Parat til EU-Parlamentsvalget 2024

Den Europæiske Ombudsmand behandler klager fra EU-borgerne om EU-institutionerne, organerne, og agenturerne, og derfor kan EU-ombudsmanden godt betegnes som EU’s vagthund.

Det er nemlig ombudsmandens opgave at sikre gennemsigtighed i EU-institutionerne og sikre, at EU handler i overensstemmelse med principperne om god forvaltningsskik, retfærdighed og beskyttelse af borgernes rettigheder.

Vi har talt med Koen Roovers, der arbejder for EU-Ombudsmanden i Direktoratet for Håndtering af Forespørgsler.

Den Europæiske Ombudsmand blev etableret i 1992. Ombudsmanden vælges af Europa-Parlamentet for en periode på fem år og fungerer som en “checks-and balances” i EU’s beslutningstagende proces. Den nuværende Ombudsmand er ireren Emily O’Reilly, som efter at være blevet genvalgt i 2014 og 2019 har siddet i stillingen siden 2013.

EU-ombudsmanden har mandat til at håndtere dårlig administration og forvaltning i EU. I dette arbejde indgår blandt andet behandlingen af klager fra både EU-borgerne, virksomheder, og organisationer. Koen Roovers arbejder med de administrative opgaver, der pålægges EU-Ombudsmanden. Om dem fortæller han:

“Vi arbejder primært med klager der bliver sendt til vores kontor, og vi ser disse klager igennem for at se, om der er grundlag for forespørgsel, og hvis der er, går vi gang med at undersøge sagen.”

Ombudsmanden modtager årligt 2.500 sager, og ud af det antal foretager Ombudsmanden årligt 350 undersøgelser. Et antal, der således indikerer et grundlæggende behov for EU’s vagthund.

EU-Ombudsmanden spiller nøglerollen i at sikre gennemsigtighed, ansvar og god administration inden for EU’s institutioner og organer. Koen Roovers uddyber, hvor stor en rolle øget gennemsigtighed har, samt hvordan kulturelle skred og tendenser er med til at påvirke Ombudsmandens arbejde:

“Især i forhold til spørgsmål om gennemsigtighed, etik og ansvarlighed, er der tale om kulturelle ændringer, der sker over tid. Så det, der var acceptabelt for folk for 20 år siden, er måske ikke længere acceptabelt for folk i dag. Og EU-institutionerne er konfronteret med denne realitet”, fortæller Roovers.

Efter at have taget imod klagen, undersøger Ombudsmanden den og vurderer, om der er sket en fejl eller forsømmelse fra EU’s side. Hvis Ombudsmanden finder belæg i klagen, kan den udstede anbefalinger eller formelle henstillinger til EU-institutionen eller organet for at rette op på fejlen og forhindre gentagelser i fremtiden.

Et eksempel på en klage kom fra en tidligere EU-praktikant. Hun klagede over ubetalte praktikophold og ulige vilkår mellem praktikanter. Argumentet gik på, at personer, der kom fra dårligere økonomiske vilkår, ikke havde råd til at deltage i praktikophold, da de ikke havde de nødvendige økonomiske midler til at kunne arbejde gratis, hvorimod personer fra bedre vilkår i højere grad havde mulighed for at gøre brug af de ubetalte praktikophold.

Dette gav Ombudsmanden hende medhold i. Sagen er altså et eksempel på en sag, der fik medhold og dermed ændrede en konkret administrativ praksis i EU, fortæller Roovers og uddyber: “Ombudsmanden var enig i denne påstand. Hun behandlede problemet hos EU’s Udenrigstjeneste, og de var enige med Ombudsmanden om at suspendere ubetalte praktikophold”.

Ombudsmandens sager omhandler ikke kun administrativ praksis, men også forholdet mellem lobbyisme og gennemsigtighed i EU-institutionerne. Et eksempel på Ombudsmandens kamp for gennemsigtighed kan ses i sager angående “svingdørspolitik”. Svingdørspolitik betegner politikere eller embedsmænd, der efter deres stilling i EU får arbejde i det private og kan agere som lobbyister for et bestemt firma eller en virksomhed, de bliver ansat i. EU-Kommissionen har flere gange fået påbud om, at institutionen potentielt underminerer EU’s administrative integritet, når dens embedsmænd efterfølgende tager arbejde i den private sektor.

