Det indre marked: Beregninger og gæt men ingen beviser på vækst

Det indre marked: Beregninger og gæt men ingen beviser på vækst

17.11.2017

ANALYSE. Nej, der er ingen beviser for, at EU's indre marked har ført til økonomisk vækst. Jo, en gennemsnitlig dansk familie har fået 65000 kroner mere i husholdningskassen takket være Danmarks EU-medlemskab. Velkommen til den økonomiske modelkrig.

Af Staffan Dahllöf, journalist

To ugers tid inden den britiske folkeafstemning om Brexit i juni 2016, åbnede nyhedsportalen Finans.dk op for ikke-betalende læsere. Her kunne man, ganske gratis, læse en artikel og en kronik på baggrund af en rapport, "Join to Prosper?", af økonomerne Thomas Barnebeck Andersen, Mikkel Barslund og Pieter Vanhuysse ved Syddansk Universitet.

Budskabet fra de tre økonomer var simpel: Forestillingen om det indre marked som en vækstmotor holder ikke vand. Det er i hvert fald ikke muligt at bevise påstanden.

Finans.dk brugte overskriften ”Danske forskere torpederer brexit-debat: EU-medlemskab har ingen indflydelse på vækst.” Det med at torpedere debatten kom dog ikke til at holde stik. Brexit-debatten i Danmark kom først i gang efter den britiske afstemning var fundet sted, og på det tidspunkt var der andre aspekter som kom at præge den danske diskussion.

Rapporter er politisk bestillingsarbejde

Godt et år senere siger rapportforfatteren Thomas Barnebeck Andersen, professor ved SDU, at konklusionerne aldrig blev tilbagevist af kritikere:

”Der var ikke så meget at diskutere. Problemet er, at man ikke har gjort det her tidligere, og vores ret simple pointe er, at man ikke kan sige noget om at det indre marked har skabt vækst i sig selv. Erhvervsministeriet fik lavet en rapport om det indre markeds effekter på dansk økonomi, med konklusioner som var givet på forhånd. Den ser jeg som et stykke politisk bestillingsarbejde.”

Omvendt mener Tænketanken Europas direktør, Bjarke Møller, at det er de tre økonomer som politiserer:

”Barnebecks diskussionspapir giver ikke belæg for at komme med så bombastiske udmeldinger, som man har gjort. Det er nærmest uvederhæftigt. Det ligner mere et eksempel på en politisk ideologisk udlægning, end egentlig økonomisk videnskab,” siger han og henviser til den analyse, som Erhvervsministeriet efterfølgende fik lavet.

Den manglende forskel

Så hvad er det, der deler vandene?

De tre SDU-økonomer sammenlignede væksten i BNP i alle EU-lande fra 1960 til 2015 med væksten i 21 lande, som ikke er medlemmer i EU, men er med i den vestlige samarbejdsorganisation OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development). De fandt ikke nogen bemærkelsesværdig forskel.

De tre økonomer så også på væksten i 29 tidligere øst- og centraleuropæiske planøkonomier, hvoraf 11 blev medlemmer af EU efter 2004. Heller ikke her kunne man se en forskel i vækstudviklingen mellem EU- og ikke-EU-lande.

Konklusion: Man kan ikke se, at EU-medlemskab som sådan har medført højere vækst.

”Egentlig er det ikke så underligt. Økonomisk vækst er utroligt kompliceret, med mange faktorer som påvirker hinanden og som ofte er landespecifikke; produktivitet, befolkningsudvikling, uddannelsesniveau, og infrastruktur,” siger Thomas Barnebeck Andersen, og tilføjer:

”Alle undtaget Nordkorea er enige om, at åbne økonomier og handel er vigtigt og giver vækst. Men det betyder ikke at ekstremt åbne økonomier – som det indre marked – gør en målbar forskel.”

Ikke målbare resultater – men vækstniveauet har skuffet

Lignende konklusioner er også dukket op i den britiske debat. I en artikel på net-forlaget Social Europe, svarer økonomerne Graham Gudgin og Ken Coutts nej på deres eget spørgsmål om, hvorvidt EU-medlemskabet har sat skub i den britiske økonomi: ”Væksten i Storbritannien er, som andre steder, begrænset af teknologi, færdigheder og investeringer,” skriver de to.

Dermed ikke sagt, at Brexit vil være omkostningsfrit. En udtrædelse af EU kan komme til at skade væksten, selv om tiltrædelsen ikke førte til målbare resultater, ifølge Gudgin og Coutts.

Olivier Bouin, direktør for et fransk forskningsnetværk RFIEA (Résau Francais des Instituts d'Etudes Avancées) diskuterer på lignende vis det indre marked i en ny antologi, ”Europe's Crises”, redigeret af den spanske sociolog Manuel Castells.

Bouin påpeger en ”forbavsende” mangel på beviser for at det indre marked rent faktisk har medført økonomiske fordele. Under overskriften ”The End of European Integration as We Knew It” [slutningen på den europæisk integration som vi har kendt den, red.] deler han integrationen op i tre faser:

Årene 1957– 1985 var præget af en social markedsøkonomi med solid vækst og konvergens – det vil sige at landene nærmede sig hinanden økonomisk. Årene 1985 – 2000 kendetegnedes af markedsliberalisering, lavere økonomisk vækst men ingen øget konvergens. Årene 2000 og frem startede med en vækstboom for landene i syd, efter euroens lancering, men endte ”forfærdeligt” med øget forskellighed og ulighed mellem, og indenfor, EU-landene.

