Ved det hviderussiske præsidentvalg den 9. august blev præsident Aleksandr Lukasjenko genvalgt med – ifølge de officielle tal – 80 procent af stemmerne. Store dele af befolkningen vil dog ikke acceptere resultatet, da de mener, at oppositionskandidaten Svetlana Tikhanovskaja er blevet frarøvet sejren. Dette har udløst de største demonstrationer i landets historie, demonstrationer, som regimet har forsøgt at standse med en brutalitet, der har påkaldt sig omverdenens opmærksomhed.
Onsdag den 19. august blev Rådet, der består af EU’s stats-og regeringschefer, på et ekstraordinært møde enige om ikke at anerkende valget samt at kræve politiske fanger løsladt. Men EU har hverken krævet Lukasjenkos afgang eller nyvalg. Kommissionens formand Ursula von der Leyen har lovet Hviderusland 53 millioner euro; 50 millioner i corona-nødhjælp, 2 millioner til at hjælpe ofre for vold begået af staten og 1 million til at støtte civilsamfundet og uafhængige medier.
Et dårligt år for Lukasjenko
Aleksandr Lukasjenkos enerådige magt er flere gange blevet udfordret i de sidste 26 år, men han har indtil nu haft held med at undertrykke enhver form for opposition. Modstanden mod hans regime har heller ikke tidligere rodfæstet sig i befolkningen. Dette synes at have ændret sig nu.
Allerede inden corona-pandemiens udbrud var den hviderussiske økonomi i forværring, og præsidentens negligering af virussen har gjort ham yderligere upopulær. Eksempelvis har han kaldt situationen for en massepsykose og anbefalet sauna og vodka mod sygdommen.
Samtidig steg den regeringskritiske videoblogger Sergej Tikhanovskijs popularitet. I sine videoer rejste han rundt i Hviderusland og udstillede korruption, og mødtes med sine følgere i små demonstrationer under sloganet ”Et land for livet”. Et voksende antal hviderussere var tilsyneladende ikke længere bange for at engagere sig politisk.
Sergej Tikhanovskij valgte at stille op til præsidentvalget, og han blev en af de tre mest populære oppositionskandidater. De andre to, Valerij Tsepkalo og Viktor Babariko, tilhørte begge eliten. Tikhanovskij og Babariko blev anholdt, og Tsepkalo flygtede til Rusland af frygt for samme skæbne.
Således havde Lukasjenko ryddet sine konkurrenter af vejen. Videobloggerens hustru, Svetlana Tikhanovskaja, besluttede uventet at stille op, og oppositionen samledes omkring hende. Hun opnåede enorm opbakning blandt hviderussiske vælgere med sine krav om retfærdige valg og forandring.
Forventningerne var store og skuffelsene endnu større, da Lukasjenko blev udråbt som suveræn sejrherre. Dette udløste hurtigt demonstrationer, der blev mødt af styret med chokgranater og gummikugler. 7.000 demonstranter og tilfældige forbipasserende blev arresteret, tre er indtil videre erklæret døde og der meldes om politivold og torturlignende metoder.
Den ekstreme vold er nu hørt op, men demonstrationerne fortsætter, strejker breder sig og tv-værter siger op i protest. Den 16. august var over 100.000 hviderussere samlet i Minsks gader.
Tikhanovskaja er i landflygtighed i Litauen, hvorfra hun organiserer dannelsen af Hvideruslands Nationale Koordineringsråd, hvis mål det er at sikre en fredelig magtoverdragelse. Lukasjenko har dog erklæret, at der først kommer et omvalg, efter han er blevet slået ihjel.
EU og Hviderusland – et kompliceret forhold
De første EU-sanktioner mod Hviderusland blev indført i 2004 som reaktion på et parlamentsvalg, hvor over 80 procent af tv-tiden i de fem uger op til valget blev brugt på Lukasjenko. Sanktionerne blev sidenhen udvidet til at omfatte flere individer og organisationer mistænkt for at være medskyldige i overtrædelser af menneskerettighederne.
De fleste EU-sanktioner mod Hviderusland blev imidlertid løftet i 2016 på grund af fraværet af repressalier mod politiske modstandere i forbindelse med præsidentvalget i 2015 samt løsladelsen af politiske fanger. FN’s særlige udsending for Hviderusland, Miklós Haraszti, delte dog ikke opfattelsen af, at der var sket forbedringer i landet. Det har også været med til at forbedre forholdet mellem EU og Hviderusland, at Lukasjenko var vært ved Minsk-forhandlingerne om Ukraines krig mod separatister i Donbass.
Lukasjenkos sejr den 9. august og regimets brutale reaktion på hviderussernes utilfredshed indleder et nyt kapitel i relationen til EU. Lande som Polen og Slovenien var hurtige til at kræve et omvalg med deltagelse af internationale observatører, og det var Litauens udenrigsminister, Linas Linkevičius, der meldte ud på Twitter, at Svetlana Tikhanovskaja var i sikkerhed i landet. Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, har endda sammenlignet de hviderussiske demonstrationer med polakkernes opgør med kommunismen i 1989.
Det er dog ikke alle EU-lande, der har meldt så hårdt ud. Selvom Ungarn har erklæret sin støtte til Polens stramme kurs vedrørende situationen i Hviderusland, har landets egne udmeldinger været mere forsigtige. Så sent som den 5. juni opfordrede Ungarns premierminister, Viktor Orbán, sågar til at løfte de resterende EU-sanktioner mod Hviderusland.
EU har nu klart meldt sin holdning ud vedrørende situationen i Hviderusland samt om de næste skridt, der vil blive taget over for Lukasjenkos regime. Hvordan Rusland vælger at reagere kan gå hen og blive langt vigtigere, da landet tidligere har vist sig både handlekraftigt og risikovilligt i lignende situationer.
Vincent Henriksen er cand.mag. i historie og Central- og Østeuropa-kender.