Et af de mest kendte eksempler er tidligere Kommissionsformand José Manuel Barroso, der efter sit mandat fik en stilling hos investeringsbanken Goldman Sachs. Desuden fik en tredjedel af kommissærerne fra Barrosos andet mandat efterfølgende arbejde i store, private virksomheder. Samtidig fik 30% af de 161 MEP’ere, der forlod Parlamentet i 2014, efterfølgende en stilling i en interesseorganisation. Det er med andre ord en forholdsvis udbredt praksis.

“Ofte fik folk lov til at skifte til jobs i den private sektor, og der var risiko for interessekonflikter, fordi jobbet kan indeholde lobbyisme, eller arbejdet kan overlappe med det arbejde, der bliver udført i EU kommissionen”, fortæller Koen Rovers om den hidtige praksis, som Den Europæiske Ombudsmand Emily O’Reilly har sat fokus på siden sin indtrædelse i 2014.

O’Reilly mener, at arbejdet med håndteringen af svingdørspolitik i EU-Kommissionen har været essentielt for at sikre troværdigheden af de politiske beslutninger, EU tager. Det har Ombudsmanden flere gange påpeget overfor EU- kommission og de andre EU-institutioner. ”Ombudsmanden mener at kommission var nødsaget til at tage en mere robust tilgang”, fortæller Koen Roovers om sagerne.

Det forbliver dog stadig en stor udfordring for EU’s administration effektivt at monitorere – og hvis nødvendigt – at effektuere de foranstaltninger, som man har vedtaget i forhold til visse EU-ansattes efterfølgende karriere. Så snart en EU-ansat får en stilling i den private sektor, kan det nemlig være svært at sikre sig, om det er sket i overensstemmelse med de restriktioner, der er blevet implementeret i den specifikke institution, den pågældende person tidligere har været ansat i.

Netop “problemet med gennemsigtighed i EU’s beslutningstagning og EU’s politikker har virkeligt været en prioritet for Emily O’Reilly”, fortæller Roovers.

I sin kamp for at opnå større gennemsigtighed har EU-Ombudsmanden, Emily O’Reilly, indgået i flere opgaver og projekter med fokus på at få større indsigt i EU’s politikker og dokumenter. Dermed er det også EU Ombudsmandens intention at gøre op med det demokratiske underskud gennem de mange initiativer, hun har påtaget sig.

“For mange EU-borgere er EU en ting, der virker ret fremmed, og en institution, der ikke er særlig gennemskuelig, når det kommer til, hvordan den fungerer. En af de eneste måder borgerne kan få indsigt i EU er gennem øget gennemsigtighed i form af tilgængelige dokumenter og informationer”, forklarer Roovers.

Forud for dette års EP-valg i juni 2024 optager Ombudsmandens arbejde for større gennemsigtighed også her en central plads i sikringen af borgernes tillid til institutionen. Måske kan det på sigt bidrage til sikringen af en højere valgdeltagelse, der på tværs af EU lå på 51% ved valget i 2019.

EU-Kommissionen blev oprettet i 1958 og har sit hovedsæde i Bruxelles. EU-Kommissionen står til ansvar overfor EU-Parlamentet og kan regnes for at være EU’s ”regering” eller udøvende magt. EU-Komissionen har et tæt samarbejde med Det Europæiske Råd, der består af regeringsledere fra alle 27 medlemslande samt EU-Kommissionens formand. Det Europæiske Råd kaldes også ”Rådet” og kan opfordre EU-Kommissionen til at lave konkrete lovforslag.

EU-Kommissionens primære opgave er at komme med nye lovforslag samt forslag til nye politikker. EU-Kommissionen er alene ansvarlig for udarbejdelsen af forslag til EU-lovgivningen. Derudover gennemfører EU-Kommissionen de beslutninger, der tages af EU-Parlamentet og Det Europæiske Råd (også kaldet EU-Rådet). EU-Kommissionen består af 27 kommissærer, der hver især står for deres specifikke politiske ansvarsområde.

