I både det demokratiske parti og europæiske hovedstæder har der lydt et lettelsens suk efter Joe Bidens beslutning om at trække sig fra præsidentkampen og overlade opgaven til Kamala Harris. Skønt Biden har været en trofast støtte i kontinentets håndtering af Putins angrebskrig i Ukraine og genetableret en alliance baseret på diplomati, stod det lysende klart, at den 81-årige præsident ikke kunne genvinde Det Hvide Hus.
Kamala Harris og hendes vicepræsidentkandidat Tim Walz har hurtigt revitaliseret demokraternes kampagne. Meningsmålingerne er udjævnede, og Harris fører nu over Trump i flere afgørende svingstater som Michigan, Pennsylvania og Wisconsin.
I Europa er konsensus, at Trumps genvalg vil være katastrofalt. Harris derimod repræsenterer de liberale, demokratiske værdier, som Vesten har bygget sin succes på siden verdenskrigene. Harris-kampagnen bringer derfor håb om en styrkelse af de progressive kræfter i Europa, mens udsigten til en ny Trump-periode skaber frygt og skepsis. Europa må dog indstille sig på en verden under forandring. Kontinentet skal i højere grad lære at klare sig selv uanset, hvem der vinder valget. Her har Trump måske været en katalysator for nødvendig forandring.
Historisk alliance i opbrud
Samarbejdet mellem EU og USA har sine rødder i den geopolitiske udvikling efter 2. verdenskrig, hvor det transatlantiske partnerskab blev grundlaget for Vestens kollektive sikkerhed og økonomiske stabilitet. Marshallplanen cementerede økonomiske bånd og ideologiske alliancer baseret på demokrati, frihed og menneskerettigheder. Under den kolde krig styrkedes forholdet yderligere gennem NATO, hvor USA fungerede som den primære beskytter af Europa mod sovjetisk ekspansion.
Efter Murens fald og i Bill Clintons præsidentperiode i 1990’erne blev globaliseringen sat i højsædet. USA og Europa så sig selv som drivkræfter i en globaliseret verden, bundet sammen af fælles interesser i handel, teknologi og demokratiske værdier. Denne periode formede det moderne EU som en økonomisk magt med global rækkevidde.
I de senere år har geopolitiske omvæltninger, stigende nationalisme og voksende skepsis over for globalisering udfordret den traditionelle verdensorden. Donald Trumps præsidentskab mellem 2016 og 2020 udfordrede det transatlantiske samarbejde markant. Hans “America First”-politik, kritik af NATO og skepsis over for multilaterale aftaler skabte usikkerhed i Europa. Nu frygter europæerne en ny periode med den kontroversielle præsident præget af uforudsigelighed og destabilisering på et tidspunkt, hvor Vesten med EU-toppens øjne er nødt til at stå sammen.
Demokraterne redder os ikke
Mens præsident Biden genoprettede relationerne med Bruxelles, som blev ødelagt under Trumps præsidentperiode, fortsatte han i sin forgængers spor med at håndhæve protektionistiske tiltag mod Kina, bl.a. gennem statsstøtte til grøn energi og teknologisektoren. Han har vendt sig mod en økonomisk multilateralisme, der fokuserer på at promovere politikker for den amerikanske middelklasse, og dermed repræsenteret et USA, der selv med en demokrat i spidsen i stigende grad vender blikket mere indad.
Kamala Harris forventes at videreføre Biden-administrationens politik. Hendes grønne politik, som omfatter en aggressiv støtte til ren energi og klimamål, kan potentielt skabe gnidninger med europæiske industrier, der er bekymrede over USA’s protektionistiske tendenser. Utvivlsomt vil hun rette USA’s opmærksomhed mere mod Asien end mod Europa, en proces der startede allerede under Barack Obama og fortsatte under Trump. Selvom Harris er langt mere globalt orienteret end sin politiske modstander, står hun ligesom Trump for en udenrigspolitik, der skal være til gavn for den amerikanske middelklasse og USA’s nationale interesser.
På trods af Harris’ progressive profil er der derfor ingen garanti for, at Europa vil opleve en væsentlig fornyelse af det transatlantiske forhold. Harris repræsenterer ikke nødvendigvis genkomsten af en gylden æra for samarbejdet, mens den store undergangsfortælling om Donald Trumps comeback muligvis er overgjort.
