Denne artikel er anden af to artikler om den politiske situation i EU-landet Bulgarien. Læs den første her.
Mens den tidligere bulgarske premierminister Boyko Borissov sandsynligvis har været lidt urolig i løbet af natten i cellen på politistationen den 17. marts 2022, er han givetvis faldet trygt i søvn ved tanken om, at indenrigsministeriets sigtelse ikke ville nå længere end til distriktschefens skrivebordsskuffe. Ligesom ved 116 andre korruptionssigtelser i Bulgarien blokerede statsanklager Ivan Geshev også denne sigtelse i at blive ført videre.
Med Ivan Geshevs vide beføjelser og den tætte forbindelse til Borissov in mente var det forventeligt. Regeringskoalitionen er da efterfølgende også blevet kritiseret for at have satset for stort og handlet for præmaturt ved at udsende arrestordren på Borissov. I tiden efter Borissovs arrest og løsladelse var der dog også et stort fokus på et udenlandsk besøg af en repræsentant fra EU. For samme aften fik premierminister Kiril Petkov besøg af den anerkendte chefanklager Laura Kövesi fra den nyoprettede myndighed EPPO i EU, som er udset til at skulle spille en stor rolle i den europæiske bekæmpelse af national korruption og europæisk momssvindel.
Om hendes besøg havde et direkte sammenfald med arrestationen af Borissov er imidlertid blot spekulation og endnu ikke blevet bekræftet. Under et interview i det bulgarske aktualitetsprogram 120 minutter afslog hun flere gange – som det bør sig med igangværende undersøgelser – at komme med konkrete detaljer om efterforskningen i Bulgarien. Men Kövesi har ved flere lejligheder udtalt, at situationen i Bulgarien ligger højest på hendes agenda. Flere af landets NGO’ere og eksperter mener, at denne agenda med al sandsynlighed indbefatter de øverste lag af det politiske etablissement – altså også Boyko Borissov, der som beskrevet tidligere har været en central del af landets ledelse det sidste årti.
Men hvad er EPPO’s kompetencer, og hvor langt kan EU-myndigheden gå med sagerne, når efterforskningen på et tidspunkt er afsluttet? Og hvordan er den økonomiske korruption med EU-midler, som er EPPO’s fokusområde, viklet ind i den politiske undergravning af retsstaten, der blev beskrevet i den sidste artikel (Bulgarien ved en skillevej?)? Og hvad er situationen i landet efter, at Kiril Petkovs (PP) regering blev væltet i sommer?
Klientilisme med mistanke om misbrug af EU-midler
Korruptionen med EU-midler er efter alt at dømme ganske omfattende i Europa. Og den er også særdeles omkostningsfuld. En EU-rapport fra 2016 vurderede, at den samlede korruption på tværs af medlemslandene koster EU mellem 120 og 990 milliarder euro om året – alt efter om man også medregner de afledte omkostninger. Om korruptionen i Bulgarien, udgav NGO’en Center for Study of Democracy i 2020 en rapport, der fortalte, at 5-15% af landets EU-støtte, ud fra en konservativ vurdering, misbruges. Det drejer sig om et beløb mellem 3,5 og 15 milliarder kroner. Rapporten peger på, at svindlen begås af embedsmænd, politikere, virksomhedsejere og partimedlemmer af de regerende partier, der helt konkret tager midler fra eksempelvis EU’s støtte til landbrug, infrastruktur eller sågar til bebyggelse af feriehuse.
I den sammenhæng kan den nyoprettede myndighed EPPO godt gå hen og blive et effektivt instrument. EPPO vil nemlig kunne gøre op med det klientelistiske system, som Boyko Borissov og partierne GERB og DPS har etableret. Både korruptionen og retsvæsenet er en del af samme strategi, hvad der det seneste årti er gået under betegnelsen “Borissov-systemet”.
