Praktisk information
Debatmødet er gratis, men tilmelding nødvendig.
Tilmeld dig på siden her.
Siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har EU’s forsvarspolitik udviklet sig i rivende hast. Krigen har forandret EU på mange måder. En af dem er, at EU nu donerer penge til indkøb af våben. Fordi EU ikke selv har nogen våben at donere, refunderer man i stedet de enkelte medlemslandes udgifter for deres våbendonationer.
I 2022 blev Den Europæiske Fredsfacilitetsfond (EPF) udvidet med 15 milliarder kroner. En stor del af disse penge bruges på at sende våben til Ukraine. I marts 2023 blev medlemslandenes stats- og regeringschefer i Det Europæiske Råd enige om endnu et nybrud. Medlemslandene skulle lave et fælles indkøb af ammunition til Ukraine. Alt dette indikerer, at forsvarspolitik nu for alvor rykker til Bruxelles – med dertilhørende våbenlobby.
Godkendelse af eksport af våben er stadigvæk en national kompetence og våbenlobbyen har derfor traditionelt fokuseret mest på medlemslandenes regeringer. Men er det ved at ændre sig?
Oplæg og debat med Kenneth Haar, der er ekspert i EU og lobbyisme, Rasmus Nørlem Sørensen, der er chefanalytiker i DEO, og Kasper Hyllested, der er vicedirektør for kommunikation i Terma. Debatten modereres af projektleder i DEO Kirstine Müller-Eriksen.
Kenneth Haar
Kenneth Haar er analytiker og researcher i Corporate Europe Observatory (CEO) – en analyse- og kampagneorganisation, der arbejder for at afsløre lobbyisternes strategier og indflydelse på EU’s politik. Kenneth er også forfatter til bogen Kapitalens Europa, der sætter fokus på erhvervslivets lobbyisme i Bruxelles.
Rasmus Nørlem Sørensen
Rasmus Nørlem Sørensen er sekretariatsleder og chefanalytiker i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO). Rasmus optræder jævnligt i medierne som EU-ekspert samt skriver og holder oplæg om alle aspekter af EU-politik. Rasmus er ansvarshavende redaktør af Kapitalens Europa.
Kasper Hyllested
Kasper Hyllested er vicedirektør for kommunikation, public affairs og brand marketing i Terma. Terma er den største forsvarsvirksomhed i Danmark og leverer bl.a. til Forsvaret, luftfart, søfart og rumindustri.
Debatmødet har modtaget støtte fra Europa-Nævnet.