Til august er det tre år siden, at Aleksandr Lukasjenko i al hemmelighed genindviede sig selv som præsident i Belarus oven på et præsidentvalg, hvis resultat blev voldsomt betvivlet af oppositionen, EU og USA.
I mellemtiden har verdensbilledet ændret sig gevaldigt: Ruslands invasion af Ukraine har rokket ved magtbalancen og sat tydelige spor i regionen, mens Lukasjenkos modstandere er gået i eksil i Litauen. Begge er demokratiske problemer for landet i Østeuropa. Men hvad er demokratiets tilstand i Belarus egentlig, og hvad er udsigterne i kampen for et demokratisk Belarus?
Brutal politivold
Belarus havde sit første demokratiske valg i 1994, hvor den nuværende præsident Lukasjenko blev valgt som præsident. Valget var til gengæld også det sidste demokratiske af slagsen. Alle valg efter 1994 er både af oppositionerne til Lukasjenko såvel som sikkerhedsorganisationen OSCE, som monitorerer valg, blevet kritiseret for at være udemokratiske. Foruden manglende opfyldelse af OSCE-standarder for valg, udsættes kritikere og opposition for brutal politivold. Volden eskalerede efter valget i 2020, hvor protester bestående af flere end 100.000 mennesker nådesløst blev slået ned af regeringen og politiet.
Urolighederne i 2020 opstod som følge af utilfredshed med valgets udfald. Her fik Lukasjenko, ifølge den belarussiske valgkomité, en sejr med 80% af stemmerne. Med 9,99% af stemmerne fik den pro-demokratiske Sviatlana Tsikhanouskaya næstflest. Lukasjenkos høje stemmetal blev betvivlet af Tsikhanouskaya:
”Alle ved, at 80% er fuldstændig bullshit. Selvfølgelig opstod der store protester blandt befolkningen, for de vidste godt, hvem de stemte på,” sagde hun i et interview kort efter valget i 2020 med radiostationen NPR. Blandt de få lande, som har anerkendt Lukasjenkos sejr, er Rusland, Kina og Kasakhstan. EU og USA anerkender ikke Lukasjenko som retmæssig præsident.
Demokrati-NGO’en Freedom House, som hvert år måler graden af demokrati i verdens lande, har da heller ikke pæne ord at sige om Belarus. Belarus bliver kategoriseret som ”ikke frit” og har med værdien 8 (den højest mulige værdi er 100) en af de absolut laveste demokrativærdier i Europa og Vesten generelt. I 2017 havde de en værdi på 20, så det er gået ned ad bakke.
Magtens jerngreb
Ifølge Alexander Dabravolsky, politisk rådgiver for Tsikhanouskaya, er undertrykkelse af den belarussiske befolkning et stort problem.
”Forestil dig, at man bliver anholdt for at synes godt om noget på sociale medier eller at sige nogle bestemte ord til sine venner,” siger han i et interview med DEO og fortæller, at mellem 10-20 mennesker hver dag bliver anholdt i Belarus som følge af sådanne handlinger– tal som af gode grunde ikke er mulige at få verificeret.
Selvom Dabravolsky umiddelbart er en fri mand fra sit eksil i Vilnius, forholder det sig ikke nødvendigvis på samme måde for hans venner og familie hjemme i Belarus. Dabravolsky fortæller om sin kollega Anatoliy Lebedka, hvis søn er blevet anholdt:
”Sønnen er ikke politiker. Han har ikke gjort noget politisk. Han blev anholdt for at være søn til en mand, der tilhører oppositionen. Nu er han i fængsel,” siger Dabravolsky og understreger, at enkelte repræsentanter fra den demokratiske bevægelse fortsat arbejder anonymt af hensyn til deres familier og venner.
At udøve journalistik i Belarus er heller ikke nogen nem sag. Journalister Uden Grænser kalder Belarus for det værste land i Europa at bedrive journalistik i. Op til flere journalister er blevet fængslet for at dække historier, som ikke er i Lukasjenkos interesse, og regimet udøver hårdhændet kontrol med medierne for at undgå spredning af ikke-Lukasjenko-venlige budskaber.
