Siden 2015 har EU i stigende grad beskrevet ankomsterne af flygtninge og migranter som “kriser”, der kræver ekstraordinære politiske svar. Næsten ti år senere kulminerede denne udvikling, da EU-landene i december 2025 gav grønt lys til lovgivning, der åbner for oprettelsen af fælles modtagelsescentre uden for EU’s grænser. Beslutningen markerede mere end et migrationspolitisk kompromis. Det var en påmindelse om den glidebane, der er på vej på migration- og asylområdet, når en omfattende reform af den europæiske migrations- og asylpagt træder i kraft i juni 2026.
EU’s tidligere samarbejde med tredjelande som Tunesien og Egypten har mødt massiv kritik for manglede gennemsigtighed, svag demokratisk kontrol og for systematisk at bidrage til at undergrave menneskerettighederne for fordrevne befolkninger i samarbejdslandene. Det er derfor relevant at se nærmere på indholdet af den nye reform af migration- og asylpagten for at forstå, hvorfor den har været genstand for massiv kritik.
Vejen mod en ny migrationspagt
Udarbejdelsen af en ny migrations-og asylpagt blev igangsat som reaktion på det store antal flygtninge og migranter, der bevægede sig mod EU i 2015, men forhandlingerne om pagtens endelige udformning har strakt sig over mange år. I 2016 præsenterede EU-Kommissionen de første lovforslag, hvor den daværende kommissær med ansvar for migration og indre anliggender, Dimitris Avramopoulos, udtalte: “Den aktuelle flygtningekrise har om noget gjort én ting klar, og det er, at vi ikke bare kan fortsætte med det fælles europæiske asylsystem, som det ser ud nu.” I september 2020 fremsatte Kommissionen så sit endelige forslag til den nye Migrations-og asylpagt og blev i maj 2024 formelt vedtaget. EU’s asylpagt består af ti lovtekster, hvoraf en af dem er direktivet om modtagelsesforhold for asylansøgere.
Pagtens tilblivelse har dog ikke være uden bump på vejen. Da selvsamme skulle stemmes igennem i Parlamentet, blev afstemningerne afbrudt af demonstranter, der råbte: “Den aftale dræber – stem nej”, ligesom den ligeledes har været genstand for kritik fra begge politiske yderfløje. Mens højrefløjen mener, at reglerne i lovgivningen er for slappe, mener venstrefløjen, at der ikke bliver taget ordentligt højde for menneskerettighederne.
Strammere kontrol og nye procedurer
Reformen byder på mange store forandringer, herunder en ændring af Dublinforordningen, Forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring (AMMR) erstatter den nuværende Dublinforordning. De nye regler fastholder overordnet set Dublinforordningens princip om, at asylansøgere skal søge asyl i den første medlemsstat, de ankommer til, eller i den medlemsstat, hvor de opholder sig lovligt. Som en ny ændring åbnes der dog for, at asylansøgningen kan indgives i et andet EU-land, hvis asylansøgeren kan dokumentere et eksamensbevis fra en uddannelsesinstitution i denne medlemsstat eller har familie dér. Desuden indføres en solidaritetsmekanisme, hvor flygtninge skal forsøges fordelt mellem EU-landende, for at sikre, hvad EU beskriver, som en mere “retfærdig byrdefordeling mellem medlemsstaterne.”
Nye tiltag indebærer også skærpet screening af migranter ved EU’s ydre grænse, herunder at ansigtsgenkendelse og fingeraftryk af nyankomne ned til seksårsalderen skal registreres og gemmes i op til ti år. Samtidig åbner reformen for mulighed for at frihedsberøve migranter og tilbageholde dem i detentionscentre ved den grænse, de har forsøgt at krydse. Derudover indføres en såkaldt “nødbremse”, som giver et medlemsland mulighed for midlertidigt at suspendere adgangen til asyl, hvis landet vurderer, at det befinder sig i en usædvanligt kritisk situation.
