Kina er på vej til at omforme den globale magtbalance – ikke med våben, men med teknologi. Landets statsstyrede innovation og voksende diplomatiske selvtillid udfordrer Europas selvforståelse som international værdisættende magt og tvinger EU til at genoverveje, hvordan suverænitet, samarbejde og konkurrence kan forenes i den nye teknologiske verdensorden.
For få år siden betragtede Europa Kina som verdens store kopiøkonomi – leverandøren af billige varer, der imiterede vestlige produkter. “Made in China” stod for masseproduktion, ikke for nytænkning. Denne forestilling præger stadig meget europæisk tænkning, men den passer ikke længere. Kina har i løbet af blot tre årtier bevæget sig fra at være industrielt efternøler til at blive verdens mest omfattende teknologiske motor og laboratorium. Spørgsmålet er derfor ikke længere, om Kina kan innovere, men hvordan landets teknologiske formåen og diplomati forandrer den globale magtbalance – og hvordan EU kan bevare sin handlekraft i mødet med denne nye form for statsstyret innovation.
Denne transformation skyldes en bevidst politisk strategi. Fra Deng Xiaopings moderniseringer i 1980’erne over præsident Jiang Zemins og præsident Hu Jintaos fokus på uddannelse og eksport til præsident Xi Jinpings teknologiske suverænitetsprojekt har staten skabt en model, hvor innovation er en statsstyret opgave. Forskning, kapital og politisk planlægning er blevet smeltet sammen i en form for statslig innovationskapitalisme.
Resultatet er, at Kina i 2025 investerer mere end 2,6 procent af BNP i forskning og udvikling – over det dobbelte af niveauet for tyve år siden. Til sammenligning brugte EU-landene i gennemsnit 2,2 procent af BNP i 2023. Kina har også overhalet EU i antal forskere, i publicering af videnskabelige artikler og i antallet af patenter inden for grøn energi og kunstig intelligens. Teknologi er blevet partistatens vigtigste magtsprog: Den, der kontrollerer teknologiens infrastruktur, kontrollerer fremtidens verdensorden.
Teknologipolitikkens ideologi
Den kinesiske teknologistrategi er imidlertid ikke blot økonomisk, men også ideologisk. Den kobler udvikling med Xi Jinpings politiske ambitioner om Kinas nationale genrejsning til et helt centralt og uomgængeligt land i verden. De politisk vedtagne teknologiske strategiplaner som Made in China 2025(2015), Internet Plus (2015) og China Standards 2035 (2016) fastslog, at Kina skulle være førende inden for 10 strategiske industrier – fra avanceret maskinfremstilling og robotteknologi til grøn transport, digital udvikling og bioteknologi. Målet med disse programmer var ikke kun at hæve produktiviteten, men at bryde afhængigheden af vestlige teknologileverandører.
Xi Jinping har gjort denne logik til en tydelig del af sin egen politiske doktrin. I hans retorik bliver teknologi til et spørgsmål om civilisationens overlevelse: uden teknologisk selvforsyning, ingen national sikkerhed. Han har gentagne gange erklæret, at “videnskab og teknologi er det vigtigste slagfelt i den globale konkurrence”, og at Kina må vinde dette kapløb for at sikre sin “retmæssige plads i verdensordenen”.
Denne ideologiske ramme forklarer, hvorfor Kina i dag prioriterer teknologisk uafhængighed frem for åbenhed. Staten finansierer forskningsparker, venturefonde og nationale laboratorier, der opererer under partiets direkte kontrol. Det har skabt et statsdrevet innovationssystem, hvor universiteter, militær og erhvervsliv arbejder i tæt koordinering – en struktur, der gør det muligt at omsætte politiske mål til industrielle resultater i usædvanligt højt tempo.
Den 15. femårsplan: kvalitativ vækst og teknologisk suverænitet
Den 15. femårsplan (2026–2030) bliver kulminationen på denne udvikling. Den repræsenterer et klart skifte fra kvantitativ vækst til “kvalitativ modernisering”. Hvor tidligere planer fokuserede på BNP-mål, prioriterer den nye plan begrebet “ny produktivkraft” (新质生产力) – vækst skabt gennem viden, data og teknologi snarere end gennem arbejdskraft og udenlandske investeringer.
