Dagens debat fandt sted den 24. november i efterdønningerne af COP 26, med Rasmus Nørlem Sørensen, chefanalytiker i DEO og Anine Hagemann, postdoc ved Centre for Resolution of International Conflicts på KU samt medlem af RIKO, som oplægsholdere. Sara Dybris McQuaid, lektor på AU, stod for opgaven som moderator. EU har udviklet og ført miljø- og klimapolitik siden de tidlige 90’ere, og i 2019 lancerede man flagskibet ’green deal’ – en grøn aftale – som stræber efter at gøre Europa til det første klimaneutrale kontinent i 2050. Debatten handlede i høj grad om, hvad det kommer til at kræve af de enkelte medlemslande at nå det mål og hvordan handlingsrummet bliver, når klimapolitik bliver til en form for sikkerhedspolitik. Sara Dybris McQuaid slog indledningsvist fast, at:
”vi alle sammen ved, at det ikke længere nytter bare at tale om, hvad vi skal gøre for at mindske og håndtere klimaforandringer – ikke mere bla bla bla som Greta Thunberg ‘chantede’ udenfor COP 26-mødet tidligere på måneden. Der skal resolut politisk handlekraft til for at omstille vores livsformer og levevilkår, hvis det skal nå at gøre en forskel.”
Den slags storstilede forandringer er selvfølgelig konfliktuelle, fordi de kræver fuldstændige livsomlægninger af os. Ligesom tilbage i 1970’erne og 1980’erne er det nødvendigt at tage afsked med tunge industrier, hvilket ikke bare betyder tab af arbejde og indkomst, men også et tab af en bestemt kultur, solidaritet og identitet. På et mere overordnet og globalt niveau er klimaforandringer også en medvirkende årsag i voldelige konflikter, og NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg har også selv udtalt, at den globale opvarmning er med til at gøre verden til et mere farligt sted. Sara Dybris McQuaid lagde op til de to paneldeltagere ved at spørge dem, hvordan medlemslandene bør omstille sig for at blive i stand til at realisere EU’s ambitioner? Hvorefter hun efterfølgende spurgte ind til den rolle, EU kan spille, når det handler om at forstå klimapolitik som sikkerhedspolitik?
Hvem vinder klimakampen i EU?
Med et billede af EU’s Green Deal på Power-pointen bag sig bevægede Rasmus Nørlem Sørensen sig ud i at besvare spørgsmålet om, hvem der vinder klimakampen i EU – eller måske nærmere, hvem der egentlig kæmper klimakampen i EU? EU’s Green Deal er et sæt af initiativer, som har til formål at reducere EU’s udledning af drivhusgasser med mindst 55 % i 2030, men selvom målet hermed er defineret, betyder det ikke, at medlemslandene er enige om vejen derhen. EU er nemlig opdelt i forskellige grupper, når det kommer til metoderne.
De nordeuropæiske lande råber på en resolut grøn omstilling, mens de sydeuropæiske lande vil have en grøn og samtidig økonomisk retfærdig omstilling. Derimod ligger de østeuropæiske landes fokus snarere på at opretholde væksten end på selve den grønne del af omstillingen. Det store industriland Tyskland er faktisk stadig uafklaret, da gas stadig udgør en stor del af Tysklands energiforbrug.
Ifølge Rasmus Nørlem Sørensen har EU-Kommissionen sat mange spændende initiativer i værk. Det mest spændende bliver dog, om medlemsstaterne rent faktisk vil bakke op om den ambitiøse grønne omstillingsplan, og om lovene derfor kan realiseres. Efter en gennemgang af de forskellige medlemsstaters tilgang til den grønne omstilling fortalte Rasmus om en række aktuelle problemstillinger, der lige nu diskuteres i EU. En af de mest aktuelle problemstillinger er udfordringen ved klimaaftryk i lande udenfor EU, herunder særligt afskovning. Europæerne har et stort forbrug af Co2-tunge fødevarer, der fremstilles i lande udenfor EU. For at kunne følge med i det forbrug er det ofte nødvendigt at fjerne store arealer af skov, hvilket faktisk modarbejder EU’s ellers grønne initiativer. Derudover melder spørgsmålet sig også: Hvordan måler man Co2-udslip i andre lande? Rasmus fortsatte og udlagde flere aktuelle problemstillinger, som EU skal tage stilling til: Herunder spørgsmålet om hvad grønne investeringer egentlig er, grønne projekter for milliarder, fossil gas som overgang til brint samt stigende priser på diverse energiformer.
