Historien om indbyggernes kamp for retten til naturligt rent drikkevand i den lille bjerglandsby Stagiates i Grækenland vidner om private selskabers øjensynligt store interesse i at udnytte naturligt forekommende kildevand. Vi fortæller her historien om indbyggernes kamp mod private interesser, og hvad der sker, når borgere i lokalsamfund får frataget deres ret til lokalt kildevand, ligesom vi også ser nærmere på baggrunden for EU’s drikkevandsdirektiv og de mange borgerinitiativer, der har til formål at forebygge et demokratisk underskud i EU.
Første succesfulde EU-borgerinitiativ
I 2012-13 indsamlede kampagnen Right2Water under budskabet ”Water and sanitation are a human right! Water is a public good, not a commodity!” 1.884.790 underskrifter. Dermed blev det det første europæiske borgerinitiativ, som har ledt til en ændring i EU-lovgivningen med den efterfølgende opdatering i 2021 af EU’s oprindelige drikkevandsdirektiv fra 1998. Tyskland var det land, hvor der blev samlet flest underskrifter (1.236.455), i Grækenland blev initiativet underskrevet af 33.220 borgere, mens der kun kom 3.495 underskrifter fra Danmark, hvor vandkvaliteten hidtil generelt har været høj og til en rimelig pris.
Bag initiativet, hvis mål det er at forhindre liberalisering af vandforsyning samt at sikre adgang til rent vand og sanitet, stod bl.a. den europæiske føderation af 275 fagforeninger, der repræsenterer over otte mio. ansatte i den offentlige sektor. Derudover blev initiativet støttet af organisationer som ”Det Europæiske Netværk imod Fattigdom” og ”Kvinder i Europa for en Bedre Fælles Fremtid”.
Sikring af den demokratiske deltagelse i EU
I 2012 introducerede EU muligheden for at starte et såkaldt borgerinitiativ – svarende til det danske borgerforslag – med det formål at få Kommissionen til at behandle emner, som optager mange EU-borgere. Det blev indført som et middel til at øge borgernes demokratiske deltagelse i EU’s beslutningsprocesser. Det kræver mindst syv initiativtagere fra syv forskellige EU-lande at nedsætte en initiativ-komité, som kan oprette et borgerinitiativ. Hidtil har der været registreret 103 godkendte initiativer, hvoraf kun 10 har nået de krævede 1.000.000 underskrifter, og af disse har ni fået et officielt svar fra Kommissionen.
Et af disse er initiativet “Red bier og landmænd! Mod et bivenligt landbrug for et sundt miljø”, som har haft en vis effekt på Kommissionens arbejde med ”forordning om bæredygtig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler” og ”forslaget til en lov om naturgenopretning og den nye pagt for bestøvere”. I 2023 er der foreløbig fem åbne initiativer, hvor der samles underskrifter: De to handler om human og retfærdig modtagelse og behandling af flygtninge og migranter i Europa; et handler om indførelse af højhastighedstog mellem alle europæiske hovedstæder; et om beskatning af stor rigdom til finansiering af den grønne omstilling og endelig et om et europæisk forbud mod slagtning af heste. Ingen af disse initiativer er på nuværende tidspunkt i nærheden af at opnå det krævede antal for, at emnet kommer på Kommissionens dagsorden. Et initiativ om fokus på indlæringsvanskeligheder på EU-niveau, som udløber ved udgangen af oktober i år, har blot opnået 1.289 underskrifter!
Det ser altså umiddelbart ikke ud til, at Det Europæiske Borgerinitiativ lever op til intentionen om at ”øge borgernes demokratiske deltagelse i EU’s beslutningsprocesser” og derved bidrage til en løsning på EU’s demokratiske underskud.
Adgang til rent vand som menneskeret
Men tilbage til det succesfulde initiativ fra 2012-13 om sikring af vand og sanitet som et offentligt gode og ikke en handelsvare. Initiativtagerne ønskede at bringe spørgsmålet om vand og sanitet som en menneskeret på den europæiske politiske agenda, fordi de var bekymrede over EU’s primære mål om at udbygge det fælles marked for varer og ydelser, inklusiv forsyningsydelser som vand og sanitet.