Med forhandlingerne på plads, bliver det nu også muligt at overføre asylansøgere, der ankommer til eller opholder sig irregulært i EU, til asylbehandling i et modtagecenter i tredjelande uden for Europa. Irregulær migration er den betegnelse som EU anvender om personer, der indrejser, opholder sig eller arbejder i et land uden den nødvendige tilladelse eller dokumentation. I forbindelse med planerne om at oprette modtagecentre uden for Europa har EU-landende besluttet at vedtage en fælles EU-liste over såkaldte sikre oprindelseslande. De foreslåede oprindelseslande består af EU-kandidatlande samt Kosovo, Bangladesh, Colombia, Egypten, Indien, Marokko og Tunesien. Særligt EU’s samarbejde med tredjelande, som Unionen klassificerer som “sikre”, har været genstand for omfattende kritik. Kritikken retter sig mod risikoen for, at migranter i praksis udsættes for behandling, der ikke lever op til internationale og europæiske menneskerettighedsstandarder.
Menneskerettigheder i centrum for kritikken
Forsker fra DIIS, Ahlam Chemlali, peger på at samarbejde med tredjelande kan have konsekvenser, der ikke stemmer overens med EU’s værdier. Gennem en analyse af EU’s samarbejde med Tunesien viser Chemlali, at EU’s støtte ikke har forbedret migranters sikkerhed, men derimod har bidraget til systematiske overgreb. Ifølge artikel 21 i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) skal EU’s optræden på den internationale scene fremme de værdier, som Unionen hviler på, herunder frihed, demokrati, ligestilling, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettigheder. Allerede inden EUs migrations-og asylpagt blev vedtaget, underskrev over 50 NGO’er og menneskerettighedsorganisationer et åbent brev til Kommissionen, Parlamentet og Rådet for den Europæiske Union hvor de advarede om, at lovgivningen risikerede at forværre tidligere fejlslagne tiltag og at personer, der bliver tilbagesendt til såkaldte sikre tredjelande, risikerer at blive udsat for vold, tortur og vilkårlig fængsling. Det er derfor stærkt problematisk at EU ikke har taget advarsler og kritik til efterretning og i stedet negligerer at leve op til sit ansvar som håndhæver af de europæiske menneskerettighedskonventioner i EU og i samarbejdet med lande uden for Europa.
Hvilke udfordringer står EU’s migrations- og asylpagt overfor?
Kritikken af migrations- og asylpagten kommer ikke kun fra organisationer uden for EU. Efter at Kommissionen har annonceret en ny fordelingsplan, hvor østeuropæiske lande skal modtage flere migranter for at skabe mindre pres på lande ved EU’s ydre grænser som Italien, Spanien og Grækenland, er uenighederne om reformen blusset op igen. Polen, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet, som skal modtage omplacerede migranter, har udtalt at de er klar til at udfordre Kommissionen omkring den nye fordelingsplan. En europæisk embedsmand peger i Euronews på, at de fleste medlemsstater helst vil undgå at modtage omplacerede migranter på grund af den modreaktion, de kan møde på hjemmefronten. Solidaritetsmekanismen er altså et følsomt spørgsmål, som kan skabe vanskeligheder i implementeringen af EU’s migrations- og asylpagt.
Samlet set rummer lovgivningen i denne pagt, både elementer, der kan styrke EU’s håndtering af migration, og tiltag, der udfordrer Unionens grundlæggende værdier. På den ene side kan reformen bidrage til mere ensartede procedurer og imødekomme den politiske efterspørgsel efter hårdere grænseprocedurer. På den anden side bevæger EU sig med reformen i en retning, hvor effektivitet og afskrækkelse prioriteres over beskyttelse og rettigheder. Samtidig ulmer de interne uenigheder blandt medlemslandene stadig, og alt i alt peger dette på, at reformen fortsat vil være genstand for kritik og forsøg på at modarbejde implementeringen. Spørgsmålet er derfor både, om reformen kan fungere i praksis, og om det kan lade sig gøre uden at underminere de værdier, som EU bygger på.
