Rejsedetaljer
Første rejse er altid gratis. Derefter er prisen 140 kr., men GRATIS for medlemmer af DEO og for alle borgere i disse partnerkommuner:
Aarhus, Glostrup, Lolland, Norddjurs, Rudersdal.
Moldova er det sidste års tid kommet på alles læber efter den russiske invasion af nabolandet Ukraine. Mens landets befolkning længe har været ganske splittet i henholdsvis proeuropæiske og prorussiske leje, er det i særlig grad blevet tydeligt efter den russiske invasion af Ukraine i 2022. Og det var blandt andet også på grund af frygt for styrket russisk indflydelse, at EU tildelte landet kandidatstatus i efteråret 2022. Vi hører nærmere om EU-optagelsesprocessen, de politiske fraktioner i landet, og hvad det konkret vil betyde for Moldova at blive medlemsland.
Samtidig er det på trods af at være det fattigste land i Europa også det land, der har modtaget flest ukrainske flygtninge i forhold til indbyggertal – over 750.000 ukrainske flygtninge opholdt sig i Moldova i 2022. Det sker, alt imens landet lider under vedvarende høje energipriser og inflation på dagligvarer. Hvordan balancerer aktørerne i landet mellem solidariteten med Ukraine og hensynet til sin egen befolkning? Det ser vi nærmere på sammen med en NGO, der koordinerer landets flygtningeindsats.
I den forbindelse bliver vi også klogere på Moldovas nationale identitet og dets mange minoriteter, som på det seneste er begyndt at spille en større politisk rolle. Vi ser også nærmere på de tætte historiske bånd til både Rusland og Rumænien – og ikke mindst den prorussiske udbryderrepublik Transnistrien – og forsøger at forstå, hvad de forbindelser helt præcist betyder, både for den enkelte moldover såvel som politisk.