De argumenterede for, at vand er en livsnødvendig og begrænset naturressource, som skal beskyttes snarere end være genstand for handelsmæssig konkurrence. Udgangspunktet for dette var, at vand som en menneskeret skal være en ledesnor for EU’s vandpolitik, og at det hverken må overskygges af ønsket om fri konkurrence eller gennemførelse af det indre marked.
Kommissionen blev opfordret til at gennemføre lovgivning, som forpligter landenes regeringer til at sikre befolkningerne disse rettigheder og ikke overlade dem til markedskræfterne. Initiativtagerne havde konstateret, at Kommissionen gennem dens hidtidige politik pressede på for en liberalisering af vand- og sanitetssektoren. Og de påpegede, at hvis disse ydelser skulle overgå til markedskræfterne, ville det resultere i øget ulighed, hvor ikke alle vil være sikret adgang til rent vand til en overkommelig pris.
Liberaliseringer på dagsordenen i Grækenland
Spørgsmålet om liberalisering af vandmarkedet og privatisering af offentlige ydelser som vandforsyning og sanitet har også i høj grad været på dagsordenen i Grækenland. Det gælder både før, men ikke mindst efter landets økonomiske sammenbrud i 2009 og de tre hjælpepakker med tilhørende betingelser fra Trojkaen (EU, ECB, IMF). Hjælpepakkerne, som reddede Grækenlands økonomi – og euroen – blev givet på betingelse af, at landet skulle gennemføre store reformer og særligt gennemføre privatiseringer til at skaffe penge i statskassen.[1] Gennem Den Græske Investerings- og Udviklingsfond (TAIPED) er det indtil videre blevet til bl.a. frasalg af 14 lufthavne; flere marinaer og store havne, herunder dele af havnene i Piræus og Thessaloniki; de græske jernbaner; flere motorveje; postvæsenet; samt el-, gas- og olieforsyningsselskaber.[2]
Med en sådan privatiseringsfeber kan det ikke undre, at mange frygter, at også vandforsyningen vil blive overtaget af private aktører og derved blive genstand for spekulation og profit – ikke mindst i et land hvor flaskevand udgør en større og større del af vandforbruget. Forbruget i 2022 var på 2.247 mio. liter flaskevand. Til sammenligning sælges der i Danmark ca. 120 mio. liter flaskevand om året, hvilket svarer til 20 liter årligt pr. indbygger, mens en græker (og landets turist) i gennemsnit forbruger 137 liter flaskevand årligt.[3] Flaskevandsindustriens samlede indtjening i Grækenland for 2023 vurderes at blive omkring 790 mio. euro, og markedet forventes at vokse med 1,85% årligt de næste fire år frem til 2027.
Kampen om vandet i Stagiates
Frygten for private vandinteresser blev til virkelighed for beboerne i den lille græske bjerglandsby Stagiates allerede i 2006. Her så man nemlig de første tegn på private interesser i landsbyens særlige kildevand, som i århundreder havde forsynet beboerne med naturligt rent vand. Det skete, da den daværende borgmester fra den større nabolandsby besluttede, at Stagiates ikke skulle forsynes med vand fra deres egen kilde, men i stedet få vand fra den større landsby gennem et nyt fælles vandsystem med det formål at ”slukke Stagiates-borgernes tørst”.
Dette skete på trods af, at landsbyen aldrig havde haft problemer med deres egen vandforsyning, som blev taget direkte fra bjergkilden. Beboernes mistanke om, at der var skjulte interesser på spil, blev bekræftet to år senere, da den tidligere borgmester bragte en investor på banen, som ville udnytte Stagiates-kildevandet til flaskevand, samtidig med at infrastrukturen, der skulle sikre beboerne i Stagiates vand fra nabolandsbyen, stod færdig og klar til tilslutning. Disse hændelser lagde grunden til den aktivisme og særlige identitet, som siden har kendetegnet det lille landsbysamfund. En af beboerne beskriver landsbyen således:
”Stagiates er en bjerglandsby på vestsiden af bjergkæden Pelion, ti kilometer fra storbyen Volos. I landsbyen er der i dag cirka firs fastboende beboere, som de sidste femten år har kæmpet imod privatisering af landsbyens kilde og samtidig for forbedring af beboernes hverdag i modstandens, selvorganiseringens og solidaritetens navn. Gennem processer som direkte demokrati i folkeforsamlinger tager de beslutninger vedrørende deres hverdag og sørger for selv at skabe bedre leveforhold for dem selv og deres omgivelser.” (Galanopoulos 2020)[4]
Det er ikke underligt, at forretningsinteresser har set et potentiale i vandet fra kilden Kria Vrisi [Kold Kilde] i Stagiates. Der findes beretninger helt tilbage fra 1600-tallet, som beskriver vandets helt særlige kvalitet og gode smag. I 1970’erne havde det offentlige busselskab en særlig rute fra kystbyen Volos op til bjerglandsbyen for, at byboerne kunne komme og forsyne sig med det særligt gode vand – og det er da også beboernes holdning i dag, at vandet skal være frit tilgængeligt for alle, som ønsker det.
