De seneste måneder har man på dk4 kunne se en programserie om EU og Balkan. Nu er der også udkommet seks podcasts på baggrund af seriens indhold. Med journalist Christian Foldager som vært og DEO’s Zlatko Jovanovic som fast Balkanekspert, diskuteres der sammen med en række andre eksperter om den aktuelle situation på Balkan med fokus på forholdet til og optagelse i EU.
Fra Jugoslavien til Vestbalkan (1:6)
I første afsnit af programserien analyserer Zlatko Jovanovic, sammen med lektor ved Aarhus Universitet Christian Axboe Nielsen, udviklingen på Balkan fra tiden under Jugoslavien og frem til i dag. Hvad er status på forholdet mellem EU og Balkan? Hvilken rolle spillede EF for Jugoslavien og hvad er befolkningens holdning til EU i dag?
Jugoslavien var et land med en unik geopolitisk position, der medvirkede til, at landet var det eneste kommunistiske land i Østeuropa, som reelt havde udsigt til medlemskab i det daværende EF. Landets senere sammenbrud førte dog ikke kun til krige og etniske- og regionale stridigheder, men har samtidigt også besværliggjort ansøgningsprocessen for flere af landene og stillet dem bagerst i køen til EU-medlemskab blandt de tidligere kommunistiske lande i Europa. Et EU-ønske findes alligevel blandt befolkningerne i de syv lande, der er opstået ud af Jugoslavien. To af landene har fået ønsket opfyldt, og er i mellemtiden blevet EU-medlemslande: Slovenien i 2004 og Kroatien i 2013. De øvrige fem lande (Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Montenegro, Nordmakedonien og Serbien) har søgt om at blive medlemmer, men oplever stadig forskellige komplikationer i forhold til det.
De fem lande samt Albanien omtaler man i dag som Vestbalkan. Vestbalkan ligger således omringet af EU. De seks lande, som udgør Vestbalkan, står ikke nødvendigvis lige langt i køen for EU-medlemskab. Mens nogle lande i dag ligger lige for dørene af EU, har andre lang vej endnu.
Hvor langt er de forskellige lande fra EU-medlemskab? Hvilke komplikationer oplever de i forbindelse med opfyldning af kravene for medlemskab? Hvad er befolkningens holdning til EU-medlemskabet? Og hvorfor føler nogle længslen efter Jugoslavien? Hvordan reagerede det daværende EF på Jugoslaviens sammenbrud og hvilken rolle spiller unionen i dag?
Se det første afsnit af programserien og find svar på de mange spørgsmål.
Eller lyt til podcasten her: Fra Jugoslavien til Vestbalkan.
Balkan set fra EU (2:6)
I det efterfølgende afsnit er det seniorforsker og enhedsleder hos DIIS, Cecilie Felicia Stokholm Banke, der med Zlatko Jovanovic analyserer, hvordan EU forholder sig til Vestbalkan i forbindelse med tidligere udvidelser og nutidens problematikker. Hvordan ser EU egentligt på Balkanlandenes medlemskab i Unionen? Hvilke kriterier skal der opfyldes for at få EU-medlemskab? Hvorfor er Balkan interessant? Og hvem har ellers interesse i området?
Balkan er en del af Europa og anses for at høre med til EU. Alligevel er det ikke alle lande, som er medlemmer af Unionen. For at kunne komme med i EU skal et ansøgerland opfylde de såkaldte Københavnerkriterier og tilnærme sig EU’s lovgivning. Ansøgningsprocessen bruges som et værktøj til at demokratisere og forsone regionen. En af grundene til at Slovenien og Kroatien var de to lande, der hurtigst blev medlemmer af EU var, at deres økonomier var mere fremskredende.
De resterende lande oplever til gengæld at have vanskeligheder i ansøgningsprocessen. Nævneværdigt, oplever Bosnien-Hercegovina, at landets komplicerede politiske system og den manglende kommunikation blandt landets politiske eliter komplicerer og forsinker processen. En række store problemer, som korruption og organiseret kriminalitet, som man oplevede ved indlemmelsen af – og stadig oplever i – visse østeuropæiske lande, har desuden gjort nogle medlemslande mere kritiske overfor Balkan-udvidelsen, og dermed er kriterierne for medlemskab blevet yderligere skærpet. Resultat deraf har været, at EU-entusiasmen i Balkanlandene er begyndt at falde. Imens har Kina og Rusland de seneste år udvist voksende interesse i Balkan-området. Deres økonomiske- og geopolitiske interesser i området sætter EU på en prøve.
