Praktisk information
Arrangementet er gratis, men tilmelding nødvendig.
Tilmeld dig her, så modtager du et link samme dag, som onlinemødet foregår.
Linket skal du bruge til at logge på mødet fra din computer.
Torsdag-fredag den 25.-26. marts mødes EU’s stats- og regeringsledere til et af deres fire årlige skemalagte topmøder. Det sidste topmøde, i december, endte i noget af et drama, da Polen og Ungarn truede med at veto’e den fælles optagelse af lån, der skulle sikre, at 5.580 milliarder kroner snart kan komme ud i EU’s hårdt trængte økonomier og hjælpe med at overkomme coronakrisen.
Det lykkedes til sidst – som det ofte gør – at få hevet en aftale hjem, som de fleste er utilfredse med, og med så tilpas løse formuleringer, at ingen helt ved, hvordan den skal fortolkes. Det er det, man kalder et kompromis, eller det muliges kunst.
I månederne op til topmødet arbejdede embedsfolket i ministerierne i EU’s hovedstæder samt de europæiske diplomater på højtryk for at finde ud af, hvilke regeringer, der mente hvad, hvem der kunne påvirkes hvor og hvor meget og hvor de enkelte staters røde linjer gik.
Hvad har diplomaterne haft travlt med denne gang? Hvad er på dagsordenen til marts-topmødet? Hvad er de største knaster, hvilke alliancer og fraktioner er der blandt medlemslandene? Og hvilke spørgsmål vil politikerne helst undgå på pressemøderne?
Briefing og debat med Rasmus Nørlem Sørensen og Yih-Jeou Wang.
Rasmus Nørlem Sørensen
Rasmus Nørlem Sørensen er sekretariatsleder og chefanalytiker i DEO.
Yih-Jeou Wang
Yih-Jeou Wang er digitaliseringsråd på Danmarks faste Repræsentation ved EU (men ikke direkte involveret i forberedelsen af topmøder).
Debatmødet afvikles med støtte fra Europa-Nævnet.