Klorering og misligholdelse
Gennem politisk modstand lykkedes det beboerne at hindre det første forsøg på forretningsmæssig udnyttelse af kilden. Men i 2011 blev en stor kommunesammenlægning gennemført i Grækenland, som betød, at ti landsbyer på Pelion-bjerget kom under storkommunen Volos samt, at landsbyernes vandforsyning kom til at høre under det nye store kommunale vandselskab. I stedet for at sikre vandets kvalitet ved at holde cisterner og vandrør rene, begyndte vandselskabet i stedet at tilsætte klor i vandet.
Denne praksis førte til bevægelsen ”Pelions og Volos’ borgere for vandet”, som aktivt modarbejdede kloreringen af kildevandet og misligholdelsen af vandnettet ved selv at igangsætte rensning og vedligeholdelse af vandforsyningen og gennem vandanalyser fra private laboratorier, at monitorere vandets kvalitet. Landsbyboernes protester satte storkommunens planer om privat udnyttelse af kildevandet på pause indtil 2015, hvor en ny borgmester blev valgt.
En vigtig detalje i sagen om retten til rent vand og myndighedernes forpligtelse til at sikre borgernes adgang hertil er, at vandkvaliteten i storbyen Volos er meget dårlig; vandnettet, som forsynes med vand fra kilderne på Pelion-bjerget har op til 60% spild ifølge det offentlige vandselskabs egne oplysninger. Samtidig vurderes det, at indbyggerne i Volos står for 50% af flaskevandsforbruget i den store Thessalien-region, og i branchen taler man om ”Volos’ vandkultur”, når man henviser til et højt forbrug af flaskevand.[5]
Det misligholdte og dybt problematiske vandforsyningsnet brød sammen under de to storme og oversvømmelser i august og september 2023. På trods af at det græske sundhedsministerium udsendte advarsler om, at vandet hverken kunne bruges til indtagelse eller personlig hygiejne, insisterede borgmesteren på, at der ikke er nogen problemer med vandet – dog uden at han selv ville offentliggøre analyser af vandkvaliteten. Det sidste er i direkte strid med EU’s nye vanddirektiv, som fordrer, at borgerne har krav på ”lettilgængelig information om kvaliteten af drikkevand, herunder information om pris og vandforbrug”.[6]
Omfattende indgreb fra myndighederne
Bjerglandsbyerne stillede et forslag til Volos kommune om, hvordan byboerne ville kunne få glæde af kildevandet uden at købe sig fattige i flaskevand. Men den nye borgmester, med en fortid som natklub- og fodboldklubejer, fortsatte i samarbejde med det kommunale vandselskab planerne om privatisering af kilderne.
Myndighederne mødte op i alle landsbyerne for at geninstallere klorering af vandet, og med sig havde de private vagtfirmaer og politi for at rydde de lokale demonstranter af vejen. Under en protest mod nye fordyrende regler for markvanding sendte myndighedernes hårdhændede fremfærd en borger på hospitalet, og kommunen lagde efterfølgende en sag an mod dem, som protesterede.
På landsbyernes lokale folkeforsamlinger blev der efterfølgende truffet beslutning om, at man ikke ønsker klorering af vandet, når det ikke er nødvendigt, hvilket også er i overensstemmelse med græsk lovgivning, som ikke kræver klorering af vandforsyning til færre end 3.000 indbyggere.
