”Midten holdt stand!”, proklamerede en lettet Ursula von der Leyen om valgresultatet den 9. juni, med henvisning til den forventede højredrejning, som flere af de politiske grupper havde frygtet. ”Højrefløjen er som blok blevet større, men konklusionen er, at det bærende politiske flertal stadig er at finde på midten”, bekræfter Rikke Albrechtsen, Altingets EU-korrespondent, da DEO møder hende i august 2024. I midten af juli fik von der Leyen endnu mere at glæde sig over, da hun genvalgt som formand for Europa-Kommissionen takket være stemmer fra blandt andet EPP, S&D, Renew og – som noget nyt – De Grønne. Fortolkningen af selve valgresultatet vender vi tilbage til.
I dagene fra den 6. til den 9. juni i år gik europæerne til stemmeurnerne for at udpege 720 nye europaparlamentarikere for mandatperioden 2024 – 2029. I disse dage satte i alt 185 millioner ud af de omkring 373 millioner stemmeberettigede vælgere deres kryds, svarende til en valgdeltagelse på 51,05% og en stigning på 0,4% i forhold til valget i 2019. Efter en omgang parlamentarisk stoledans med blandt andet en omrokering på højrefløjen og frafald blandt de liberale, ser fordelingen af mandater nu således ud:
Kilde: Europa-Parlamentet
Resultatet af valget i 2024 er dermed, at den største gruppe, ligesom efter valget i 2019, er det borgerlige EPP efterfulgt af socialdemokraterne i S&D. Som noget nyt har en af de nyligt etablerede højregrupperinger, Patrioter for Europa, overtaget pladsen som den tredjestørste gruppe, efterfulgt af det nationalkonservative ECR. For den liberale gruppe Renew, der ved sidste EU-valg blev tredjestørst, er det i denne omgang blevet til en femteplads efterfulgt af De Grønne, The Left og den nye højrefløjsgruppe De suveræne nationers Europa. Det traditionelt bærende politiske flertal, bestående af EPP, S&D og Renew, lander på samlet knap 56% af stemmerne og kan på den måde siges at holde stand. Men den overordnede tendens med en gradvis højredrejning lader sig ikke ignorere: ”uanset hvordan vi vender og drejer det, så er der en fremgang til partierne på højrefløjen. Det er også lykkedes dem at skabe tre grupper til højre for de kristendemokratiske stemmer i EPP, og det vil, alt andet lige, jo gøre noget ved dynamikken i parlamentet”, siger Rikke Albrechtsen.
Europaparlamentsvalg = 27 nationale valg
Med store forskelle på både valgdeltagelse og valgresultat EU-landene imellem er det samtidig tydeligt, at det samlede resultat ikke som sådan afspejler en generel tendens. ”Det er altid sådan, at valget til Europa-Parlamentet i virkeligheden er et nationalt valg i 27 lande”, siger Rikke Albrechtsen. ”Der har aldrig været en ens fortælling om, hvad valget til Europa-Parlamentet var. Det bliver en spejling af, mere eller mindre, hvad det er, der foregår i national politik”. Det er en realitet, der taler sig ind i en mangeårig debat om en manglende europæisk offentlighed og generelle udfordringer med at motivere borgerne til at engagere sig i EU-politik.
Det betyder også, at valget til Europa-Parlamentet i flere medlemslande har fungeret som et slags midtvejsvalg, hvor vælgerne har uddelt både roser og lussinger til forskellige siddende regeringer. Heriblandt svidende nederlag til blandt andet tyske Olaf Scholz og franske Emmanuel Macrons partier, mens Giorgia Meloni og Donald Tusks partier er løbet af med sejren i henholdsvis Italien og Polen. I flere af de store EU-lande har der været markante drejninger til højre, hvorfor den europæiske midtes succes med igen at sikre sig et flertal i Europa-Parlamentet delvist skyldes vælgerne i flere af de mellemstore lande, såsom Spanien og Polen.
Dem de andre ikke vil lege med
Det helt nye ved dette års europaparlamentsvalg er, at det er lykkedes en del af det yderste højre at organisere sig i en stor ny politisk gruppe, Patrioter for Europa, med ungarske Viktor Orbáns Fidesz og franske Marine Le Pens Rassemblement National i spidsen. Spørgsmålet er nu, om de kan – og vil – veksle den styrkede position til reel politisk indflydelse. ”Det at de er lykkedes med at blive den tredjestørste gruppe i parlamentet har en enormt stor symbolsk betydning”, siger Rikke Albrechtsen, ”men de ligger samtidig uden for den stuerenhedsregel, som midtergrupperne har bestemt i parlamentet, som gør, at de bliver sat udenfor politisk indflydelse i så vid udstrækning, som man overhovedet kan”. Ifølge hende er det derfor tvivlsomt, om de vil lykkes med at blive en del af den almindelige politiske forhandlingskultur og samtidig også interessant at se, hvad de så vil bruge deres styrkede platform til, hvis ikke de skal lave politik.
Det faktum at så stor en gruppe kan ende med at blive sat udenfor politisk indflydelse rejser ifølge Rikke Albrechtsen også spørgsmålet om, hvorvidt der er en udløbsdato for stuerenhedsreglen, hvis højredrejningstrenden fortsætter: ”på et eller andet tidspunkt tipper den her balance jo, så spørgsmålet er også, hvornår er det, at parlamentet bliver nødt til at opgive at holde yderfløjene ude?”.
Konservativ afsmitning på politikken
Ifølge Rikke Albrechtsen er der da også en forventning om, at højredrejningen i nogen grad vil smitte af på de politiske aftaler i denne mandatperiode: ”i og med at der er en styrkelse af det yderste højre og en styrkelse af det traditionelle konservative kristendemokratiske højre, så får vi også et parlament, der kommer til – formentlig – at pege mere mod de mærkesager, som særligt det store konservative kristendemokratiske EPP tegner sig for”. Det kunne for eksempel være på områder som EU’s klima- og miljøpolitik eller migrationspolitikken. Og det kan måske komme til udtryk som en større lydhørhed overfor eksempelvis de nationalkonservative i ECR. ”De har været i en vanskelig situation, men jeg tror, det bliver lidt anderledes med dem i denne her omgang”, vurderer Rikke. Det hænger blandt andet sammen med, at Giorgia Meloni, hvis parti sætter sig på en stor del af gruppens pladser, har signaleret at hun gerne vil være pragmatisk. ”Oveni det har vi nu to andre grupperinger til højre for dem, som får dem til at syne mere moderate”, tilføjer hun.
Hvad så nu?
Rikke Albrechtsen fortæller, at hun i den kommende periode mest af alt er nysgerrig på, hvordan det nye Europa-Parlament kommer til at fungere. Hun stiller sig selv spørgsmål som ”Hvad gør den her udhuling af den politiske midte, som ikke har været stor, men som stadig er der?”, ”i hvor vid udstrækning kommer især EPP til at læne sig mod højre i sine flertal?” og ”kommer De Grønne til at få noget tilbage for deres investering?”. ”Kommer forligene til at ligge til højre eller venstre?”. Det vil tiden vise.
Artiklen blev første gang udgivet i DEO Undervisnings magasin “EU i undervisningen: Hvad vil det nye EU?”. Download hele magasinet her.