Er Kina og Rusland reelle alternativer for Balkan? Er der fare for, at befolkningens ønske om EU-medlemskab vil forsvinde? Hvordan forholder landene sig hver især til optagelseskriterierne? Hvad er de største forhindringer for optagelsen af flere lande i EU? Og hvor stor uenighed er der om Balkanudvidelsen blandt de nuværende medlemslande? Er det realistisk, at alle lande kommer med i EU i den nærmeste fremtid?
Se andet afsnit af programserien og find svar på de mange spørgsmål.
Eller lyt til podcasten her: Balkan set fra EU.
EU set fra Balkan (3:6)
Programseriens tredje afsnit handler om Balkanlandenes syn på EU-medlemskabet. Sammen med Ismar Dedovic, ph.d. i historie og adjunkt ved Niels Brock, analyserer og diskuterer Zlatko Jovanovic Balkanbefolkningens holdning til EU og omverdenen. Hvorfor vil Balkanlandene gerne være en del af EU, og hvordan påvirker den langsigtede og usikre fremtid befolkningens holdning til EU samt til Kina og Rusland?
Landene på Balkan har længe gerne ville være en del af EU. For befolkningen er et EU-medlemskab især vigtigt, fordi det anses for at være en garanti for sikkerhed, økonomisk fremskridt og demokratisering. Befolkningen føler også, at de identitetsmæssigt hører med til EU, mens retsstaten og et fungerende retsvæsen også spiller en betydelig rolle. Dog er der intet, der vægter højere end ønsket om rejse- og bevægelsesfrihed. Bevægelsesfriheden giver mulighed for at tage del i det frie marked og finde arbejde på tværs af grænser og – når landene gennem medlemskabet forhåbentligt opnår en højere levestandard – gør det også nemmere at rejse og opleve andre medlemslande.
Selvom EU-entusiasmen er udbredt blandt alle aldersgrupper på Balkan, ser man, at støtten varierer. Entusiasmen er særligt høj blandt de unge, som ønsker at studere på universiteter rundt omkring i Europa. Dette forstærker dog bekymringen om yderligere stigning i udvandringen (brain-drain) fra landene, hvilket allerede er et stort problem.
Den lange ansøgningsproces og en udbredt følelse af manglende støtte fra EU har medvirket til, at EU-entusiasmen er begyndt at falde blandt andre dele af befolkningen. Samtidigt oplever man, at forhandlinger om medlemskab let udnyttes af nogle mindre demokratisksindene politiske kræfter, og Rusland og Kina, der lokker med et løfte om massive investeringer.
Risikerer landene, at den tiltagende udvandring af især unge og veluddannede svækker den allerede skrumpende middelklasse, som anses for at være afgørende for reform- og demokratiseringsprocesserne? Hvor stor er den del af befolkningen, som ikke vil være med i EU? Føler befolkningen i Balkanlandene, at EU tager deres ønske om og anstrengelser til at opnå medlemskab seriøst? Hvilke medlemslande anses som ”venner” og hvilke for ”fjender”? Hvor meget længere er befolkningen parate til at vente inden, de begynder at vende sig mod andre end EU?
Se tredje afsnit af programserien og find svar på de mange spørgsmål.
Eller lyt til podcasten her: EU set fra Balkan.
Identitet og fællesskabsfølelse på Balkan og i EU (4:6)
I dette afsnit tilslutter lektor ved instituttet for Tværkulturelle og Regionale Studier på KU Tea Sindbæk Andersen sig til Zlatko Jovanovic i diskussionen om betydningen af identitet og fællesskabsfølelse på Balkan og i forhold til EU. Hvordan identificerer de forskellige befolkninger sig på Balkan? Hvordan kan forsoning mellem de etniske grupper fremmes efter krigene i 1990’erne, og hvilke faktorer besværliggør forsoningen? Hvilken rolle skal EU påtage sig?
