Af Kenneth Haar
Siden fem europæiske regeringer indleverede et forslag om et omfattende forbud mod PFAS i januar 2023, har EU’s kemikalieagentur (European Chemicals Agency, ECHA) arbejdet på at vurdere det store materiale. Engang i løbet af 2026 kommer der en videnskabelig vurdering fra ECHA, der sendes til EU-kommissionen. Kommissionen vil så forberede et endeligt forslag, som regeringerne, det vil sige Ministerrådet, så skal tage stilling til.
Vi venter med andre ord på eksperternes anbefaling. Og så kunne man måske tænke, at det egentlige politiske tovtrækkeri omkring, hvordan EU-reglerne om PFAS skal se ud, lader vente på sig. Sådan er det dog ikke. Kampen om EU’s PFAS-regler er i fuld gang, men det er ikke politikerne og beslutningstagerne, der er i sving. Langt de fleste aktører er lobbyister for de industrigrene, der har interesse i PFAS, enten fordi de producerer stofferne, eller fordi deres produkter simpelthen indeholder PFAS.
For lobbyisterne var åbningen af høringsprocessen i ECHA i 2023 som et kampfløjt. Nu skulle der sættes massivt ind med en påvirkningskampagne – en kamp fra PFAS-type til PFAS-type, fra industrigren til industrigren. Og i dag, ca. tre år efter de fem lande indsendte deres forslag, peger pilen umiddelbart på en svag udgave af det oprindelige forslag og på, at industriens man-ge lobbyister lever op til sit ry som en stor magtfaktor i europæ-isk politik.
Det danske forslag
Kigger vi snævert på opinionen og på meningsdannerne i Danmark, må man sige, at vi er nået langt med PFAS. Historier om kræftfremkaldende brandslukningsskum, om drikkevand med for meget gift og om jord med PFAS hos Nordic Waste, der truede Randers Fjord med miljøkatastrofe, er noget af dét, der har gjort PFAS berygtet.
I Danmark er den politiske vilje til at gøre noget ved den trussel, ”evighedskemikalierne” udgør mod folkesundheden og miljøet, da også forholdsvis stor. Alligevel er der endnu kun indført forbud mod nogle få produkter med PFAS, og anvendelse af PFAS i erhvervssammenhænge eller privat er endnu kun begrænset i mindre omfang. For bortset fra nogle få begrænsede lovinitiativer venter vi på EU.
Der er to grunde til, at vi er sat til at vente. Den første er, at det er mere effektfuldt, hvis det kan lykkes at få hele EU til at indføre et forbud. Det andet er, at det er besværligt for et enkelt land at indføre restriktioner på brugen af PFAS. Den slags er omfattet af reglerne for Det Indre Marked, der kun i helt særlige tilfælde giver medlemsstater mulighed for at “løbe forud” for EU-lovgivningen.
Derfor har danske myndigheder, i samarbejde med samarbejdspartnere i Holland, Tyskland, Sverige og Norge, på baggrund af flere års arbejde fremsat et forslag, bakket op af et stort videnskabeligt materiale. Det er et forslag til et meget omfattende forbud af PFAS, omend der er gjort plads til undtagelser på steder, hvor det er vurderet, at PFAS ikke kan undværes umiddelbart.
Industrien taler højest
Når et forslag af den art skal forberedes i EU, er det første skridt at åbne en høring, hvor alle parter kan komme til orde, det være sig borgere, virksomheder, brancheorganisationer, miljøorganisationer og hvem der ellers måtte have noget på hjerte. I princippet har alle lige adgang, men i dét spil er nogen dog mere lige end andre.
Det kan ses af en tælling af, hvem der bidrog mest til høringen om PFAS-forslaget. I alt løb 5.600 høringsbidrag ind i perioden marts 2023 til september 2023. Af dem var omtrent 70 procent fra virksomheder eller brancheorganisationer, mens bidrag fra NGO’er og akademikere løb op i bare 2 procent af bidragene. Ifølge en opgørelse lavet af DEO kommer de fleste af resten af høringsbidragene fra enkeltpersoner, hvoraf mange var tekniske indlæg, ikke af kampagnemæssig karakter.
Det er klart, at denne dominans fra virksomhedernes side også har præget kemiagenturets arbejde med forslaget. De skal gennemgå alle bidrag omhyggeligt, og da langt de fleste kommer fra industrien, bliver der også hermed sat en dagsorden. Det er f.eks. umuligt for miljøorganisationer at komme med svar på samtlige industrigrenes ofte meget tekniske forklaringer – det har de ikke ressourcerne til.
Opskriften på en undtagelse
Det gælder for mange af indlæggene i høringen, at de handler om, hvorfor en bestemt anvendelse af PFAS ikke skal forbydes. EU’s kemikalieregulering er indrettet sådan, at det først rigtigt er muligt at forbyde brugen af en kemisk forbindelse, når der findes gode alternativer. Og så er spørgsmålet jo, hvornår et alternativ findes, og hvornår det er godt nok. Ofte er det selve udsigten til regulering, der presser virksomhederne til at lede efter mere bæredygtige alternativer.
