KRONIK – EU er trods sin størrelse en relativt svag udenrigspolitisk aktør. Den fælles udenrigspolitik er et mellemstatsligt samarbejde. Derfor skal alle være enige, når en ny udenrigspolitisk linje lægges. Det gør det svært at finde balancegangen mellem de enkelte medlemslandes interesser og grundlaget for den fælles udenrigspolitik: menneskerettigheder og basale demokratiske principper.
De baltiske lande har udstedt indrejseforbud mod 30 højtstående hviderussere, inklusiv præsident Aleksandr Lukasjenko, mens den franske EU-kommissær for det indre marked, Thierry Breton, har afvist at gribe ind med argumentet: ”Hviderusland er ikke Europa”. Præsident Emmanuel Macron var mere diplomatisk og tilbød at mægle mellem parterne i samarbejde med Rusland.
Længe har EU accepteret Hvideruslands tætte alliance med Rusland. Men samtidig er omfattende politivold mod fredelige demonstranter i et af EU’s nabolande uforeneligt med værdierne bag den fælles udenrigspolitik.
Sporerne fra Ukraine skræmmer
Hvor galt det kan gå, så man i 2014 ved revolutionen i Ukraine. EU spillede dengang med musklerne og ignorerede, hvor strategisk vigtige landets flådebaser og militærfabrikker er for Rusland. Ruslands præsident Vladimir Putins udenrigspolitiske rådgiver advarede allerede i september 2013 om, at Rusland ville ”ødelægge” Ukraine, hvis landet placerede sig tættere på EU.
De trusler ignorerede EU, og det var en frihandelsaftale mellem unionen og Ukraine, der udløste de første protester. En presset Putin vurderede, at annekteringen af Krim og konflikten i den østlige del af landet var nødvendig for at forsvare Ruslands interesser.
Hviderusland er ikke Ukraine. Man ser ingen EU-flag i Minsk, som man gjorde under demonstrationerne i Kiev. I Ukraine var store dele af den politiske og økonomiske elite fast besluttet på at bringe landet tættere på EU. I Hviderusland er demonstranternes eneste krav, at præsident Lukasjenko træder tilbage.
Putin er derfor i venteposition, for forholdet mellem ham og Lukasjenko kan langt fra betegnes som godt. Den hviderussiske præsident har, siden EU ophævede de økonomiske sanktioner mod hans regime i 2016, strategisk spillet EU og Rusland ud mod hinanden i et forsøg på at undgå yderligere økonomisk og politisk integration med Rusland.
Derfor vil Putin heller ikke nødvendigvis være modstander af Lukasjenkos afgang. To af de oprindelige tre præsidentkandidater tilhører den eksisterende elite. Viktor Babariko var indtil sit kandidatur direktør i den russisk-ejede Belgazprom Bank. Valerij Tsepkalo gik i eksil – ikke i EU, men i Rusland.
Kan Putin komme af med Lukasjenko og bevare en russisk-venlig elite, vil han sandsynligvis være tilfreds. Samtidig har Putin ingen interesse i at starte en ny militær konflikt. Ruslands økonomi er allerede presset, og selv de mest modvillige EU-lande vil have svært ved at sige nej til yderligere økonomiske sanktioner i tilfælde af endnu en russiske intervention.
EU’s muligheder
Det er i EU’s – og Putins – interesse at undgå en gentagelse af Ukraine. Det vil hverken hjælpe den hviderussiske befolknings aspirationer for demokrati eller på forholdet mellem EU og Rusland. Man går derfor forsigtigt frem. Både Tysklands kansler Merkel og Frankrigs præsident Macron har gjort det klart, at EU ikke vil udfordre Ruslands position i Hviderusland. Det begrænser EU’s manøvremuligheder.
EU’s udenrigsministre har godkendt nye sanktioner mod 20 højtstående hviderussere. En liste der udvides, hvis ikke regimet stopper overgrebene på demonstranter og opposition. Men det er stadig langt fra de 140 personer, EU ophævede sanktionerne mod i 2016. Effekten af nye sanktioner vil være begrænset, men er en vigtig symbolsk støtte til demonstranterne i de hviderussiske gader.
EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender, Josep Borrell, har slået fast, at EU ikke anerkender Lukasjenkos valgsejr. Men det betyder næppe, at EU vil opfatte den hviderussiske præsident som en illegitim forhandlingspartner, hvis Lukasjenko bliver presset til forhandlingsbordet.
Man skal ikke være blind for, at den største hjælp EU kan give hviderusserne er at sikre, at landet ikke ender som et nyt Ukraine. Så om EU har ”sovet i timen”, som Jeppe Kofod mener, eller udvist rettidig omhu, kan diskuteres. Men hvad kan EU ellers gøre uden at vække den russiske bjørn?
Støtten er reelt begrænset til mere langsigtede, strategiske tiltag. EU har allerede lovet 1 million euro til Hvideruslands frie medier og 2 millioner euro til ofrene for regimets brutalitet. Mere af det samme er nødvendigt.
Gode steder at starte vil, udover landets frie medier, være civilsamfundets arbejde for demokratiske principper og frigivelsen af politiske fanger, samt kommunikationsteknologi, der kan omgå regimets blokeringer af internettet, og de dele af økonomien, som er uafhængige af de store statsejede fabrikker.
Der vil komme en dag efter Lukasjenko. At gøre hviderusserne klar til den dag, uanset om den er nogle få måneder eller mange år ude i fremtiden, vil være den bedste hjælp, EU kan give Hviderusland.
Læs om baggrunden for demonstrationerne i Hviderusland her: Lukasjenkos regime vakler
Ask Gudmundsen er cand.soc. i globale studier og tidligere ansat ved EU’s Fælles Udenrigstjeneste