Trump er symptomet, ikke årsagen
Trumps trusler om at trække USA ud af NATO under hans præsidentskab skabte dyb bekymring i Europa om alliancens fremtid og kontinentets sikkerhed, og gør det fortsat. Selvom Trump aggressivt pressede europæiske NATO-lande til at øge deres forsvarsudgifter betydeligt – et resultat, som tidligere præsidenter har forsøgt uden at lykkes – er det usandsynligt, at han fuldstændigt vil trække USA ud af NATO. Det ville underminere USA’s globale indflydelse og sikkerhed.
Trump er kontroversiel og uforudsigelig. Men i Europa må man se ham som et symptom på en verdensorden i opbrud, ikke som årsagen. Hans første præsidentperiode tydeliggjorde behovet for, at Europa lærer at stå på egne ben, hvilket er blevet understreget af både Corona-pandemien og krigen i Ukraine. Trumps udenrigspolitik fremhævede USA’s voksende isolationisme og prioritering af nationale interesser, hvilket pressede Europa til at påtage sig en større rolle i globale anliggender. Ret beset omstillede Trump sig til en ny verdensorden, længe før europæerne ville acceptere det. Europa er nødt til at bevæge sig mod strategisk autonomi og selvstændighed, som bl.a. den franske præsident Emmanuel Macron har argumenteret for, og på paradoksal vis viste Trump vejen.
Ukraine er afgørende
Selvom de udenrigspolitiske forskelle mellem Harris og Trump på nogle områder i praksis vil være minimale, er de altafgørende, når det kommer til Ukraine. Trump og hans vicepræsidentkandidat J.D. Vance har slået fast, at Ukraines integritet ikke har betydning for USA’s sikkerhed. Krigen med Rusland bør afsluttes med en fredsslutning, der imødekommer Ruslands territorielle krav, så USA ikke længere skal bruge penge på Ukraines forsvar. Trumps forslag om at nedprioritere støtte til Ukraine er en klar afvigelse fra USA’s traditionelle rolle som garant for europæisk sikkerhed, hvilket vil kunne have vidtrækkende konsekvenser for Europas stabilitet.
Harris derimod har erklæret sin fortsatte støtte til Ukraine. USA’s bidrag til at stoppe Putins ekspansionsplaner er fuldstændig afgørende for Europas sikkerhed og stabilitet og strategiske interesser såvel som for bevarelsen af den internationale retsorden og Vestens politiske sammenhold.
Frygten for Trump-fænomenet
Bruxelles’ øjne er nu fikseret mod Washington og først og fremmest håbet om fortsat støtte til Ukraine. Men under de to præsidentkandidaters forskellige politikker lurer frygten for fænomenet Trump. I 2016 nærede Trump-bevægelsen og Brexit hinanden. Ved sommerens Europa-Parlamentsvalg er det med nød og næppe lykkedes at fastholde midten i europæisk politik. Genvinder Trump Det Hvide Hus, kan det give nyt momentum til de bevægelser i Europa, der truer med at sætte en kæp i hjulet på EU-projektet.
Trump har ikke blot inspireret, men også legitimeret, populistiske, højreradikale ledere i Europa. Hans retorik om at sætte nationale interesser over internationale aftaler og institutioner har været et forbillede for flere europæiske politikere, som ønsker at demontere EU’s magt og fremme en nationalistisk dagsorden. Trumps genvalg kan derfor betyde en opblussen af nationalistiske bevægelser, som udfordrer EU’s sammenhængskraft og destabiliserer det europæiske samarbejde.
Derfor repræsenterer Harris for mange europæere ikke blot en tilbagevenden til normale diplomatiske forhold, men en chance for at fastholde de demokratiske værdier, som EU bygger på. Uanset hvem, der sejrer til november, skal EU dog vænne sig til at være alene hjemme og lære at navigere i et komplekst geopolitisk landskab, hvor nye alliancer og strategier vil være afgørende for at sikre kontinentets fremtidige stabilitet og velstand.
Artiklen er første gang bragt i DEO Undervisnings magasin “EU i undervisningen: Hvad vil det nye EU?” Download det fulde magasin her.
