De 24 officielle sprog i EU er nok det mest direkte udtryk for de mange forskellige kulturer, Europa rummer. EU’s motto er som bekendt ’forenet i forskellighed’, og mottoet symboliserer ikke mindst ideen om, at flersprogethed udgør en central styrke ved det europæiske projekt. Som kommissionen udtrykker det: ”Sprog forener folk, de giver adgang til andre lande og kulturer og styrker interkulturel forståelse”. Til denne er desuden også en mere merkantil læsning tilknyttet, der betoner, hvordan flersprogethed faktisk gør det nemmere at få arbejde og øger EU’s konkurrenceevne. Men sprog er selvfølgelig ikke kun kultur og kommunikation. Det er også politik, identitet, lovgivning – og noget man bygger nationalstater med. Sprog er netop en vigtig drivkraft i nationale bevægelser og kan bruges til at definere både folk og politiske rettigheder, mens undertrykkelse af minoritetssprog imidlertid kan lede til marginalisering af befolkningsgrupper.
Dagens debat handlede om sprog, og her blev blandt andet Frankrigs ambitioner om at gøre fransk til EU’s hovedarbejdssprog efter Brexit diskuteret sammen med spørgsmålet om, hvordan landet håndterer dets regionale sprogkrav. Vi hørte også om beskyttelse af minoritetssprog, modersmålsundervisning i Danmark, og om hvordan sprog bliver brugt til både at skabe konflikt og EU-samarbejde på Balkan.
Sprog som national enhed
Eftermiddagens første oplægsholder var institutleder på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet samt professor i fransk sprog og litteratur, Lisbeth Verstraete-Hansen. Hun åbnede sit oplæg ved at udtale, at ”det er flersprogede mennesker der sikrer, at det europæiske projekt overhovedet er muligt. Hvad end det handler om hverdagens omgangsformer, politiske eller kulturelle samarbejder eller diplomati på højeste niveau.”. Dermed understregede hun, hvor vigtig en del af det europæiske samarbejde, sprogområdet er. Og hvad hun baserede overstående konstatering på, ville hun uddybe i sit oplæg, der tog udgangspunkt i Frankrig og landets kommende EU-formandskab.
Lisbeth lagde ud med at give en gennemgang af, hvordan sprog tilbage i 1700-tallet blev brugt som en markør, der skulle signalere national identitet i Frankrig. Den franske grundlovs artikel 2 omhandler Frankrigs nationale symboler, heriblandt det franske sprog. Men allerede i det 16. århundrede blev det franske sprog officielt gjort til Frankrigs administrative sprog. Små 100 år senere blev Det Franske Akademi grundlagt med den særlige opgave at varetage det franske sprog. Under revolutionskampene i det 18. århundrede blev regionalsprogene opfattet som kontrarevolutionære, og dermed blev regionale dialekter opfattet som en trussel for den nye republik. Dermed blev sproget et politisk middel til at få en særlig politisk ideologi udbredt til alle kroge af det franske samfund, fortæller Lisbeth. Denne korte gennemgang fortæller, hvordan sproget er mere end blot de ord vi formulerer, men at det også i høj grad er symbolet på den nationale identitet, der er grundlæggende for definitionen af en stat. Denne historie er også hovedårsagen til, at Frankrig ikke har ratificeret den europæiske sprogpagt om regionale sprog eller mindretalssprog, fordi den anses for at være modstridende med artikel 2 af Frankrigs grundlov. Frem til den dag i dag findes der i Frankrig meget lovgivning på sprogområdet i alt fra, hvor meget fransk musik der skal spilles i radioen og vises i TV til, hvorvidt undervisningssproget på universiteterne skal være fransk.
Modersmålsundervisning og den danske folkeskole
Derefter var det Anne Holmens tur til at holde oplæg. Anne Holmen der er professor i parallelsproglighed på Københavns Universitet har Modersmålsundervisning som rammen for sit oplæg. Modersmålsundervisning betyder ikke længere undervisning i dansk, men er derimod undervisning i en specifik minoritets modersmål.
For at kunne fortælle nærmere om det, tager Anne udgangspunkt i EU og debatten om flersprogethed. Der eksisterer nemlig tre grundlæggende principper indenfor flersprogethed: Kommunikation med borgerne på deres eget sprog, beskyttelse af Europas rige sproglige mangfoldighed samt fremmelse af sprogindlæring i Europa. Formålene med disse principper er at styrke demokratiet, at fremme mobilitet og samhandel samt at styrke interkulturel forståelse. Måden dette kan opnås på findes i flere af EU’s sproginitiativer, såsom Erasmus-programmet, oversættelse og tolkning i EU-parlamentet og blandt andet Center for Modern Languages. Derudover har EU også et charter, der beskytter regionale og mindretalssprog. Det samme charter Frankrig altså ikke har ratificeret.
For at få en forståelse af, hvor rig en diversitet man finder i det Europæiske sproglandskab, er nogle fakta nødvendige: Der er 24 officielle sprog i EU, mere end 60 regionale og mindretalssprog og et væld af sprogvarianter og migrantsprog. Helt konkret betyder det, at Danmark har det officielle sprog dansk. Tysk er et officielt mindretalssprog, som er beskyttet af det føromtalte charter, mens f.eks. sønderjysk er en sproglig variant. Derudover er der mere end 200 migrantsprog i Danmark og sprog med semi-officiel status som f.eks. grønlandsk og tegnsprog.