EU-Kommissionens leder er kommissionsformanden, der bliver valgt for en femårig periode af Europa-Parlamentet. Det er blandt andet kommissionsformandens opgave at sikre, at arbejdet i Kommissionen bliver udført sammenhængende og effektivt. I 2019 overtog tyskeren Ursula von der Leyen fra Jean-Claude Juncker. Begge er fra den konservative politiske gruppering European People’s Party.

Det Europæiske Råd blev oprettet i 1974 og fastsat med Maastrichttraktaten i 1992, og dets grundlæggende arbejdsopgaver består i at afholde topmøder med regelmæssige mellemrum. Det Europæiske Råd mødes mindst to gange under hvert formandskab – dvs. fire gange om året – til EU-topmøder. Formålet med disse topmøder er at samle regeringsledere og ministre fra de respektive lande for at sætte den overordnede politiske agenda i EU; det være sig identificeringen af udfordringer, nedsættelse af langsigtede målsætninger.

Derudover fastlægger Det Europæiske Råd også den strategiske agenda, en femårsplan med hovedprioriteter – den næste skal fastsættes i juni 2024 og skal således gælde frem til 2029. Det er derfor ingen underdrivelse at sige, at Det Europæiske Råd i høj grad er med til at rammesætte den politik, som EU-Kommissionen udvikler og fremlægger.

Derudover har EU-Rådet sammen med EU-Parlamentet også en central plads, når det kommer til den egentlige vedtagelse af de love, som Kommissionen fremlægger. Ved den ordinære lovgivningsprocedure, som efterhånden er blevet den mest anvendte, er Parlamentet og EU-Rådet ligeværdige og har medbestemmelse, hvilket betyder, at de skal komme til enighed for at vedtage et lovforslag.

Der findes også den særlige konsultationsprocedure, som angår lovgivning vedrørende særligt sensitive politiske områder som eks. det indre marked, undtagelser eller konkurrenceregler. Her er Rådet fritaget fra at skulle komme til enighed med Parlamentet.

Mens altså Rådet og Parlamentet har til opgave at finde til enighed om Kommissionens forslag, er det derimod Kommissionens opgave at udvikle og fremlægge konkrete politikker. Som nævnt består EU-Kommissionen af 27 kommissærer, der hver især varetager deres egne politiske arbejdsområder. Men udover kommissærerne arbejder også generaldirektoratet i EU-Kommissionen med en generaldirektør fra hvert af de 27 generaldirektorater.

Vi har været i kontakt med Pia Ahrenkilde Hansen, der arbejder som generaldirektør i EU-kommissionen for uddannelse, unge, kultur, og sport.

Om sit arbejde fortæller Ahrenkilde Hansen: “Jeg er faktisk ansvarlig for en række politikområder på det administrative niveau og arbejder tæt sammen med en kommissær, der har det politiske ansvar, lidt som en minister vil have det i Danmark.”

Arbejdet som generaldirektør i generaldirektoratet for uddannelse, unge, idræt, og kultur betyder også, at generaldirektøren udvikler, gennemfører og støtter den ansvarlige EU-kommissær. Dermed indebærer arbejdet finansieringen af en række projekter, såsom Erasmus+-programmet, der er et udvekslingsprogram på tværs af EU’s landegrænser. Programmet, der blev etableret i 1987, bruges ofte som eksempel på en af de større succeshistorie i EU’s historie.

Pia Ahrenkilde Hansen uddyber, hvordan arbejdet som generaldirektør er med til at støtte op om den tværfaglige og kulturelle udveksling mellem EU’s medlemslande gennem Erasmus-programmet:

“Vi har nogle programmer, der så at sige giver intentionerne ammunition. Vi har for eksempel det meget kendte Erasmus program, som jo både støtter mobilitet for studerende og andre og samtidig også støtter op om samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne”, fortæller hun.

At Erasmus programmet har været med til at styrke en følelse af en fælles EU-kultur, sådan som det ofte udlægges, er Pia Ahrenkilde Hansen helt enig i: “Jeg tror, det helt sikkert medvirkede til at styrke de europæiske værdier, som vores fællesskab er baseret på og er med til at gøre, at folk føler, at de identificerer sig med de værdier.”