Planen integrerer grøn omstilling, digital økonomi, national sikkerhed og social politik. Den opstiller målet om “selvstændig teknologisk suverænitet” og gør innovation til et sikkerhedspolitisk anliggende. Det er her, Xi Jinpings idé om “dual circulation” – et dobbelt kredsløb mellem indenlandsk produktion og international handel – får sin fulde betydning. Kina vil fortsat handle globalt, men på grundlag af egen teknologisk produktion, infrastruktur og standarder.
Denne strategi indebærer en stille afkobling fra Vesten. Kinesiske virksomheder opfordres til at udvikle nationale alternativer til amerikanske mikrochips, europæisk software og japanske komponenter. Samtidig skal eksporten af kinesisk teknologi – fra elbiler til grøn teknologi – bruges som diplomatisk valuta. For Europa betyder det, at relationen til Kina i stigende grad bliver asymmetrisk: mens Beijing forbereder sig på uafhængighed, bliver EU stadig mere afhængig af kinesiske leverandører.
Implementeringen af den 15. femårsplan – erfaringer og potentiale
Det særlige ved de kinesiske femårsplaner er, at de ikke blot er politiske dokumenter, men styringsinstrumenter, der oversætter ideologiske pejlemærker og målsætninger til konkrete økonomiske mekanismer. Implementeringen af den kommende 15. femårsplan vil derfor ikke kun blive et spørgsmål om prioriteringer, men om at skabe de organisatoriske og finansielle strukturer, der kan omsætte “ny produktivkraft” til reel vækst.
Erfaringerne fra Made in China 2025 har vist, hvor effektivt dette system kan være, når politiske incitamenter kobles til finansiel støtte og lokal konkurrence. Sektorer som elbiler, solenergi og batteriproduktion er blevet skoleeksempler på, hvordan staten via målrettede støtteordninger, kreditter og teknologiske partnerskaber kan skabe globale frontløbere på under et årti. Elbilindustrien blev først udskældt som statsstøttet og ineffektiv, men er i dag et af Kinas største eksporteventyr: BYD, NIO og Geely er blevet internationale producenter af elbiler.
Kinas teknologiske styrke hviler også i stigende grad på kunstig intelligens og avanceret beregning. Den nationale AI+ strategiplan (2024), forpligter alle sektorer til at integrere kunstig intelligens – fra produktion til sundhed. I de kinesiske “smart cities” kobles overvågning, logistik og energi allerede i realtid.
Hvor EU kæmper med at få sine AI-regler på plads, anvender Kina altså allerede systemer, som analyserer milliarder af datapunkter om klima og økonomi. Samtidig satser Beijing på banebrydende teknologier såsom kvantecomputere, 6G og nanoteknologi. Virksomheder som Huawei, Baidu og Tencent investerer milliarder i kvantekommunikation og militær AI. Så selvom Kina endnu ikke mestrer at producere de mest avancerede typer af mikrochips, så styrker USA’s eksportforbud af disse blot Beijings tro på teknologisk selvforsyning – og skubber dermed Kina længere væk fra Vesten.
Implementeringen af den kommende 5-årsplan plan vil sandsynligvis bruge den samme “eksperimentelle model”, hvor udvalgte pilotzoner og teknologiklynger – fx i Shenzhen, Hefei og Wuhan – fungerer som testområder for nye politikker, som derefter udrulles nationalt. Det gør den kinesiske implementeringsmekanisme tilpasningsdygtig og hurtig: mislykkede forsøg kan opgives, mens succeser skaleres op med statslig kapital og standardisering.
Men implementeringen er ikke uden udfordringer. Hvor Europas innovationsøkonomi hviler på konkurrence, forskningens autonomi og markedsmekanismer, baserer Kina sin på hierarkisk styring, politisk selektion og massiv statslig kapital. Det gør den kinesiske model hurtigere – men også mere sårbar over for centraliserede fejl.
