Godt 11 milliarder kroner er på vej til den danske statskasse fra EU’s genopretningsfond. Italien får mildt sagt noget mere at gøre godt med: 1.430,4 milliarder kroner (192 milliarder euro) frem til 2026.
Spørgsmålet om, hvordan genopretningspakkens i alt 806,9 milliarder euro (6.000 milliarder kr.) fordeles mellem landene, har været genstand for åbne politiske forhandlinger. Fordelingsnøglen er baseret på befolkningsstørrelse, arbejdsløshedsprocent og konsekvenserne af Corona-pandemien for de enkelte lande.
Det var også en åben politisk beslutning, at mindst 37 procent af de penge, som betales ud, skal gå til grøn omstilling og mindst 20 procent til digitalisering af samfundsfunktioner.
Men her holder åbenheden op.
Politikere uden indflydelse
En gruppe europæiske journalister i projektet #RecoveryFiles har tidligere vist, at hverken Europa-Parlamentet eller de nationale parlamenter har haft indflydelse på de omfattende genopretningsprojekter. De afhandles på regeringsniveau og i praksis mellem embedsmænd. Og det er lukket land for den bredere offentlighed.
Hvilke konkrete krav har Kommissionen stillet til de enkelte medlemslande for at udbetale støtten? Hvor meget har Kommissionen blandet sig i de reformer, som medlemslandene skal gennemføre som betingelse for udbetaling? Og – ikke mindst – hvilke virksomheder og projekter får glæde af milliarderne?
Det er spørgsmål, som journalisterne i projektet har stillet til de nationale regeringer og til Kommissionen. Svarene lader vente på sig.
I oktober sidste år gjorde journalistgruppen EU-ombudsmanden, Emily O’Reilly, opmærksom på, at åbenheden om genopretningsfonden var mangelfuld. Hun udbad sig en forklaring. Kommissionsformanden, Ursula von der Leyen, svarede:
”Vær forsikret om, at vi er fast besluttet på at sikre gennemsigtighed i genopretnings- og robusthedsfaciliteten, da vi deler vurderingen, at EU-borgernes fulde ejerskab er en forudsætning for at sikre dens succes”
Men nej.
Uoverskuelige mængder
Aktindsigt i dokumenter fra EU’s institutioner har siden 2001 været en lovfæstet rettighed. Den, som spørger, skal kunne forvente svar indenfor 15 arbejdsdage, men med mulighed for forlængelse i yderligere 15 dage. De, som har spurgt om genopretningsfonden, venter nu på femte eller sjette måned.
Kommissionens har to forskellige begrundelser for ikke at udlevere de efterspurgte dokumenter. For det første, at der er uoverskueligt mange sider, som skal læses igennem, før man kan tage stilling. For det andet at udleveringen vil kunne ødelægge beslutningsprocesserne.
Mængden af dokumenter er unægtelig stor. Alene indholdsfortegnelsen over Finansministeriets korrespondance med EU-Kommissionen om den danske støtte fylder 124 A-fire sider. De henviser til i alt cirka 14.000 siders materiale, ifølge ministeriets skøn. Dertil kommer tre siders fortegnelser over henvendelser fra virksomheder og andre danske interessenter. Dem har Finansministeriet udleveret uden problemer.
Spanien, som forventer at modtage 493 milliarder kroner (70 milliarder euro) fra genopretningspakken, har sendt 2.200 dokumenter til Kommissionen på i alt 25.000 sider. Det materiale kan EU-Kommissionen ikke tage stilling til aktindsigter i. Journalistgruppens opfølgende spørgsmål om, hvor mange af de sider Kommissionens sagsbehandlere rent faktisk har læst, blev heller ikke besvaret.
Argumentet om, at udlevering vil ødelægge beslutningsprocesser, bliver brugt på to måder. I medlemslandene vil, må eller tør embedsmænd ikke udlevere EU-dokumenter uden først at bede Bruxelles om lov. Den slags konsultationsforpligtelse med en indbygget vetoret følger i Danmark af den danske lov om aktindsigt og den danske fortolkning af EU-regler. Hvis der er tvivl, skal EU høres først.