Derfor satte et meget højt antal virksomheder og brancheorganisationer sig for at bruge høringen til at argumentere for, at der ikke findes gode alternativer på netop deres område. Den slags var forventeligt. Det koster penge at konvertere til alternativerne, uanset hvor gode de er, så hvis man som virksomhed eller brancheorganisation kan undgå det, så vil man helst dét. Det er forståeligt, men virksomheders forsøg på at tale alternativerne ned fik øjensynligt en meget negativ indflydelse på kemiagenturets høring – i hvert fald hvis man skal tro en undersøgelse foretaget af et samarbejde af undersøgende journalister, kaldet The Forever Lobbying Project.
Af 500 påstande af den art var det kun 134, der rummede oplysninger nok til overhovedet at identificere, hvad det handlede om. Disse 134 tilfælde undersøgte journalisterne ved at bruge en database kaldet ZeroPM med oversigt over alternativer. Resultatet var, at der fandtes alternativer i omtrent to tredjedele af tilfældene, hvilket disse virksomheder belejligt så bort fra.
Den store fortælling om konkurrenceevnen
Industriens holdning til de fem landes begrænsningsforslag er generelt meget negativ. Det er til trods for, at forslaget ikke lyder, at der skal indføres et totalt forbud mod alle de mange tusinder af PFAS. Forslagsstillerne har gravet dybt og har selv foretaget vurderinger af, hvilke former for anvendelse af PFAS der er samfundsmæssigt nødvendige, og som ikke uden videre kan erstattes af andre substanser. Nogle regeringer vil derfor givetvis være uimponerede over påstandene om, at PFAS er uerstattelig i mange sammenhænge. Men der er et andet argument, som få eller ingen regeringer føler sig parat til at tilsidesætte: Dét med konkurrenceevnen.
I nærmest alle konfrontationer mellem store erhvervsinteresser og dele af det politiske spektrum kommer tabet af konkurrenceevne på det globale marked før eller siden ind som et kongeargument – ikke mindst efter den skelsættende Draghi-rapport, der skitserede en dyster fremtid for EU, hvis man ikke satte alt ind på at forbedre konkurrenceevnen og dermed øge den økonomiske vækst. Ofte er der ikke anden substans i frygten for at tabe terræn end frygten selv, men konkurrenceevnen har altid stået højt på EU’s politiske dagsorden og sjældent så højt, som den gør i dag.
Argumentet om konkurrenceevnen er blevet så dominerende i den europæiske politiske samtale, at erhvervslivet uden at tøve bruger det i skræmmekampagner, hver gang der lægges op til reguleringer som med PFAS.
Novo-direktør truede med omfattende nedlukning
Det har heller ikke været usædvanligt at høre i PFAS-debatten. Og én af de stemmer, der har lydt højest, er fra den danske medicinalgigant Novo Nordisk – om end mest bag kulisserne.
I perioden fra 2021 til august 2025 var den nu tidligere topdi-rektør for Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen, tillige formand for medicinalindustriens europæiske brancheorganisation, European Federation of Pharmaceutical Industries and Associations (EFPIA), og den ’talerstol’ brugte han ved flere lejligheder til at tale dunder mod forslaget om et omfattende PFAS-forbud. Dette kom til udtryk i en e-mail til EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fra september 2023 i for-bindelse med et besøg i København. ”Som sagerne står”, skrev Fruergaard, ”vil vi være tvunget til at indstille medicinproduktion i Europa.”
Med Fruergaards mail til kommissionsformanden kom også en rapport fra EFPIA med et langt bilag, en liste over de mange undtagelser for et PFAS-forbud, medicinalindustrien gerne så.
I betragtning af den store rolle, den danske regering har spillet i denne sag, må man igen spørge sig selv, om dog ikke de dan ske myndigheder, der har været involveret i begrænsningsforslaget, har inddraget spørgsmålet om alternativer, herunder alternativer i medicinalindustrien. Netop PFAS-brug i industrien er regeringen da også blevet spurgt om af Folketinget, og ikke overraskende lød svaret, at ”anvendelsen af PFAS og mulige al-ternativer var et centralt element i udarbejdelsen af forslaget”.
En begæring om aktindsigt i høringssvar til Miljøstyrelsen og fire ministerier resulterede i 120 MB dokumenter på i alt 900 sider. De fleste var kopier af identiske henvendelser til kemikalieagenturet ECHA fra virksomheder og brancheorganisationer. I en intern mail mellem danske sagsbehandlere blev der spurgt, om nogen havde set noget fra Novo Nordisk. Det var der ikke. Novo Nordisk valgte tilsyneladende kun at henvende sig gennem brancheorganisationen EFPIA og ikke at agere direkte som lobbyist i eget navn.
