Det står nok tydeligt for alle, at nationale regeringer kan vinde og tabe valg på spørgsmål om flygtninge- og indvandringspolitik. På europæisk niveau har spørgsmålet om grænser for indvandring udviklet sig til en regulær krise, fordi det har været umuligt at forene forskellige nationale standpunkter i en fælles politik efter asylsystemet nærmest brød sammen i 2015. Flere medlemslande ser nu en konflikt eller hård modsætning mellem deres internationale forpligtelse til at yde beskyttelse til folk på flugt og deres nationale ansvar for at sikre territoriale grænser. Det betyder, at grænserne for hvilken slags politik, der kan accepteres på området har flyttet sig, både indholdsmæssigt og fysisk. Hvordan de har flyttet sig, var omdrejningspunktet for dagens debat, der bevægede sig fra Danmark og udad.
Det første oplæg fra Lektor Zachary Whyte handlede om, hvordan dansk politik har flyttet sig på området – ikke mindst i forhold til det såkaldte paradigmeskifte – med en øget brug af det man kalder afskrækkelsespolitik og med ambitionerne om nu i stedet at ’hjælpe’ i nærområderne og eksternalisere eller udlicitere asylsystemet til lande udenfor EU.
Det andet oplæg fra DEO’s undervisningschef Kasper Tonsberg-Schlie handlede om, hvordan EU som helhed har forestillet sig og praktiseret eksternalisering og nærområdestrategier med Tyrkiet som eksempel på, hvordan aftaler med nærområder både kan fungere og bryde sammen.
Det tredje og sidste oplæg fra Signe Cold Ravnkilde tog Mali i Vestafrika som udgangspunkt og handlede om, hvordan eksternaliseringspolitikken bliver modtaget lokalt i de lande, hvor den skal implementeres, og hvordan den ofte resulterer i nogle problematiske partnerskaber.
Debatten rejste mange vigtige spørgsmål: Hvad sker der med forståelsen af integrations- og beskyttelsesspørgsmål i Danmark og EU, hvis politikken primært drejer sig om at forhindre folk i at komme hertil? Hvad sker der, hvis vi ikke kan finde løsninger på europæisk niveau? Betyder det så bare hårdere infrastruktur og flere pigtrådspiraler ved de ydre grænser? Hvor meget ansvar kan vi egentlig flytte ud af EU? Hvad betyder det i øvrigt for vores forbindelser med resten af omverdenen – også helt lokalt – hvis migrationsområdet reduceres til en form for sikkerhedspolitik, der også kan bruges imod EU?
Situationen for flygtninge og migranter i Danmark
Første oplægsholder var lektor på Saxo-instituttet på Københavns Universitet Zachary Whyte. Whyte har arbejdet med flygtninge og asylansøgere i Danmark igennem en årrække og er uddannet antropolog. Han startede debatten med at sætte flygtningespørgsmålet i et bredere migrationsperspektiv: I 2021 (t.o.m. August) blev der givet 42.564 opholdstilladelser, bare 1,7% (725) af dem blev givet til flygtninge. Alligevel dominerer forestillinger om flygtninge og asylansøgere fuldstændigt debatten om indvandring og integration i Danmark. Samtidig, kommenterede han, ”er integrationsdebatten et af de få områder hvor man ikke bryster sig af sin succes’ på trods af mange positiver resultater og statistikker.
Han fortsatte med at diskutere, hvordan afskrækkelse i stigende grad definerer dansk flygtningepolitik. Afskrækkelsehandler om at fremstå så restriktiv som muligt, for eksempel ved at indførelsen af en ’smykkelov’, hvor man kan inddrage asylansøgeres værdigenstande; at bruge teltlejre i stedet for bygninger til at huse dem eller foreslå udrejsecentre på isolerede øer. Det er ikke alle restriktioner, der bliver ført ud i livet, men den voldsomme debat de hver og især skaber, virker tilsammen som en form for afskrækkelse af potentielle asylansøgere.
Til sidst fremførte Zachary Whyte en vigtig pointe, der handlede om forskelle på det nationale og kommunale niveau. Nogle af de lokalpolitikere fra Dansk Folkeparti, der protesterede imod det nye udrejsecenter foreslået af den socialdemokratiske regering, som senere blev droppet, talte nemlig for flere tilflyttere til Langeland bl.a. ved hjælp at et asylcenter på øen. Som mange andre udkantskommuner har Langeland nemlig udfordringer med udflyttere og en stigende ældrebefolkning. Eksemplet viser meget godt Whytes pointe om de manglende nuancer og den manglende søgen efter løsninger i den danske debat om flygtninge og indvandrere.
Migration på det europæiske niveau
Eftermiddagens næste oplægsholder var undervisningschef ved Demokrati i Europa – Oplysningsforbundet Kasper Schlie. Og dermed blev dagens debat løftet op på det europæiske niveau. ’EU har en systemfejl’, fortalte Schlie som det første og viser et billedet på lærredet bag ham. Dublin-forordningen er denne systemfejl, og mekanismen skaber splid mellem EU-landene. I Grækenland, Italien og Spanien ser man naturligvis langt de fleste ankomster af flygtninge og migranter. Men når Grækenland udgør 2% af EU’s samlede befolkning, kan de naturligvis ikke tage imod 20 % af antallet af flygtninge. Og på grund af Schengen-aftalen som sikrer fri bevægelighed, vælger flere lande at lade flygtninge passere og søge længere op i Europa. Denne problematiske fordeling af asylansøgere skaber en form for ”wild west” ifølge Schlie, da EU-landene, særligt ved de ydre grænser, ikke har nogen god grund til at tage imod de mange asylansøgere, hvilket i sidste ende har endt med at udstille den manglende solidaritet, der er mellem EU-landende. Og med dette bevægede vi os videre til Tyrkiet-aftalen, som man kan sige er en form for europæisk eksternalisering af asylpolitikken. Aftalen, som ikke er juridisk bindende, går ud på, at EU betaler Tyrkiet for at modtage og holde på flygtninge. Men virker aftalen? Hvis man spørger EU’s regeringsledere, vil mange nok sige ja, fortalte Schlie. Men hvem virker den for?