Borissov-systemet består af allokeringen af EU-midler på den ene side og den retslige repression på den anden side. To effektive instrumenter, der enten belønner eller straffer de personer, organisationer eller virksomheder, der støtter eller modsætter sig partiet. Eksempelvis florerede der flere sager under Borissovs tid med politisk loyale virksomheder med særlig adgang til lukrative kontrakter og yderligere privilegier. Omvendt blev succesfulde, men politisk illoyale virksomheder afpresset af embedsmænd og derefter anklaget for skatteunddragelse, hvidvask og konfiskering af værdier. Alt sammen under påskud af kriminelle forhold. Og som i den første artikel var intet mere end blot en mistanke nødvendig for, at de nu forhenværende særlige domstole kunne føre proces og eventuelt frihedsberøve.
Hvis altså resultaterne af EPPO’s efterforskning viser sig at bekræfte de mange påstande og rygter om, at det netop er EU-midler, der er blevet flyttet rundt af Borissov, så er der på sin vis både gode og dårlige nyheder for mulighederne for en EU-ledt retsproces imod Borissov.
Kompromiset bag EPPO
EPPO er som nævnt en ganske nyoprettet myndighed med særligt fokus på korruption og svindel med moms og EU-midler. Til det formål har EU tidligere haft OLAF (Det europæiske kontor for bekæmpelse af svig), Europol eller Eurojust. Men idet ingen af myndighederne har haft kompetence til at retsforfølge, men kun har fungeret som rådgivende organer for de nationale anklagemyndigheder, blev det i løbet af 2000’erne et vigtigt punkt for EU-Kommissionen at etablere en offentlig anklagemyndighed med kompetence til at retsforfølge. Punktet om en offentlig anklagemyndighed blev derfor skrevet ind i Lissabon-traktaten fra 2007.
Efter over et årtis planlægning og forhandlinger blev EPPO etableret i sommeren 2021. EPPO har således kompetence til at efterforske og igangsætte retssager ved mistanke om svindel med EU-midler på over 10.000 € og grænseoverskridende momssvindel på over 10 millioner €.
Forhandlingerne om EPPO’s struktur var dog præget af de traditionelle uenigheder mellem EU’s medlemslande og EU-Kommissionen, og den endelige myndighed endte dermed også som en kompromisløsning. Mens EU-Kommissionen insisterede på en centraliseret myndighed med stor suverænitet, trak mange af medlemslandene sig i den modsatte retning og insisterede på bevarelse af den nationale suverænitet på retsområdet. Ifølge professor Dermot Walsh, der er ekspert på kriminalret i EU, så blev den decentraliserede løsning, med stadig vide beføjelser til medlemslandene, dermed den eneste måde, som myndigheden faktisk kunne blive til på. EPPO har kontorer i alle EU’s medlemslande med medarbejdere nomineret af de enkelte landes regeringer. Det betyder, at de enkelte lande gennem de nominerede sagførere har mulighed for at obstruere EPPO’s arbejde. Det er nemlig på anbefaling af de nationale kontorer, at retssagerne påbegyndes på hovedkontoret i Luxembourg.
EPPO’s bundne hænder
Som ph.d. i jura og ekspert i bulgarske retsforhold Radosveta Vassileva nøgternt forklarer, er EPPO’s succes i sidste ende “intrinsisk forbundet med retsforholdene i det givne land”. Hun forklarer konkret, hvad det betyder for sammensætningen af den bulgarske delegation af anklagere hos EPPO:
“I Bulgariens tilfælde er de delegerede anklagere nomineret af det øverste juridiske råd (som blev diskuteret i den første artikel, red.), som er kendt for sin forvikling med politik og er sværtet til i korruptionsskandaler. Dette Råd har gjort deres ypperste for at anbefale kompromitterede kandidater til udnævnelse af Laura Kövesi. Mens hun har afvist mange af dem for at være ukvalificerede, er hendes hænder bundne, idet grundene for at afvise kandidaterne faktisk er begrænsede. Af den grund er der udbredt bekymring i det bulgarske civilsamfund for, at de bulgarske anklagere (i EPPO, red.) ikke har den fornødne moralske integritet.”
