Der er ingen grund til at så tvivl om den svenske regerings hensigter med det svenske EU-formandskab, som også blev summeret af den svenske statsminister Ulf Kristersson i Europa-Parlamentet med nøgleordene grønt, sikkert og frit – en noget forkortet og medietilpasset udgave af de officielle skrivninger sikkerhed, konkurrencekraft, grøn omstilling og demokratiske værdier. Men der er grund til en forsigtig vurdering af, hvilken betydning formandskabets prioriteringer vil få.
Et formandslands ministre leder møderne i Ministerrådet, dets diplomater leder møderne mellem EU-ambassadørerne – de faste repræsentanters komité COREPER – og dets embedsmænd leder møderne i de mange rådsarbejdsgrupper. De forventes alle at arbejde for fælles løsninger – ikke at fremme landets egne politiske prioriteringer.
Alligevel får de nu svenske mødeledere en vis mulighed for at styre forhandlinger og diskussioner, hvis deres formandsarbejde ikke afviger alt for meget fra, hvad andre lande mener. Her kommer den anden grund til forsigtighed ind. For Sverige er ikke fuldt så mainstream EU-venligt, som landet ellers har været.
Det er der så igen to grunde til: Den borgerlige svenske trepartiregering er afhængig af støtte fra Sverige Demokraterne (SD – nærmest som Dansk Folkeparti), som er udtalt EU-kritiske om end ikke direkte EU-modstandere. I Tidöavtalet – det 63 sider lange regeringsgrundlag, som blev indgået på Tidö slot efter valget sidste år – er EU kun nævnt en enkelt gang, forstået sådan, at SD’s indflydelse i EU-sager nok ikke vil være så stor. Men SD er med til at præge politikken i baggrunden.
Statsminister Ulf Kristersson fra Moderaterna (Konservative Folkeparti) har i et interview med avisen Dagens Nyheter sagt således om Sverige Demokraternas rolle:
”Sådan cirka hver syvende sag, som kan komme op på bordet under formandskabet, er sager som vi har gode grunde til at diskutere med SD. Det vil primært omfatte migration, energiforsyning og kriminalitetsbekæmpelse.”
Nu med geopolitik
Den anden grund til en forsigtig vurdering af formandskabet er, at EU-ledelsen er i gang med at skifte kurs. Traditionelle mærkesager som frihandel, forbud mod statsstøtte og forbud mod gældsættelse skubbes til side. I stedet er industripolitik, nye støtteordninger, øget lånefinansiering og ikke mindst begrebet geopolitik rykket helt i top på den politiske dagsorden.
Det er ikke den svenske regerings kop te. Det er heller ikke den danske regerings yndlingsdrik med mulig undtagelse af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som ser ud til at have stillet ind på de nye signaler.
I Sverige har begejstringen for øget overstatslighed altid været til at overse. Sverige står udenfor ØMU’en og euroen efter en folkeafstemning i 2003. EU-føderalisme som idé har haft få tilhængere. Det eksportafhængige erhvervsliv er glad for det indre marked og for så mange frihandelsaftaler som muligt, men ikke så meget mere. Et aktuelt eksempel er, hvordan svensk skovindustri modsætter sig, at EU-krav på biologisk mangfoldighed og artsbeskyttelse også skal omfatte de svenske skove. Der går en grænse for det grønne svenske engagement.
Denne her svenske forkærlighed for et EU-light eller EU-Classic modsat nye unionstiltag med fordybet samarbejde og fordybede forpligtelser skinner igennem i det svenske formandskabs program, hvis man kigger efter.
Frihandel og konkurrence
I det svenske formandskabs program og i de selvvalgte prioriteringer er det industriens konkurrencekraft, frihandel og det indre marked som står i centrum – ikke nye subventioner og EU-fonde. Da statsminister Ulf Kristersson talte i Europa-Parlamentet, leverede han kun en slet skjult kritik af de industripolitiske forslag, som kommissionsformanden Ursula von der Leyen og den franske kommissær Thierry Breton har slået til lyd for:
”På lang sigt udgør faktorer som svag produktivitet, utilstrækkelige udgifter til forskning og udvikling og høje elpriser en større risiko for den europæiske konkurrenceevne end manglende støtte til produktionen,” sagde Kristersson.
Manden, som skal balancere traditionel svensk EU-forsigtighed med formandskabets opgaver i et foranderligt EU, hedder Lars Danielsson. Han er siden 2016 chef for den svenske repræsentation i Bruxelles, har en lang diplomatisk meritliste, og var den tidligere socialdemokratiske statsminister Göran Perssons nærmeste mand under det første svenske EU-formandskab i 2001.
Danielsson er forsigtig med at udstille alt for høje forventninger til formandskabet. I interviews med internationale medier som Financial Times og Politico har Danielsson sagt, at det nok bliver det spanske formandskab, der løber fra den 1. juli 2023, som skal håndtere kommende forslag om en ny Europæisk Solidaritetsfond.
”Ikke i formandskabets rolle”
Overfor Politico anerkender Danielsson, at presset på EU’s ydre grænser øges og at migration i mange medlemslande opfattes som et akut problem, men han stiller ikke en løsning i udsigt i løbet af foråret. Mindet om, at den svenske regering med støtte fra Sverige Demokraterne ønsker en væsentligt mere restriktiv flygtningepolitik end den som svenske regeringer førte frem til 2015, svarer Lars Danielsson:
”Ja, det er i linje med, hvad den svenske regering mener, men det ligger ikke i formandskabets rolle at føre svensk politik.”
Sagt på en anden måde, så er der ingen utalte svenske forventninger eller løfter om gennembrud for en ny industripolitik, for fælles migrations- og flygtningebeslutninger, for påbegyndte medlemskabsforhandlinger med Ukraine eller for gennembrud på nogle af de andre store og tunge sager, som rumler i kulisserne.
Sveriges EU-formandskab i foråret 2023 tegner derfor til at falde ind i mønsteret for mange andre halvårlige formandskaber: en blanding af akut krisehåndtering og diplomatisk rugbrødsarbejde i arbejdsgrupper, komiteer og ministerråd – lidt i linje med det klassiske citat, som tilskrives den tidligere britiske premierminister Harold Mcmillan.
Adspurgt om hvad, som havde præget hans regeringsperiode, skal Mcmillan have sagt:
”Events, my dear boy, events.”
