Krig i Europa er en realitet. Den nye virkelighed efter Putins invasion af Ukraine betyder også, at EU-landene skal gentænke både den fælles udenrigspolitik og den fælles forsvarspolitik. Regeringen har som en del af forsvarsforliget sammen med SF, Radikale Venstre, Konservative og Venstre besluttet, at den nye virkelighed kræver et opgør med det danske forsvarsforbehold.
Forsvarsforbeholdet blev indført med de tre andre forbehold i Edinburgh-aftalen, der blev vedtaget i 1993. Retsforbeholdet og euroforbeholdet handler om afgivelse af suverænitet og de forhindrer grundlæggende, at Danmark kan blive underlagt flertalsbeslutninger i EU på disse områder. Man kan sige, at Danmark kun er underlagt beslutninger, hvor vi har vetoret.
Hvis Danmark ophæver retsforbeholdet eller euroforbeholdet, så er der tale om suverænitetsafgivelse og derfor skal der ifølge grundlovens §20 enten være 5/6 flertal i Folketinget eller afholdes en folkeafstemning.
Forsvarsforbehold uden §20
Forsvarsforbeholdet undtager Danmark fra de beslutninger og aktiviteter i EU, der påvirker forsvarsområdet. Mere præcist kan Danmark ikke deltage i militære projekter, med mindre de også har en klar civil komponent, og Danmark kan ikke komme til at hænge på udgifterne til sådanne projekter i EU.
Du kan finde forsvarsforbeholdets fulde ordlyd i protokol 22 i Lissabontraktaten: https://www.eu.dk/da/dokumenter/traktater/protokoller/protokol-22
EU’s samarbejde på de områder, forbeholdet omfatter, er mellemstatsligt, så der er ikke umiddelbart en suverænitetsafgivelse ved opgivelse af forsvarsforbeholdet. Derfor er det heller ikke en folkeafstemning efter grundlovens §20, vi skal til i juni. Alle Folketingets partier står dog bag en aftale om, at forsvarsforbeholdet ikke kan afskaffes uden en (såkaldt vejledende) folkeafstemning.
Hvad betyder forsvarsforbeholdet i dag?
Det er nemt at finde oversigter og opregninger af, hvornår forsvarsforbeholdet har været taget i brug.
I en udredning fra DIIS i 2019 er det undersøgt, hvad forbeholdet betyder: https://www.diis.dk/publikationer/europaeisk-forsvarssamarbejde-danske-forsvarsforbehold
Hvis man skal lave en hurtig opsummering på, hvad forbeholdet betyder, så er svaret, at det betyder meget lidt for Danmarks deltagelse i det nuværende konkrete EU-samarbejde. Mange af de konkrete initiativer fra EU hidtil har civile komponenter (f.eks. forskning, industripolitik, nødhjælp), så Danmark har i store træk kunnet deltage i både missioner og projekter hidtil.
Den måske mest markante betydning af forbeholdet i praksis er, at Danmark i dag ikke deltager i det såkaldte PESCO-samarbejde, der handler om at koordinere militære indkøb og militære kapaciteter.
Forbeholdets vigtigste betydning er, at den danske regering ikke kan sidde med til ministerrådsmøder, hvor der er militære spørgsmål på dagsordenen. Det kan blive helt afgørende, når en ny udenrigspolitik og forsvarspolitik forventeligt skal aftales. Folkeafstemningen handler derfor i meget høj grad om, hvorvidt Danmark skal ”sidde med ved bordet”.
Hvis EU får et langt mere omfattende samarbejde på området, så vil forbeholdet naturligvis også komme til at få meget større betydning i fremtiden.
Mere magt – samme suverænitet!
Der er to overordnede argumenter for at afskaffe forsvarsforbeholdet.
For det første mister Danmark ikke suverænitet ved at opgive forbeholdet. Forsvarssamarbejdet er nemlig mellemstatsligt, så hvis Danmark deltager i det, så har Danmark også vetoret over for beslutningerne. Argumentet er, at vi vinder ny indflydelse ved at sidde med ved bordet og stadig har vores vetoret, hvis vi er utilfredse med et forslag.
For det andet sker der store forandringer i EU-samarbejdet på forsvarsområdet. Det er forventningen, at der bliver langt flere beslutninger, aktiviteter og tiltag, som Danmark vil være forhindret i at deltage i fremover, hvis vi ikke afskaffer forbeholdet.
Hvem er ”vi”?
Der er parallelt to argumenter for at bevare forsvarsforbeholdet.
For det første flytter ophævelsen af forsvarsforbeholdet magten internt i Danmark. Argument er, at forbeholdet lige nu er kontrolleret af vælgerne. Hvis forbeholdet afskaffes, så vil det være folketingets flertal – i praksis regeringen – der kan afgive veto eller stemme for nye tiltag på området i EU. Hvis partierne ikke er holdningsmæssigt på linje med vælgerne i disse spørgsmål, så kan afskaffelsen af forbeholdet gøre en stor forskel.
For det andet sker der store forandringer i EU-samarbejdet på forsvarsområdet. Derfor lyder argumentet, at vi risikerer at sige ja til noget, vi ikke ved, hvad er eller bliver til.
Hvad vil DEO opnå i debatten?
I DEO har vi ikke nogen holdning til, hvad folk bør stemme. Vores opgave er at sikre, at vi får en levende, nuanceret og saglig debat op til folkeafstemningen, så vælgerne føler sig grundigt klædt på til at tage stilling. Det kræver overvejelser om nogle grundlæggende spørgsmål blandt politikere, eksperter og helt almindelige mennesker.
Hvad er EU’s forsvars- og udenrigspolitik i dag? Hvad er der på tegnebrættet allerede nu? Hvad vil de andre lande?
Hvis Danmark skal sidde med ved bordet, hvad er det så, vi gerne vil sige til de andre? Hvilket fremtidigt samarbejder ønsker vores regering og politikere?
Hvor går vores røde linjer i forhold til at deltage i forsvarssamarbejdet i fremtiden? Er der nogle tiltag, hvor Danmark bør bruge sit veto?
Hvordan skal Tysklands og Frankrigs ønsker om en EU-hær forstås? Hvad skal relationen mellem NATO og EU være fremover?
Hvilken udenrigspolitik har Europa brug for, hvis vi skal sikre en fremtid uden krige? Skal der oprustes militært for at vinde freden?
Der er sket radikale ændringer af EU-landenes indstilling til forsvarspolitik de seneste to uger. Det kommer med sikkerhed til at betyde ændringer af EU i den nærmeste fremtid. Folkeafstemningen er en fremragende anledning til at tage den store offentlige debat om, hvilken militær fremtid og udenrigspolitisk fremtid vi ønsker i Danmark.