Vassileva fortsætter og forklarer, at EPPO-kontoret i Bulgarien oprindeligt blev lagt under de kontroversielle specialiserede korruptionsdomstole (omtalt i sidste artikel, red.). EPPO blev således – fysisk i samme bygning såvel som ledelsesmæssigt – placeret så tæt på magten som muligt, hvilket naturligvis vanskeliggjorde muligheden for objektiv efterforskning. EPPO var dermed under direkte indflydelse fra Sotir Tsatsarov (tidligere statsanklager og anklager for de særlige domstole, red.) og nuværende statsanklager Ivan Geshev, begge tætte allierede med Boyko Borissov. Vassileva påpeger, at den gode nyhed dog er, at den nye regeringskoalition med Vi fortsætter forandringen (PP) i spidsen endeligt afviklede de specialiserede domstole, der har spillet en stor rolle for forværringen af retssikkerheden i landet. Domstolenes sidste dag var i juli 2022. Men for nuværende er EPPO dog stadig under tæt overvågning af statsanklager Ivan Geshev, hvilket er meget problematisk for det videre forløb.
Langsigtede perspektiver
På trods af afviklingen af de specialiserede domstole, er der altså endnu ikke gjort helt op med “konstruktionsbristen”, som Vassileva beskriver ovenfor, der i Bulgariens tilfælde binder EPPO på hænderne. I tiden op til EPPO’s etablering gled dette problem i baggrunden og fik derfor ikke den store opmærksomhed af medierne og NGO’erne i Bulgarien, hvoraf mange udtrykte måske urealistisk store håb og forventninger til den nye EU-myndighed. Men forventer man for nuværende store resultater fra EPPO i Bulgarien, risikerer man at blive skuffet, konstaterer Vassileva. Til spørgsmålet om det så betyder, at skillevejen, som Bulgarien står ved, måske blot er en blind vej, svarer Vassileva, at EPPO stadig kan spille en vigtig rolle i efterforskningen, eftersom det bulgarske retsvæsen som bekendt er fuldstændig kompromitteret. Som kilde til ukompromitteret efterforskning har EPPO altså stadig en væsentlig værdi indtil, at retssikkerheden på et tidspunkt er oprettet i landet.
Vassileva peger til sidst på en vækkelse og engagering af civilsamfundet som indirekte resultat af EPPO’s etablering i landet. For myndigheden har spillet en betydelig rolle i legitimeringen af den korruptionsmistanke, der i visse kredse har hængt over Borissov i flere år. Hvor mistanken tidligere ofte ikke blev taget seriøst af den brede offentlighed og heller ikke bragt i de store bulgarske medier (en stor del af dagspressen er dybt politiseret og kompromitteret), så kan Laura Kövesi med sin offentlige optræden i selskab med blandt andre den nyligt væltede Kiril Petkov (PP) udgøre en væsentlig støtte til anti-korruptionsaktører. For som noget ganske særligt i dansk optik har bulgarerne, ligesom borgere i flere andre østeuropæiske lande, faktisk større tillid til EU-repræsentanter end til deres egne politikere. På trods af de nuværende udfordringer er kampen derfor ikke tabt endnu. Den gamle klike omkring Borissov har i den brede befolkning lidt et forsmædeligt tab af omdømme, som de umuligt kan genetablere, påpeger Vassileva.
Hvilken forandring er der sket?
Mens Vassileva altså ser en styrkelse af civilsamfundet som konsekvens af de nye partiers antikorruptionsdagorden og EPPO’s tilstedeværelse, er der kritiske røster, der stiller spørgsmålstegn ved de nye partier. Flere eksperter i bulgarsk politik har bemærket en vigtig diskrepans mellem det populære antikorruptionsparti Vi fortsætter forandringens (PP) selvfremstilling som hævede over Borissov-systemets politiske kultur og dets egentlige ageren. Blandt andet florerer historien om transportministeren i den PP-ledte regering, iværksætteren Nikolaj Sibev, der donerede 300.000 leva (cirka 1,1 milioner kroner) til Vi fortsætter forandringen (PP) et år før valget i november 2021. Da partiet vandt regeringsmagten, blev han udnævnt som transportminister. Partileder Kiril Petkov har efterfølgende afvist at kommentere på sagen, mens Nikolaj Sibev og hans forbindelse til partiet blot er et eksempel på, at politik stadig er et spil for de store økonomiske interesser – selvom man som parti pryder sig med at gøre op med netop denne del af den politiske kultur.