Borgmesteren forsøgte dog fortsat at overdrage det kommunale vandselskab til private investorer, hvilket i 2018 førte til et direkte sammenstød på rådhuset mellem borgmesterens private vagter og demonstranter fra landsbyerne. Efterfølgende oplevede landsbyen Stagiates en flere dage lang ’belejring’ af politifolk med det formål at anholde de beboere, der havde protesteret. I januar 2020 udtalte borgmesterens udpegede formand for vandselskabet:
”Jeg betragter vandselskabet som et forretningsforehavende og ønsker, at det skal give overskud. Så hvorfor skal vi ikke udnytte Pelion-bjergets kilder, som er berømt i hele verden og hvorfor ikke komme vandet af bedste kvalitet på flaske, så det kan sælges i hele Grækenland, og vi kan skabe et endnu mere udbytterigt selskab?”
I april samme år afbrød vandselskabet Stagiates’ husstandes vandforsyning fra landsbyens egen kilde og koblede vandnettet op på en kilde i nabolandsbyen uden, at beboerne havde godkendt det. På landsbyens folkeforsamling besluttedes det, at beboerne selv ville gøre, hvad de kunne, for at få deres eget kildevand tilbage og sikre, at vandet bliver ved med at være frit tilgængeligt, både for beboerne selv og de tusindvis af besøgende på Pelion-bjerget.
Officielt har kommunen meldt ud, at der ikke er planer om privatisering af vandet til flaskevand, men det fremgår af borgmesterens korrespondance med regeringen, at der har været interesse for, om lovgivningen tillader privatisering af de offentlige vandselskaber. Det sker samtidig med, at regeringen selv har talt åbent om privatisering af alle offentlige forsyningsselskaber inkl. vandselskaber, og en ny miljølov åbner dørene for privat udnyttelse af alle naturressourcer.[7]
Kampen om vandet har også fået konsekvenser for landsbyens kulturliv. Siden 2010 har Stagiates været et kulturelt mødested med filmfremvisninger, koncerter, teater, udstillinger m.m. En del foregår i det fri på byens torv, men landsbyen har også indrettet bl.a. bibliotek og museum i den nedlagte landsbyskole og i den tidligere lokalrådsbygning. Disse to bygninger blev dog afspærret af myndighederne i 2020 som led i borgmesterens kamp mod landsbyen. Så nu har beboerne ikke adgang til de kultur- og beboerhuse, de selv har opbygget, fordi bygningerne formelt hører under kommunen, som således kan straffe landsbyen for ikke at samarbejde omkring udnyttelsen af kildevandet.
Kampen fortsætter – også på landsplan
Men beboerne kæmper videre under kampråbet ”Frit Vand”. Samtidig er deres kamp imod privatisering og udnyttelse af naturressourcer blevet kendt i hele Grækenland gennem den kendte sanger Alkinoos Ioannidis’ sang ”Stagiates’ vand”[8]. De senere år har danskere på DEO’s samfundsrejser til Grækenland også kunnet stifte bekendtskab med landsbyens særlige direkte demokrati, beboernes gæstfrihed og kampgejst samt naturligvis smage det særligt forfriskende vand fra landsbyens kolde kilde Kria Vrisi. Vandet løber stadig frit og ukloreret fra byens offentlige vandposter, men altså ikke længere i indbyggernes huse.
Beboerne er fast besluttede på at kæmpe for retten til vand som et værdifuldt offentligt gode. Den 1. november 2023 var der retsmøde i en retssag i Volos Byret imod borgmesteren i Volos på foranledning af en stævning indgivet i juli 2020 fra beboerne i Stagiates om injurier, fornærmelser, trusler om vold og andre lovovertrædelse foretaget overfor landsbyen og dens vandkilde. Ligesom ved det første retsmøde, dukkede den anklagede borgmester dog ikke op, og derfor er der berammet et tredje retsmøde til foråret, hvor borgmesteren ikke kan undslå sig.
Denne retssag finder sted i kølvandet på flere retssager i Volos, hvor borgere har stævnet de kommunale myndigheder for i årevis at se igennem fingre med sundhedsskadelig luftforurening fra en nærliggende cementfabrik, som importerer farligt affald til brændstof og måske er skyld i, at Volos er den by i Grækenland med flest registrerede kræfttilfælde. De bliver samtidig også stævnet for at ville fælde et stort antal hundrede år gamle platantræer efter oversvømmelserne i 2023 – dog uden at have en faglig begrundelse for, at træfældning skulle forhindre fremtidige oversvømmelser.
