I hvert enkelt medlemsland skal man kunne se, hvem de 100 største modtagere af milliarderne fra Corona-fondene er. Det formelle navn på fondene er: EU’s facilitet for genopretning og modstandsdygtighed (Recovery and Resilience Facility).
Fondene omfatter 338 milliarder euro i bidrag og 385,8 milliarder i lån. I alt 723,8 milliarder euro eller tæt på 5.400 milliarder danske kroner – i dagens priser.
Reglerne for fondene har hidtil gjort det vanskeligt at finde ud af, hvem der får glæde af pengene. Det gik medlemslandenes repræsentanter i Ministerrådet ikke med til, da reglerne – forordningen – blev lagt fast i december 2020.
To år senere er det lykkedes medlemmer af Europa-Parlamentet at bane vej for øget åbenhed. Det skete, da RRF-forordningen i efterrådet skulle revideres for at omfatte et nyt EU-initiativ, der hedder REPowerEU, som inkluderer forskellige initiativer for at kompensere for den manglende russiske naturgas. Parlamentets forhandlere udnyttede i den forbindelse muligheden for at genfremsætte tidligere afviste forslag om åbenhed.
På let betjente hjemmesider
”Den her gang opnåede vi et gennembrud,” sagde den rumænske forhandler Dragoş Pîslaru fra partigruppen Renew Europe (tidligere Liberalene) på et pressemøde den 14. december.
”Medlemslandene bliver nu nødt til at oprette let betjente hjemmesider med oplysninger om de 100 største modtagere af bidrag eller lån fra Corona-fondene,” forklarede han.
Hvorfor kun de 100 største og ikke alle?
”Fordi det var en forhandling. Rådet sagde, at det ville være et alt for stort arbejde at redegøre for alle modtagere,” svarede Pîslaru på spørgsmålet fra Follow the Moneys medarbejder Peter Teffer.
Follow the Money er en hollandsk medieplatform og vært for et organiseret journalistisk netværk, der hedder #Recoveryfiles, og hvor DEO er med som en af deltagerne. Journalistgruppen har gennem aktindsigter og andre kilder kunne dokumentere, hvordan dele af fondene hidtil er blevet fordelt, men også vanskelighederne ved at forstå, hvordan fondene i det hele taget bliver brugt.
Så sent som for en måned siden fik netværkets DEO-medarbejder EU-ombudsmandens ord for, at Kommissionen havde handlet forkert ved ikke at give en overbevisende begrundelse for at nægte adgang til efterspurgte dokumenter.
Dokumenterne omhandlede drøftelser mellem Kommissionen og Sverige om den nationale svenske genopretningsplan og mellem Kommissionen og Danmark om den danske plan. Kommissionen nægtede adgang til mange dokumenter, men med forskellige motiver. Noget som EU-ombudsmanden Emily O’Reilly kritiserede.
Bruxelles vidste bedre
En af de grunde, som Kommissionen angav, var, at en frigivelse af dokumenterne risikerede at underminere Sverige og Danmarks finansielle, monetære eller økonomiske politik. Overraskende nok delte hverken Sverige eller Danmark denne opfattelse.
Ombudsmanden bemærkede, at “det er meget vanskeligt at forstå […] hvilken indsigt Kommissionen har i de to medlemsstaters finansielle, monetære eller økonomiske politik, som skulle have forrang frem for deres egne synspunkter om, hvilke risici offentliggørelsen af dokumenterne ville medføre”.
Kort sagt: Hvad ved Bruxelles om svensk og dansk økonomi, som man ikke ved i Stockholm og København?
Efter gennembruddet for Parlamentets forhandlere om større åbenhed er det muligt at kommende begæringer om aktindsigt om Corona-fondene møder mindre modstand.
Det er dog stadig uklart, hvornår den nu besluttede åbenhed om de 100 største modtagere i hvert land træder i kraft, og om redegørelserne skal opdateres og rangordnes løbende eller først bliver offentlige i 2026, når alle bidrag og lån skal være udbetalte.
En krølle på historien er, at Parlamentets gennembrud for øget åbenhed kom fire dage efter, at Parlamentet havnede i fokus for mistanke om bestikkelse af medlemmer og assistenter i Parlamentet. Bestikkelsen kommer angiveligt fra Qatar, men muligvis også fra Marokko og Bahrain. En bestikkelse, der har været muligt på grund af manglende åbenhed og indsyn i Parlaments arbejde og regnskaber.
Gør som vi siger – ikke som vi gør
Men det er ikke så modsætningsfuldt, som det kan se ud til. Europa-Parlamentet har altid været en udtalt fortaler for åbenhed i andre EU-institutioner, i EU’s medlemslande og i lande udenfor EU – bare ikke i egne rækker.
Parlamentets medlemmer modtager 69.646 kroner (9,386 euro) i løn hver måned, plus 2.508 kroner (338 euro) i diæter per mødedag. Derudover får hver og en af EU-parlamentarikerne 35.453 kroner (4,778 euro) per måned til kontorhold i deres hjemlande, der går under godtgørelse for generelle udgifter, som også kaldes blyantpenge. Der er ingen krav på dokumentation af, hvordan de penge bliver brugt.
Da journalister spurgte EU-parlamentarikerne ind til deres kontorerstatning, var kun 53 ud af dengang 748 EU-parlamentarikere villige til at fremvise dokumentation for faktiske udgifter. En tredjedel nægtede at fortælle adressen eller gav adresser, som ikke fandtes. Begæringer om aktindsigt i udgifterne til kontorhold i hjemlandene blev stillet til Parlamentets administration, som sagde nej. Derefter blev EU-domstolen bedt om at tage stilling.
Domstolen afgjorde sagen i september 2018 – til fordel for Parlamentets holdning.
Hvordan de folkevalgte bruger deres skattepenge for at holde kontakt til deres vælgere, er deres private anliggender, slog domstolen fast. Det gælder stadig for blyantpengene, hvorfor Parlamentets krav på åbenhed om landenes og virksomheders brug af EU-midler ikke gælder for deres eget politiske arbejde.
