
Dagens debat om erindringspolitik startede på det europæiske niveau. Sara Dybris McQuaid opridsede først, hvordan EU i stigende grad både forsøger at etablere en fælles europæisk erindring og samtidig arbejder på fælles rammer for, hvordan man i EU’s medlemslande bedst gør op med en problematisk fortid med for eksempel nazisme, kommunisme, kolonialisme og terrorisme.
Når vi taler om fælles eller kollektive erindringer, så taler vi blandt andet om de fortællinger, figurer og symboler, som grupper og samfund bruger til at huske for dermed at skabe sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid og samtidig etablere forbindelse mellem de enkelte mennesker i befolkningsgrupperne. Udstikningen af fælles erindringsfigurer kan både sætte forskellige oplevelser og erfaringer sammen, men de kan omvendt også virke ekskluderende, hvis enkelte grupper i samfundet ikke er i stand til at se sig selv i den større historie.
Sara Dybris McQuaid forklarede, at når vi kalder det for erindringspolitik, så peger vi på, at fælles erindringer kan politiseres, og at der kan være kamp om hvordan fortiden skal fortolkes, og hvad der er vigtigt at huske. Det ses på et væld af forskellige måder: Forskellige politiske positioner og partier kan bruge fortiden til at legitimere et nutidigt projekt og dermed kaste noget af fortidens glans over sig selv. Dermed kan de gøre sig til de retmæssige arvtagere af nogle bestemte værdier eller være de rigtige til at garantere og videreføre traditioner, kultur og identitet.
Hun fortalte videre, at kollektiv erindring dannes og vedligeholdes på mange niveauer: lokalt, nationalt, internationalt. Nationalstater kan opretholde en kollektiv erindring ved hjælp af nationale institutioner, som skoler, museer, helligdage med tilhørende ritualer – og de enkelte sprogområder har selvfølgelig også deres egen litteratur, film, teater, offentlige debatter og så videre, hvor historien kan holdes i live.
Meget af den historie som vi har tilfælles i Europa som for eksempel kolonitiden, 1. og 2. Verdenskrig eller ud- og indvandringshistorie, blev – og bliver oplevet helt forskelligt i de forskellige EU-lande. Samtidig har EU ikke mulighed for at regulere og dirigere, om vi husker særlige begivenheder som specifikt europæiske, på samme måde som en nationalstat kan huske dem som specifikt danske, tyske, franske og så videre. Alligevel har EU forsøgt at facilitere en fælles europæisk identitet ved hjælp af historien: Siden 2006 har EU gennem programmet ”Citizens of Europe” ydet støtte til forskellige civilsamfundsinitiativer, der både skal bidrage til borgernes forståelse af EU’s fælles historie og forskellighederne set fra græsrodsniveau. I 2017 åbnede museet ”House of European History”, hvor erindringen om europæisk historie, og arbejdet med europæisk forening bliver opdyrket på et mere officielt niveau. I arbejdet med historien er EU optaget af at indføre ”rigtige” måder at huske på – altså måder der leder til forsoning, men som også knæsætter idealer om demokrati og kapitalisme som hinandens forudsætninger.
Sara Dybris McQuaid opremsede en liste af mærkesager eller mærketider, som EU med noget besvær forsøger at spinde kollektiv europæisk erindring ud af:
- Holocaust som det Europæiske samarbejdes oprindelsesmyte.
- Efter EU’s udvidelse i Østeuropa er det kollektive opgør med totalitære regimers historie blevet endnu vigtigere, og EU indfører blandt andet en mindedag for ofre for ”totalitære og autoritære regimer” (23 August).
- I forbindelse med terrorangrebet i Madrid i 2004 besluttede Europaparlamentet at introducere en mindedag for ofre for terrorisme (Den 11. Marts). At mindes terrorofre er blevet stadigt vigtigere motor for europæiske erindring.
Hvert år markerer man mindedagen for ofre for terrorisme under et motto (sidste år var ”Growing Stronger Together” i år var det ’Always United’), og ofte bringer man ofre og overlevere sammen med førstehjælpere på en måde, så de kan dele deres historier og oplevelser. Mindedagen hænger sammen med en større EU-strategi for offerrettigheder og forskellige former for kompensation. Så det er faktisk langtfra blot symbolpolitik, understregede Sara McQuaid i afslutningen af sit oplæg.
Monumenter og fortidsopgør i Spanien
Ordet gik videre til Hans Lauge Hansen, som startede sit oplæg med at understrege, at vejen til en fælles erindring går igennem fortællinger vi kan dele med hinanden, og som skaber sammenhæng mellem fortiden, nutiden og fremtiden. I den forbindelse gik han videre til at diskutere Spanien som et land med dybt konfliktuelle og konkurrerende fortællinger om 1930’erne og 40’ernes borgerkrig og det efterfølgende styre under diktatoren Francisco Franco. For at illustrere hvordan erindringspolitikken konkret udspiller sig mellem nationale aktører og EU, tog han udgangspunkt i monumentet ”De Faldnes Dal”, der blev bygget af 20.000 politiske fanger i tiden fra 1950-59. Franco var oprindeligt begravet helt centralt ved alteret i den katolske basilisk, der udgør hjertet af monumentet, og stedet har fungeret som et minde- og samlingssted for den ekstreme højrefløj på Francos dødsdag.