Implementeringen af den 15. femårsplan bliver derfor i sig selv en test af den kinesiske partistats evne til at styre innovation uden at kvæle den. Hvis den lykkes, vil Kina kunne konsolidere sin position som global teknologisk stormagt og samtidig bevise, at en planøkonomisk styret model kan levere fleksibel innovation på markedsvilkår. Hvis den mislykkes, risikerer den at skabe overkapacitet, ineffektiv ressourceudnyttelse og stigende internationale spændinger, fordi de statslige teknologieksporter vil opfattes som markedsforvridning.
For Europa bliver implementeringen derfor et vigtigt strategisk pejlemærke: den vil afgøre, om Kina forbliver en afhængig partner i global teknologi, eller om landet reelt bevæger sig mod teknologisk uafhængighed og global dominans.
Kinas opstigning i Global Innovation Index
Et af de mest synlige udtryk for Kinas transformation fra kopimagt til innovationsstormagt findes i landets bemærkelsesværdige opstigning i Global Innovation Index (GII). I løbet af blot et årti – fra 2015 til 2025 – har Kina bevæget sig fra en beskeden 29.-plads til Top-10 globalt. Kurven har været støt stigende: nr. 25 i 2016, 17 i 2018, 14 i 2019, 12 i 2021, 11 i 2022 og 10 i 2025.
Dette indeks viser samtidig, at Kina gennem hele perioden har haft et særligt mønster: højt innovationsoutput, lavere innovationsinput. Landet scorer ikke nødvendigvis højt på institutionskvalitet og forskningsfrihed, men er ekstremt effektivt til at konvertere investeringer og data til resultater. I 2025 ligger Kina kun som nr. 19 på input, men i absolut top for output – især målt på patenter, brugsmodeller, varemærker og højteknologisk eksport.
Denne forskydning fra “inputøkonomi” til “outputøkonomi” afspejler den kinesiske stats styring af innovationsprocessen. Hvor vestlig innovation bygger på risikovillig kapital og universiteternes frihed, styres den kinesiske af skalering og planlægning. Innovationssystemet er tæt koblet til industriens behov og statens strategiske prioriteringer – især grøn energi, AI og digitale infrastrukturer.
Men GII-resultaterne bør også mødes med kritisk blik. Indekset udarbejdes af Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) i samarbejde med INSEAD og Cornell University og bygger på over 80 indikatorer. Mange af disse beror på nationalt indrapporterede data, og i Kinas tilfælde er datakvaliteten ujævn. Flere indikatorer – især inden for patenter og forskningsoutput – tæller kvantitet snarere end kvalitet. Kinas innovationsøkonomi måles altså gennem vestligt definerede kriterier, der vægter målbare resultater over strukturel åbenhed og forskningsfrihed.
Desuden sammenligner GII vidt forskellige økonomiske og politiske systemer ud fra samme skabelon. Et planstyret system som Kinas kan derfor score højt, fordi det leverer store mængder patenter og produkter, selv om den kreative pluralisme og institutionelle gennemsigtighed er begrænsede. WIPO understreger selv, at indekset måler kapacitet og resultater – ikke nødvendigvis kvaliteten af innovationskulturen.
Kinas placering i Top-10 bør derfor forstås som et udtryk for statens evne til at omsætte politiske prioriteringer til målbare teknologiske resultater, ikke som et bevis på forskningsmæssig åbenhed. For EU er dette dobbelt: Kina er nu ved at blive innovationsmæssig jævnbyrdig, men bygger sin styrke på skalering og koordinering, hvor Europa stadig synes at excellere i regulering, forskning og normativ magt.
Teknologi som diplomati
Bag de imponerende innovationsrangeringer gemmer sig et klart udenrigspolitisk projekt. Kina bruger sin teknologiske fremgang som et strategisk kommunikationsmiddel til geopolitisk påvirkning – en ny type diplomati, hvor eksporten af standarder, infrastruktur og digitale løsninger fungerer som magtens grammatik og gradvist kommer til at erstatte de traditionelle redskaber for politisk indflydelse i verden.