Erasmus-programmet har ikke kun en betydning for EU’s studerende, men også for Ukrainske unge, der har ønsket at deltage i Erasmus-programmet – særligt efter Ukraine opnåede kandidatstatus i EU. I den forbindelse kommer Erasmus-programmet også til at spille en vigtig rolle, når det kommer til genopbygningen af Ukraines uddannelsesinstitutioner, der er blevet ødelagt som følge af krigen. Gennem optagelsen af Ukrainske studerende i Erasmus-programmet viser EU sin støtte til Ukraine. Dette bekræfter Pia Ahrenkilde Hansen:

“Vi ser det også meget stærkt i forbindelse med krigen i Ukraine, altså der er sket noget i forhold til bevidstheden om værdierne og de europæiske værdier, som ikke kun vi i EU støtter op omkring. Andre, specielt ukrainerne, er meget interesserede i at forsvare EU’s værdier – og forsvarer dem på vores vegne i øjeblikket.”

Det er tiltænkt, at ukrainsk deltagelse i Erasmus-programmet skaber en tættere forbindelse til EU og dermed også knytter Ukraines fremtid til EU gennem den Ukrainske ungdom, ligesom det samtidig øger EU’s synlighed i landet.

EU-Kommissions støtte til Ukraine går videre end Erasmus, fordi det netop er Kommissionen, der fungerer som EU’s kommunikatør, når det kommer til politikker, og hvordan EU agerer udadtil. Erasmus er dermed ikke kun tiltænkt uddannelsesmæssig mobilitet, men også en mere generel styrkelse af den fælles EU-identitet, som Kommissionen har sat sig for at udbrede og fæstne blandt borgerne i de nuværende og fremtidige medlemslande.

“Jeg tror godt, jeg kan sige, at Erasmus skaber og styrker det europæiske værdigrundlag – udover at give flere kompetencer og gøre vores studerende og andre, der læser, dygtigere og bedre udstyret til fremtidens udfordringer”, afslutter Pia Ahrenkilde Hansen.

På den måde eksemplificerer hun, hvordan hendes specifikke ansvarsområde står i tæt forbindelse med EU’s mere overordnede strategi om en styrkelse af de europæiske værdier, både i EU og på den globale scene, en af målsætningerne i EU-rådets femårige strategiske agenda.

Den Europæiske Unions Domstol, eller EU-Domstolen, udgør den øverste dømmende magt i EU. EU-Domstolen er væsentlig for, at EU’s lovgivning og traktater håndhæves på national plan. Domstolen befinder sig i Luxembourg og arbejder derfra med at sikre, at EU’s regler og lovgivning implementeres og overholdes. Her opholder 27 dommere sig, der hver især repræsenterer de 27 EU-medlemsstater.

Domstolens primære opgaver består i at opretholde EU’s retsorden, som betegner EU’s regler og lovgivning. EU-Domstolen fungerer som en overstatslig institution, hvilket betyder, at EU-Domstolens afgørelser skal respekteres af de nationale domstole uden videre. Camilla Hornstrup arbejder som juristlingvist ved EU-Domstolen i Luxembourg. Vi har interviewet hende for at få et indblik i, hvordan EU-Domstolen fungerer.

“Jeg arbejder i det danske sprogkontor, og vi er cirka 22 danskere, der arbejder med at lave den danske version af alle EU-Domstolens afgørelser. Vi er også ansvarlige for, når der kommer danske sager for domstolen, at hjælpe med at forklare for vores kolleger fra de andre domstole, hvad sagen egentligt handler om”, fortæller Camilla Hornstrup om sine arbejdsopgaver.

EU-Domstolen dømmer og vurderer med udgangspunkt i EU-traktaterne, som også er betegnet som de primære retskilder. EU-Domstolen har også selv skabt retsprincipper igennem domme, der også udgør en del af den primære EU-ret. Camilla Hornstrup uddyber, hvorfor EU-Domstolen er så vigtig en EU-institution:

“EU-Domstolen er den øverste retsinstans i EU-systemet. Domstolen tager stilling til alle spørgsmål vedrørende fortolkning af EU-ret, og det er den, der har det sidste ord, hvis der opstår tvivl.”

