Lokalvalget falder næsten samtidigt med 25-årsdagen for underskrivelsen af Dayton-aftalen, som var den aftale, der stoppede krigen i Bosnien-Hercegovina i 1995. Dayton-aftalen er siden hen blevet en slags de facto forfatning for Bosnien-Hercegovina, og har også cementeret den etniske opdeling af landet, der opstod under krigen. Det bliver derfor også et symbolsk valg, da mange analytikere og iagttagere på Balkan ofte fremhæver de fremskridt og den forsoning, man havde forventet skulle komme, men som er udeblevet.
Får de ikke-etniske partier større fodfæste i landet?
Som følge af Dayton-aftalen er det bosniske præsidentskab opdelt således, at de tre store nationale grupper (bosniaker, kroatere og serbere) hver har sin egen præsident, og derfor har det efter krigen i 1990’erne været meget vanskeligt at ændre den politiske nationalistiske opdeling i Bosnien-Hercegovina. I hvert fald på det statslige niveau. Men kigger man på de niveauer, der ligger under det statslige, er der faktisk sket et skred ved sidste parlamentsvalg for to år siden. Ikke mindst i den del af landet, som hedder Føderationen Bosnien-Hercegovina, hvor ikke-nationalistiske partier i flere kantoner fik et godt valg. Det har betydet, at i området omkring Sarajevo og to andre af de mest befolkningsrige kantoner har de ikke-nationalistiske partier formået at danne regering. Hvis de multi-etniske, ikke-nationalistiske partier gentager succesen fra sidste gang, kan det komme til at påvirke stemmeafgivningen til parlamentsvalget i Bosnien om to år.
Kampen bliver især tæt i hovedstaden Sarajevo, hvor det ti år gamle ”Vores Parti” står meget stærkt. Det har resulteret i mange personlige angreb på lederne af dette parti og det socialdemokratiske parti, fordi de er etniske serbere i et område, som ellers er domineret af den bosniakiske etnicitet. De nationalistiske bosniakiske partier mener ikke, at de bosniske serbere er egnede til at få magten i en by, som de ser som bosniakisk. Dog tyder det på, at befolkningen ikke vælger ud fra deres etniske tilhørsforhold, men snarere ud fra den politik og de emner, som bliver italesat af de ikke-etniske partier.
Valget er også interessant i den del af Bosnien, der hedder Republika Srpska. Her sidder et socialdemokratisk parti ved magten. Det startede efter krigen som et ikke-nationalistisk parti, men med tiden er blevet mere nationalistisk end de nationalistiske partier fra 1990’erne. Partiet udfordres nu både fra de ældre, nationalistiske partier, og fra de mere moderate kræfter. I hovedbyen Banja Luka ser man for eksempel, at et yngre medlem af det lokale parlament i Republika Srpska og hans centrum-højre parti udfordrer magthaverne. Den unge politiker er nemlig blevet meget populær i forbindelse med de folkelige protester, der for et par år siden og frem til i år stod på i Bosnien. Protesterne handlede om drabet på en ung studerende, som var kritisk over for systemet, og hvor det siden hen har vist sig, at politiet ikke har gjort sit arbejde ordentligt.
Lokalvalg i Mostar for første gang i 12 år
Endeligt er valget også meget interessant i byen Mostar. Mostar er en etniskopdelt by, og den tredje etniske gruppe, kroaterne, ser ofte Mostar som deres hovedby.
Sidste gang, folk i Mostar var til valg, var i 2008. Siden da har de nationalistiske bosniakiske og kroatiske partier blokeret for udførelsen af lokalvalg i byen. Det har fået en kvinde fra Mostar til at lægge sag an mod den bosniske stat ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, for brud på menneskerettighederne. Hun har fået medhold, og nu skal der afholdes valg i Mostar igen.
Valget i Mostar ligger senere end lokalvalget i resten af landet, nemlig den 20. december 2020. Det forventes, at resultaterne fra resten af landet kommer til at påvirke valget i Mostar.
