Praktisk information
Arrangementet er gratis, men tilmelding nødvendig.
Det er også muligt at deltage online i debatmødet. Du skal blot vælge at du deltager online i tilmeldingsformularen og så modtager du et link samme dag, som debatten foregår. Linket skal du bruge til at logge på mødet fra din computer.
Tilmeld dig her.
De unges arbejdsmarked har ikke været en dans på roser de seneste mange år. Ungdomsarbejdsløsheden har været skyhøj, og selv med et kraftigt fald frem mod 2019 er den næsten dobbelt så høj som den generelle arbejdsløshed i EU.
De unge er i mange lande blevet tilbudt praktikordninger uden rigtig løn eller korte kontraktansættelser uden karriereperspektiver. Nogle har takket ja til jobs, ofte i andre EU-lande, hvor de som en slags selvstændige for eksempel kan bringe mad ud for en lav løn og uden ret til løn under sygdom.
Tal fra Eurostat dokumenterer, at den økonomiske genopretning har en effekt på, hvor mange unge i EU-landene, der får et job. Hvor finanskrisen sparkede hver fjerde unge bagerst i jobkøen, så ser det ud til at pandemien kun er et midlertidig bump på vejen mod et arbejde. Ungdomsledigheden er på vej nedad i høj fart og lå i juli i år lige over 16 procent som gennemsnit i EU-landene.
I Danmark mangler der decideret arbejdskraft og debatten ruller, om færdiguddannede bare skal rulle ærmerne op og tage et rengøringsjob, eller om de hellere skal lede efter et arbejde, hvor de kan bruge deres uddannelse.
Hvordan ser ungdomsarbejdsløsheden ud på tværs af EU’s lande? Hvordan påvirker genopretningen de unges muligheder fremover? Hvilke jobs bliver der skabt? Skal unge arbejdsløse takke ja til et hvilket som helst tilbud?
Oplæg og debat med Camilla Gregersen og Christiane Mißlbeck-Winberg.
Camilla Gregersen er formand i DM, hvor hun blandt andet arbejder med uddannelse, karriere, arbejdsmiljø, løn og forskning.
Christiane Mißlbeck-Winberg er leder af Dansk Arbejdsgiverforenings europapolitiske afdeling og DA’s kontor i Bruxelles.
Arrangementet er støttet af Europa-Parlamentet og Europa-Nævnet.