De forskellige lande, som Balkan består af, rummer alle forskellige religiøse, historiske og sproglige traditioner, hvorfor de pågældende befolkningsgrupper identificerer sig forskelligt. Religion er en betydelig stor identitetsfaktor, og befolkningsgrupperne opdeles ofte ud fra deres religiøse tilhørsforhold, henholdsvis muslimsk, katolsk eller kristen ortodoks. Statsgrænserne indrammer ikke nødvendigvis diverse etnoreligiøse befolkningsgrupper, og fysiske grænser er derfor kun en af flere identitetsmarkører hos den almene befolkning. Alligevel har de etniskdefinerede politiske eliter siden 1990’erne forsøgt strengt at definere landegrænserne på baggrund af etnicitet. Deres forsøg på at regere ud fra sådan et nationalistisk synspunkt førte i 1990 – og flere år efter – til en række krige og etniske udrensninger.
For at komme frem mod forsoning på regionen, er tiltag som Krigsforbryderdomstolen i Haag blevet etableret for bl.a. at lægge ansvaret over på enkelte personer frem for hele nationer. Forsoning er dog en kompleks proces, der for eksempel i Bosnien-Hercegovina yderligere kompliceres af landets etnisk opdelte skolesystem og det indviklede politiske system, som blev etableret med Dayton-fredsaftalen. Disse aspekter fastholder landet i den etniske segregation, der er opstået med krigen og systemerne skubber således EU-medlemskabet længere ud i horisonten.
Den tidligere fredsaftale og nu forfatning Daytonaftalen spænder dermed ben for EU-medlemskab, da landet ikke kan opfylde ansøgningskriterierne, da det eksempelvis kun er folk fra de tre dominerende etniske grupper, som kan stille op til det bosniske præsidentskab, hvilket er i strid med EU’s princip om diskrimination. Kritikken lyder også på, at EU forholder sig alt for tøvende eller ligefrem passiv til omstændigheder, der kræver handling, som i forbindelse med de aktuelle spændinger mellem Republika Srpska og resten af Bosnien-Hercegovina.
Hvorfor lægger EU ikke mere pres på de nationalistiske politiske eliter? Hvilke befolkningsgrupper tilhører egentlig hvilke religioner? Hvad betyder den europæiske identitet for Balkan, og findes der stadig en jugoslavisk identitet blandt befolkningen? Hvilken betydning har historien såsom Osmannerrigets lange tilstedeværelse i regionen for befolkningens nuværende identiteter? Hvad kan EU lære af Balkan, og hvad kan Balkan lære af EU?
Se det fjerde afsnit af programserien og find svar på de mange spørgsmål.
Eller lyt til podcasten her: Identitet og fællesskabsfølelse på Balkan og i EU.
Fanget på Balkan-ruten til EU (5:6)
I programseriens femte afsnit undersøger Zlatko Jovanovic og Kristina Grünenberg, migrationsforsker og lektor ved Institut for Antropologi på KU, spørgsmålet om at være fanget på Balkan-ruten til EU. Hvor kommer flygtningene og migranterne fra? Hvordan ser situationen ud i dag? Hvilke komplikationer oplever henholdsvis flygtninge, Balkanlandene og EU?
I 2015 oplevede Europa en massiv tilstrømning af flygtninge fra diverse afrikanske og mellemøstlige lande, hvilket har rejst debatten om, hvordan EU skal forholde sig til og håndtere den pågældende situation. Mens Ungarn hårdhændet lukkede sine grænser, fandt – og finder – flygtninge og migranter vej til EU gennem Vestbalkan.
Kroatiens ønske om at indgå i Schengenfællesskabet har dog betydet, at landet er gået med til at sikre EU’s ydre grænser. Derfor vender den kroatiske regering det blinde øje til, og lader ulovlige overgreb som pushbacks og mishandling finde sted ved grænserne. Dette efterlader flere flygtninge og migranter strandet i særligt den nordlige del af Bosnien-Hercegovina som eksempelvis i byen Bihac, hvor den ellers tolerante lokalbefolkning føler sig overvældende presset grundet de manglende infrastrukturelle- og økonomiske kapaciteter.
