Den fysiske isolation af institutioner, mennesker og til dels magthavere er gået ind i sin anden uge. Samtidig tegner der sig tre mulige perspektiver for EU-samarbejdets fremtid.
Det er muligt, at vi står med business as usual – om end I et forskudt og forsinket tempo. Når den akutte virusfase engang er overstået vender hverdagen lige så stille tilbage.
En anden mulighed er, at det er nu, Unionen smuldrer. Smitten fra et madmarked i Kina kan vise sig at blive dødstødet for EU-samarbejdet, som vi kender det. Der vil måske ikke længere eksistere en EU-politisk normaltilstand af vende tilbage til.
Der er også den mulighed, at vi vil stå med et fornyet og genopfrisket EU efter krisen. Historien har vist, at tilsyneladende lammende kriser har det med at blive ophav til nye, tættere og mere forpligtende samarbejdsformer.
Der er intet, der er givet på nuværende tidspunkt. Men der er nogle konkrete faktorer, som peger i forskellige retninger.
De lukkede grænser
Da Kommissionsformand Ursula von der Leyen annoncerede lukningen af de ydre grænser, da Kommissionen besluttede at fjerne forbuddet mod statsstøtte og da Kommissionen erklærede, at gældende regler om tilladte budgetunderskud ikke længere er gældende, var det bemærkelsesværdigt.
Ikke så meget det, Kommissionen besluttede, men i højere grad hvordan det skete. I realiteten fulgte Kommissionen blot trop. I praksis havde medlemslandene i varierende grad allerede truffet de beslutninger selv, uden at spørge om lov eller på nogen måde have sikret sig godkendelse fra Bruxelles.
Grænselukninger, økonomiske hjælpepakker og andre hastetiltag blev styret af begivenhedernes dagsorden. EU-ledelsen kom til at levere en opdateret version af det klassiske svar fra den britiske premierminister Harold MacMillan 1963. Adspurgt om, hvad der ville afgøre hans regerings politik, svarede MacMillan: ”Events, my dear boy, events”.
Den positive udlægning er, at EU-systemet udviser fleksibilitet. Dertil hører, at EU ikke har fået tildelt kompetence på sundhedsområdet fra medlemslandende. Der er i Lissabontraktaten kun en artikel 168 om at ”understøtte” nationale politikker og om at ”overvåge alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler”. Det er det informationsudbud, som forskellige myndigheder nu benytter sig af, skriver den forhenværende vice-generaldirektør i Kommissionen, Jens Nymand Christensen, i Altinget.
En noget mindre positiv udlægning er, at EU-samarbejdet indtil videre har vist sig at være irrelevant i den nuværende krise.
Milliarder fra ECB
Den hidtil største enkelte EU-beslutning efter Corona-udbruddet begyndte med en fodfejl af Christina Lagarde, der er formand for Den Europæiske Centralbank, ECB. Hun sagde, at det ikke var centralbankens opgave at mindske renteforskellene i Europa. Budskabet blev altså, at der ikke ville være noget sikkerhedsnet under for eksempel Italien.
Det kom hun hurtigt at fortryde og trække i land til fordel for et hidtil uset initiativ: Den Europæiske Centralbank er nu parat til at trykke penge og købe op stats- og virksomhedsobligationer for 750 milliarder euro. Det vil først og fremmest være den græske, italienske og spanske regering.
Den forpligtelse er meget vidtgående set i et EU-perspektiv. Der er dog stadig kun tale om opkøb af allerede udstedte obligationer, og ikke om at man vil udstede nye euro- eller ”Corona”-obligationer. Den slags tiltag er der stadig ikke enighed om i Eurozonen. Det viste et videomøde mellem økonomi- og finansministrene den 25. marts, hvor Tyskland og Holland sagde klart nej til fælles gældsforpligtelser i Eurozonen.
Diskussionen kom op igen torsdag den 26. marts, da stats- og regeringslederne mødtes på video-topmøde, men heller ikke her kom man frem til en ny fælles kurs.
EU’s budgetkrav under pres
Corona-krisen har allerede været med til at vælte etablerede forestillinger. Det demonstrerede forhenværende finansminister Mogens Lykketoft i Politiken den 18. marts. Lykketoft var ved folkeafstemningen om dansk deltagelse i den Økonomiske og Monetære Union i år 2000 fortaler for fuld dansk deltagelse.
Men han giver nu de eurokritiske økonomer Christen Sørensen og Jørgen Rosted ret i deres tilbagevendende kritik af, at samfundsøkonomi ikke kan anskues som en forstørret udgave af et husholdningsbudget. En hustand kan ikke bruge flere penge, end hvad indtægter og banken tillader. En stat kan godt, i hvert fald en stat med en egen centralbank.
Mogens Lykketoft kom i sit indlæg med en konkret opfordring:
”Danmark bør gå ind i kampen for totalt at nedbryde EU’s stramme budgetkrav. Hele Europa får voldsomt brug for at føre en ekspansiv finanspolitik. Ellers bliver beskæftigelsen underdrejet, og vi blokerer for langsigtet social og klimamæssig ansvarlighed.”
Det ville være helt nye toner fra et Danmark, der ellers er kendt for at være et af de fire lande i ”sparebanden”, der hidtil har lagt hindringer i vejen for blandt andet en udvidelse af EU’s rammebudget.
Hvad indadtil tabes skal udadtil vindes
Ursula von der Leyen -Kommissionen, som tiltrådte i efteråret 2019, opstillede seks prioriterede politikområder frem til 2024: En klimapolitisk Green Deal, en fordybet økonomisk union, digital omstilling, forstærket retsligt samarbejde og fokus på respekt for retsstaten, et stærkere Europa i verden og en ny understregning af behovet for demokratisk deltagelse.
Det ville være enkelt, men også lidt letkøbt, at konstatere at ingen af de områder er undgået Coronaen. Det er noget vanskeligere at sige, hvad der kommer til at stå tilbage.
Euro-reglerne er sat på standby.
Den i forvejen svækkede retsstat i Ungarn har fået sig yderligere et skub i autoritær retning. Endnu en ændring af den ungarske forfatning vil gøre det muligt ved dekret at ”forbyde falsk information, der kan forhindre beskyttelse af folket”.
Et nyt skub til den demokratiske deltagelse skulle have været sat på skinner ved en indledende konference om EU’s fremtid her i foråret. Hvis man skal tro magasinet Politico’s nyhedsbrev, er de planer for tiden en tilbagevendende joke mellem de stadig arbejdende EU-diplomater i Bruxelles.
På ét område har EU-maskineriet vist sig at være intakt. Medlemslandenes udenrigsministre er blevet enige om at indlede medlemskabsforhandlinger med Nordmakedonien og Albanien. Frankrig, men også Holland og Danmark, opgav deres tidligere modstand hjulpet af et nyt oplæg til en forhandlingsstrategi, hvor det i processen skal være muligt at trække stikket på optagelsesforhandlinger, hvis udviklingen i kandidatlandet går i den forkerte retning.
Hvis der er en symbolik i den beslutning, så står det fremtidige EU-samarbejde mere i og tilbagerulningens end i fordybelsens tegn – når den politiske karantæne en gang er overstået.