Ved at have det sidste ord i forhold til EU-retten, sådan som Camilla Hornstrup formulerer det, er EU-Domstolen således hævet over de nationale domstole. Hun forklarer, hvordan EU-domstolen samarbejder med de nationale domstole, som på sin side har et ansvar for at sikre implementeringen og håndhævelsen af reglerne:

“Medlemsstaternes domstole og EU-Domstolen samarbejder meget tæt, fordi det på en måde er dem, altså de nationale domstole, der skal håndhæve EU reglerne. Det er dem, der skal sikre, at det resultat, som er tilsigtet med EU-reglerne, rent faktisk opnås inden for rammerne af de nationale retssager.”

EU-Domstolens virke er altså omfangsrigt og påvirker alle aspekter af den europæiske dagligdag – lige fra produktion af fødevarer til brud på persondataforordningen. Interessant nok har Domstolen dog ingen beføjelser til at sikre en fuldbyrdelse eller efterlevelse af sine afgørelser. Hvad betyder det så for et medlemsland, hvis det ikke overholder EU’s retsorden?

“Der er det sådan, at det er Kommissionens opgave at holde øje med, at medlemsstaterne følger deres forpligtelser efter traktaten”, fortæller Camilla Hornstrup.

Dermed er det altså “traktatens vogtere”, EU-Kommissionen, der sørger for overholdelsen af lovene. Men det sker faktisk jævnligt, at EU-lande bryder EU’s lovgivning uden synderlige konsekvenser.

Der er eksempler fra hele EU, om medlemsstaterne, der har brudt lovgivningen; fra forurenende stålfabrikker i Italien i strid med EU’s miljømæssige standarter, til Rumænske landmænd, der bruger bi-dræbende pesticider bandlyst af EU.

Som regel afsluttes over halvdelen af sagerne efter en henstilling og dialog med det enkelte medlemsland, men sker det ikke, kan Domstolen pålægge medlemsstaterne tvangsbøder. Dermed er det muligt for Domstolen at sanktionere de medlemsstaterne, der bryder EU’s lovgivning. Det sker i et fåtal af sagerne; i 2022 besluttede Kommissionen at sende i alt 35 sager til Domstolen, mens den endte med at dømme i alt 18 sager. Domme, der bl.a. omfattede en sag mod Danmark samt økonomiske sanktioner mod Grækenland.

Efter dommen og eventuelle sanktioner har Domstolen dog ingen beføjelser til at sikre en fuldbyrdelse eller efterlevelse af sine afgørelser. En sådan tvangsfuldbyrdelse skal ske efter den borgerlige retspleje i det pågældende land. Sker det ikke, kan EU-Kommissionen som sit eneste middel vælge fortsat at holde den pågældende sag åben, hvilket gør det muligt at fortsætte den økonomiske sanktionering. Ved udgangen af 2022 var stadig 100 sager åbne efter Domstolens afgørelse.

EU-Domstolen behandler mange typer af sager. Den vigtigste type kaldes præjudicielle forelæggelser. Præjudicielle forelæggelser betegner de sager, hvor en national domstol, beder EU-Domstolen om assistance til at afgøre et fortolkningsspørgsmål der handler om EU-retten eller gyldigheden af EU-retten.

EU-Domstolens svar på det præjudicielle spørgsmål er bindende for den nationale domstol, når den skal afgøre fortolkningen af EU-lovgivningen i sin afgørelse.

En EU-borger kan som udgangspunkt ikke anlægge en sag direkte ved EU-domstolen, men skal i stedet få de nationale domstole til at foreligge sagen præjudicielt til EU-Domstolen.

“Det er i virkeligheden mere effektivt, at du får håndhævet rettigheder der, hvor du er eller bor, indenfor rammerne af det retssystem du kender og på det sprog du kan”, fortæller Camilla Hornstrup om praksissen, der således giver et relativt stort ansvar til de enkelte medlemslandes domstole.

Ved præjudicielle forelæggelser får borgere og virksomheder dermed også muligheden for at tilgå EU-Domstolen. Men det skal foregå gennem de nationale domstole, da de nationale domstole har pligt til at forelægge for EU-Domstolen.