For to år siden tvang Belarus et fly fra Athen til Vilnius ned med påstanden om en bombetrussel. Det viste sig at være falsk alarm. Til gengæld var blogger og aktivist Roman Pratasevich tilfældigvis om ombord og blev anholdt så snart, flyet landede. For nylig blev han idømt otte års fængsel, men blev dog kort efter benådet.
Med denne censur fra regeringsmagten er det svært for de belarussiske borgere at holde sig informeret – i hvert fald hvis man vil få sine nyheder fra andre afsendere end den russiske og belarussiske regering. Det kræver i så fald en VPN – noget som kan være svært for den ældre befolkning at forholde sig til.
Ulydigheden lever
Selvom det kan virke skræmmende at vise den mindste ulydighed overfor Lukasjenko, fortæller Dabravolsky, at der fortsat foregår civil ulydighed, om end det ikke kan sammenlignes med de store protester efter valget i 2020.
På diverse Telegram-chats deler folk videoer og billeder, hvor der to-fire gange om ugen laves forskellige aktioner mod styret. Samtidigt er der opstået en partisangruppe, som blandt andet har sprunget russiske fly i Belarus i luften.
”Vi vil ikke have russiske soldater i vores land, da det krænker vores suverænitet, og vi risikerer at blive annekteret,” siger et medlem af Cyberpartisanerne, som de kalder sig, i et interview med The Guardian.
Udsigterne for demokrati
Med et autokratisk jerngreb om enhver form for opposition, er der ikke meget, der tyder på et demokratisk gennembrud i Belarus indenfor nærmere fremtid. Men rygter om Lukasjenkos skrantende helbred har pustet liv i spekulationer om, hvorvidt der kan opstå et magtvakuum i Belarus – og at dette kan udnyttes af den Vilnius-baserede opposition, der hævder at udgøre den retmæssige, folkevalgte regering. Det er ikke utænkeligt, at en demokratisk transition vil få stor støtte fra EU, da flere af medlemslandenes regeringsledere har udtrykt støtte til den demokratiske bevægelse i Belarus.
Imidlertid er det næppe det mest realistiske scenarie, at eksiloppositionen i Litauen vil overtage regeringsmagten hjemme i Belarus. Ruslands-ekspert fra DIIS, Flemming Splidsboel, tvivler i hvert fald på det. I et interview med Ekstra Bladet udtrykker han, at det mest sandsynlige er, at Rusland allerede har en kandidat klar. En kandidat, der vel at mærke er endnu mere Ruslandvenlig end Lukasjenko, der har formået at opretholde en vis selvstændighed fra den mægtige nabo.
Rusland og Belarus’ forhold er allerede tæt. Men i et lækket dokument fra den russiske præsidentadministration fremgår det, at russerne inden 2030 ønsker at oprette en union mellem de to lande. Dokumentet indeholder planer om at infiltrere Belarus militært, økonomisk og politisk – med andre ord arbejder Rusland på en annektering.
Ifølge Aleksander Dabravolsky er annekteringstruslen derfor den største trussel for Belarus’ fremtid. Bliver Belarus først indlemmet i Rusland, ser det sort ud for den demokratiske transition. Derfor holder han og resten af oppositionen et vågent øje med krigen i Ukraine fra eksilet i Litauen: Skulle Ukraine trække sig ud som sejrherre og Putin lide nederlag, kan det ligeledes blive svært for det autokratiske styre i Belarus at bevare magten. Omvendt medfører en russisk sejr i Ukraine en stor risiko for russisk annektering af Belarus. Det kan være en forklaring på, hvorfor oppositionen er med til at støtte belarussiske soldater, som kæmper på ukrainsk side af krigen.
”Vi forstår, at ukrainerne ikke kun kæmper for deres egen uafhængighed, men også vores uafhængighed, Europas og Vestens uafhængighed,” siger Dabravolsky