Kinas teknologidiplomati er i dag et centralt redskab i landets udenrigspolitik. Det handler ikke kun om at fremme eksport, men om at skabe et globalt system, hvor kinesiske standarder bliver normen. Siden 2015 har Kina indtaget ledende roller i internationale standardiseringsorganer som ISO (International Organization for Standardization), hvor man fremmer egne tekniske protokoller for 5G, AI og cybersikkerhed. Dermed indlejres kinesiske løsninger i den globale teknologiske arkitektur – ofte uden, at Europa nødvendigvis lige opdager det.
Samtidig fører Beijing grønt diplomati gennem sin enorme eksport af solpaneler, elbiler og batterier. Disse produkter understøtter EU’s klimamål, men presser europæisk industri. Samarbejdet er derfor både nødvendigt og risikabelt: Kinas grønne teknologi hjælper den europæiske omstilling, men skaber en ny økonomisk afhængighed.
Kinas teknologidiplomati udspiller sig nu også fysisk i Europa. Et markant eksempel er lige nu den kinesiske CATL’s batterifabrik i Zaragoza, Spanien, et projekt på fire milliarder euro i samarbejde med den europæiske bilkoncern Stellantis. 2.000 kinesiske arbejdere forventes at installere produktionssystemer, og den avancerede batteri-knowhow forbliver under kinesisk kontrol. Ungarn er ligeledes blevet centrum for kinesisk batteriproduktion i Europa. Fabrikken skaber arbejdspladser, men også afhængighed. Europa får teknologi, men på kinesiske præmisser.
Ressourcer og kontrol: Kinas geopolitiske økonomi
Diplomatiet er den synlige overflade af Kinas teknologiske strategi, men under den ligger en langt mere konkret magt. Den hviler ikke på erklæringer, men på adgang til metaller, energi og komponenter: de byggesten, der bestemmer, hvem der kan skabe og hvem der må købe teknologi.
Kina står for størstedelen af verdens forarbejdning af sjældne jordarter, der er nødvendige materialer i al teknologi fra elbiler til missiler. Det kinesiske eksportlicenssystem fra 2025 betyder, at Beijing kan bremse leverancer til udlandet efter politisk behov. For EU, der for nylig har vedtaget Critical Raw Materials Act (2024) med fastsættelse af mål for EU’s egen udvinding, raffinering og genanvendelse af råmaterialer, betyder det en strukturel sårbarhed: de grønne teknologier, som skal være med til at redde klimaet, afhænger af kinesiske leverancer.
Dermed bliver teknologidiplomatiet også resursepolitik. Kina bruger økonomiske redskaber til at opnå politisk kapital – en magtform, EU endnu ikke mestrer.
Men det er vigtigt at holde sig for øje, at afhængigheden er gensidig. Kina er fortsat dybt afhængig af europæisk højteknologi inden for maskindesign, kemisk procesudstyr og avancerede halvlederværktøjer – komponenter, der stadig er uden for kinesisk rækkevidde. Netop derfor bliver adgangen til Europa et nøglemål for Beijings teknologidiplomati, som EU kunne udnytte konstruktivt.
EU’s svar på Kinas teknologiske oprustning: reguleringsmagt og defensivt diplomati
EU’s styrke ligger i at kunne opsætte juridisk og normativ kontrol gennem regler og standarder baseret på sit store købedygtige marked, men svagheden ligger i mangel på industrielle instrumenter. Hvor Kina kan samle kapital, produktion og forskning i én strategisk retning, må EU navigere gennem 27 forskellige regimer. Denne fragmentering gør unionen til global standardsætter – men sjældent til teknologisk frontløber.
Indtil videre har EU’s modsvar til Kina været præget af defensiv realisme. Den såkaldte de-risking strategi skal mindske sårbarheden uden at afbryde samarbejdet. Unionens stærkeste kort er derfor primært regulering: GDPR, AI-forordningen, Digital Markets Act og nye grønne industriregler, der fungerer som diplomatiske værktøjer. Dette modtræk gør EU til verdens normskaber, men ikke nødvendigvis til innovationsleder.