Og nu tilbage til modersmålsundervisning. Indtil 2001 var det et tilbud til alle, at man kunne modtage modersmålsundervisning. Det kunne f.eks. være fransk til franskmænd boende i Danmark eller arabisk til borgere med arabisk baggrund. I dag skal modersmålsundervisning stadig tilbydes til børn af EU-borgere. Som Anne Holmen fremhæver, ligger der et pædagogisk dilemma ved modersmålsundervisningen. En af grundantagelserne i den danske folkeskole er, at man tager udgangspunkt i elevernes forudsætninger for at lære, herunder også sproglige forudsætninger. Som det er i dag, er modersmålsundervisning en rettighed for de få ifølge Anne Holmen, hvilket er et problem for de danske folkeskoler. En af grundene til, at danske skoler ikke er særlig vellykkede, når det kommer til minoritetselever er, at man ikke giver dem mulighed for at bruge de ressourcer de har, når det kommer til flersprogethed, ifølge Anne Holmen. Dermed skabes et pædagogisk dilemma særligt med hensyn til flersprogethed i EU.
Sprog og konflikt
Dagens sidste oplægsholder var Zlatko Jovanovic. Zlatko Jovanovic fortalte om, hvordan sprog både kan bygge broer og samtidig grave kløfter og skabe konflikter. Oplægget tog sit nationale udgangspunkt i Kroatien, som også er EU’s nyeste medlemsland. Da Kroatien blev medlem af EU i 2013, medførte det også ændringer i loven omkring minoritetssprog. For at få forstå det klarest, er det ligesom i Lisbeth Verstraete-Hansens gennemgang af historien nødvendigt med en historisk kontekst.
Forholdet til Serbien, herunder det serbiske mindretal i Kroatien, er nemlig særlig vigtigt. Zlatko Jovanovic fortalte, at det særlige i den sammenhæng er, at der ikke rigtig har eksisteret nogen forskelle, rent sprogligt mellem serbisk og kroatisk, før det blev aktualiseret gennem Kroatiens indtræden i EU. Men for at kunne blive medlemsland skulle diverse kriterier også opfyldes – også rent juridisk. Blandt andet skulle minoritetsrettigheder respekteres, og i den forbindelse krævede de kroatiske myndigheder, at det serbiske sprog skulle anerkendes på lokalt niveau. Det fleste af forskellene mellem kroatisk og serbisk findes i skriftsproget, fortæller Zlatko. Kroatisk og serbisk kan nemlig både skrives med det latinske og kyrilliske alfabet. Dog skrives kroatisk dog oftest med latinske bogstaver, mens serbisk, som det eneste europæiske sprog kan veksle mellem det latinske og kyrilliske alfabet. Før Kroatiens indtræden i EU har der ikke været problemer med denne distinktion i Kroatien. Dog blev det hurtigt opfattet som en indgriben i byrummet, når f.eks. vej- og gadeskilte nu som følge af EU-regler konsekvent skulle skrives med latinske og kyrilliske bogstaver. I byen Vukovar med et stort serbisk mindretal, der var særligt hærget af konflikt mellem serberne og kroaterne i 90’erne, begyndte bl.a. den kroatiske latinsk-skrivende befolkningsgruppe at rive by-skilte på kyrillisk ned og erstatte dem med latinsk skiltning. Sprog-politikken var således med til at genåbne en betændt konflikt mellem de to befolkningsgrupper. Et billede bagved Zlatko Jovanovic forestillede en mand med en hammer og et ødelagt byskilt.
Vi så dog en anden reaktion på det juridiske niveau, fortalte Zlatko. I og med alle officielle dokumenter skal oversættes til både kroatisk og serbisk, har der ikke været nogen udfordring for de embedsmænd, som har skullet oversætte diverse love og andre officielle dokumenter. Da kroatisk og serbisk tilmed ligner mange andre sprog som findes i Balkan-regionen, har det været til stor hjælp for lande, som kandiderer til at blive medlemmer af EU, da disse lande ikke har skulle starte fra bunden med at oversætte f.eks. love som skal tilpasses EU-lovgivningen.
Spørgsmål fra salen
Det blev derefter tid til spørgsmål fra de mange lyttere, som både fulgte med fra auditoriet og hjemmefra. Det første spørgsmål handlede om oversættelse. Der blev spurgt ind til, om udviklingen i oversættelsesværktøjer kan være med til at gøre behovet for at lære fremmedsprog mindre og samtidig styrke vores modersmål. Anne Holmen svarede, at der foregår store diskussioner indenfor brugen af oversættelsesværktøjer mellem sprogundervisere, men at der ikke er forsket meget i disse værktøjer. Dog er der stor interesse blandt unge universitetsstuderende i at lære andre sprog, som f.eks. spansk, fransk, arabisk og tysk. Der ligger dog en udfordring i, at systemet ikke er indrettet sådan, at man bliver tilstrækkelig belønnet for at tilegne sig et fremmedsprog på uddannelsesinstitutionerne. Dette kan være en barriere i forhold til at lægge mange kræfter i at lære et nyt sprog.
En anden iblandt publikum havde et spørgsmål til Zlatko Jovanovic. Lytteren spurgte ind til, hvordan det stod til med de lande, som står på nippet til at blive en del af EU og om hvorvidt de opfylder kravene om minoritetssprogsbeskyttelse. I den sammenhæng nævnte Zlatko Bosnien-Hercegovina som et interessant eksempel. Her har man haft fokus på sprogrettigheder, som dog har ført til, at man har oprettet parallelundervisning, hvor børn med forskellige etniciteter ikke følger samme undervisningsplaner og bliver inddelt i forskellige klasser, selvom børnene forstår hinandens sprog. Dette gjorde man for at komme tættere på et EU-medlemskab og for at vise, at man respekterer sprog- og grupperettigheder. På den anden side har det også skabt nogle konflikter, som i sidste ende kan ende med at betyde, at de faktisk ikke kommer tættere på et EU-medlemskab.