I 1975 påbegyndte Spanien sin overgang til demokrati, men uden nogen form for det, man betegner, som overgangsretfærdighed. Det vil sige, at man ikke gjorde op med Franco-tiden. Tværtimod lavede man en slags ”glemslens pagt” om ikke at bringe fortiden op. Samtidig trådte Spanien først ind i det, der dengang hed EF (i 1980) og senere NATO (1986). Hans Lauge Hansen spurgte derefter retorisk, om man kunne forestille sig sådan et fascistisk monument andre steder i Europa? Det står jo i hvert fald i grel kontrast til formålet med den fælles erindring, som meget af EU’s egen officielle erindringspolitik ellers er begyndt at sigte imod i de seneste årtier.
Han fortsatte med at fortælle, at kampen om historien er taget til de sidste 20 år, hvor den også er blandet sammen med opblomstringen af nationalismen, især i Catalonien. I 2011 anbefalede en national rapport, at Franco skulle genbegraves et andet sted, og at De Faldnes Dal skulle gøres til et sted med en mere nuanceret fortælling. Dette kunne blandt andet gøres ved at oprette et dokumentationscenter, der også kunne belyse, hvad der skete med den tabende side i borgerkrigen. Hans Lauge Hansen fortalte desuden, hvordan opgøret med fortiden er blevet en politisk kastebold, og at det konservative parti på trods af EU’s anbefalinger nægter at støtte det seneste udspil om hvordan man kan få en mere ”demokratisk erindring”. Det gør de paradoksalt nok med henvisning til EU’s erindringspolitiske dagsorden, hvor det er meningen at fortidsopgør skal lede til forsoning. Her mener de konservative, at den nye lov vil lede til mere splittelse. Men som Hans Lauge Hansen afsluttede med at pointere, så kan fortiden ikke længere bare ignoreres. Der er en enorm folkelig interesse for en bredere forståelse af Franco-tiden, og mens politikerne ikke kan blive enige om, hvordan man skal orientere sig i forhold til historien, så fylder kulturelle fortællinger i romaner, film og teater forståelsesrummet ud.
Erindringspolitik og EU-integration på Balkan
Spørgsmålet om EU’s erindringspolitik flyttede herefter ud i det Tea Sindbæk Andersen kaldte EU’s grænseland eller udvidelsesterritorier for at diskutere, hvordan EU optræder i forhold til fortidsopgør på tværs af Kroatien, Bosnien og Serbien. De tre lande er henholdsvis EU-medlemmet Kroatien samt ansøgerlandene Bosnien og Serbien. Tilsammen viser erfaringer fra de tre lande, hvordan EU kan stille skrappere erindringspolitiske krav i optagelsesprocesser, end de kan stille til eksisterende medlemslande. De viser til gengæld også, at EU ikke altid følger op på disse krav.
Tea Sindbæk Andersen fortalte, hvordan man i Kroatien siger, at erindringspolitikken er blevet europæiseret. Det vil sige, at man ikke bare hylder, men også anerkender de mørkere sider af sin egen historie. For Kroatien betød det for eksempel, at generaler fra borgerkrigene i 90erne, som man ellers hyldede som helte og befriere blev udleveret til den Internationale Domstol i Haag. I overensstemmelse med EU’s stærke fokus på Holocaust-erindring mindes Kroatien nu også egne overgreb mod jøder i koncentrationslejren Jasanovac, og Kroatien benytter sig også flittigt af de EU-midler, der er stillet til rådighed for et opgør med kommunismen. Men der er også blinde vinkler i erindringspolitikken. Selvom de i Kroatien er gode til at huske jødeudryddelsen under Ustaše-regimet, er de mindre gode til at huske udryddelsen af serbere i i selvsamme Jasanovac-lejr. Eksemplerne viser både noget om, hvilke fortællinger der passer ind i nationale rammefortællinger og samtidig også noget om, hvilket fortællinger der økonomisk er profitable.
Hvor Kroatien i stigende grad forholder sig til historien på den måde EU promoverer, kan man i Serbien se flere gavlmalerier, der hylder de generaler, som er dømt for folkemord i forbindelse med borgerkrigene. På trods af lokale protester nægter de serbiske myndigheder at fjerne gavlmalerierne, og dermed blåstempler de dem også. Det interessante, som Tea Sindbæk Andersen fremhæver er, at EU ikke forholder sig til den problematiske brug af historien, men tværtimod fremhæver Serbiens præsident som en garant for stabilitet og fremgang.
I Bosnien har man en særligt svær historie at forholde sig til. Krigen fra 1992-1995 kom til at definere udtrykket ”etnisk udrensning”, og de fleste husker med gru massakren i Srebenica, hvor 8000 drenge og mænd blev dræbt af den bosnisk-serbiske hær. Fredsaftalen fra 1995 deler ikke bare Bosnien i forskellige selvstyrende enheder, men splitter også den fælles erindring. Folkemordet er et vigtigt erindringspunkt i de bosniakiske dele af føderationen, hvorimod den serbiske del har svært ved at anerkende det. På et overordnet niveau støtter EU forbuddet imod benægtelse af folkemord og glorificering af krigsforbrydere, men der bliver samtidig ikke lagt noget officielt pres på de politiske aktører, der afviger fra det. Tea Sindbæk Andersen afsluttede med at sige, at selvom erindringspolitik er blevet et stadig vigtigere europæiske styringsinstrument, så er der stadig grænser for, hvor meget EU kan og vil blande sig.
Spørgsmålet om EU’s mulighed for at sætte rammer for nationale erindringspolitiske spørgsmål fyldte meget i den efterfølgende diskussion med deltagerne. Dagens eksempler viste tydeligt, at man kan stille flere krav til lande i forbindelse med en optagelsesproces, som man ikke kan stille til de eksisterende medlemslande. Samtidig stod det også klart, at selvom erindringspolitik er blevet en vigtig form for værdipolitik, kan den stadig fortrænges af andre politiske nødvendigheder.