Ja, det er dyrt
Der er ikke mange store politiske forslag i EU, der er blevet fulgt så tæt af journalister, som forslaget til et omfattende PFAS-forbud fra bl.a. den danske regering. Især har The Forever Lobbying Project minutiøst undersøgt, hvordan erhvervslivets lobbyister har interveneret, og er gået til bunds i snart sagt alle deres argumenter. Når forskellige dele af industrien taler passioneret om de store omkostninger ved at indføre et omfattende forbud, har projektet derfor en hel del at byde på.
Især har de gjort sig umage for at vurdere, hvor meget det vil koste samfundet ikke at forbyde PFAS. For selv om det måske kan koste lidt på den korte og mellemlange bane at forbyde PFAS, er det jo ikke sådan, at det er gratis at køre videre med PFAS – tværtimod. The Forever Lobbying Project vurderer, at det vil koste omtrent 2 billioner euro, eller næsten 15 billioner kroner (15 tusinde milliarder kroner), at rydde op efter PFAS-forureningen, hvis den får lov til at fortsætte. Dertil skal lægges ca. 600 milliar der kroner i ekstraudgifter på sundhedsområdet pga. problemer skabt af PFAS-forurening. Et år senere kom en analyse, bestilt og udgivet af EU-Kommissionens miljødirektorat, frem til et lig-nende astronomisk beløb – 1,7 billioner euro, eller 12,6 billioner danske kroner. I rapporten bliver The Forever Pollution-projektet refereret til 153 gange.
Det virker alligevel
Alligevel tages der godt imod lobbyisterne i Bruxelles. Især EU-kommissionen har vist sig meget lydhør over for en række af de industrier, der føler sig ramt. Især har EU-Kommissionens formand været hurtig på tasterne og har udstedt garantier om, at flere af dem vil blive skånet og nyde store hensyn, når Kommissionen engang kommer til at skrive det endelige forslag – endnu inden man har læst ECHA’s endelige indstilling.
Her er det værd at stoppe op og forstå, hvad det er, der foregår.
Fra februar 2023 til skrivende stund (februar 2026) har forslaget været i høring og er blevet gransket nøje af eksperter i EU’s kemiagentur. Den rigtige arbejdsdeling i denne fase er, at eksperterne skal udarbejde en grundig indstilling til Kommissionen på baggrund af deres egen ekspertise og på baggrund af indkomne høringssvar. Kommissionens rolle er – i princippet – at den ikke skal udtale sig og blot afvente resultaterne. Og faktisk er der et tilfælde, hvor en gren af Kommissionen har takket nej til besøg fra erhvervslivet om PFAS-sagen. I april 2023 besvarede Kommissionens Generaldirektorat for Det Indre Marked og Industri et spørgsmål fra tekstilindustrien med, at før udvalgene i EU’s kemiagentur har afsluttet deres arbejde med forslaget, kunne generaldirektoratet ”ikke engagere sig i diskussioner af nogen art om indholdet i de foreslåede restriktioner eller om mulige undtagelser.”
Sådan et svar er i tråd med den vanlige arbejdsdeling og udtrykker behørig respekt for eksperternes rolle. Imidlertid er det ikke sådan, Kommissionen som sådan ser på sagen – især ikke EU-Kommissionens formand. Korrespondance mellem Ursula von der Leyen og repræsentanter for henholdsvis medicinalindustrien, brintproducenter og batteriproducenter efterlader det klare indtryk, at Kommissionen barsler med undtagelser på dis-se områder endnu inden eksperterne har talt. Tilsvarende har hun skrevet skråsikkert i et brev til et medlem af Europa-Parlamentet, at ”der er brug for PFAS til kritiske anvendelser til brug for den grønne og den digitale omstilling samt for EU’s strategiske autonomi, såsom i maling, elektrolyse, brændstofceller, batterier samt i komponenter, der bruges i mange sektorer, herunder forsvarsindustri, rumindustri samt medicinalindustrien.”
Det bliver næppe sådan, at der ikke kommer noget som helst forbud mod PFAS. Dertil er den offentlige opinion for stærk og fakta om skadevirkningerne for entydige. I de senere år har der været store PFAS-skandaler i en række EU-lande, og den slags forplanter sig også til Bruxelles. Men det er svært at se, at der skulle komme et forbud, der er så omfattende, som bl.a. den danske regering lagde op til med sit forslag fra 2023. Industriens lobbyister i Bruxelles ved lige, hvilke knapper de skal trykke på, og det har de gjort for længst.
Kenneth Haar er analytiker og kampagnemedarbejder i lobbyvagthunden Corporate Europe Observatory (CEO), der overvåger erhvervslivets lobbyisters arbejde for at få indflydelse i EU-institutionerne. I 2022 udgav han og DEO bogen Kapi-talens Europa, der er en analyse af EU’s historie, som trækker meget på CEOs arbejde gennem tiden.
