Den tidligere italienske premierminister, Mario Draghi, har spillet en helt central rolle i europæisk politik i de senere år. Som formand for Den Europæiske Centralbank (ECB) havde han en væsentlig del af æren for, at den europæiske statsgældskrise i begyndelsen af 2010’erne blev afværget. Da krisen var på sit højeste, udtalte Draghi, at centralbanken var parat til at gøre »whatever it takes«, for at redde euroen og den europæiske økonomi. Senest har han nydt stor bevågenhed for sin rapport om EU’s konkurrenceevne, der blev bestilt at Kommissionen, og rapportens anbefalinger har allerede fået markant indflydelse på den politiske tænkning på tværs af kontinentet.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor Draghi-rapporten har fået stor opmærksomhed. EU er blevet pinligt bevidste om, at vores velstand i vid udstrækning er baseret på en dyb afhængighed af Kina, der er på vej til at udkonkurrere europæisk industri, og billig olie og gas fra Rusland, der fortsat er en større militær trussel langs unionens østlige grænse. Siden rapporten blev offentliggjort i september 2024, har vi set Donald Trump vende tilbage til Det Hvide Hus, og USA har indledt en aggressiv handelskrig og sået tvivl om den sikkerhedsparaply prydet med stjerner og striber, som Europa har stået i læ under gennem årtier. Under sådanne omstændigheder lyttes der til en erfaren statsmand som Draghi – og måske lidt for ukritisk i en higen efter at komme tilbage på sporet.
Fundamentet for det nuværende europæiske politiske og økonomiske samarbejde blev støbt i årene omkring Berlinmurens fald. Det første skridt mod etableringen af det indre marked skete med vedtagelsen af Den Europæiske Fælles Akt i 1986. Traktaten var bl.a. inspireret af et udkast skrevet af den italienske socialist og føderalist, Altiero Spinelli, der tidligere havde udlagt sine idéer om et føderalt Europa i det berømte Ventotene-manifest, som han skrev i fangenskab under det fascistiske regime. Få år efter blev den Europæiske Union, som vi kender den i dag, etableret med underskrivelsen af Maastricht-traktaten i 1992.
I de følgende år blev det europæiske samarbejde løbende udbygget. Amsterdam-traktaten fra 1997 indebar bl.a. at Schengenaftalen blev en del af EU-samarbejdet, mens Nice-traktaten fra 2001 forberedte EU-institutionerne på østudvidelsen i 2004. Integrationsprocessen i retning af mere føderalisme faldt dog til jorden med EU’s forfatningstraktat, da befolkningen i Frankrig og Holland stemte nej i 2005. Visse elementer af den forkastede forfatningstraktat blev videreført i Lissabon-traktaten, som blev underskrevet i 2007, der bl.a. styrkede EU-Parlamentet betragteligt. Efterfølgende er der ikke sket større traktatændringer i EU, selvom kriserne har stået i kø siden da.
Pragmatisk føderalisme
I forbindelse med evalueringen af EU’s indsats et år efter Draghi-rapporten påpegede den tidligere ECB-formand, at EU’s ageren stadig lider under manglende koordination af nationale indsatser, hvilket resulterer i, at det er umuligt at levere resultater i den skala, der er påkrævet. For nylig holdt Draghi en tale, hvori han kalder på, at medlemsstaterne er nødt til at handle i fællesskab, hvis vi skal overkomme de komplekse udfordringer, vi står over for, som ifølge ham ikke længere kan løses i tilstrækkeligt omfang på det nationale niveau.
I sin tale hævder Draghi, at Europas fremtid nødvendigvis må bevæge sig i retning af føderalisme, men påpeger også, at det er umuligt i den nuværende politiske situation på grund af manglende politisk opbakning. Men hvad er løsningen så?
Draghis svar er en ny, pragmatisk føderalisme. Den pragmatiske føderalisme skal være fleksibel og baseret på specifikke politikområder, så man undgår langsommelige EU-beslutningsprocesser. Tanken er således, at de villige medlemsstater, som deler interesser på visse strategiske områder, kan tilslutte sig en yderligere integration på dette område med de øvrige villige aktører. Omvendt kan dem, der ikke ønsker at være med – eller ligefrem forsøger at stille sig i vejen – stå uden for samarbejdet på dette område. Det er med andre ord dét, der nogle gange omtales som et »EU i flere hastigheder«. Forslaget skal således løse problemet med manglende politisk opbakning, da hver enkelt medlemsstat aktivt skal tilslutte sig øget integration på et givent område med et tydeligt demokratisk mandat.
Medlemslande på tværs
Det lyder jo tillokkende at indrette EU-samarbejdet, så de medlemsstater, der ønsker øget integration på bestemte områder, kan bevæge sig i samme retning uden at blive hindret af fodslæbende medlemmer. Ikke desto mindre er der også en række åbenlyse kritikpunkter. Først og fremmest indebærer idéen om den pragmatiske føderalisme en risiko for, at vi får en mere fragmenteret union, som mangler en fælles strategisk retning. Et »EU i flere hastigheder« kan potentielt besværliggøre samarbejdet mellem medlemsstater ved, at der opstår en gruppe af kernelande, som sætter dagsordenen, mens de øvrige lande står tilbage som andenrangsmedlemmer.
Det kan ovenikøbet også medføre, at EU’s demokratiske underskud forværres yderligere, da det risikerer at gøre det sværere at placere ansvar, hvis de politiske processer i Bruxelles bliver endnu mindre gennemskuelige. Hvis EU i endnu højere grad end før kommer til at fremstå som et teknokratisk – og mere føderalt – projekt i Bruxelles, der er langt væk fra de europæiske borgere, og hvor nogle medlemsstater får mere ud af samarbejdet end andre, vil det skabe fornyet EU-skepsis blandt borgerne.
Flere medlemslande vil derudover stille sig kritisk an i forhold til al yderligere føderalisering. Lande som Ungarn, Slovakiet, Polen, Danmark og Italien vil bestemt ikke være store tilhængere af pragmatisk føderalisme og vil formentlig yde modstand i Det Europæiske Råd, som fastsætter de overordnede politiske retningslinjer, der som hovedregel vedtages ved konsensus mellem lederne.
Mario Draghis vision om en pragmatisk føderalisme er muligvis populær på den EU-venlige politiske midte i Europa-Parlamentet, men yderfløjene tager næppe godt imod idéen. Den yderste højrefløj i Europa-Parlamentet udgøres til dels af to grupper med navnene Europe of Sovereign Nations og Patriots for Europe, og det rimer ikke umiddelbart på føderalisme – pragmatisk eller ej.
Det vil kræve en bred opbakning og legitimitet, hvis visionen skal føres ud i virkeligheden, men spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre at finde den nødvendige politiske vilje blandt medlemsstaternes politikere og befolkninger?
