Hvad gik galt? Hvis skyld er det, at vaccinekontrakter ikke bliver overholdt?
Guido Rasi, direktør for medicinagenturet EMA frem til november 2020, har i et interview på Youtube med Yannis Natsis fra organisationen European Public Health Alliance (EPHA) givet et par bud, som kompletterer diskussionen om vaccinenationalisme og eksportkontrol.
Rasis udgangspunkt er, at 27 nationale vaccineaftaler ville have været en katastrofe, men at der har manglet en fælles EU-strategi. De manglede vacciner i Europa er en følge af underkapacitet i produktionen, men også en følge af EU’s dårlige forhandlingsevner:
”Industrien har ikke kunnet leve op til alle de aftaler, den har skrevet under på, og her har EU’s forhandlere været naive,” siger Guido Rasi i interviewet.
Krumtappen i den diskussion er det faktum, at tæt på halvdelen af alle vaccinedoser, som er produceret i EU-lande, er eksporteret til blandt andet Storbritannien, mens der ikke er kommet nogle vacciner den anden vej. Argumentet er dog ikke helt vandtæt – EU-lande har faktisk modtaget AstraZeneca vacciner (som i Storbritannien konsekvent omtales som Oxford-AstraZeneca), der er produceret under licens af Serum Institute i Indien.
Argumentet fra britisk side er, at landet på ingen måde har forbudt eksport. Der er udelukkende tale om, at aftalen med AstraZeneca giver leverancer til det britiske marked første prioritet. Briterne har altså simpelthen været bedre købmænd.
”Vores kontrakt trumfer EU’s. Det kaldes aftaleret – det er meget ligetil, ” sagde den britiske sundhedsminister Matt Hancock til Financial Times da EU-topmødet den 25.-26. marts blev indledt.
Den afgørende forskel mellem EU på den ene side og USA og Storbritannien på den anden, er, at EU godt nok har forudbetalt for bestilte vacciner, men at det er småpenge (”peanuts”) sammenlignet med det britiske og amerikanske engagement i forskning og produktudvikling.
For lidt og for sent
Pointen er, at datoen for købskontrakterne ikke er den afgørende faktor. Storbritannien underskrev købsaftalen med AstraZeneca blot én dag tidligere end Kommissionen. Men allerede i februar 2020 satsede briterne anselige offentlige midler i vaccineudviklingen ved universitetet i Oxford. På det tidspunkt var EU ikke engang begyndt på fælles bestillinger af værnemidler som mundbind og respiratorer.
Konklusion: Den, som betaler orkesteret, bestemmer musikken.
”Amerikanerne og briterne har kunnet forhandle som partnere med industrien. EU har kun forhandlet som kunde. Så kommer man til kort, fordi industrien altid er et trin foran,” siger den tidligere EMA-direktør.
Uanset hvem der har fejlet (mest), er konsekvensen en skærpet konkurrence mellem medlemslandene og forsøg på at finde en fordelingsbalance ved eksportkontrol af vacciner produceret i Europa.
Ifølge de seks aftaler, som EU-kommissionen har indgået på vegne af medlemslandene, er det ikke tilladt for landene at indgå separate aftaler med de samme selskaber. Den opkøbsdisciplin er måske, måske ikke, blevet overholdt. For eksempel kan man sætte spørgsmålstegn ved den ekstra aftale, som Tyskland indgik med tyske BioNTech om 30 millioner ekstra doser i september 2020.
Lande går enegang
I Ungarn har regeringen tegnet separate købsaftaler med kinesiske Sinopharm og russiske Sputnik V, der ikke omfattes af EU-aftaler. Tjekkiet og Slovakiet ventes at følge efter. Italien, Tyskland, Spanien og Frankrig har derefter indgået produktionsaftaler med den russiske fond, som har udviklet Sputnik V, mens lignende drøftes i Sverige.
Produktionsaftaler er dog ikke det samme som løfter om køb af vaccinedoser, påpeger Richard Bergström overfor den svenske avis Dagens Nyheter. Bergström er svensk vaccinekoordinator, men han er også en af EU-kommissionens syv forhandlere af vacciner på vegne af alle medlemslandene.
I Danmark har Lægemiddelsstyrelsen og Statens Serum Institut ifølge Jyllands-Posten forsøgt at lave separate aftaler med fire vaccineselskaber mod til gengæld at stille sundhedsdata til rådighed for selskaberne, ligesom Israel har gjort det. Jyllands-Postens beskrivelse blev af Lægemiddelsstyrelsens daværende direktør Thomas Senderovitz betegnet som ”skæv”, men ikke dementeret.
En anden og mere omfattende konsekvens af den problemfyldte opkøbsstrategi er idéer om en helt anden tingenes ordning. Charles Michel, formand for stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd og på sin vis direktøren for det hele, mente allerede sidste år, at man kunne overveje at fravriste eller frikøbe vaccineproducenterne patenter for at bane vej for andre til at fremstille vacciner på licens.
Morawiecki og Hvelplund
”Coronavirus-vacciner er resultatet af videnskabelig forskning drevet af enorme offentlige tilskud og investeringer. Som sådan er disse vacciner et offentligt gode og ikke en virksomheds eksklusive ejendom.”
Det lyder som en udtalelse fra Enhedslistens coronaordfører Peder Hvelplund, men det var den polske regeringschef Mateusz Morawiecki, der skrev sådan i EU-mediet Politico op til topmødet.
Vaccineudvikling og -produktion er heller ikke helt fremmede tanker for den danske regering, hvis man skal tro den officielle forklaring på statsminister Mette Frederiksens vaccinediplomatiske besøg i Israel sammen med den østrigske kansler Sebastian Kurz. Resultatet af det politisk umage pars besøg fortaber sig dog lidt i det ukendte.
En mulig forklaring på Mette Frederiksens interesse kan være det israelske selskab Teva, som producerer kopimedicin (lægemidler, hvor patentbeskyttelsen er udløbet) i 30 lande. Som Berlingske har påpeget, hedder Tevas administrerende direktør Kåre Schultz og har en forhistorie fra blandt andet de danske virksomheder Novo Nordisk og Lundbeck.
Ifølge dagbladet Information afviste Sundhedsministeriet sidste år at putte penge i arbejdet med en dansk vaccine, AdaptVac, på Københavns Universitet med henvisning til, at en dansk vaccine ville være i strid med EU’s strategi.
Den nye vaccinekuvøse
Måske er tiden en anden nu. Kommissionen har vanen tro spillet ud med at foreslå en ny myndighed HERA (Health Emergency Preparedness and Response Authority), der foreløbig bliver kaldt HERA Incubator (kuvøse). EU har i forvejen medicinagenturet EMA i Amsterdam og Centret for sygedomsforebyggelse og kontrol ECDC i Stockholm.
I retningslinjerne for HERA kan man læse, at Kommissionen, hvis nødvendigt, vil fremme en frivillig licensmekanisme, som gør det muligt for teknologiejere at opretholde en fortsat kontrol over deres rettigheder og samtidigt dele teknologi, know-how og data med andre.
Det blev dog ikke diskuteret på corona-topmødet den 25. marts, hvor fokus var på eksportkontrol og fordelingen af de knappe doser. Licensproduktion, frivillig eller med tvang, er foreløbigt ikke en del af EU’s stadig mindre fælles vaccinestrategi.