Af Maria Rosenberg Rasmussen, journalist
ANALYSE. Det lille Europaudvalg, der hver fredag mødes for at nikke ja eller nej til regeringens position før EU-forhandlinger i Bruxelles, er længe blevet kritiseret fra flere sider af. Af medlemmerne selv, som Eva Kjer Hansen (V), der var formand for udvalget fra 2011 til 2015, men også af fagfolk i debatindlæg, der daterer sig helt tilbage til 1999.
Til trods for den konstante og længerevarende kritik, har intet dog ændret sig.
”Man bliver ikke genvalgt på europapolitik”, lyder det fra Venstres Eva Kjer Hansen, der mener, det er én af årsagerne til, at de danske politikere i Folketinget ikke bruger meget tid på EU-lovgivning eller på at påvirke kommende love. Hun uddyber:
”Der er alt få i Folketinget, der interesserer sig for det europapolitiske arbejde. EU-ordførerne fra de forskellige partier møder flittigt op fredag efter fredag, sidder i timevis og lytter til ministrenes forelæggelser af rådsmødernes dagsordner, men det øvrige Folketing er ikke med i diskussionen om det i virkeligheden meget vigtige og tunge arbejde, som foregår”.
Substansen går tabt – hvor er Folketingets kontrol?
Europaudvalget består af 29 medlemmer fra Folketinget, der fordeler sig på mandater, som svarer til Folketingets opbygning. De skal behandle alle emner fra EU, som kan være af vidt forskellige karakter; frihandelsaftaler, fiskekvoter, CO2-reduktion osv. Og her mener professor Jens Blom Hansen, at der er et reelt problem.
Ifølge Blom Hansen, sikrer Europaudvalget, at der er parlamentarisk dækning for regeringens beslutninger, fordi en minister inden afgangen til Bruxelles tjekker af, om der er opbakning til sagen fra et flertal i Folketinget. Det er nærmere substansen af beslutningen og Folketingets kontrol af regeringen, der bekymrer professoren i Statskundskab fra Aarhus Universitet.
”Hvor grundig er Folketingets kontrol? Regeringen spørger Europaudvalgets medlemmer, om de kan acceptere det mandat, regeringen lægger op til. Men er de godt nok inde i substansen i de meget forskellige sager? Jeg er bekymret for, om Europaudvalget kan gennemskue, hvad det er, de egentlig tager stilling til”, siger han, og fortsætter:
”Optimalt set ville det være meget bedre, hvis sagerne kørte i de egentlige fagudvalg, og man dermed havde en totrinsraket, hvor fagudvalgene udarbejdede en indstilling og derefter sendte den videre til Europaudvalget. Udvalgets politikere gav så på den baggrund et go eller det modsatte til regeringen”.
Folketinget var magtesløs ved frihandelsaftale
Peter Hummelgaard er medlem af Europaudvalget, og han fremhæver den netop ratificerede frihandelsaftale mellem EU og Canada, hvor regeringen hverken fik et mandat fra Europaudvalget eller fik diskuteret sagen igennem med det øvrige Folketing.
Debatten om den vigtige frihandelsaftale CETA udeblev derfor i det danske parlament og i den offentlige debat, mener han.
”For det første, var CETA-aftalen et eksempel på, at vi aldrig nogensinde afgav mandat fra Folketingets side vedrørende, hvordan regeringen skulle forhandle handelsaftalen. Og det kunne da have været interessant at have haft en debat i Folketingssalen; hvad skal det mandat basere sig på, hvordan vil vi gerne have, at snittet skal gå i en sådan handelsaftale – fremfor, at vi gør det efter, at aftalen er indgået”, udtaler Peter Hummelgaard og fortsætter:
”Det er ærgerligt, demokratisk set, at vi først har debatten, når vi dybest set skal tage stilling til, om vi kan sige god for aftalen eller ej – velvidende, at hvis man siger nej, så vælter lille Danmark hele læsset for et samlet EU. Så det er for sent, at vi kommer ind og har den diskussion i Folketingssalen”.
Folketinget spiller sig selv af banen
Både Eva Kjer Hansen og Peter Hummelgaard bakker op om den langt større inddragelse af fagudvalgene, men der er intet i Grundloven, der kræver denne inddragelse. Går man tilbage i historien, og ser på, hvorfor et fagudvalg som Miljø- og Planlægningsudvalget i tidernes morgen behandlede EU-spørgsmål på miljøområdet, handlede det om politikeren bag.
Eva Kjer Hansen udtaler:
”Steen Gade (SF) var en aktiv formand for Miljøudvalget på det tidspunkt, og han initierede en arbejdsmodel, hvor miljøudvalget tog stilling til EU-politikken, og derfor spillede miljøudvalget en stærk rolle. Vi fulgte stort set indstillingerne i respekt for det arbejde, der var blevet lavet i miljøudvalget. Det viser bare, at det her er meget personafhængigt – om den enkelte interesserer sig for det eller ej”. Hun uddyber:
”Europaudvalgsmedlemmerne kan i sagens natur kun være generalister i forhold til den enorme arbejdsbyrde, der er, og derfor mangler vi den faglige dybde, som man kan have i fagudvalgene, og som kunne give en bedre behandling af det pågældende emne eller mandat, som ministrene skal have”.