Klimakamp, konfliktløsning og EU
Efter Rasmus Nørlem Sørensens gennemgang af hvilke interne udfordringer EU står overfor på det grønne område, var det tid til Anine Hagemanns oplæg. Anine Hagemann forsker i konflikt og fred og interesserer sig for, hvad der foregår i spændingsfeltet mellem klimakampen og konfliktstudierne, og hvor EU står i den forbindelse? Det er to helt centrale spørgsmål, som er med til at nuancere de udfordringer, EU står overfor. Da EU’s mål er at reducere sin udledning af drivhusgasser med 55 % i 2030, er det nødvendigt, at medlemslandene handler hurtigt. Men når der handles hurtigt, ved vi fra sikkerheds- og konfliktforskningen, at der er forskellige risici forbundet. Èn af de risici er, at klimaforandringer har en forstærkende effekt på konflikt. Det betyder, at jo større grad af klimaforandringer, jo større er risikoen for konflikt.
Anine Hagemann præsenterede derefter publikum for en teori, kaldet sikkerhedsliggørelse, som er central for spørgsmålet om klimaforandringer i konfliktsammenhænge. Hvis man ifølge teorien definerer noget som en eksistentiel trussel, vil det typisk retfærdiggøre brugen af ekstraordinære midler uden for den normale politiks rammer. Med andre ord betyder det, at medlemslandende risikerer at tilsidesætte demokratiske processer og overtræde civile friheder, fordi problemet nødvendiggør, at der handles hurtigt. Dermed bliver klima også til et spørgsmål om sikkerhed – hvilket EU adresserede allerede ved årtusindskiftet. Anine skitserede efterfølgende, hvad konfliktløsningsperspektiverne fortæller, at EU-medlemsstaterne skal være opmærksomme på i de forskellige faser en konflikt ofte foregår i. Ifølge Anine befinder vi os stadig i problemformuleringsfasen, hvor hverken staterne eller de internationale organisationer egentlig har fortalt, hvilke midler der skal tages i brug. Dette er specielt, da man normalt sikkerhedsliggør, fordi man har nogle bestemte midler man vil tage i brug; for eksempel under krigen mod terror, hvor man omtalte terroristerne som en eksistentiel trussel og havde en bestemt plan.
Men som Rasmus Nørlem Sørensens oplæg også tydeliggjorde, er EU’s medlemslande ikke enige om, hvordan man opnår målet om 55 % reduktion af drivhusgasser. Når EU til handlingsfasen, vil der muligvis være nogle løsninger, som vil true demokratiet internt i EU. Anine udtaler i den forbindelse, at vi ”taler for lidt om, hvordan kan vi håndtere den her pludselige og voldsomme transformation, og hvordan bestemte lande vil reagere hvis de synes, tingene bliver gjort på en uretfærdig måde, hvis vi lykkes med at handle”. Det betyder også, set med et konfliktløsningsperspektiv, at vi bliver nødt til at forstå, at ikke alene økonomiske kompensationer og videnskabelige argumenter kan løse de udfordringer vi står over for. Vi bliver nødt til at anerkende forskellige opfattelser og forståelser af klimaforandringerne og dermed tænkte vores løsninger ind i disse.
Til slut kom Anine med et bud på, hvad EU kan gøre. Ifølge Anine skal EU være det gode eksempel og lægge diplomatisk pres på de medlemslande, der udleder mest og samtidig taler meget om klimaet. Disse lande skal nu faktisk gøre alvor af deres ambitioner. Derudover ville en ikke-spredningstraktat, som man har set det på atomområdet, fungere, da vi råder over mange af de værktøjer, som forebyggede spredningen af masseødelæggelsesvåben.
Spørgsmål fra salen
Efterfølgende var der tid til spørgsmål fra de mange lyttere, som både fulgte med fra auditoriet og hjemmefra. En lytter fra salen kommenterede, at meget af eftermiddagens debat er deprimerende at lytte til – forstået på den måde at det ikke lader til, at der er opmærksomhed på, hvor galt det egentlig kan gå. Lytteren spurgte efterfølgende om, det egentlig kan ses som et positivt tegn, at de fleste lande er bevidste om, at det står galt til?
Anines svar til lytteren tog udgangspunkt fredsbevægelsen. Betragtes den historisk, har den været mest mobiliseret og effektiv, når den har formået at samle politiske partier hen over midten, der har været dybt uenige. Fredsbevægelsen lykkedes med det da man efter Cubakrisen var nået hen til et tipping-point. Et tipping-point vi givetvis snart når ift. klimakrisen. På den måde, kan det være, at vi snart ser en lignende mobilisering på tværs af de politiske partier, når det gælder klimaet – så der var altså lidt optimisme, blandet en del bekymring, at spore i Anines svar.
En anden lytter spurgte ind til, hvilken rolle Danmark kan spille – i forhold til EU’s plads i diskussionen om klimaet. Anine svarede, at Danmark har planer om at stille op til FN’s Sikkerhedsråd for perioden 2025-2026, hvor klimasikkerhed eftersigende vil være en af hovedprioriteterne. Derfor skal det ifølge forskerne betones, at klimasikkerhed er mere end idéen om, at et voldsomt klima skaber mere migration og konflikter i u-lande. I stedet skal vi bevæge os hen til en bredere forståelse, f.eks. en kobling mellem det grønne område og fred.