Med Chips Act (2023) og Green Deal Industrial Plan (2023) søger EU at styrke sin egen teknologiudvikling og suverænitet, men medlemslandene er som oftest splittede. Tyskland og Ungarn prioriterer handel, mens Frankrig og Norden fokuserer på sikkerhed. Kina udnytter denne divergens med bilaterale aftaler, som underminerer EU’s sammenhængskraft. Ud over industriel sårbarhed lider EU af et alvorligt vidensunderskud. Kinesiske forskere og ambassader studerer Europa systematisk, mens Europas Kina-ekspertise er fragmenteret. Kun få medlemsstater investerer i sprog, data og politisk analyse. Resultatet er, at EU ofte reagerer frem for at agere.
Et styrket Kinaberedskab – analytisk, sprogligt og teknologisk – er derfor en forudsætning for effektiv teknologiudvikling og teknologidiplomati. Det handler ikke blot om at modvirke kinesisk indflydelse, men om at kunne samarbejde kompetent, strategisk og taktisk.
En ny teknologisk verdensorden
Femten år efter at Kina blev afskrevet som kopimagt, står EU nu over for det modsatte problem: hvordan man håndterer en innovationsstormagt, der omskriver spillereglerne for global teknologi.
Kinas teknologidiplomati har placeret EU i et grundlæggende dilemma. Uden kinesisk teknologi kan EU ikke realisere sine klimamål, men afhængigheden underminerer unionens strategiske autonomi og sikkerhed. Teknologi er i dag geopolitikkens valuta. Kinas opstigning udfordrer den europæiske forestilling om, at magt kan udøves gennem regler alene. Fremtiden for EU’s teknologidiplomati afhænger af, om unionen kan forene innovation, industri og værdier. Den skal turde investere i risiko – ikke kun regulere den.
Hvis Europa vil bevare sin rolle som uafhængig og dagsordensættende aktør, må unionen kombinere sin normative styrke med en industriel og intellektuel genoprustning. Den må udvikle et stærkere Kinaberedskab, skabe fælles strategier for innovation og forsyningssikkerhed og definere, hvad teknologisk suverænitet egentlig betyder i praksis.
Et første skridt bør være at styrke den teknologiske dialog med Kina på områder, hvor interesserne faktisk er sammenfaldende: klima, energilagring, standardisering af grøn teknologi og ansvarlig kunstig intelligens. På disse felter kan samarbejde fremme både innovation og stabilitet, hvis EU insisterer på åbenhed og gensidighed. Dernæst bør EU opbygge fælles europæiske forsknings- og innovationspartnerskaber med klare sikkerhedskriterier, der kan gøre samarbejdet med Kina mere transparent – og dermed reducere risikoen for teknologisk udnyttelse.
Endelig må Europa styrke de akademiske og diplomatiske forbindelser til kinesiske universiteter, tænketanke og regionale aktører. Et tættere netværk af professionelle og forskningsmæssige kontakter kan give en bedre forståelse af Kinas udviklingslogik og dermed mindske den politiske mistillid, som i dag blokerer for strategisk samarbejde.
Femten år efter at Kina blev afskrevet som kopimagt, står EU nu over for det modsatte problem: hvordan man håndterer en innovationsstormagt, der omskriver spillereglerne for global teknologi. Det kræver politisk mod og dyb forståelse for Kinas udviklingslogik. Forholdet til Kina kan hverken reduceres til enten samarbejde eller konfrontation. Det kræver konstant diplomati, analyse og tilpasning. Kun da kan EU bevare sin rolle som medskaber af den teknologiske verdensorden i stedet for rollen som tilskuer.
Mette Thunø er lektor, ph.d. i Kina-studier ved Aarhus Universitet. Hun forsker i Kinas globale magtudfoldelse, diaspora- og teknologidiplomati samt forholdet mellem europæiske og kinesiske perspektiver på globalisering og innovation.