Yderligere bevirker antagelsen om, at Bosnien-Hercegovina er en transitstation mod EU til, at hverken befolkningen eller de politiske eliter anskuer organiseringen af hjælp til flygtninge til at være deres ansvar, og derfor nedprioriteres permanente løsninger derpå. Det har blandt andet medført, at flere flygtninge og migranter under de kolde balkanske vintre har følt sig nødsaget til at slå lejr i tomme sommerhuse for at undslippe kulden.
Bosnien-Hercegovina har dog fået tildelt finansielle midler fra EU, som landets politikere har valgt at bruge til at styrke politiet og grænsekontrollen i et forsøg på at komme tættere på et EU-medlemskab. Dermed går kun få midler reelt til de strandede flygtninge.
Hvad er Balkans holdning til EU’s flygtningepolitik? Hvad betyder fænomenet pushaway, og hvordan adskiller det sig fra pushback? Hvordan har coronakrisen påvirket antallet af tilkommende flygtninge og migranter på Balkan? Skal Balkan agere som nærområde? Vil migrationsproblemet med tiden blive større? Hvilke forhåbninger er der til mulige løsninger?
Se femte afsnit af programserien og find svar på de mange spørgsmål.
Eller lyt til podcasten : Fanget på Balkan-ruten til EU.
Klima og miljø på Balkan vs. EU-standarder (6:6)
Sidste afsnit af programmet tackler emnet klima og miljø på Balkan i forhold til EU og EU-standarder. Her udforsker Zlatko Jovanovic sammen med Ph.d.-stipendiat ved Institut for Mennesker og Teknologi på RUC Ulrik Kohl, hvorvidt Balkan kan leve op til EU’s krav om grøn omstilling og i så fald hvordan. Hvilke udfordringer kan der være? Hvor meget betyder de to faktorer egentlig for et EU-medlemskab?
Luftforurening, vandforurening og affaldshåndtering er i øjeblikket et stort problem for landene på Balkan. Med EU’s nye investeringspakke til regionen på 30 milliarder euro (knap 223 milliarder kroner) håber man at kunne forbedre områder inden for klima og miljø, såsom forøgelse af brugen af vedvarende energikilder, renovering af bygninger og regulering af affalds- og spildevandshåndtering.
De politiske eliter i landene og deres tætte forbindelser til energiselskaberne og de organiserede kriminelle organisationer gør dog nødvendige reformer langt mere komplicerede og skubber den grønne omstilling længere ned på prioriteringslisten. Mens de politiske eliter fordrejer virkeligheden snarere end at fortage reelle ændringer, falder den almene befolknings tiltro til, at et EU-medlemskab vil gøre en forskel.
Et af regionens største problemer er eksistensen af utallige ulovlige lossepladser, som anses som at være en tikkende bombe for miljøet. Dog har politikerne ikke interesse i at afskaffe eller forbedre lossepladserne af egen vindings skyld.
Et andet stort problem er, at størstedelen af elektriciteten på Balkan kommer fra kulkraftværker. Dette forbrug er umuligt at ændre fra dag til dag, da befolkningen umiddelbart ville blive efterladt uden strøm, og der skal dermed findes langtidssigtede løsninger på problemet.
Fra et bottom-up perspektiv oplever Balkan dog en stigende grøn aktivisme, og flere grønne bevægelser er gået aktivt ind i politik. Adskillelige bevægelser og grupper har endda vundet vigtige politiske positioner, hvilket giver håb for fremtiden. Stormagterne Rusland og Kina spiller desuden en væsentlig rolle og den nylige kinesiske reorientering mod grøn energi kan måske også komme til at have en positiv virkning på den grønne omstilling på Balkan.
Kan stormagtsrivaliseringen komme til at gavne grøn omstilling på Balkan? Hvordan påvirker markedsøkonomiske værktøjer som Energy Community (Energifællesskabet) forholdene i landene? Hvilke potentielle muligheder er der til at løfte klimaet og miljøet? Hvordan reagerer befolkningen på EU’s skiftende investeringer og krav? Kan en løsning på grøn omstilling ligeledes løse andre problematikker, man oplever på Balkan?
Se sjette afsnit af programserien og find svar på de mange spørgsmål.
Eller lyt til podcasten her: Klima og miljø på Balkan vs. EU-standarder.