Og Eva Kjer Hansen er enig i Peter Hummlgaards betragtning; hele det politiske landskab skal med i EU-debatten for ikke at miste dansk indflydelse. Hun siger:
”Jeg synes, vi griber arbejdet forkert an, og i virkeligheden spiller os selv af banen omkring europa-politikken. Folketinget skal komme tidligere på banen og interessere sig for et forslag allerede i den indledende fase. Det har vi rigtig dårlig mulighed for at gøre, fordi der ikke er en mekanisme, der gør, at Folketinget kommer tidligt ind i processen. Mange gange giver Europaudvalget et mandat lige op til, at de endelig trilog-forhandlinger mellem ministerrådet, kommissionen og parlamentet starter. Det siger jo sig selv, at på det tidspunkt, der kan Folketinget end ikke flytte et komma”.
Det handler om magt – regeringens magt
Socialdemokraternes Peter Hummelgaard peger på, at de udeblivende forandringer skyldes, at den til en hver tid siddende regering ønsker at fastholde magten og retten til at forhandle på Danmarks vegne.
Men ved at trække EU-spørgsmål ind i Folketingssalen og i de forskellige fagudvalg, vil politikerne i langt højere grad diskutere morgendagens lovgivning fra Bruxelles til gavn for det danske demokrati. Han siger:
”For at være ærlig er det jo en af de klassiske armlægninger mellem Folketinget og regeringen. Regeringen mener, at det er dens grundlovsmæssige ret at forhandle på Danmarks vegne og dens afgørelse, hvornår den vil indhente mandat fra Folketinget” siger han og fortsætter:
”Der er en hel del spørgsmål, som jeg mener, man kunne skabe bedre demokratisk debat om, hvis de blev behandlet i enten fagudvalgene eller i Folketingssalen, fordi det ville fylde mere i offentligheden og resultere i en mere tilbundsgående faglig behandling. Det er klart, at det ville øge sagsmængden af behandlinger i Folketingssalen markant, men ikke desto mindre tror jeg, at det ville være til stor fordel at politisere den europapolitiske debat. Vi vil i højere grad presse de politiske partier til at tage stilling til spørgsmål efter deres politiske holdninger og ikke efter, hvorvidt partierne er tilhængere af EU eller ej”.
Ingen forandringer i sigte
Selvom de tre kan blive enige om problemets kerne, er der stadig ingen ændringer undervejs, mener professor Jens Blom Hansen. Han kan ganske enkelt ikke se, hvem der skulle sætte dette arbejde i gang.
Fra Peter Hummelgaard lyder det, at Europaudvalget er ved at drøfte, hvad man kan gøre, men bekræfter, at det ikke er noget dagsordensættende på Christiansborg.
Ifølge Eva Kjer Hansen, er den konstante nedprioritering af området et tydeligt eksempel på, hvor vigtigt danske politikere mener EU-politik er; ikke så vigtigt. Hun siger:
”Der er stadig ingen prestige i EU-politik i Danmark. Der er ikke fokus på EU-politik, medmindre man forholder sig kritisk overfor det europæiske samarbejde, eller gør grin med krumme agurker eller kanelsnegle uden at gå ind i substansen. Jeg tror, det har meget at gøre med, at det ikke er respekteret og anerkendt, det store arbejde, der skal gøres i de sager, der bliver rejst på europæisk plan. Det er jo nemmere for Folketingets politikere at sige fra overfor arbejdet, og lade det køre sit selvstændige liv uden at tænke over, hvor meget betydning, EU-politik har for vores hverdag.
Professor Jens Blom Hansen er enig i den vurdering. Han siger:
”Jeg tror, det hænger sammen med at folketingspolitikernes prioriteringer, de vil hellere bruge deres tid på noget andet. Det forhold, det forsvinder ikke bare lige. Grundproblemet er, hvis du tager de store partier som Socialdemokratiet og Venstre, så er deres vælgere nogenlunde delt i forhold til, om de er EU-skeptiske, eller om de er EU-tilhængere. Så det er farligt i en stemmeoptik for partierne at røre alt for meget ved EU-politik, og jeg tror, det er det fænomen, vi ser konsekvensen af her”.
Du kan møde bl.a. Eva Kjer Hansen og Peter Hummelgaard på Christiansborg, når DEO afholder heldagskonference og lancerer den nye bog i serien Samfundstanker: “Hvordan demokratiserer vi EU?”. Det er den 7. november 2017 fra 10-15.30.
Mød forfatterne bag bogen, fagredaktør Caroline Bindslev, demokratieksperterne Jesper Vestermark Køber og Rasmus Nørlem Sørensen. De går i debat med førende forskere, politikere, journalister og eksperter om perspektiverne for mere demokrati.
På programmet er debatter med blandt andet Christoph Ellersgaard, Theresa Scavenius, Claus Kragh, Mark Ørsten, Rikke Albrechtsen, Kenneth Haar og politikerne Peter Hummelgaard (S), Søren Søndergaard (EL), Eva Kjer Hansen (V), Holger K. Nielsen (SF) og Kenneth Kristensen Berth (DF).