“Hvis du er borger, og en EU- institution har truffet en beslutning overfor dig direkte, så kan du godt anlægge en sag til prøvelse og afgørelse, men det vil jo meget sjældent ske”, forklarer Camilla Hornstrup.

Dette betyder, at det er særdeles vigtigt med et velfungerende nationalt retssystem, da det kan have betydning for hvor hurtigt og effektivt EU-borgernes sager bliver behandlet.

Den Europæiske Centralbank (ECB) har sit hovedsæde i Frankfurt am Main i Tyskland og udgør en af EU’s syv primære institutioner. I 1988 blev de første skridt taget mod etableringen af ECB. Målet var at oprette en fælles økonomisk og monetær union. I dag fungerer ECB som centralbank for alle EU-medlemslandene. Vi har været i kontakt med Kenneth Haar, der arbejder som analytiker og lobbyvagthund for Corporate Europe Observatory og Per Nymand-Andersen, der har været ansat i ECB i 27 år. Per Nymand-Andersen er rådgiver for topledelsen, og samtidig med det underviser han i centralbankspolitik på Goethe Universitet i Frankfurt.

Nogle af ECB’s primære opgaver består i at varetage prisstabiliteten i eurozonen, regulering af EU’s valuta og valutamarked. Derudover besidder ECB også de enkelte eurolandes valutareserver, som de nationale centralbanker i EU har indskudt i ECB. ECB har derfor også ansvaret for at fastsætte pengemængden samt trykningen af eurosedler og mønter.

Centralbankchefen for Den Europæiske Centralbank er Christine Lagarde. Lagarde overtog posten som formand for banken i 2019 efter Mario Draghi.

Sammen med ECB udgør nationalbankerne i EU Det Europæiske System af Centralbanker også kaldet ESCB. Det er ESCB, der udgør den organisatoriske ramme for det økonomiske samarbejde mellem alle EU-staterne. Danmarks økonomi er også direkte påvirket af hændelser i euroområdet og ECB’s monetære politik.

“Danmark er jo selvfølgelig meget afhængig af den her partner og handelspartner som er euroområdet. Alt hvad der sker inden for ECB har også en indflydelse på Danmark”, fortæller Per Nymand-Andersen. På trods af at stå udenfor eurosamarbejdet har ECB en stor betydning for Danmark – på lige fod med alle de andre EU-medlemmer, der alle påvirkes således direkte af ECBs monetære politikker.

Centralbankens gennemsigtighed og kommunikationsevner er vigtig i forhold til EU-borgerens tillid til bankens virke og handlinger.

“Hovedformålet er selvfølgelig, at ECB som er en selvejende institution men stadigvæk en offentlig virksomhed, som har uafhængighed – og når du har uafhængighed, så har du også et ansvar for transparens, men også for at være ansvarlig”, fortæller Per Nymand-Andersen om Centralbanken virke.

Som Per Nymand-Andersen fortæller, er Den Europæisk centralbank en uafhængig institution, hvilket betyder, at ECB varetager sine egen politiske funktioner uden meget input fra de andre EU-institutioner. Hvad Kenneth Haar beskriver på følgende vis: “Den Europæiske Centralbank styres ikke af medlemslandene. Den styres heller ikke af EU-Kommissionen. Den styres af de mennesker, der sidder i dens ledende organer, og af det mandat organisationen har igennem traktaten”.

Officielt er det Europa-Parlamentet (EP), der er ansvarlig for ECB. Men Europa-Parlamentets overvågningskompetencer af centralbanken har været begrænsede, fordi det ikke kan sanktionere eller udvælge medlemmer til ECB’s besluttende organer. Dermed ville fundamentale ændringer af ECB’s funktion og struktur kræve ændringer af EU’s traktater.

Det kan derfor argumenteres, at ECB er den mest selvstændige centralbank i verdenen. Denne selvstændighed har også haft indflydelse på, hvordan ECB agerer i krisesituationer, hvilket på nogle områder har haft kontroversielle konsekvenser for EU-medlemsstaternes monetære politikker.