Olivier Bouin konkluderer, at den europæiske integration på det økonomiske område nok ikke har været så positiv, som man havde forventet eller havde håbet på.

Gevinst på 100 milliarder er et skøn

Anderledes optimistiske toner kommer fra Tænketanken Europa og Erhvervsministeriet.

I et notat fra 2014 beskriver Tænketanken Europa det indre marked som en markant økonomisk succeshistorie. Der er, ifølge rapporten, udsigter til et permanent løft af det europæiske BNP med 5-8 procent frem mod 2030 – hvis det indre marked kommer til at omfatte energi, kapital og det digitale område.

Ifølge Erhvervsministeriet, er den lyse fremtid allerede ankommet: Dansk BNP er i dag samlet set 5 procent højere, svarende til 100 milliarder kroner, end det havde været, hvis Danmark ikke var med i EU. Et LO-par i ejerbolig tjener således hvert år 65000 kroner på Danmarks deltagelse i det indre marked, meddelte ministeriet i februar 2017 på baggrund af en analyse fra konsulenthuset Højbjerre Brauer Schultz.

Men hvordan kan man vide det?

”Det er et skøn, som vi er blevet bedt om at lave, men som er forankret i den tilgængelige litteratur. Problemet er, at der ikke findes et alternativ at sammenligne med, altså et Danmark uden for EU. Det er også vanskeligt at sige, hvilken rolle den teknologiske udvikling spiller for produktivitet og vækst,” siger Martin Kristian Brauer, partner i konsulenthuset og en af forfatterne til analysen.

Kontrafakta og estimater medfører usikkerhed

Konsulenthusets, og dermed ministeriets, skøn, er lavet ved en så kaldt kontrafaktisk analyse. Det vil sige, at man har regnet på, hvordan det ville se ud, hvis Danmark ikke var EU-medlem.

Udgangspunktet er, at handel fremmer specialisering, innovation, konkurrence og stordriftsfordele, at investeringer bidrager til øget viden, og at adgang til udenlandsk arbejdskraft er en god ting, blandt andet i kraft af at lønningerne presses ned. Det er dog mere uklart, i hvilken grad den faktiske øgede eksport, produktivitet og øget arbejdskraftsudbud kan skyldes EU-regler og udvidelsen af markedet med nye medlemslande.

Den danske analyse bygger på ”estimater” – overslag eller bedste bud – fra andre analyser, som så igen bygger på tidligere analyser, der er baseret på estimater.

Et eksempel er den omfattende Cecchini-rapport, lavet for Kommissionen af den italienske økonom Paulo Cecchini i 1988, som blev et slags programskrift for udviklingen af det indre marked i årene efter. Cecchini-rapporten spåede at BNP ville øge med 4,25 – 6,50 procent i de daværende medlemslande, hvis det indre marked blev gennemført.

19 år senere, i 2007 – inden den økonomiske krise var brudt ud – vurderede EU-kommissionen de økonomiske gevinster af det indre marked i 2006 til 2,2 procent af BNP, altså mellem halvdelen og en tredjedel af det, man havde forventet.

Ministeriet er dobbelt så optimistiske

Kommissionens rapportforfattere, Fabienne Ilzkovitz m.fl., skrev: ”De oprindelige forventninger om, at det indre marked vil fungere som en katalysator for at skabe en mere dynamisk, innovativ og konkurrencedygtig økonomi på verden niveau er ikke opfyldt.”

Her er Erhvervsministeriet mere optimistiske. Her svarer det danske estimat stadig til Cecchini-rapportens, og sætter gevinsten ved det indre marked til 5 procent af BNP. Hvordan det danske estimat i 2017 er mere en dobbelt så højt som Kommissionens vurdering i 2007, har Martin Kristian Brauer ikke et umiddelbart bud på:

”Det kan bero på, at vi har brugt forskellige indgangsværdier, og at vores analyse ser på danske forhold og ikke EU som helhed. Danmark kan, som en lille økonomi, have større fordele ved det indre marked end andre lande.”

”Lige det, du ønsker"

Jesper Jespersen, professor i økonomi ved Roskilde Universitet og mangeårig kritiker økonomiske modeller har en mere kontant vurdering: ”Økonomerne misbruger deres modeller. Jo større reformer eller ændringer man vil belyse, desto mindre er troværdigheden – du kan få lige det resultat du ønsker,” siger han.

Phillipp Schröder, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, siger at han ikke har set ind i maskinrummet i Erhvervsministeriets analyse, men at det er altid meget vanskeligt at identificer klare årsagssammenhæng i vurderingen af enegang begivenheder så som det indre marked:

”Det er helt klart at frihandel er positivt for vækst, men der skal laves mange eksperimenter for at isolere de enkelte faktorer, ligesom det har været meget vanskeligt at pege på den helt klare kausalitet mellem tobaksrygning og cancer. MetodedesigneT kan gøre forskellen på de resultater man får.”