Det bemærkes i samme ombæring af flere bulgarske eksperter, at Vi fortsætter forandringen (PP) ligesom GERB også har et stort bagland af forretningsinteresser. Forskellen er måske, at Vi fortsætter forandringen (PP) nu står stærkere med visse liberale aktører i Vesten end GERB. Et af landets største problemer har længe været det, man på bulgarsk betegner som “zadkulisie” (da. Bag scenerne, red.), altså magtfulde erhvervspersoner, lobbyister og udenlandske politiske interesser i at få indflydelse i landets politik. Oplevelsen af magtfulde og lyssky aktørers evner til at sætte kursen for landets politik udenfor offentlighedens og mediernes søgelys har længe været og er fortsat en ødelæggende faktor for det bulgarske civilsamfund. Valgdeltagelsen på under 40% ved valgene i november 2021 og oktober 2022 er blandt andet en konsekvens af denne oplevelse.
At Vi fortsætter forandringen (PP) ikke er hævede over indflydelsen fra magtfulde forretningsdrivende i landet og tilsyneladende bakkes op af andre aktører bag kulisserne, får flere til retorisk at spørge, om de så virkelig er det nye og friske pust, som navnet “Vi fortsætter forandringen” ellers lægger op til? Kigger man på partiets kandidatliste, er det tydeligt, at megen energi er blevet lagt i partiets udtryk, så det fremstår som et reelt alternativ til efterhånden aldrende politikere som Boyko Borissov. Alt fra partinavnet til udvælgelsen af unge og friske ansigter, der appellerer til de unge liberale storbyvælgere, giver dem et skær af anti-etablissement. På den måde minder de måske i virkeligheden meget mere om deres nemesis, Borissov, idet de på visse punkter kopierer succesen bag hans udtryk og den form for populisme, som man netop forsøger at gøre op med.
På den anden side kan partiet dårligt nok klandres for at gøre, hvad der skal til for at få vælgerne ned til stemmeboksen i et land, hvor flertallet bliver derhjemme. Men hvis partiet ikke formår at gøre op med den politiske kultur og indflydelsen fra de forskellige økonomiske interessenter, der i flere år har præget bulgarsk politik – og som “Borissov-systemet” blot er ét udtryk for – er der måske i virkeligheden meget lidt forandring over det nye parti.
Mens Radosveta Vassileva påpeger visse fremskridt under Vi fortsætter forandringens (PP) syv måneder lange regeringstid som eksempelvis tilbagerulningen af de meget kontroversielle specialiserede domstole for korruption, er andre mere tilbageholdende med superlativerne omkring tiden med Vi fortsætter forandringen (PP) ved magten. Blandt andet vækker det undren, at et EU-direktiv for at sikre juridisk beskyttelse til whistleblowere, der senest skulle være blevet implementeret i 2021, ikke engang blev forsøgt behandlet af det bulgarske parlament under Vi fortsætter forandringens (PP) regeringstid. Det havde givetvis været et effektivt instrument i korruptionskampen og en oplagt mediesejr for en selvbetegnet antikorruptions-koalition. Eftersom det allerede var blevet syltet af Borissov, er det påfaldende, at der ikke blev gjort mere ved den sag.