ECB’s centrale rolle har været illustreret mange gange gennem både interne og eksterne kriser. Finanskrisen i 2008-9 bød på enorme udfordringer for euroområdet, gennem pres på det finansielle marked, pres på renter for de enkelte EU-stater, og omstridte sparepolitikker i nogle EU-medlemsstater. Med den efterfølgende eurokrise begyndte man i EU at opbygge en institutionel arkitektur, som skulle lægge eurolandenes økonomiske politik i mere faste rammer.

“Resultatet af krisen var jo, at alle vores regeringsledere i euroområdet gik sammen om at sørge for, at sådan en krise ikke skulle ske igen, og der bliver nye institutioner oprettet, og nye arbejdsområder blev udvidet for at gøre, at man havde en ens politik og ens måde at opfatte risiko og risikostyring indenfor EU-området”, fortæller Per Nymand-Andersen om den langvarige krise i EU, som omfattede hele EU – men i særlig grad påvirkede lande som eksempelvis Grækenland, Italien og Irland.

Siden finanskrisen tilbage i 2008 har ECB været udsat for mange andre kriser. I nyere tid har vi haft Covid-pandemien, ligesom også inflationskrisen de seneste par år har præget euroområdets økonomi negativt.

Inflation er et udtryk for, hvor meget priserne stiger fra år til år på de forskellige produkter. Dette har resulteret en væsentlig prisvækst på importerede varer, hvilket har påvirket ECB’s rolle som pris-stabilisator. I 2022 steg inflationen til langt over de 2% i EU-landene, som er den fastsatte inflationsgrænse. I et forsøg på at modvirke og sætte en dæmper på prisstigningerne har ECB hævet renterne, og siden 2022 er inflationen langsom faldet igen.

“Vi skal selvfølgelig sørge for, at inflationen kommer under 2%, og det gør vi ved at hæve være renter”, fortæller Per Nymand-Andersen.

Inflationen har dog haft en betydning for EU-borgernes købekraft, særligt fordi EU-borgernes lønninger ikke er steget i takt med inflationen.

“Det at få mere i løn gør også, at varerne bliver dyrere, og det gør jo så, at inflationen måske er mere modtagelig til at stige end at flade. Så derfor så gælder det selvfølgelig om, at inflationen ikke er længerevarende”, forklarer Per Nymand-Andersen og fremhæver derfor den iboende fare ved at hæve inflationen; nemlig at økonomierne tvinges ud i en længere periode uden reel økonomisk vækst – og måske endda recession.

I mellemtiden er virksomhedernes overskud og høje importpriser blevet ignoreret. Det har bidraget til spekulationer, om at inflationen har været drevet af virksomhedernes overskud, og om virksomhederne har været vinderne af den økonomiske krise, mens omvendt EU-borgerne står tilbage med høje priser, høje renter, og stagnerende lønninger.

Samtidig lurer også faren fra en stor gæld i mange EU-lande. Lån, som blev optaget i løbet af Covid-pandemien, og som var nødvendige for at holde økonomien i gang, skal snart betales tilbage.

Samtidig vender EU’s krav om, at EU-landene ikke må have en gæld på over 60% af landets BNP eller et budgetunderskud på mere end 3% af BNP snart tilbage igen. Selvom ECB siden euro-krisen grundlæggende set har været mere afslappede omkring gælds- og underskudsreglerne – særligt under Covid – kunne kombinationen af den store gæld og de høje renter, der alt andet lige gør lånene dyrere, ifølge Kenneth Haar godt betyde, at ECB snart kan få mandat kommer til at agere mere resolut overfor EU-landene igen.

Med andre ord med de sparepolitikker, som eksempelvis EU-landene Irland, Italien og Grækenland blev pålagt i forbindelse med finans- og eurokrisen. Han forklarer, at “umiddelbart så ligner det, at det, jeg vil kalde EUs nedskæringspolitik, vil blive styrket, og ECB’s mandat tegner til at blive stærkere.”

De mange kriser har vist, at ECB har styrket sin indflydelse på euroområdets økonomi, og at nedskæringspolitikkerne i forbindelse med de økonomiske kriser sandsynligvis er kommet for at blive.