Sverige fortolker adgang til EU-dokumenter mindre strikt. DEO’s medarbejder fik allerede i september sidste år tilsendt den slags dokumenter fra Stockholm, som sagsbehandlerne i København endnu ikke har taget stilling til, om man kan udlevere. Først skal man have grønt lys fra Bruxelles.
Tilliden tåler ikke indblik
Omvendt bruger Kommissionen argumentet, at man ikke kan udlevere dokumenter af hensyn til medlemslandene. Det ville ”true den gensidige tillid med Rumænien”, og ”alvorligt underminere uafhængigheden og objektiviteten af beslutningsprocessen med Slovenien,” for at ikke at tale om Tyskland, hvor en udlevering vil kunne føre til ”spekulationer” med en medfølgende risiko for landets ”finansielle stabilitet.”
Om dokumenter modtaget og sendt fra Danmark hævder Kommissionen, at en udlevering vil ”belaste arbejdsrelationerne mellem Kommissionen og de danske myndigheder.”
Päivi Leino-Sandberg, professor i Europæisk ret i Helsinki og ekspert i adgang til EU-dokumenter, mener, at Kommissionen overfortolker sine beføjelser, fordi de afgørende beslutninger allerede er truffet. Kun planerne for Bulgarien, Holland, Sverige, Polen og Ungarn mangler godkendelse i skrivende stund.
”I de tilfælde, hvor beslutninger om de nationale støtteprogrammer er truffet, er det begrænset, hvad man har ret til at holde tilbage. At Kommissionen afventer, at hele genopretningsplanen er gennemført i 2026, er alt for vidtgående, og vedrører helt forskellige beslutningsprocesser,” siger hun.
Hun mener også, at argumenter om objektivitet og uafhængighed bliver misbrugt.
”Med tanke på det meget store beløb, som det handler om, ved alle, at Kommissionen bliver udsat for kraftigt politisk pres fra medlemslandene. Jeg mener, det må være i Kommissionens interesse at vise, at man laver et ordentligt stykke arbejde og ikke bøjer sig for pression,” siger Päivi Leino-Sandberg.
Helen Darbishire, der er direktør for kampagneorganisationen Access info Europe med base i Madrid, har taget del i journalistgruppens foreløbige forsøg på at afdække brugen af genopretningsmilliarderne.
”Hvis vi ikke får placeret et klart ansvar for, hvordan pengene bliver brugt, så vil vi før eller siden se skandaler om fejlagtige udbetalinger. Det vil skade befolkningernes tillid. Hvis de fondsmidler skal sikre Europæisk demokrati, er åbenhed om beslutninger og fordeling en afgørende nøgle,” siger hun.
Note om størrelsen af genopretningspakken:
Der figurerer flere forskellige tal om EU’s genopretningsfond. Det oprindelige beløb var 750 milliarder euro i 2018 priser. Kommissionen bruger i dag beløbet 806,9 milliarder euro i 2022 priser. Deri indgår 338 milliarder i ren støtte, 385,8 milliarder i lånemuligheder til lav rente + 83,1 til forstærkning af det almindelige langtidsbudget. Denne samlede satsning er også omtalt som NextGenerationEU.
Om #RecoveryFiles
I arbejdet med #RecoveryFiles deltager medarbejdere fra DEO i Danmark, RISE i Rumænien, Bird i Bulgarien, Die Welt i Tyskland, Denik Tjekkiet, Ostro i Slovenien, Atlatszo fra Ungarn, IRPI fra Italien, Le Monde i Frankrig, Onet i Polen og bruxellesmediet Euractiv.com, med samordning, databehandling og løbende rapportering i regi af hollandske Follow the Money.eu. Projektet kan løbende følges på https://www.ftm.eu/recoveryfiles
Du kan se en video, som nærmere forklarer gruppens arbejde, her: https://www.youtube.com/watch?v=gITVcn01e4U
