Efter en lang køretur stiger jeg ud af den gamle minibus med de orange gardiner, som den sidste halvanden time har fragtet mig og mit observatørhold ned ad de bumpede veje her i Moldova. Da jeg træder ud af minibussen, sætter jeg fødderne på jorden i den pro-russiske region Gagausien. Herfra skal jeg de næste 48 timer være med til at observere et af Europas vigtigste valg og folkeafstemninger: det moldoviske præsidentvalg og afstemningen om, hvorvidt EU skal skrives ind i landets forfatning.
Balancerende på en skillevej
Når man er afsted som international valgobservatør, er man på første parket, når et lands befolkning skal træffe de store beslutninger. Ved det netop afholdte moldoviske valg var det ikke kun valget af landets leder og ændringer i forfatningen, der stod på spil – det handlede også om landets fremtidige retning. De to præsidentkandidater, Maia Sandu og Alexandr Stoianoglo, repræsenterede henholdsvis det pro-europæiske parti, Parti for Handling og Solidaritet (PAS), og det russisk-støttede parti, Socialistpartiet (PSRM).
Efter at have brugt mange timer foran en computer, hvor jeg har fulgt mine observatørholds færden, blev det endelig min tur til at komme ud lokalt. Da vi ankommer til den lille by, Ceadir Lunga, et godt stykke ude på landet i regionen Gagausien, finder vi hurtigt det valgsted, vi skal observere på. Da bilen drejer ind på valgstedets lille parkeringsplads, bliver vi mødt med høj musik. Musikken, der spiller udenfor valgstedet, er endnu et forsøg på at lokke flere mennesker til og for at skabe opmærksomhed. For de mange moldovere, der lagde vejen forbi de mange valgsteder i landet, var der nemlig tale om en historisk begivenhed, hvor valget af en af de to præsidentkandidater ville være afgørende for nationens fremtidige kurs. Selvom Moldova er en parlamentarisk republik ledt af en folkevalgt regering, er præsidenten landets repræsentant udadtil og samtidig ansvarlig for landets udenrigspolitik, som efter Ruslands invasion af Ukraine er blevet et særdeles vigtigt emne.
Den moldoviske diaspora tippede balancen
Da valgresultatet blev offentliggjort, stod det klart, at pro-europæiske Maja Sandu kunne fortsætte som præsident i Moldova da hun med 55 procent af stemmerne kunne erklære sig som vinder. Valgsejren kan dog ikke udelukkende tilskrives de borgere, der er bosat i Moldova. Optællingen viste, at borgerne bosiddende i Moldova havde stemt til fordel for Stoianoglo. Hvis man kun medregner stemmerne fra inden for Moldovas grænser, havde den russisk-støttede kandidat vundet med 51,3 procent, mens Maia Sandu kun havde fået 48,67 procent. Alligevel kunne Sandu fortsat kalde sig Moldovas præsident, da en stor del af landets befolkning, diasporaen, bor uden for landet. Man vurderer nemlig, at over en fjerdedel, eller lidt over en million moldovere, moldovere bor udenfor landets grænser. Det endte med at blive netop denne relativt store diaspora, der sikrede Sandu sejren, idet 82% af dem stemte på Sandu.
Tættere blev det dog, da det kom til folkeafstemningen. Resultatet blev afgjort med kun 10.564 stemmers forskel, svarende til 0,8 procent. Afstemningen handlede om, hvorvidt målet om EU-medlemskab skulle skrives ind i forfatningen og dermed forpligte alle fremtidige regeringer til at arbejde i den retning. Med det snævre flertal blev det et ja til EU i forfatningen.
Med EU i forfatningen og en pro-europæisk præsident ved roret
Med en forfatningsændring og en pro-europæisk præsident ved roret er Moldova klar til at fortsætte arbejdet for at blive en del af Den Europæiske Union. Men hvor realistisk er det egentligt, at Moldova bliver optaget i EU?
Landet har længe været underlagt et betydeligt geopolitisk pres, især fra Rusland. Under valget var der indikationer på, at Rusland forsøgte at købe op mod 300.000 stemmer for at påvirke resultatet i en mere pro-russisk retning. Hvorvidt Rusland lykkedes med at købe stemmer, vil jeg undlade at kommentere, men dette understreger i høj grad det pres, som dette lille land arbejder under.
Moldova befinder sig mellem to geopolitiske poler. På den ene side trækker EU med løftet om økonomisk stabilitet og medlemskab, mens Rusland på den anden side fastholder sin historiske og kulturelle indflydelse. Landets samarbejde med EU har blandt andet medført en intern reformproces for at opfylde kravene til EU-medlemskab – de såkaldte Københavnskriterier – og herigennem opnå medlemskab. Som en del af denne reformproces er der gennemført ændringer, der har til formål at styrke landets institutioner og gøre det mere demokratisk og dermed klar til at tage det næste store skridt imod EU integration.
Skeptikere vil dog argumentere for, at en sådan integrationsproces vil være langvarig, kompliceret og måske næsten umulig. Men spørger man Moldovas honorærkonsul i Danmark, Asser Mortensen, er det ikke helt urealistisk. Han påpeger, at vi tidligere har set andre lande gennemgå samme proces og opnå fuld integration i EU. Disse lande omfatter blandt andet Baltikum, som vi for år tilbage måske havde svært ved at forestille os som EU-medlemmer, men som vi i dag ikke kan forestille os udenfor unionen.
Set i dette lys virker Moldovas integrationsproces ikke uoverkommelig. Dog kan det være en fordel, at landets demokratiseringsproces foregår i et roligt tempo. Forskning viser, at lande, der udvikler sig til liberale demokratier for hurtigt, har en øget risiko for demokratisk tilbagegang på et senere tidspunkt. De demokratiske værdier og institutioner skal have tid til at slå rod – både på et politisk og samfundsmæssigt plan.
Dette kan dog ikke blive den eneste udfordring i forbindelse med EU-integrationen. For skulle det ske, at Moldova optages i Unionen, kan kritikere måske frygte, at vi ser en gruppe af lande, som i forvejen minder om hinanden og er ens på en række punkter, arbejde meget tæt sammen. Moldova deler sprog og dele af sin historie og kultur med blandt andet Rumænien. Et EU-medlemskab kunne betyde, at disse to lande ville danne et endnu tættere bånd indenfor unionens grænser – hvilket i øvrigt er en frygt blandt nogle af Moldovas minoriteter. I sådan et tilfælde ville der være tale om tribalisering, et scenarie, hvor lande der ligner hinanden, arbejder tæt sammen, støtter hinanden og dermed danner en slags gruppering.
Udfaldet af sådan en gruppering kan se forskellig ud. Det kan resultere, i at de arbejder for en dybere integration, hvor EU får mere kompetence over sine medlemmer, men det kunne også være, at sådan en gruppe ville være med til at udfordre de fælles spilleregler i EU. Tidligere har vi set, hvordan for eksempel Tyskland og Frankrig har arbejdet for en dybere integration, mens lande som Ungarn og Polen i lange perioder derimod har udfordret EU’s fælles spilleregler.
Hvad fremtiden bringer, er svært at forudsige, men for nu ligner Moldova et land på vej mod et nyt europæisk eventyr.