Den virker muligvis for mange af de lande, som modtog et stort antal flygtninge under flygtningekrisen i 2015, heriblandt særligt Tyskland. Men spørger man Amnesty International siger de, at det er en tydelig overskridelse af EU’s egne principper om, at flygtninge ikke må tage ophold i usikre tredjelande. Spørger man Dansk Røde Kors, betragter de dog forholdene i Tyrkiet som rimelige. Til sidst er der også det politiske spørgsmål, hvor Schlie fortalte, at man har givet Tyrkiet en form for geopolitisk joker, da Erdogan kan ’råder’ over de 3.5 millioner flygtninge, som EU ikke ligefrem ønsker, skal bevæge sig mod EU’s ydre grænser.
Migrationsdebatten i Sahel-regionen
Til sidst bevægede vi os videre fra det europæiske til det internationale niveau. Det skulle Signe Marie Cold-Ravnkilde (DIIS) guide os igennem, hvor hendes fokus særligt ville ligge på Sahel-regionen i Vestafrika og hvordan terror- og migrationsdagsordnen flyder sammen. Siden 2011 har Sahel-regionen fået en større rolle i europæisk sikkerhedspolitik. Ifølge Cold-Ravnkilde smelter forestillingen om flygtningen og terroristen sammen, dels pga. den stigende terrorisme i flere af disse lande fra blandt andre ISIS-relaterede grupper. Derfor bliver tilgangen dertil også noget, der ligner George Bush’s war on terror, altså truslerne udefra skal bekæmpes på forhånd, så de ikke rammer ’os’ derhjemme. Den logik virker ifølge Cold-Ravnkilde, som fortalte, at EU har bevæget sig væk fra at have et normativt projekt om at promovere demokrati og menneskerettigheder, men også i forhold til sikkerhedspolitikken om at løse konflikter ude, hvor det nu handler om Europas egen sikkerhed før noget andet. Cold-Ravnkilde gennemgik derefter et par vestafrikanske lande og deres migrationshistorik. Blandt andet nævnte hun Niger, som har haft et stort fokus fra EU’s anti-migrationstiltag. I Niger er man nemlig er gået langt i forhold til at kriminalisere migration. EU har blandt andet investeret 800 millioner euro i både nationale og regionale projekter, da man ikke ønsker at gentage noget, som minder om flygtningekrisen i 2015. Derfor er der kommet et øget pres fra EU på lande som Niger og Mali, hvor EU gerne ser, at de forsøger at kriminalisere migration. Mod slutningen kom Cold-Ravnkilde med endnu en pointe:
”Migration er blevet en form for anti-ressource. I gamle dage var det oliestater man ville betale en høj pris for olie. Men her er det omvendt. Vi er faktisk villige til at betale en ekstrem høj pris for at holde de her mennesker væk fra Europas grænser. Spørgsmålet er bare; hvor høj er prisen?”.
Spørgsmål fra salen
Dermed blev det tid til spørgsmål fra salen og dem, som var med online. Flere gode spørgsmål blev stillet, hvor Whyte, Schlie og Cold-Ravnkilde skiftedes til at svare og kommentere på hinandens svar og skabte således mulighed for en spændende debat.
Fra salen blev Zachary Whyte blandt andet spurgt: ”Hvordan passer dansk politik sammen med EU’s politik? Hertil svarede Whyte, at Danmark har et dobbeltsiddet forhold. EU sætter nemlig nogle minimumskrav til hvordan man skal behandle asylansøgere, og at der er forskellig former for lovgivning, der indrammer, hvad der er muligt i dansk lovgivning, hvilket ikke alle er tilfredse med. Omvendt er der stor opbakning til Dublin-forordningen og Frontex, hvor man for nyligt sendte overvågningsmateriel til rådighed. Derfor fortalte Whyte, er der dele af EU-samarbejdet som man bakker op om, mens der er andre steder, hvor Danmark går enegang.
Lytterne, som var med online, fik også mulighed for at stille spørgsmål. Her blev Kasper Schlie spurgt: ”I hvor høj grad har EU’s selvforståelse flyttet sig fra ’vi bør ikke udlicitere retten til beskyttelse til lande udefra EU’s grænser’ i forhold til det vi ser nu med Tyrkiet-aftalen?”
Schlie svarede, at EU’s rolle som selvstændig aktør pt. er udfordret. Der er nemlig stor forskel på det EU-kommissionen melder ud, og det der rent faktisk sker ved EU’s ydre grænser. Schlie henviste til de eksempler, man har set fra Litauen og Polen, hvor flere flygtninge har mistet livet i forbindelse med krydsning af grænsen mellem Belarus og Polen. Schlie fortalte også, at ”EU er summen af 27 landes vilje’, men at man ser nogle interne grupperinger mellem landene. Blandt andet har man Visegrád-landene – Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn – som skyder ideerne om fordelingen af flygtninge ned, mens man på den anden side har Tyskland, hvor blandt andet den måske kommende kansler Olaf Scholz mener, at de mennesker som kom til Tyskland i 2015 var med til at løse manglen på arbejdskraft i Tyskland. Derfor mente Schlie, at EU’s selvforståelse bliver forhærdet i disse grupperinger.