(Endnu) et afgørende valg
Næsten hvert eneste parlamentsvalg af de fire parlamentsvalg de sidste 18 måneder er blevet beskrevet med dramatiske vendinger som afgørende og definerende af både bulgarske og internationale medier. Det kan have været med til at motivere de bulgarske vælgere ved de første to valg i 2021%. Men det er også en kendsgerning, at de konstante nyvalg, som følge af et kløvet parlament, hvor ingen af parterne får noget ud af at samarbejde, har bidraget til udbredelsen af apatisk politikerlede i befolkningen. Ved det forrige valg i november 2021 og det nyligt afholdte i oktober 2022 har valgdeltagelsen ligget på lidt under 40%
Tendensen til ikke at gå ned til stemmeurnerne er varet ved blandt størstedelen af de berettigede – og altså også ved det seneste valg i oktober. Og det er særligt ikke i de nye partiers interesse, da de i høj grad har formået at mobilisere den del af befolkningen, der ellers har givet op på forandring af det politiske system. Mens utilfredsheden ved status quo og de etablerede magthavere i form af partierne GERB og DPS fik ekstraparlamentarisk ventil ved store gadedemonstrationer og parlamentarisk repræsentation i de nye protest- og antikorruptionspartier, må de nye partier nu sande, at de godt syv måneder ved magten ikke har gjort noget godt for deres popularitet. Befolkningens tålmodighed er opbrugt, og der mangler tydelige resultater. Således er den selvsamme politikerlede, der spillede en vis rolle for succesen for oppositionspartierne Vi fortsætter forandringen (PP), Demokratisk Bulgarien (DB), Der findes sådan et folk (ITN) og Det bulgarske socalistparti (BSP), ved at blive rettet imod dem selv.
Snarligt valg igen meget sandsynligt
Uafhængigt af denne tendens er det alligevel slående, at partiet GERB med Borissov i spidsen har overlevet og står styrket på trods af den store opmærksomhed på partiets forbindelser med flere store korruptionssager. Ved valget fik Borissovs parti GERB en ganske voldsom fremgang og næsten 25%. Det betød, at partiet fik til førstemandat til at sammensætte en regering. Antikorruptionspartiet Vi fortsætter forandringen (PP) gik derimod tilbage og fik som næststørste parti 19%. Dermed vil de ikke være i stand til at danne koalition udenom GERB, hvad der ellers er partiets raison d’etre. I realiteten er der dog, som Vassileva også påpeger, ingen der vil associeres med Borissovs parti, og GERB har da heller ikke formået at danne en ny regering siden valget i oktober. Mens det samtidig ser ud til, at også Vi fortsætter forandringen (PP) får store problemer med at danne et flertal i parlamentet, er det faktisk sandsynligt, at der efter en kort periode vil blive udskrevet nyvalg igen i Bulgarien, hvilket dermed vil være femte gang på to år.
Alt imens risikerer Bulgarien fortsat at blive ledt af en midlertidig regering, der blev nedsat i juli 2022 og under stor indflydelse af præsident Rumen Radev. Præsidenten har de seneste par år ved flere tilfælde overskredet sin status som neutralt statsoverhoved og forsøgt at påvirke udfaldet af store politiske spørgsmål i landet, da han i tilfælde af, at der ikke dannes regering, har ganske vide beføjelser. Eksempelvis har Radev og den midlertidige regering – uden folkeligt mandat – forsøgt at bryde med Vi fortsætter forandringens (PP) pro-vestlige energi- og udenrigspolitik og i stedet forsøgt at genoptage forhandlinger med russiske Gazprom om langtidsaftaler om naturgas på et kontroversielt tidspunkt, hvor resten af EU udfaser netop den russiske gas. Radev er tæt knyttet til det pro-russiske socialistparti, BSP, hvilket kan være en forklaring på de kontroversielle beslutninger. I et ustabilt land som Bulgarien hvor stabile regeringsdannelser kan have lange udsigter, er det bekymrende, hvis Radevs enegang fortsætter, idet det kan svække landets position overfor russisk indflydelse.
I et parlamentarisk regi – med hvad der ligner et langsomt forfald for GERB – synes der at være tegn på, at nye vinde blæser over landet. Om det på sigt viser sig at være mere end blot udskiftningen af et sæt partibogstaver med et par andre, men med en faktisk styrkelse af civilsamfundet samt bekæmpelsen af korruptionen, blafrer dog indtil videre i vinden. Hvilken vej vinden skal føre dem henad, skal bulgarerne sandsynligvis tage stilling til i foråret 2023, når der efter alt at dømme snart udskrives parlamentsvalg igen.
