Ved søndagens valg til Cataloniens parlament fik socialdemokratiske PSC flest stemmer (23 procent), skarpt fulgt af venstrerepublikanerne ERC (21,3 procent) og det hidtidige regeringsparti, centrum-højre-selvstændighedspartiet Junts per Catalunya, ledet fra belgisk eksil af Carles Puigdemont (20 procent).
PSC’s spidskandidat, Salvador Illa, var lidt et sats. Han er nemlig et meget kendt ansigt i Spanien, efter at han som sundhedsminister for PSOE-regeringen har ledet Spaniens sundhedsindsats og optrådt på utallige pressemøder gennem corona-pandemien. I Spanien er det ikke en ren vindersag at have været en del af spydspidsen i corona-kampen, men satsningen har altså ikke været helt i skoven. Illa har stået for en forholdsvis forsonende tone i det altafgørende selvstændighedsspørgsmål, en såkaldt tredje vej, uden at der dog er nogen tvivl om, at PSC er unionister og imod selvstændighed.
PSC’s stemmer kan veksles til 33 pladser i parlamentet (ud af 135), og da et flertal kræver 68, kunne de i teorien mønstre flertal sammen med ERC, der ligeledes har fået 33 mandater og En Comu Podem (Podemos), der har bibeholdt sine otte mandater fra valget i 2017. Det ville ligne den nationale situation, hvor socialdemokratiske PSOE er i regering med Podemos og med ERC som vigtigt støtteparti. Illa har også erklæret at ville gå efter netop den konstellation, men nok reelt mest for at markere PSC’s gode valg.
I virkeligheden er det ret usandsynligt, da selvstændighedspartierne, inklusiv ERC, i den catalanske valgkamp har lavet en pagt – højtideligt og med underskrifter – om, at de ikke går sammen med PSC.
Mange tror, at konstellationen i stedet kommer til at ligne den nuværende selvstændighedskoalition siden 2017 med Junts (32 pladser), ERC og det venstre-revolutionære CUP, der i går fik sit bedste valg nogensinde med ni pladser. Denne gang bliver det så nok med ERC ved roret, siden de har flest stemmer og pladser – hvis de altså kan blive enige med Junts om det. Næste præsident vil i givet fald hedde Pere Aragonès, navnet på ERC’s spidskandidat.
ERC arbejder på at opnå selvstændighed gennem en lovlig afstemning med bred politisk opbakning. Junts ønsker unilateralt at erklære det så snart, det er muligt, og uanset de spanske myndigheders holdning. Junts beskylder ERC for at have fraveget selvstændighedsvejen, mens ERC erklærer at stå for den eneste realistisk mulige vej til selvstændighed.
Det er et meget godt billede på den aktuelle selvstændighedsoverbudspolitik i Catalonien, hvor partier ofte presser hinanden til at være de mest vidtgående. Det var det, der skete med den famøse ulovlige afstemning og følgende selvstændighedserklæring i 2017. Den nye storebror blandt selvstændighedspartierne, ERC, er dog tilsyneladende i Catalonien hverken blevet straffet for den nationale opbakning til regeringen eller den mere pragmatiske og mindre konfrontatoriske plan for catalansk selvstændighed.
ERC er selvfølgelig blevet kritiseret for at indgå en pagt imod socialdemokraterne i Catalonien og på samme tid holde dem i regering nationalt, men Aragonès forsvarede sig i valgkampen med, at i Catalonien ville han skulle arbejde konkret med virkeliggørelsen af selvstændighedsønsket, mens opgaven nationalt er en anden: facilitering af samarbejde mellem Madrid og Barcelona og klassisk venstreorienteret lighedsskabende politik.
Det højrenationale Vox fik et kanonvalg og kom med 11 pladser i parlamentet for første gang, endda som fjerdestørste parti. De er unionister på den mest markant tænkelige måde, garneret med Gud, konge (uanset hvor mange skandaler) og pistolsvinger-retorik.
De hentede (sammen med socialdemokraterne) deres stemmer fra Ciudadanos, ‘borgerne’, der blev slagtet og gik fra 36 til 6 pladser. Ciudadanos bliver ofte i Danmark beskrevet som et midterparti á la Radikale Venstre, men de er noget mere liberale end sociale og har også, især tidligere, stået for en meget hårdtslående anti-selvstændighedsretorik.
Det store nationale oppositions- og klassiske magtparti, konservative PP, fik heller ikke ved dette valg fodfæste i Catalonien. De gik faktisk lidt tilbage til tre pladser (fra fire). PP er også tæt på selve symbolet på adskillige centralspanske overgreb på Catalonien, lige fra Franco og op til 2017, hvor daværende premierminister Rajoy stod for en meget konfrontatorisk linje overfor Catalonien.
Selvstændighedspartier fik i øvrigt for første gang over halvdelen af stemmerne. Men med deltagelse af blot 54 procent af de stemme-berettigede, især grundet corona-frygt, skal man nok ikke konkludere for meget på den baggrund.
Omkring 25 procent af de valgtilforordnede ønskede fritagelse for tjeneste grundet corona-frygt, men valget blev gennemført ordnet og med forskellige initiativer til at imødekomme både svage, ældre og karantæneramte med mere.
