplever oprøret i det nordlige Mozambique som et påtrængende sikkerhedspolitisk problem? Det handler om gas og detailinvesteringer.”
Du fremhæver, hvordan våbenindustrien har været inviteret med ved bordet fra start i processen og har haft stor indflydelse på udviklingen. Den form for lobbyisme er vi normalt skeptiske overfor. Hvordan har det kunne lade sig gøre?
”Bl.a. fordi våbenindustrien er tæt sammenviklet med de nationale regeringer. Eksempelvis har den franske og britiske regering hjulpet til med at bringe dem ind i den position. Det andet, som er nyt, er, at man bredt i EU-systemet, især kommissionen, er begyndt at forholde sig til våbenindustrien som hvilken som helst anden industri. En industri, der skal næres og hjælpes på vej for at sikre, at den er konkurrencedygtig globalt. Ser vi på, hvordan kommissionen behandler spørgsmål om den europæiske fødevareindustri og den europæiske våbenindustri, er ligheden slående. I kommissionens optik skal man sørge for, at industrien er massivt til stede ved bordet, når de store planer udvikles, når man skal udvikle ny teknologi, når detaljer skal udmøntes for brugen af europæiske midler osv. Det er for mig forbløffende, at man ikke betragter våbenindustrien som noget andet og mere alvorligt, der skal have en anderledes politisk behandling end andre industrigrene.”
”Når våbenindustriens konkurrenceevne bliver et mål i sig selv, bliver jeg forskrækket. Især når man fra EU’s side melder ud, at konkurrencedygtigheden bl.a. afhænger af en bomstærk eksport. Det vil sige: Des flere våben vi sælger og eksporterer, des mere konkurrencedygtig er vores våbenindustri. Den slags paroler fører fluks til salg af våben til alverdens konflikter og åbner en ladeport for, at europæiske våben bliver brugt til undertrykkelse og drab af civile internationalt.
Hvad bekymrer dig mest ved militariseringen af EU?
”Jeg har en grundlæggende bekymring for våbenindustrien selv og dens indflydelse. Især når det nu betragtes som et legitimt mål at lægge sig i selen for at sikre den europæiske våbenindustris globale konkurrenceevne. Hele det politiske kompleks, der bygges op i den forbindelse, er superfarligt. Med EU’s militarisering får vi en militær overbygning på en økonomisk stormagt. Det betyder, at det militære apparat allerede er blevet sat i værk for at sikre EU’s økonomiske interesser. Det er en udvikling, man skal være meget påpasselig med.