Endelig er en underskriftindsamling i gang imod firmaet Mediterranean Gas, som er i gang med at installere et såkaldt flydende LNG-anlæg, der omdanner flydende fossilgas til luftgas i bugten få kilometer fra storbyen Volos. Ifølge eksperter udgør anlægget en stor miljørisiko for økosystemerne i bugten og for de 140.000 borgere i Volos. Spørgsmålet er, om disse mange eksempler på græske myndigheders prioritering af indtjening ved at tilgodese private investorer frem for at beskytte borgernes sundhed, kan ledes direkte tilbage til aftalerne med EU, ECB og IMF?
Mange miljø- og klimabevidste borgere i Grækenland mistænker i hvert fald de politikere, som har været med til at gå ind på EU’s sparekrav i forbindelse med hjælpepakkerne, de såkaldte Memorandum of Understanding, for at sætte privatisering og liberalisering over hensynet til lokale fællesskaber, borgernes rettigheder og hensynet til miljø og klima.
Grækenland, som siden 2022 officielt ikke længere kontrolleres af EU, ECB og IMF, har nemlig gennem en såkaldt post-redningspakke overvågningsaftale forpligtet sig på at fortsætte privatiseringer af statsejede virksomheder for at booste landets økonomi og nedbringe dets gæld, som fortsat er en af EU’s højeste.[9] Det er derfor meget sandsynligt, at de økonomiske kalkuler vil trumfe både miljø og klima.
Har vanddirektivet en effekt?
EU’s vanddirektiv,[10] som danske ministerier i efteråret 2023 er i gang med at implementere i dansk lovgivning,[11] adresserer primært tre indbyrdes sammenhængende udfordringer vedrørende fremtidens drikkevandforbrug: Det ene drejer sig om at sikre nem adgang til rent postevand ved at indføre strengere krav om tilladte grænseværdier for forurenende stoffer, mikroplast og tungmetaller.
Det andet drejer sig om at opfordre folk til at drikke postevand i stedet for flaskevand med henblik på at begrænse EU’s plastikaffald og dermed reducere plastikaffald i havene. Desuden vurderer Kommissionen, at husholdningerne i EU ville kunne spare mere end 600 mio. euro årligt ved at skære ned på forbruget af flaskevand.[12]
Endelig, og for det tredje, vil EU’s vanddirektiv, som skal styrke kvaliteten af postevand, på sigt betyde bedre udnyttelse af vandressourcerne, som med klimaforandringerne og med øget udnyttelse af naturlige kilder er i fare for at blive en mangelvare.
Hensigterne med EU’s vanddirektiv, som formelt blev implementeret i græsk lovgivning i maj 2023, er dog endnu ikke kommet borgerne i landsbyen Stagiates og i storbyen Volos til gode. Spørgsmålet er, om det nogensinde vil ske?
[1] https://economy-finance.ec.europa.eu/system/files/2017-11/ecfin_smou_en1.pdf https://www.theguardian.com/world/2015/aug/12/memorandum-understanding-what-exactly-has-greece-signed-up-for
[2] https://cepr.org/voxeu/columns/privatisation-and-debt-lessons-greeces-fiasco https://www.euronews.com/next/2022/02/14/greece-privatisations
[3] https://naturalmineralwaterseurope.org/statistics/
[4] https://ergatikosagwnas.gr/2020/06/29/o-agonas-ton-stagiato-n-kata-tis-idiotikopoiisis-tou-neroy/
[5] https://www.avgi.gr/koinonia/359949_dipla-stis-piges-toy-pilioy-kai-oi-boliotes-pinoyn-emfialomeno-nero
[6] https://danskevv.dk/nyheder/dansk-lovforslag-skal-implementere-eus-drikkevandsdirektiv/#dansklovforslagskalimplementereeusdrikkevandsdirektiv
[7] https://www.ot.gr/2023/03/21/epikairothta/koinonia/nero-ti-tha-ginei-me-eydap-kai-eyath/
[8] https://youtu.be/ytvmaHn8Pzc?feature=shared
[9] https://www.euronews.com/next/2022/02/14/greece-privatisations
[10] https://www.europarl.europa.eu/news/en/press-room/20201211IPR93619/parliament-adopts-deal-to-improve-quality-of-tap-water-and-reduce-plastic-litter
[11] https://danskevv.dk/nyheder/dansk-lovforslag-skal-implementere-eus-drikkevandsdirektiv/
[12] https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/IP_18_429
